Af J. C. A. Larsen

Smedemester Jens Carl August Larsen, skrev sig aldrig andet end J.C.A. Larsen. Han var født i 1863 som søn af smedemester Lars Olsen i Horserød, hvor han også blev udlært. Fra 1886 ledede han sin fars smedje i Horserød og overtog den i 1895. J. C. A. Larsen blev medlem af Tikøb Sogneråd i 1906 og fra 1911 tillige sognerådsformand. Dette hverv havde han til 1917. Desuden var han i en årrække formand for Tikøb Sogns Sygekasse. I 1918 blev han Venstres kandidat til Folketingsvalget, men blev først valgt ved april-valget i 1920, Indtil 1935 blev han genvalgt ved samtlige valg. I 1935 lod han sig p.g.a. alder ikke genopstille. I sin periode i folketinget var han i lokalområdet en meget populær person, der deltog i mange lokale arrangementer. Han var gift med Anna Johanne Franck og var i øvrigt bror til smedemester Ole Olsen i Saunte, hvis søn var den bekendte, og senere sognerådsformand, Karl Olsen.

Efter nogle forberedende arbejder med pladsrydning i skoven ankom de første håndværkere den 3. januar 1917 og påbegyndte arbejdet, der for bygningernes vedkommende var overdraget tømrerfirmaet Julius Nielsen, København og for kloak- og afløbsarbejder, ingeniørfirmaet Schiøtz & Rasmussen, og i løbet af 4 måneder stod lejren med sine ca 75 bygninger færdig – et helt amerikansk eventyr. 200-300 håndværkere (tømrere, malere, elektrikere, telefonarbejdere) var beskæftiget foruden mange arbejdere ved kloak- og vandledninger.
Desuden var flere vognmænd og mange af omegnens beboere beskæftiget med transport af materialer. I hovedlejren var 4 store mandskabskøkkener, administrationsbygning, operationsstue og apotek, to sygeplejebarakker samt flere liggehaller, en stor badeanstalt og et vaskeri, en særlig karantænestation, hvor fangerne kom til aflusning, samt til ophold for patienter med smitsom sygdom.

Horserødlejren set fra Esrumvejen ved indvielsen omkring den 1. maj 1917.

Officerslejren, som dannede en afdeling for sig selv, var anlagt langs vejen fra hovedvejen mod Gurre Sø og bestod af et kasino og 12 barakker samt en stor liggehal og en kirkepavillon. De 12 barakker var dels indrettet med enkeltværelser og dels med to sovesale. Kasinoet var lejrens smukkeste og mest kostbare bygning. Her var et meget stort køkken med lagerrum, spisekammer med 2 store spisesale til ca. 250 personer. I den vestre fløj var udelukkende musik- og læseværelse og i den østre billard- og spillesal.

Lejrens 3. afdeling, som blev bygget på en trekant af skovfogedens tjenestelod nord for Esromvejen, var udelukkende anlagt til benyttelse af de danske autoriteter som bevogtningsafdeling. Her fandtes en vagtbygning med vagtstue, kontor og telefonautomat og i østre fløj nogle arrester, der blev benyttet ved tjenesteforseelser indenfor bevogtningsmandskabet. Endvidere fandtes en pavillon med bolig for 2 overlæger – de yngre og ugifte læger beboede en pavillon i officersafdelingen – en officersmesse for de danske officerer, et mandskabskøkken en belægningspavillon for bevogtningen, en pavillon med lejligheder til flere underofficerer samt en stor staldbygning med værksted og garage og endelig lejrens vandværk, artesisk brønd og elektriske pumper samt et af granstammer opført, meget dekorativt vandtårn (dette skal have kostet 60.000 kr at opføre). I alt beløb udgifterne ved opførelsen af denne lejr sig til ca 2½ mio kr. I streng vinterkulde og sne voksede lejren – en hel lille by – frem med eventyrlig fart og i løbet af godt fire måneder stod den færdig, malet, tapetseret, med installering af hundreder af kakkelovne, med kloak og vand, elektricitet og monteret med senge, sengetøj og andet nødvendigt husgeråd.

De russiske officerers musik-, spille-, billard- og læseværelse – det såkaldte ”Kasino”, som var Horserødlejrens absolut flotteste bygning ved ibrugtagningen i 1917.

Så ankom personalet og vagtmandskabet, og i maj kom de første 400 russiske fanger fra en fangelejr i Østpreussen, hvorfra de blev sejlet ind til Helsingør. Her blev de afhentet af en stor række køretøjer fra omegnen – et trist syn at se disse mange, dårligt klædte, udtærede skikkelser. Mange var mere eller mindre invalide, og mange var angrebet af tuberkulose og andre sygdomme. Efter en grundig rensning i lejrens badeanstalt og efter et ophold i karantæneafdelingen, indkvarteredes de i de for fangerne indrettede barakker.

I løbet af nogle få måneder ankom flere afdelinger krigsfanger, heriblandt 250 officerer (med betjente og fanger i alt 1500). Nu udfoldede sig et liv, som var ukendt i denne rolige og fredelige by og omegn. Så stor var nysgerrigheden efter at se disse fremmede, at der navnlig en søndag var en sådan folkevandring fra land og købstad, at politiet måtte møde og regulere færdslen. Nogen nærmere forbindelse med fangerne kunne ikke opnås, da ingen fik adgang til dem ,og de selv ikke kunne komme udenfor pigtrådshegnet. Og ved de tre porte stod danske soldater vagt med påsat bajonet. Kun officerer havde lov til at færdes udenfor lejren. En rettighed, de flittigt benyttede sig af; enkeltvis og i små flokke færdedes de i omegnen og førte et muntert liv, tilsyneladende velbeslået med penge. Lystige drikkegilder var ingen sjælden begivenhed i den afdeling af lejren. Officerernes pengeforsendelser standsede dog brat efter revolutionen i Rusland.
I 2 år blev Horserødlejren opholdssted for disse krigsfanger. Og fra mange af dem, er der sikkert i årene, der er gået, siden sendt en venlig tanke til den lille fredelige plet i Danmark, hvor god forplejning og venlig omgang gjorde sit til, at savnet af hjemmet blev tåleligt at bære.

Horserødlejrens administrationsbygning, der lå på hjørnet af Esrumvejen og Horserødvej. Bygningen eksisterer endnu.

Den ene af Horserødlejrens tre indgange. Alle tre var bevogtede af det danske militær – vagten ses ved skilderhuset til venstre. På billedet er gengivet en del af det danske mandskab, bl.a. kommandant Esbern Brendstrup (forrest i lys uniform). Også den russiske Røde Kors søster, Vera Maslennikova ses til højre for Brendstrup i sort dragt med hvidt hovedklæde.

Der kunne være mangt og meget at berette om disse fangers daglige liv i Horserødlejren i de ca 2 år, de opholdt sig her, men det skal ikke være min opgave. Som afslutning på dette afsnit, skal jeg kun omtale den særprægede og højtidelige ceremoni der fandt sted, når en af de mange fanger, som var dødsmærket ved ankomsten, var afgået ved døden og skulle stedes til hvile på Hornbæk Kirkegård. Det skete efter en særlig katolsk handling i den i lejren indrettede kirke, hvorefter liget førtes på vogn til Hornbæk. I spidsen for ligtoget gik popen (= præsten) i sit maleriske skrud og sang – samt en afdeling fanger. Ved enden af lejren, gik popen ud til siden, hvorefter fangerne vendte tilbage. På disse to år blev ca. 58 stedet til hvile på Hornbæk kirkegård, hvor der er rejst et monument for dem.

Så kom fredsslutningen i efteråret 1918 – og nu ved hjemrejsen, fik man en forståelse af, at man havde befundet sig godt her i Horserød, idet mange forsøgte at forblive i Danmark. Navnlig mange officerer imødeså hjemrejsen med bange anelser – og sikkert med god grund. Så stod lejren tom en kort tid for derefter at blive benyttet af de allierede landes soldater, som på hjemrejsen fra de østpreussiske fangelejre fik et kortere ophold her, for at blive renset for utøj og ved sund og kraftig kost at komme til kræfter. Englændere, franskmænd, belgiere, rumænere, ja endog negre fandtes blandt disse transporter. Efter et par måneders ophold, i hvilket der fra hjemlandet hver uge kom fødevarer, deriblandt kaffe, te, ris samt tobak – surrogater – ligesom de blev ekviperet med nye klæder under opholdet i Horserødlejren, så blev de hjemsendt igen.

Når man kom kørende ad Horserødvej og kom til Esrumvej, så udsigten således ud i maj 1917. Der, hvor der tidligere var mark, havde på få måneder rejst sig en by til mere end 1500 mennesker.

Endelig i 1920 var det danske bevogtningsmandskab afgået til deres garnisoner. Tilbage var kun enkelte befalingsmænd og tilsynsførende. Lejrens administration blev nu overført fra Forsvarsministeriet til Justitsministeriet, og nu rejste sig spørgsmålet, hvad disse fangelejre skulle anvendes til. Om de kunne anvendes til noget nyttigt formål, eller om de skulle nedrives?
For Haldlejrens vedkommende blev der truffet overenskomst med de anerkendte sygekasser i Jylland, som sammen med Røde Kors overtog denne lejr, og disse institutioner har siden drevet denne.

For Horserødlejrens vedkommende blev der ført nogle forhandlinger med de sjællandske sygekasser, som dog ikke førte til noget resultat, og den 9. maj 1923, efter at en del af inventaret var flyttet til Sønderborg og Grønland, blev lejren udbudt på auktion til nedrivning.

 

Efterskrift:
Artiklen er ikke dateret, men må være skrevet i 1923, da den videre udvikling ikke er beskrevet af J. C. A. Larsen.

 

 

 

Rev. 05.01.2025