Lokalhistorie for tikøb kommune

Da landbruget var det altdominerende erhverv

af Kjeld Damgaard

Foto af det ene af de to bronzealderkar eller urner, som blev fundet i Munkhøj og leveret videre til Nationalmuseet efter Otto Mathiasens private udgravning.

I 1783 var første del af landboreformen nået til Borsholm. Det betød, at hver bonde nu skulle dyrke og passe sin egen jord, der lå samlet i en vifteform ud fra hver enkelt gård i landsbyen.

Den næste store reform for bønderne skete 10 år senere. Den 28. januar 1793 fik fæstebønderne på gårdene Svingelen (senere kaldt Svinggaard), Westergaard (også kaldt Skippergaard), Engegaard (Enggaard), Havegaard, Askerupgaard (også kaldt Askegaard), Høigaard (senere kaldt Munkhøjgaard) og Nørregaard (også kaldt Slagtergaard) alle skøde på deres gård. Det betød, at nu skulle de ikke længere betale fæsteafgift til kongen, men kunne selv helt og aldeles råde over deres jorder og bygninger.

Landboreformernes betydning
Idéen med disse reformer var at skabe et mere effektivt landbrug. Man tænkte, at hvis bønderne kunne se en fordel i at gøre en ekstra indsats, så ville de også gøre det. Samtidig kombinerede man det med en tredje reform, nemlig den lille landbokommissions konklusion, der indebar, at man fra 1789 skulle oprette flere skoler for almuebefolkningen. I Borsholm ændrede det dog ikke noget, for man havde allerede i mange år haft en skole.

De reformvenlige personer i regeringen havde set rigtigt. I løbet af en generation eller to havde man fået skabt en meget stærk bondebefolkning, der bl.a. ved kommunernes etablering i 1841 og grundlovens indførelse i 1849 var klar til at deltage i det demokratiske liv i Danmark. 1780’ernes reformer var således en vigtig grundsten for etableringen af det moderne Danmark.

Borsholm skole
I Borsholm gik udviklingen nu stille og roligt i samme gode retning. Børnene kom mere og mere regelmæssigt i skole. Den først kendte skoleholder i Borsholm hed Nexø. Vi kender ikke andet til ham, end at hans hustru er nævnt som gudmor i 1758. En senere skolelærer var Thomas Nicolaj Topp. Han skal have været en pensioneret underofficer, født omkring 1731 og død i 1770’erne. Han afløstes af Caspar Müller, som muligvis var lærer helt frem til 1813. I dette år tiltrådte nemlig Lars Jacobsen, og han var lærer frem til 1858. Fra 1858 til 1894 hed læreren Ole Niels Jørgensen.

Skolen lå da endnu på hjørnet af Gyden og Borsholm Gade. Men i 1903 brændte skolen helt ned til grunden. Desværre forsvandt også skolens gamle papirer og protokoller. Derfor kendes der meget lidt til skolens første historie. En ny skole blev bygget ude på overdrevet – et godt stykke ud ad Borsholmvejen mod Horserød.

Borsholmgaarden i 1800-tallet
Efter admiral Fontenay solgte Borsholmgaarden i 1789 til generaladjudant og kammerherre Thomas Wedelsparre, så blev Borsholmgaard nu beboet af ejeren. Thomas Wedelsparre, der ved overtagelsen var omkring 36 år gammel, flyttede ind med hustruen Juliane og deres nyfødte datter, Juliane Marie.

Efter branden i 1861 fik Borsholmgaards hovedbygning dette udseende. Billedet er taget omkring 1910, men stedet var uforandret gennem disse 50 år. Efterfølgende blev Borsholmgaards hovedbygning bygget om til det nuværende udseende – bl.a. med mansardtage.

Hvor meget Wedelsparre har deltaget i driften kan vi ikke vide, men på gården boede da også 10 tjenestefolk i alderen 10 til 31 år. Det var nok dem, der trak det hårde læs i dagligdagen. I øvrigt boede der i 1801 yderligere et par familier på gården, nemlig den 48-årige enke, Birthe Hansdatter og hendes 3 børn. Hun ernærede sig som salgskone, d.v.s. at hun opkøbte f.eks. kager i Helsingør og solgte dem på en rute tilbage til Borsholm. Den anden familie bestod af markvogter Anders Knudsen og hans kone Else Haagensdatter samt deres 3 børn.

Branden
De følgende ejere af Borsholmgaard var bl.a. en oberstløjtnant v. Voigt samt en købmand og klarerer Good fra Helsingør. I 1859 overtog C. A. Bauer Borsholmgaard. Men den 24. november 1861 kl. 8 om aftenen “opkom der Brand” i Borsholmgaarden. Imidlertid lykkedes det at redde stuehuset samt en tidligere forpagterbolig. Desuden blev reddet nogle maskiner. Men fire længer af gården nedbrændte ved denne lejlighed.

Men allerede den 27. november galede den røde hane atter. Denne gang gik det dog kun ud over et mindre  beboelseshus syd for gården.

Borsholmgaardens bygninger havde indtil brandene i 1861 ligger helt ud til Borsholm Gade. Men nu blev gården så at sige vendt om. Hovedbygningen kom til at ligge mod nord – nu med en tilbygning i vinkel mod øst, hvorimod avlsbygningerne blev bygget syd herfor og stod klar i slutningen af 1862.

Den øvrige landsby

Svinggaarden som den så ud efter udflytningen fra dens oprindelige plads på nordsiden af landsbygaden lige overfor gadekæret. Billedet er ganske vist fra ca 1915 men ejendommen havde ikke ændret sig siden bygningen blev opført i slutningen af 1860’erne. Den gamle hovedbygning blev i øvrigt stående og blev fra 1869 benyttet som smedje.

Lige overfor Borsholmgaarden ligger Havegaard. Denne gård blev i 1867 overtaget af Anders Pedersen, som siden 1855 havde ejet en gård, Vestergaard (også kaldet Skippergaard – efter ejeren Niels Hansen, kaldt Niels Skipper), der lå lidt vest for Havegaard.  Anders Pedersen havde overtaget gården efter Jørgen Olsen, om hvem det fortælles, at han havde svært ved at finde ud af, hvad der var hans eget og hvad der var andres. 

De følgende ejere overtog begge gårde og omkring 1864 blev Vestergaards avlsbygninger helt nedrevet. Dermed havde Havegaard også fået en anseelig størrelse. Vestergaards gamle stuehus blev dog liggende i en årrække og rummede landarbejderboliger for Havegaard.

Lige overfor gadekæret – på den anden side af Borsholm Gade lå Svingelen – også kaldt Svingelgaard eller Svinggaard. Denne ejendom blev i slutningen af 1860’erne flyttet til dens nuværende placering i landsbyens vestlige udkant. Også her forblev det gamle stuehus stående i en tid herefter.

Borsholm Smedje
Svingelgaards gamle stuehus blev overtaget af en smedemester Windeballe. Tidligere havde smedjen ligget et godt stykke vest for landsbyen tæt ved den nuværende Havrevangsvej. I folketællingerne 1850 og 1860 optræder således en smed Johan Peter Frederiksen. Denne ejendom ses ikke på kort efter den tid, så måske stedet er brændt eller nedrevet i 1860’erne.

I alt fald overtog Herman Erichsen Windeballe den gamle bygning lige overfor gadekæret i 1869 og indrettede her en smedje. Herman Windeballe (også skrevet Vindeballe) var født i 1832 i Sdr. Bjert i Sønderjylland og altså ikke lokal. Han var tilsyneladende ugift og kom til området i 1858.

Han blev imidlertid i Borsholm i mange år. I 1905 afhændede han smedjen til Martin Poulsen. I 1908 købte smed Rasmus Petersen ejendommen, og han drev antagelig i endnu nogle år smedjen i

Fra 1887 – måske før – drev enken Ane Larsen høkerforretning fra en ejendom på hjørnet af Sauntevejen i Borsholm. Forretningen blev senere en købmandshandel og eksisterede som sådan helt frem til omkring 1990.

Borsholm, som efter Vagn Mathiasens erindringer lukkede omkring 1920. 

Høkerbutik
I 1890 ses høker og tømrer, August Peter Hempel Hammer, 66 år gammel i Borsholm. Desuden en høkerske, nemlig den 53-årige enke, Ane Larsen. En høker var en person, der kunne handle med fødevarer og andre varer. Hvis høkeren blev kaldt spækhøker, betød det, at han udelukkende handlede med kød. Sidstnævnte Ane Larsen var enke efter snedker Peder Larsen. Hun blev enke i 1887, men kan allerede før have drevet høkerforretning på stedet.

Forretningen lå i den ejendom på hjørnet af Borsholmvej og Nørregaardsvej, hvor der senere blev indrettet købmandsbutik. Den næste høker fra 1905 hed Hans Peter Nielsen. Han afløstes dog allerede i 1909 af høker Peter Petersen.

Fortidsminder
På Svinggaardens mark tæt ved Klosterris Hegn fandtes endnu i midten af 1800-tallet en markant egetræsbevokset høj. Den kaldtes Ørnekulen, og heri fandtes efter sigende gamle rester af en eller flere begravelser. Imidlertid viste gårdejeren i perioden 1857-95 ingen nåde. Han fjernede den helt uden videre og uden at lade den udgrave først.

Også på Munkhøjgaards marker er det gået hårdt ud over en gravhøj (Munkhøj), men her står dog endnu selve gravkammeret. Efter sigende blev det udgravet og undersøgt af den daværende ejer af (Munk)Højgaard, Otto Mathiassen – og flere oldsager siges at være fundet i dyssekammeret, ligesom der i umiddelbar nærhed blev opgravet et større antal gravurner, formentlig spor af et gravfelt fra bronzealderen. Et stort antal andre højnavne på landsbyens udskiftningskort og i markbogens navnestof dokumenterer, at hele Borsholm-området har været meget intensivt udnyttet hele oldtiden igennem.

Beboerne i slutningen af 1800-tallet
I 1890 havde Borsholm landsby og nærmeste omegn et indbyggerantal på 233 personer. De større gårde havde naturligvis de fleste beboere, idet både gårdmandens familie og tyendet talte med. Men der var mange husmænd med og uden jord. Af de overhoveder (altid manden, hvis han levede), der var i familierne, var de 7 gårdejere og proprietærer. Desuden var der 7 parcellister og 5, der kaldte sig husmænd. Men derudover var der 7 husmænd, der angav endnu et erhverv, heraf 3 skomagere eller tøffelmagere, 3 skovarbejdere og 1 handelsmand. Endelig var der 9, som kaldte sig arbejdsmænd eller landarbejdere samt 2 høkere. Desuden var der 1 vaskekone, 1 aftægtsmand, 1 fyrbøder, 1 skovløber, 1 stenhugger, 1 fragtkører, 1 murer, 1 smed, 1 skrædder og 1 skolelærer.

Man bemærker således, at der var mange fag repræsenteret i landsbyen. Man kunne gå til en fagmand og få lavet både stort og småt. Og på gårdene og hos høkerne kunne man erhverve fødevarer og andre fornødenheder. Landsbyen var med andre ord et samfund, hvor man langt hen ad vejen kunne klare sig selv.