En foreløbig status på gåden om “Russerkirkegården”
af Kjeld Damgaard
Det har i mindst 100 år været glemt hvem der ligger begravet på den såkaldte ”Russerkirkegård” ved Strandvejen i Snekkersten. Faktisk var der intet bevis for at der overhovedet lå nogen begravet. Ingen form for skriftlig dokumentation kunne fortælle noget om stedets historie. Alt støttede sig på overleverede fortællinger – som imidlertid findes i mange forskellige versioner.
Men nu – endelig – bliver gåden måske løst. Tilbage i det tidlige forår 2023 begyndte den lokale arkæolog og souschef ved Museum Nordsjælland, Liv Appel at interessere sig for gravpladser langs Øresundskysten. Det hele skyldtes fund af skriftlige beretninger om gravpladser i bl.a. Humlebæk. Under en samtale med nærværende skribent, faldt talen derimod på ”Russerkirkegården” i Snekkersten. De mange teorier om stedets historie gav dog ingen sikre spor at gå efter – og samtalen blev afsluttet med et fælles udtalt ønske om at kunne foretage en prøveudgravning på stedet.

”Russerkirkegården” som den så ud set fra Strandvejen i 2008.
Prøveudgravning i april
Og minsandten om ikke det lykkedes Liv Appel at finde midler til en sådan udgravning allerede i slutningen af april måned. Torsdag den 27. april gik gravemaskinen i gang – og fandt absolut intet de første mange meter af udgravningen. Udgravningen var således begyndt længst mod vest på pladsen – og det var først fredag morgen at maskinen stødte på de første skeletrester.
En enkelt knogle var tydeligvis rester af et menneskeskelet – begravet i en dybde af omkring en meter. Stedet var tæt på Strandvejen – og det stod allerede da klart, at der ikke kun var tale om et skelet. Det så ud til at være flere.
Teorierne
Men inden vi går videre med denne beretning, vil det være på sin plads at fortælle hvilke teorier der fortælles om disse begravelser i uindviet jord.
I de flestes bevidsthed kaldes den ubebyggede grund mellem Strandvejen 206 og 208 for ”Russerkirkegården”, ”Russervænget” eller ”Russergraven”. Men allerede her er der tvivl om det nu også er korrekt. Måske var det ikke her, der blev begravet russere – eller var det overhovedet russere?
Der er adskillige kilder til denne historie, men desværre kun sekundære kilder. Det betyder, at vi ikke kan dokumentere hvilken der er rigtig, eller om nogen af dem er rigtige. I 1957 skrev en – i øvrigt ukendt – A. Nielsen – en artikel i tidsskiftet ”Vikingen”. Heri hævder han, at Russerkirkegården i virkeligheden ligger i baghaven til Strandvejen 208. Villaen her blev bygget i 1891, og ligger altså delvist henover den oprindelige gravplads.
Byldepest i 1710
Samme kilde beretter, at baggrunden for kirkegården var den voldsomme byldepest, der i årene 1704-11 hærgede store dele af Nordeuropa. På trods af karantæne og andre foranstaltninger, kom smitten alligevel til Helsingør i 1710. Der er forskellige beretninger om hvordan det skete. En af beretningerne går ud på, at det var fiskere, der havde holdt forbindelsen til Sverige vedlige, selvom man vidste, at smitten var udbredt i Skaane og resten af Sverige. En anden version – og mere udbredt version – konkluderer, at smitten blev bragt til Helsingør med hjemvendende soldater, der havde deltaget i Store Nordiske Krig i Skaanelandene.

Den tegning, som A. Nielsen tegnede efter erindringen i 1955, viser det kors, som sandsynligvis blev fjernet i 1894.

Det var i denne søgegrøft at de første rester af menneskeskeletter dukkede op i dagens lys fredag den 28. april 2023. (foto: Kjeld Damgaard)
Døde sømænd
En lidt anderledes version går på, at to russiske skibe sent på året 1710 landsatte og begravede en del døde matroser og sømænd på stranden syd for Snekkersten. Hvis denne begivenhed faktisk fandt sted – hvilket vi heller ikke har dokumentation for – så kan det teoretisk også have været ofre for pesten.
Uanset hvilken af de tre teorier, der er korrekte, så kan vi konstatere, at pesten spredte sig voldsomt i Helsingør i løbet af kort tid. Man forsøgte at afspærre Helsingør fra omverdenen med en afspærring (Cordon Sanitaire) fra Lokkerup (ved Skotterup) og hele vejen til Villingebæk i nord, men det stoppede alligevel ikke smitten i at brede sig til København.
Blomster til Sankt Hans
Ifølge A. Nielsen fastholdt man helt op til slutningen af 1800-tallet, at Russerkirkegården skulle bevares. På stedet var ligefrem opsat en kors med indskriften ”Her fandt saa mangen Sømænd Hvile”. Og hvert år til Sankt Hans lagde fiskerlejets unge piger blomster ved korset. Men igen er vi på usikker grund. Der findes ingen fotografier af korset, kun en tegning – endda tegnet efter erindringen. Ifølge A. Nielsen stod korset tæt op ad stengærdet bagerst på grunden, men om det var på den nuværende ubebyggede grund, eller på Strandvejen 208 er ukendt.
Skørbug
I ovennævnte er redegjort for tre teorier om at begravelserne er knyttet til pesten i 1710-11. Men det er imidlertid ikke de eneste historier om episoden, der har verseret blandt de gamle fiskere i Snekkersten og Skotterup. En fjerde version lyder på, at de russiske sømænd døde af skørbug. Hvis det er korrekt kan historien være foregået på et helt andet tidspunkt.
Indviet jord?
En helt femte version fortæller, at begivenheden først fandt sted i 1830’erne og at præsten i Tikøb tilmed efterfølgende indviede jorden til kirkegård. Det har heller ikke været muligt at dokumentere denne version, heller ikke hvad angår indvielsen af stedet. Præsten i Tikøb har tilsyneladende ikke nævnt noget om dette i sine efterladte papirer, kirkebøger eller protokoller. Og episoden er tilsyneladende heller ikke omtalt i datidens aviser.
Kolera i 1805
Fisker Axel Hansen i Skotterup og fisker Jens Jonassen i Snekkersten berettede begge, at der var tale om marinere fra zarens flåde. To russiske linjeskibe eller fregatter lå omkring 1805 på Lappegrunden, med et voldsomt koleraangreb iblandt besætningen. De døde sømænd blev kastet udenbords og drev i land lidt syd for Snekkersten, hvor de blev begravet på en del af ejendommen ”Paulinelyst”s jorder.

På trods af den lidt hårdhændede metode, hvor en gravemaskine tager store bidder af jorden med op, lykkedes det hurtigt at identificere dette som en menneskeknogle. Der var den første, der dukkede frem efter flere hundrede års begravelse på Russerkirkegården.
(Foto: Kjeld Damgaard)
Strandvaskere
Endelig er der endnu en (sjette) teori. Det var ikke usædvanligt, at man fandt strandvaskere langs kysten. Øresund var et befærdet farvand. Nogle sømænd faldt overbord i hårdt vejr. Andre blev lempet udenbords, hvis de døde. Når disse blev fundet, kunne de som oftest ikke identificeres, og man kunne hverken fastslå nationalitet eller religiøs overbevisning. Og det sidste var vigtigt. Når man ikke med sikkerhed vidste om sømændene var kristne, så kunne de ikke komme i indviet jord. Derfor blev de straks begravet tæt ved stranden. Det havde også den fordel, at man mindskede smitterisikoen, hvis strandvaskeren var død af en smitsom sygdom.
Ingen dokumentation
Alle disse teorier om hvorfor stedet den dag i dag kaldes Russerkirkegården er alle forsøgt efterprøvet. Indtil nu desværre uden noget sikkert resultat. Kirkebøger er gennemset, gamle beretninger undersøgt, gamle kort undersøgt – alt uden resultat. Faktisk var der også en prøveudgravning i 1993 ledet af arkitekt Per Christiansen. Men intet brugbart resultat, udover at udgravningen syntes at vise, at kirkegården måske skulle findes under eller ved det andet nabohus, Strandvejen 206?
For nogle år siden indledte Det Kgl. Bibliotek scanningen af gamle danske aviser. I de gamle danske aviser havde man ikke på samme måde som i dag nyhedsstof som det vigtigste, men derfor kunne de godt have haft en notits om en hændelse, der kunne passe ind i fortællingen om Russerkirkegården. Men heller ikke her har vist sig et brugbart resultat.
Hvor lå stengærdet?
I 1894 blev arealet (matr. nr. 7z, Snekkersten) mageskiftet, således at det af søstrene Tegner fra Paulinelyst, blev overdraget Statskassen. I de dokumenter, der blev udfærdiget i den anledning (samt i en ældre erklæring fra 1860), står intet om en kirkegård eller lignende. Stedet omtales alene som garntørringsplads for Snekkerstens fiskere. I mageskiftet nævnes dog et stengærde, som danner parcellens grænse mod øst – et stengærde, som det blev tilladt at fjerne. Meget tyder på at det er det stengærde, der ses på tegningen, men i så fald har korset stået tæt på Strandvejen – og ikke bagerst på grunden? I øvrigt nævnes det også, at pladsen skulle planeres inden 1. marts 1894. Så antagelig er de sidste rester af kirkegården fjernet ved den lejlighed.

Det første af de mange skeletter ser dagens lys efter mange år.
(Foto: Martin Rye, Helsingør Dagblad)
Hvad vi nu ved
Men nu er der forhåbentligt nyt på vej i sagen. Først skal der dog skaffes penge til en rigtig udgravning. Det kan der godt gå både måneder og år inden sker.
Men lidt nyt er der i sagen. Det står bl.a. klart, at der er to rækker af grave lige vest for Strandvejen – og at de måske strækker sig ind under de privatejede grunde på hhv. Strandvejen 206 og 208. Det er Liv Appels opfattelse, at der er mindst 30 gravlægninger. Det står også klart, at gravene maximalt er 4-500 år gamle – hvilket støttes på løsfund af keramik og kridtpiber. Disse fund behøver ikke at have direkte noget med gravene at gøre, men viser aktivitet i området i en periode i 1600-1700-tallet. Gravene må desuden i sin tid have været markerede, fordi de afdøde ikke er lagt ned i eksisterende grave, men fint ligger ved siden af hinanden.
Fundene støtter også den teori at stengærdet – og dermed begravelserne – lå op til det fjernede stengærde langs Strandvejen. Og ikke som nogle af overleveringerne fortæller: bagerst på grunden.
Hvad vi måske kommer til at vide
Nu venter vi så spændt på en rigtig udgravning. Det vil være fantastisk en gang for alle at kunne få fastslået de gravlagtes alder og herkomst. Og dermed hvilken af de seks teorier, der er rigtige. Eller om der er tale om en hel syvende historie?
Det kræver dog langt flere – og dyre – undersøgelser, men alt andet lige, vil det nu være mere sandsynligt at denne rigtige udgravning kommer indenfor få år. Men indtil videre er de fundne grave atter tildækket – og nysgerrige må indtil videre have god tålmodighed.
Rev. 13.01.2025