Af Kjeld Damgaard

Enggaard fotograferet i første halvdel af 1950’erne

Enggaard i Borsholm er en af de gårde i landsbyen, som ikke er flyttet indenfor de sidste 250 år eller mere. Den ligger på den plads, hvor den måske har ligget siden middelalderen, da Borsholm hørte direkte under Esrum Kloster.
Og der knytter sig da også forskellige overleveringer til ejendommen, overleveringer, der netop knytter stedet sammen med klostertiden. Ejendommelig er også gårdens meget store gårdsplads, som imidlertid sandsynligvis kan føres tilbage til at gården allerede i 1500-tallet blevet lagt sammen med en øde nabogård. Da markbogen blev skrevet i 1681 fremgår det også tydeligt, at den daværende fæster, Heinrich Seyer, havde to gårdes brug – men altså kun én gård.
Enggaarden har været i samme families fæste/eje – i alt fald fra 1756 hvor Niels Jørgensen overtager fæstet af gården – og frem til 1981, hvor Arne Larsen afhændede gården til Anette Seidenfaden, der også ejer Borsholmgaard.

Otto Mathiasen har omkring 1920 nedskrevet sine erindringer om denne gård:

Enggaarden ligger endnu på det gamle sted. Den tidligere ejer var Mathias Gabrielsen. Hans kone hed Ane Katrine og var født på Holmegaard ved Hornbæk. De havde mange børn, 8 ialt: Jens, Gabriel, Niels, Jørgen, Inger, Johanne, Gundel og Katrine. Mathias Gabrielsen døde tidligt og enken giftede sig senere med Niels Hansen fra Villingerød. Der kom ingen børn i det ægteskab, men han havde gården i mange år, og efter ham fik stedsønnen, Jørgen, gården.

Jørgens kone var fra Hørhavegaard i Horneby. Der var mange børn: Andreas, Hans, Georg, Jens, Karoline, Ida samt en datter mere. Jens Jørgensen har senere fået gården, er gift med en datter af P. Larsen ved Helsingør, og har en datter ved navn Gudrun.

Ved denne gård fortælles det, at der i tidligere tider, skete en mærkelig hændelse. Den tidligere omtalte skovfoged, sendte sin karl ud at grave et hul nede ved engene. Da han kom derned, bad han karlen om at lægge sig i hullet for at se om det var langt nok til den gamle hest. Men i stedet skød han karlen og fyldte hullet. Karlen hed Ole Nep og det kaldes stedet for endnu.

Af andre begivenheder på Enggaarden fortælles der, at gården tidligere skal have været en filial af Esrum Kloster. Det kan have været muligt, da der lå en gammel bygning nord for gården, som var en mærkelighed. Bjælkehovederne var udskårede figurer – et stort abejde at udføre. Der fandtes også en døbefont med tilhørende fad. Stenfonten, der var udhugget af fin kampesten, har jeg set som hundebo.