Børnesanatoriet på godt og ondt
af Kjeld Damgaard
Idéen til at danne en forening opstod hos generalinde Louise Ulrikke Harbou, som i 1889 samlede en komité, der skulle ståfor afholdelsen af en havefest i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Det indsamlede pengebeløb skulle anvendes til gavn for børn først og fremmest med kirtelsyge – et andet udtryk for tuberkulose. Men også børn med almindelig blegsot, underernæring, fordøjelsessygdomme, engelsk syge, nervøsitet eller katar, skulle gives hjælp. Det var dog ikke tanken, at man skulle tage sig af virkeligt syge børn – dem overlod man til de egentlige sygehuse. Derimod skulle man rette hjælpen mod børn, der på den ene side ikke var meget syge, men på den anden side heller ikke rigtig raske. Det var derfor naturligt, at man satte sig for at oprette et rekonvalescenthjem og planen realiseredes allerede i sommeren 1890.

Hellebæk Børnesantorium lp egentlg i Boderne, men dengang hørte stedet til Hellebæk postdistrikt – deraf navnet.
I det hele taget var disse første sæsoner en succes. Børnene fik stort set alle et bedre helbred under opholdet. Tiden var derfor kommet til at gøre hele systemet mere strømlinet og bedre

Plejemor Nathalie Lohse ses her med en gruppe drenge omkring 1905.
organiseret.
Der bygges i Boderne
I 1894 besluttedes det at påbegynde byggeriet af et helt nyt sanatorium i Boderne ved Hellebæk. En grund på ca. 63 x 50 meter langs nordsiden af Strandvejen blev købt for 75 øre pr kvadratalen. Man mente nu, at de vanskeligheder, der hidtil havde været ved driften i Hellebæk langt blev opvej-et af de fordele, der var ved en sådan placering. Man anså det for særligt virksomt at anbringe tuberkuløse børn ved strand og frisk luft. Desuden ønskede man at placere børnene et godt stykke fra byen.

Luftfoto af sanatoriet i 1936 – et par år efter at villaen, der ses længst til venstre i billedet, blev tilkøbt og inddraget til sanatorieformål. På den anden side af Strandvejen ses en del af den lille portnerbolig – opført i 1920 – og som også hørte til sanatoriet, sammen med arealet til højre herfor.
Ledelsen

Børnesanatoriets kor optræder ved en lille koncert i forbindelse med Børnesanatoriernes fest i Haveselskabets Have på Frederiksberg omkring 1940.
Børnesanatoriet her i Boderne havde i 1905 i alt 200 børn, som hver havde et gennemsnitligt ophold på 90 dage. Det var en længere periode end normalt, men skyldtes at børnene det år var langt mere medtagne end normalt. Børnene, der som oftest led af tuberkulose, tog i gennemsnit 6,5 pund på i vægt under opholdet. Senere blev ophold på ca 3 måneder dog det mest almindelige. Alle børn kom fra københavnske hjem. I 1955 blev stedets drift atter ændret og der kom atter pigehold til Boderne.
Tilsynsførende læge var den lokale læge, Kristian Høgsbro (1855-1916), som havde praksis i Hellebæk fra maj 1884. Allerede fra 1891 blev han læge ved børnesanatoriet, men desuden var han kommunelæge og læge ved Det Schimmelmannske Fideikommis. Han flyttede i 1913 sin praksis til København, hvor han døde tre år senere. Den daglige drift blev ledet af en “plejemor” – fra 1897 til 1929 hed hun Nathalie Lohse, fra 1929 og de følgende ca 33 år af Ellen Andersen. De sidste par år hed plejemoderen Elly Redder. Som øverst ansvarlige sad en 9 personer stor bestyrelse, der fortrinsvis bestod af københavnske læger og advokater.
Børnenes og personalets oplevelser
Mange patienter har som voksne fortalt at de ikke brød sig om at være på stedet. Plejemoderen havde indført mange urimelige regler. Livet på Danmarks første kystsanatorium i Boderne ved Hellebæk var ment som en god gerning, en medmenneskelig handling, som skulle give børnene et sundt ophold, frisk luft og motion samt gøre syge børn raske. Men det var slet ikke altid sådan børnene oplevede “Børnesanatoriet i Boderne”. Uvisheden og det uforståelige i, at man som barn var blevet sendt afsted, frataget sit tøj og overladt til fremmede, der udstedte strenge og uforståelige regler, straffede med fysisk og psykisk vold, gav mange børn traumer i mange år efter. Et ud af mange eksempler er noget som næsten alle har oplevet – enten på egen krop – eller har været vidne til:
Imidlertid hændte det jo ofte, at børnene ikke kunne spise det hele eller ligefrem kastede op, hvad de havde spist. Personalet var åbenbart instruerede i at sørge for at børnene spiste og tvang

Bogen om sanatoriet fortæller om stedets udvikling fra begyndelsen til lukningen.
børnene til at spise op. Og i mange, mange tilfælde endda at spise deres eget opkast!
Bygningerne i dag
Omkring 1965 lukkede stedet – efter sigende efter flere klager – og bygningen blev solgt til Statens Åndsvageforsorg, der herefter indrettede bygningerne til boliger for patienter med Downs Syndrom. Ejendommen blev i perioden 1993-97 ombygget til 12 boliger + en selvstændig ejendom.
LÆS OGSÅ ANDRE BERETNINGER FRA BØRNESANATORIET.
OG LÆS MERE OM BØRNESANATORIET I KJELD DAMGAARDS BOG: “BØRNESANATORIET i BODERNE”. Bogen er desværre udsolgt, men kan lånes på bibliotekerne.
Rev. 16.02.2021