Mogens Krog (1926-2013) var det meste af sin lærertid ansat ved specialskoler – men som ung begyndte han på Espergærde skole.

Mogens Tulinius Krog var født i 1926 på Frederiksberg og blev uddannet lærer i 1955 fra KFUM’s Seminarium, Frederiksberg. I perioden 1956-59 virkede han som lærer ved Espergærde Skole. Han var gift med Inge Gellers Andersen (1932-2018), der var født i Horneby. Mogens Krog, der døde i 2013, skrev en erindrings- og slægtsbog, der blev udgivet i 2015 af enken. I denne bog er et afsnit om tiden som lærer på Espergærde Skole, hvoraf det følgende er et uddrag. Familien Krog boede dengang i Humlebæk.

Af Mogens Tulinius Krog

Jeg blev klasselærer for en 1. mellem, og som sådan var det dansk, jeg mest skulle undervise i. Jeg husker kun, at jeg havde et godt forhold til klassen. En anden lærer, som havde religion med klassen, spurgte, om jeg kunne synge med eleverne, nogle af de salmer, som havde et indhold, der tangerede det emne, de netop havde i religionstimerne.
Han var selv meget dårlig til at synge for. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så vi sang ofte disse salmer. I øvrigt har jeg sunget meget i mine timer. Hvis klassen var ved at gå i stå rent arbejdsmæssigt, lagde vi bøgerne væk og sang nogle sange, så var humøret oppe igen.

Tæt forældrekontakt gav bonus
Da jeg havde været på skolen i et år, fik jeg en første klasse, som jeg skulle starte op fra grunden. Dengang havde man ikke børnehaveklasse eller det man nu i 2007 kalder ’nulte klasse’. Børnene var helt dugfriske og skulle lære alt helt fra bunden. Det var en kæmpe udfordring – men også meget morsomt.
De fleste børn var meget lette at have med at gøre, men der var en dreng, som hurtig viste sig at være noget urolig. Min faster Elisabeth havde rådet mig til at få den bedst mulige kontakt til alle forældrene, så da børnene og deres forældre mødte den første dag på skolen, foreslog jeg, at jeg en dag om ugen ville afsætte nogle timer til at besøge de enkel forældre på skift i deres hjem, så vi kunne lære hinanden at kende. Hvis forældrene kunne, ville jeg besøge dem en onsdag eftermiddag efter skoletid. De fleste kunne godt, men enkelte, som var på arbejde, ville hellere, at jeg korn om aftenen. Det viste sig at være en rigtig, rigtig god ide, særligt med forældrene til den meget urolige dreng. Jeg lærte hans forældre at kende og de mig, inden jeg måtte tale med dem om problemerne, og da vi så allerede havde lært hinanden at kende for det positive, var det meget lettere at takle problemerne.

De nye klasselokaler ved Espergærde Skole, som Mogens Krog kritiserer i denne artikel. Billedet er fra 1959 og det er Ritavej i forgrunden.

Dårlig arkitektur
Vi havde visse problemer med akustikken i klasseværelset. Da jeg korn til skolen, havde man netop fuldendt et nybyggeri for at udvide lokalekapaciteten. Byggeriet mindede meget om Julemærkehjemmet, en lang gang forbandt to eller tre tværfløje, hvor der til begge sider var klasselokaler. Jeg mener at kunne huske, at der var tre klasser på hver side af forbindelsesgangen. Hvert klasselokale havde vinduer langs den ene langside. Fint nok. Loftet skrånede op, og midt i loftet var der et stort vinduesparti, som gav lys til den bageste side af lokalet. Fint nok. Men problemet var, at de tre andre vægge var lavet af mursten sikkert på betonbaggrund. Og det gav en meget dårlig akustik i lokalet. Foran eleverne var der en stor tavle, men de andre to sider var ’nøgne’. Vi ønskede fra lærernes side, at der blev sat isoleringsplader op, særlig på bagvæggen, men det fik vi ikke lov til af arkitekten. Der er en lov, der siger, at arkitekterne har hånds- og halsret over al deres byggeri de første 7 til 10 år. Vores ønsker var, at der måtte sættes bløde plader op, så man eventuelt kunne sætte børnenes tegninger på med nåle eller bruge pladerne til andre formål, men som sagt var det et blankt NEJ til forslaget. En anden ting, hvor arkitekten har haft en dårlig forståelse for, hvad der er praktisk, var, at der kun var et indbygget skab i hvert lokale, men det var meget smalt, så der var næsten ingen plads til diverse hjælpemidler, som f.eks. sangbøger, og når den pågældende klasselærer, som havde mest brug for skabet, havde fyldt hylderne op, så var der ikke plads til, at de andre lærere, som også skulle undervise i lokalet, kunne have deres specielle ting stående. De måtte derfor tage det med fra lærerværelset hver gang, de skulle undervise. Det var utrolig frustrerende, for havde man nu husket alle de ting, der skulle bruges. Hvorfor taler arkitekten ikke med brugerne om, hvad man forventer at have plads til?

Glimt fra skoleafslutningen i marts 1957, hvor der var udstilling i sløjdsalen.

Om lærere, der kom for sent
Der var morgensang på den lange gang i hovedbygningen hver morgen kl. 8. Det var helt fint, syntes jeg. Alle elever og lærere, der skulle starte undervisningen fra morgenstunden skulle deltage. En lærer var dog gårdvagt for at fange de elever, der ikke var kommet til tiden. Disse elever fik en mundtlig opsang, men der var også lærere, der burde have været med til morgensangen, som kom slentrende med deres cykler hen over skolegården, uden at de fik en mundtlig opsang. Jeg stod gerne i et af de store vinduer, der vendte ud mod legepladsen, så jeg så ofte de samme lærere, der korn for sent. Flovt, syntes jeg.

Klassen er 2 C fra skoleåret 1957-58. Bagest fra venstre: Steen, Per, René, Henrik O., Erik, Henrik P., Ejnar og Kjenneth. Forrest fra venstre: Benny K, Peter S, Birgit, Jytte H., Merete, Jytte M, Poul Erik, Niels og Benny O. Læreren er Mogens Krog.

Cykelturen fra Humlebæk
Jeg korn aldrig for sent, kan jeg godt uden blusel indrømme. Men jeg havde nok en god grund. Mens Inge stadig arbejdede på Børnely i Mikkelborg, skulle hun med en bus, der gik fra Stationspladsen omkring kl. 7, så jeg kunne ligeså godt følge hende ned til den, og så køre på min cykel til Espergærde. Vi havde i øvrigt en daglig oplevelse, når vi stod ved stoppestedet. En mand, som skulle nå et tog fra Humlebæk Station, kom altid løbende med en mad i den ene hånd og en taske i den anden samt frakken flagrende. Ofte måtte han springe over skinnerne, for at kravle op i det allerede ankomne tog. At han dog ikke valgte at stå bare fem minutter tidligere op, så han kunne gå til toget i ro og mag.
Da jeg altid kørte på cykel, uanset vejret, havde jeg en sydvest og en regnkappe samt to løse regnovertræksbukseben med. Det lå alt sammen i cykelkurven, hvis vejret var godt nok, men hvis det blev regn til hjemturen, kunne jeg hurtigt tage det på. Regnkappen var nærmest et stort slag uden ærmer. Når jeg tog det over hovedet, holdt jeg det frem over cykelstyret, mens jeg havde to stropper på indersiden som jeg stak mine tommelfingre ind i, så jeg kunne holde slaget på plads.

”Noget at fyre op med”
Jeg havde sløjd med børnene i alle de år, jeg var på skolen. Jeg var glad for disse timer. Og jeg tror også drengene (for det var kun drengene, der fik sløjd, hvad pigerne bestilte imens, ved jeg ikke, men de har nok haft håndarbejde). Jeg skulle hvert år i sommerferien lave beregninger over, hvor meget træ, vi skulle have. Det var næsten fast kutyme, at drengene skulle lave bordskånere, spækbrætter, og andre fantasiløse ting. En dreng sagde engang, at han var glad for, at hans mor havde en gruekedel, for så kunne hun da få noget at fyre op med. Jeg lod børnene lave nogle af disse ting, men hvis de havde fantasi til andet, de havde lyst til at lave af diverse affaldstræ, så måtte de da gerne det. Deres fantasi fik frit løb, og der kom mange virkelig sjove ting ud af det, og børnene havde det meget sjovere.

Anklage mod kollega
I en naboklasse i hovedbygningen, hvor jeg havde min 1. mellem, var der en lærer, som egentlig ikke var læreruddannet, men bibliotekar. Han var et utrolig flinkt menneske, men han havde et handicap: Hans ene ben var kortere, end det andet. Når han talte med mig – eller en elev – stod han skiftevis på det høje og korte ben. Når han skiftede fra det høje til det korte, bukkede han sig frem, og det har måske været medvirkende til, at nogle børn fornemmede det som en vis intim tilnærmelse. Han brugte sin biblioteksviden til noget morsomt, syntes jeg. Efter sommerferien bad han eleverne om at bringe nogle af deres private bøger med, som så blev registreret, som om de var biblioteksbøger. Børnene kunne så i frikvartererne komme og låne dem. Da klassen som nævnt lå lige ved siden af min, gik jeg ofte ind i frikvartererne for at følge bogudleveringerne.
Da det var frikvartererne, jeg kom i, behøvede man ikke banke på, så jeg gik bare direkte ind. Det havde læreren intet imod. Pludselig skete der noget voldsomt. Læreren blev af en mor til en pige i klassen anklaget for uterligheder overfor pigen. Moderen påstod, at han befølte pigen, når hun kom op til ham ved kateteret for at vise noget, hun havde lavet – altså midt i en undervisningssituation. Og han blev også anklaget for at gøre tilnærmelser til hende i frikvartererne, hvis hun skulle låne eller aflevere en bog.

Stor sag
At han skulle beføle hende i timerne i overværelse af alle de andre børn, forekom mig helt usandsynligt, og i frikvartererne, hvor jeg ofte kom ’uanmeldt’ ind, oplevede jeg aldrig noget specielt. Her er det, jeg tror hans handicap med de ikke lige lange ben kunne være årsagen, for en pige følte det måske ubehageligt, hvis han pludselig bøjede sig ned næsten til hendes hoved.
Læreren havde nogle år tidligere fået en lignende anklage, som skulle have været overgået en søster til den nuværende pige, men den daværende skoleinspektør, der kendte moderen og hendes fortid, afviste anklagerne som fuldstændig grundløse. Nu var der kommet en ny skoleinspektør, Elkjær, og han turde ikke lade sagen dysse ned, så han spurgte undervisningsministeriet, hvad han burde gøre. Der kunne de ikke gøre andet end at sige: ”Anmeld ham til politiet”, hvilket han gjorde. Det kom der en stor sag ud af.

Espergærde Skole set fra Stokholmsvej i 1959.

Dømt
Læreren blev kaldt i retten i Helsingør. Da jeg kom så tit i lærerens klasse, blev jeg spurgt, om jeg ville vidne. Jeg svarede straks ja, for jeg mente ikke, han havde gjort noget. Jeg blev indkaldt til retten en dag. Alle, der var på vej ind til afhøringerne, sad i et venterum udenfor retslokalet. Mange af børnene, også ældre elever, han havde haft tidligere skulle give vidneudsagn. Nu var det sådan dengang, at man fik et mindre vederlag, for at møde op, og når børnene kom ud af retslokalet jublede de højt og sagde: ”Jeg fik 10 kroner (eller hvor meget det var dengang) for at vidne imod læreren.” Det syntes jeg var yderst usmageligt. Så blev jeg kaldt ind, og jeg satte mig i vidneskranken. Jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet – eller snarere, hvad jeg ikke havde oplevet, når jeg så ofte uanmeldt kom ind i klassen og ALDRIG havde følt, at der var noget mistænkeligt. Jeg ville også fortælle om min antagelse med de ikke lige lange ben, men jeg blev skarpt afvist, jeg skulle kun svare på deres spørgsmål, ikke selv komme med længere indlæg. Jeg var rasende over denne afvisning, for jeg mente jo netop, at det var et vigtigt element i sagen. Læreren blev delvis dømt. Han fik den straf, at han aldrig måtte undervise børn og unge mere. Jeg kan ikke huske, hvordan han tog dette, men han havde jo sin biblioteksuddannelse at falde tilbage på. Jeg havde ondt af ham, for jeg tror, det var moderen og hendes fantasier, der havde spillet hende et puds.

Lieberkind
Vi havde en meget spændende lærer, der hed Lieberkind. Han underviste i naturfag. Men han havde også et bijob som radiovært i en række naturprogrammer. Når jeg kalder det for et bijob, så er det fordi jeg af og til følte, at det var hans hovedjob. Når han skulle planlægge de kommende udsendelser, meldte han sig syg (sådan opfattede vi det, for han har da næppe kunnet søge fri til dette). Når han var ’syg’, måtte de lærere, der havde mulighed for det, tage hans timer. Jeg havde nogle gange mulighed for det, hvis jeg havde fri på de pågældende tider. Lieberkinds klasselokale var meget spændende. Det var fyldt med utrolig mange udstoppede dyr, glas med præparerede padder og kasser med insekter sat på nåle. Jeg kunne overhovedet ikke leve op til Lieberkinds niveau, men jeg kunne fortælle om de spindlere (edderkopper) som jeg havde med til undervisningen på seminariet.
Lieberkind var som sagt en meget speciel mand. Engang var vi nogle fra skolen, der var inviteret hjem til ham. Han havde et stort hus, der lå meget nær ved Espergærde Station. Inde i spisestuen var hans spisebord trukket ud i fuld længde, og en række bøger lå delvis åbnede hele vejen rundt. Han fortalte, at når han skulle planlægge nogle udsendelser i radioen, så havde han tre damer, der kunne stenografere. Den ene skrev for ham mellem kl. 8 og 12. Så havde han frokost. Fra 13 til 17 skrev den anden dame for ham. Så var der spisepause til kl. 18, og i de næste fire timer dikterede han til den tredje hjælper.
Han fortalte, at når han arbejdede på den måde, gik han rundt om bordet, bladede i de forskellige bøger og dikterede forskellige ting fra bøgerne enten direkte gengivet eller lettere omskrevet. Hvor mange dage han kunne bruge på denne måde, husker jeg ikke, men han har nok brugt ca. en uge hver gang.

Meyling
En anden meget spændende lærer var Meyling. Han havde opbygget et veritabelt museum nede i kælderen. Havde vi lærere et emne oppe, hvor der i museet var ting, som kunne være med til at anskueliggøre emnet, kunne vi hos Meyling låne tingen med op til klassen. Det var vel nok mest historiske ting, der havde interesse. Men vi kunne også aftale med Meyling, at vi kom ned til ham med hele klassen, og så kunne han på en meget spændende måde fortælle om emnet. Nogle år senere, da Meyling gik på pension, oprettede han Flynderupgaard Museum.

Religionsundervisning
Et år skulle jeg have religion i en 1. mellem. På seminariet blev vi altid gjort opmærksomme på, at vi aldrig måtte prædike kristendom overfor eleverne. Af samme grund syntes jeg, at disse timer ikke måtte kaldes kristendomsundervisning, men religionsundervisning.
Eleverne var på en positiv måde meget åbne, så de klagede deres nød. De fortalte, at de i 2. og 3. klasse havde hørt om de meget spændende historier, som både det gamle og nye testamente handlede om. I 4. og 5. klasse, blev det hele gentaget, men i en mere ’kedelig’ form, idet man tog Bibelen mere med i timerne. Nu var de nervøse for, om vi skulle fortsætte med en tredje gennemgang af Bibelen, hvor de måske også skulle læse op af den i timerne. Jeg forstod dem udmærket, og jeg sagde, at timen hed ’Religionsundervisning’, så det var et ret bredt emne, som sagtens kunne indeholde andet end netop Bibelen. Vi kunne f.eks. drøfte forskellen mellem forskellige kristne grene af religionen, katolicismen og protestantismen. Vi kunne måske udvide det med, hvordan muhamedanere eller hinduer tror på deres gud. Jeg ville selvfølgelig ikke gå virkelig i dybden, for det havde jeg ingen forudsætninger for, men jeg syntes, det kunne være spændende at tage disse emner op. Og det syntes eleverne også, heldigvis.

Espergærde Skoles 1. mellem A fotograferet i 1956-57. I bageste række fra venstre ses: Jan Ubaghs, Jan Kiovsky, Søren Kjeldsen. I midterste række fra venstre: Hans Peter ?, Benny Jørgensen, Frank Olsen, Niels Teisen, Lars Thomasen, Flemming Cloos, Verner Hansen, Richard Andreassen, Bent Drewsen, Jim Nielsson. Forrest fra venstre: Jørgen Henriksen, Grethe Ørn, Hedvig Nørreriis, Vibeke Hansen, Dorthe Lieberkind, Gitte ?, Hanne Olsen, Lene Jensen, Kjeld ?.

Fysiktimer – også for piger
Jeg havde også fysiktimer. I begyndelsen af året var der piger, der spurgte, hvorfor de skulle tvinges til fysik, for det havde ikke deres interesse. Jeg svarede gerne, at hvis de havde mulighed for helt at fravælge dette fag, ville de jo aldrig få noget at vide om det, som måske netop kunne interessere dem. Det svarede til, at man siger, jeg kan ikke lide leverpostej, og hvis man aldrig får det smagt, så kan man jo ikke vide, om det netop var det, man helst ville spise. Når man så havde smagt det, kunne man bedømme, om det var noget, man kan lide eller ikke lide.
Jeg prøvede at gøre timerne så interessante som muligt. En dag talte vi om overtryk og undertryk. Vi havde i fysikskabet en stor glasklokke, som vi kunne pumpe luften ud af. Jeg havde købt en lille ballon og en negerbolle. Først lagde jeg ballonen, som jeg havde pustet lidt op, ind i glasklokken. Jeg sugede nu lidt af luften ud af glasklokken, og ballonen begyndte at fylde mere. Vi talte om, hvorfor den gjorde det. Så spurgte jeg om, hvad de ville tro, der skete, når jeg lukkede luft ind igen i glasklokken. Alle var enige i, at ballonen nok ville skrumpe ind til den størrelse, den havde før forsøget startede. De havde ret. Så satte jeg negerbollen ind under klokken. Da jeg begyndte at suge luften ud af klokken, voksede negerbollen ret meget. Den udvidede sig, så chokoladen på overfladen revnede i mange stykker. Vi talte om, at det var luften inde i negerbollen, som nu fik den til at udvide sig. Jeg spurgte så om, hvad der ville ske, når jeg langsomt lod luften sive ind i klokken igen. Alle regnede med, at negerbollen ville synke sammen til den størrelse, den havde før forsøget begyndte, men nej, den sank helt ned til en flad, hvid klump. Og hvorfor gjorde den nu det, fik vi en masse gode forslag til.
Fotolære – også for piger
Jeg fotograferede også med dem. Vi talte om at fokusere, og hvad man mente med det. En dag gik jeg med hele klassen ned på den lille vej, som var bag skolen. Der stillede jeg mit apparat op på stativet, og jeg placerede en elev 3 m foran og en anden 10 meter længere væk. Vi stillede skarpt på eleven der stod nærmest og tog et billede, så stillede vi skarpt på ham, der var længst væk og tog nogle billeder. Næste uge havde jeg fået billederne fremkaldt, så vi kunne se forskellen. (Dette interesserede sandelig også pigerne).

Nyt job
Da jeg havde været lærer på Espergærde skole i 3 år fik jeg lærerstillingen på Himmelbjerggaarden og måtte derfor sige farvel til de mange, glade elever, jeg havde haft et godt forhold til. Og jeg har fornemmet, at der vist også har været mange af eleverne, der var kede af det, for i mine gemmer vedrørende tiden på Espergærde Skole har jeg liggende flere breve, som elever har sendt mig. Jeg gengiver her et af disse breve, som Peter Sørensen har skrevet.

 

Rev. 05.01.2025