Lokalhistorie for tikøb kommune

Borsholm var en vigtig del af Esrum Klosters ejendom

Af Kjeld Damgaard

Borsholm nævnes allerede i et dokument fra 2. november 1178; navnet skrives dengang og senere “Birgirsholm”, og dermed er det klart, at den første del af navnet er mandsnavnet “Birgir”, formentlig navnet på den mand, som har grundlagt gården eller byen engang i slutningen af jernalderen eller i begyndelsen af middelalderen.

Borsholm blev allerede tidligt underlagt Esrum Kloster. Om Borsholm er givet som gaver af kong Valdemar, af biskop Absalon eller på anden måde er kommet til klosteret er ukendt. Men området synes at have tilhørt Cistercienserklosteret allerede kort efter klosterets grundlæggelse i 1151.Byen blev i alt fald omdannet til en grangie, idet den omtales som sådan fra begyndelsen af 1200-tallet. En grangie var en større avlsgård, som klosteret lod anlægge i stedet for de traditionelle gårde. Baggrunden var, at klosteret ifølge ordenens regler ikke måtte have fæstebønder. I stedet blev grangien drevet af lægbrødre. Antagelig var det de bønder, der havde boet i landsbyerne som nu fik status af lægbrødre. Det er svært at tro, at de folk, der boede i landsbyerne skulle være blevet jaget bort og erstattet med eksisterende lægbrødre. Hvor skulle de være kommet fra?

Denne grangies jordtilliggende  var antagelig noget større end det område, som vi i dag kender  som Borsholm. Både dele af det nuværende Horserød, dele af det nuværende Saunte Overdrev samt hele Risby tilhørte denne grangie. Engang i 1300-tallet blev grangien – i lighed med de øvrige grangier i Esrum Klosters besiddelse – atter nedlagt. I stedet oprettedes påny almindelige bøndergårde, som havde fæstere, der svarede landgilde til klosteret.

Fra Esrom Klosters gamle brevarkiv ved vi også, at der i Borsholm i middelalderen foruden bøndergårde var en hovedgård, der fungerede som en slags ladegård for klosteret. I 1400-tallet nævnes således en adelsmand, væbneren Peder Ly (Lij), som i perioden 1485-97 var bosat på denne gård og vel nærmest har været en slags bestyrer af klosterets gods i den nærmeste omegn af Borsholm. Desværre kender vi ikke til hans afstamning eller familie, kun at han førte et våbenskjold, kaldet Godov-våbenet.

Af bevarede skattelister fra begyndelsen af 1500-tallet fremgår, at den ene af landsbyens gårde var større end de øvrige. Sandsynligvis er det Peder Lys gamle gård, som jo antagelig var klosterets gamle hovedgård, der endnu eksisterede, dog nu med en anden funktion.

Ved reformationen i 1536 blev fremtiden for alle klostre og deres tilliggende gods usikker, men i 1538 blev det bestemt, at en række klostre – heriblandt Esrom – alligevel skulle bestå indtil videre, og abbed Peder Ingwersen fortsatte da tilværelsen i Esrom Kloster sammen med et stadigt svindende antal munke endnu i en årrække. I de nye tider var det imidlertid vanskeligt for dem at klare sig udelukkende ved de midler, som landgildeafgifterne afkastede, og de måtte derfor af og til sælge ud af klostergodset. Ved skøde af 27.08.1547, godkendt af kongen og rigsrådet, solgtes “en Esrom klosters By, kaldes Borsholm med Hovedgaard, 8 Landbogaarde og 2 Gaardsædegaarde” til tolder og borger i Helsingør, Sander Leyel. Borsholm-bøndernes navne nævnes ikke i det resumé af skødet, som er bevaret.

Billedet viser to af de ældste elementer i selve Borsholm landsby: Gadekæret og landsbygaden. Gadekæret var en nødvendighed for at en bebyggelse kunne etableres. Dels anvendte man gadekæret til vanding af kvæget, dels kunne man have ænder gående her, dels var det vigtigt at der var vand i nærheden i ildsvådetilfælde. Endvidere kunne landsbyens smed ikke undvære vand til sit fag. Så gadekæret har altid været en central del af landsbyens liv. Vejen gennem landsbyen kaldtes førhen for “gaden”. Den var naturligvis også et centralt element i landsbyen. Bortset fra trafikken, foregik her også en del af landsbyens liv. Et sted i nærheden af gadekæret var landsbystævnet, hvor landsbyens bønder samledes for at afgøre store og små ting i fællesskab. Og det var på gaden børnene og de unge mødtes i deres sparsomme fritid.

Finn Erik Kramer har i en nyligt udgivet bog om Esrum Kloster udkastet den hypotese, at Sander Leyel havde en idé om at opkøbe så meget gods i og omkring Borsholm, at det kunne danne grundlag for en herregård. Men under alle omstændigheder blev Leyel-familien stoppet i sit forehavende. Det blev således kun få år, at Borsholm var i privateje. I 1560 tog den jagtglade konge, Frederik II, for alvor fat på gennem køb og mageskifter at skaffe sig store sammenhængende vildtbaner i Nordsjælland, hvor han alene kunne have jagtretten, og hvor vildtet derfor kunne jages og fredes helt efter hans behag. Mest kendt er det store mageskifte, hvorved Herluf Trolle afstod Hillerødsholm til kongen, mod til gengæld at få Skovkloster (nu Herlufsholm), men der fandt også mange mindre handler sted. Ved en af dem – skødet er dateret 17.06.1560 og findes på pergament i Rigsarkivet – købte kongen af ovennævnte tolders børn og svigerbørn “Bursholm Hovedgaard med sin Enemærke, store og smaa Fiskevand, Abildgaard” o.s.v. samt 12 gårde i Borsholm by, og derefter hørte byen i de næste 233 år under kongens slot, Kronborg.

De 12 gårde, som nævnes med deres beboere i skødet fra 1560, var i virkeligheden 8 gårde og 4 husmandssteder; det ses af den gamle landgilde (måske stammende fra klostertiden), som også er anført i skødet. Den årlige ydelse af hver af de 8 gårde var: 1½ pund (30 skæpper) rug, 25 skæpper byg, 3 td. havre, 2 skilling grot skatpenge, 1 lam, 1 gås, 2 høns, 6 dages høstarbejde, 2 dages pløjning og 6 læs ved, hvorimod husmændene kunne nøjes med nogle få skæpper korn. Tilsammen skulle alle 12 mænd i Borsholm udrede 1 fjerding smør årligt til godsherren.

Efter at Borsholm var bleven kronens ejendom, kom der en ny ordning i det århundredgamle landsbysamfund. Det var sikkert tiltrængt. Jorden til den gamle hovedgård fra klostertiden havde formentlig i mange år været delt mellem bønderne, uden at en ny rebning var blevet foretaget. Den kom nu. Byen blev opdelt i 10 lige store gårde, og jorden i bymarken blev rebet op i 10 lige store dele fordelt på hen ved 300 agre. En ny landgilde blev fastsat, nemlig af hver gård: ½ pund rug, ½ pund byg, 2 td. havre, 1 fjerding smør, 1 lam, 1 gås, 2 høns og 1 læs hø.

Ved hjælp af opmålingerne til markbogen af 1681, kan vi let rekonstruere bymarkens opdeling fra årene lige efter 1560. Der var 3 lige store vange: Nydams Vang, Kirkevangen og Klosteriis Vang, hvori agrene var fordelt i sæt med 10 agre i hver. Disse 10 agre var fordelt mellem gårdene med 1 ager til hver gård, altid i samme rækkefølge, dog var der en gård, som overalt havde to sammenliggende agre og altså var dobbelt så stor som hver af de andre gårde. Af jordebøgerne kan vi se, at dette skyldes, at en af de 10 gårde, som opstod i 1560 eller i årene lige derefter, straks er blevet øde, hvorefter dens jord er blevet lagt til nabogården. Der var altså herefter 9 gårde i byen.

De tre vange dyrkedes regelmæssigt således: 1. år rug, 2. år byg og 3. år fælled, d.v.s. udlagt til hvile og græsning. Foruden de tre vange var der i 1681 en del dyrket jord, som besåedes hvert år. Den kaldtes Havrevang og bestod af Kalvehave ås med 49 agre og Mølleset Agre, der indeholdt 12 agre. Havrevangen lå mellem Klosteriis Vang og Hornbæks mark.

Marknavnene var i 1681 følgende:

I Nydams Vang, som mod nordvest grænsede til Saunte mark: Byager Aas, Askeager Aas, Holager Aas, Stengabs Aas, Nydams Aas, Garsæde Aas, Hestehave Aas, Sesel Aas, Bekkemose Aas og Ørne Aas. I denne ås var der to fiskedamme: Nydam og Drengebæks Eng.

I Kirkevangen, syd for Nydams Vang: Vangeleds Aas, Munkehøjs Aas (der var den største ås i denne vang, og havde 38 agre), Birkeaas, Kirkeaas, Risby Aas, Røde fleden, Gaaseholms Aas, Aasegærdes Aas og Træhøjs Vraa Aas.

I Klosteriis Vang, som mod syd grænsede til Risby og mod vest til Havreholm og Horneby: Træhøjs Aas, Halager Aas, Kroghøj Aas, Hyllegærdes Aas, Byaasen, Tornaasen, Kirsebæraasen og Ørnekulsaasen.

Der var ogsaa en del enge til byen. Disse havde særskilte navne, nemlig: Hougaards Eng, Munkepultz Eng, Røerengen, Ludsis Eng, Mølleengen, Egeengen, Kjærling Engen og Hestehaveengen.

Rev. 30.04.2021