Antagelig i året 1175 iværksatte munkene fra Esrom Kloster et kirkebyggeri i Tikøb. Som en af de første kirker i Danmark blev den bygget af mursten. Artiklen bringer glimt af kirkens ældre historie.
Af Kjeld Damgaard

Tikøb Kirke ligger i Tikøb landsbys østlige udkant. Sagnet fortæller, at der på stedet oprindelig lå tre høje, som var viet til hhv. Freja, Odin og Thor. Interessant er det, at byen har navn efter en fjerde gud ved navn Tyr (Tir). Var Tikøb et center for de gamle guder? (Foto: 2002)

Skitse af Kresten Tommerups teori om at kirkegårdsbakken oprindelig har været en skibssætning. Teorien er dog ikke underbygget på anden måde end ved at anvende kort, som kan antyde en sådan oprindelig placering.
1175 regnes som det år, da munkene fra Esrom Kloster påbegyndte byggeriet af Tikøb Kirke. Men meget er usikkert med hensyn til byggeriet og kirkens oprindelse. Cistercienserklosteret i Esrom var imidlertid et betydende kulturcentrum og det havde stor indflydelse på kirkens udformning.
Inden Tikøb Kirke og de tilknyttede personers historie beskrives i glimt gennem de 850 år, så skal vi lige se på tiden før Tikøb Kirke. Først og fremmest er der navnet ”Tikøb”. I den ældste kilde fra 1100-tallet er navnet stavet ”Tiwitcop”. Det skal forstås på følgende måde:
Ti- betyder Tyr eller Tir, d.v.s. den nordiske gud, som var krigsgud, retsgud og ikke mindst forsamlingsgud. Vi kender stadig ordet fra ugedagsnavnet tirsdag.
-wit- er et gammelt ord for skov (vi kender det endnu fra ordet ”ved” (træets ved som udgør massen mellem bark og kerne).
-cop kommer af det oldnordiske ord ”caup”, der betyder køb (at noget er købt).
Samlet betyder Tikøb altså ”den købte skov, viet til guden Tir.”
Helligsted?
Det faktum, at Tir var forsamlingsgud er ganske interessant sammenholdt med de sagn, der er overleveret fra generation til generation. Det mest troværdige af disse sagn er, at der oprindelig skal have ligget tre offerhøje ved eller på det sted, hvor kirken blev bygget – høje viet til hhv. Freja, Odin og Thor. Ved andre kirkebyggerier kender man også til, at kirken blev bygget på et tidligere hedensk helligsted. Derved kendte befolkningen stedet og kunne lettere overtales til den nye kristne tro – det var jo samme sted! Og så kunne den ikke overbeviste Tikøb-beboer jo i al stilhed alligevel tilbede de gamle guder, hvor han altid havde gjort det.
Et andet sagn om Tikøb gå ud på, at da Tikøb Kirke stod færdig og man ringede med klokken i 24 timer i træk, så lykkedes det at jage alle trolde ud af deres underjordiske stuer.
Et tredje – og lidet troværdigt sagn – går ud på, at kirken oprindelig var bestemt til at skulle bygges i Saunte. Imidlertid forstyrrede trolde byggeriet, og kirken blev så lagt det sted, hvor to unge heste, der trak et læs sten, standsede af sig selv. Under byggearbejdet kylede en trold fra Troldehøj en sten efter kirken, men ramte i stedet midt i byen. Interessant er det, at der faktisk langt op i tiden på Sauntes bys mark var en ”Kirkebjerg Aas” og en ”Kirkebjerggaard”, skønt der jo aldrig har været en kirke i Saunte.
En teori
Nu afdøde lokalhistoriker Kresten Tommerup har gjort opmærksom på, at Tikøb Kirke jo ligger høj i landskabet og at kirkens område, d.v.s. kirkegård og præstegård har mindelser i formen efter en meget stor skibssætning. Vi kender imidlertid ikke til randsten eller en dysse, så der er alene tale en teori. Men da Tikøb by kan have rødder tilbage i jernalderen, så er muligheden for at stedet har rummet en gammel hedensk begravelsesplads værd at overveje – sammenholdt med den teori, at der har været et helligt sted også før den kristne tid.

Det første glimt af det afdækkede gulv fra en teglovn fundet i Tikøb Kirkes nærhed. Stedet er endnu ikke udgravet. Og det er derfor endnu uvist om der er tale om Tikøb kirkes teglovn. Munkestenenes format er dog lig med den murstensstørrelse, som kirken er bygget af. Og tilmed er der en lokal fortælling om, at det faktisk er kirkens teglovn. Teglovnen kan således være den ældste,der er fundet i vores område. Hvis der bliver bevilget penge til en udgravning, vil den tidligst kunne finde sted i foråret 2025.
En trækirke?
En anden usikker ting er, om der før tiden omkring 1175 har ligget en ældre trækirke på samme sted? Ved en nødudgravning i 1957 blev afdækket nogle få stolpehuller, der muligvis kan være ældre end den nuværende stenkirke. Disse er imidlertid ikke yderligere undersøgt og kan i øvrigt også strække sig ind under skibet i et område, som ikke er udgravet. Stolpehullerne kan også stamme fra en midlertidig bygning under kirkebyggeriet.
C. M. Smidt, der i 1938 skrev en grundig redegørelse for kirkens bygningshistorie, har påpeget, at skibet er bygget før koret – og at man derfor kan have ladet en tidligere trækirke stå som korbygning, indtil man til sidst havde ressourcer til at bygge et kor af mursten.
Konklusionen er derfor: Måske har der forud for stenkirken været en trækirke.
Tikøb Kirkes teglovn
Alt tyder på at munkene fra Esrom har været drivkraften i at få rejst en kirke i Tikøb – og at ideen om at bygge i tegl også stammer fra dem. Men teknikken var ganske ny i Danmark på dette tidspunkt, så det har krævet specialister at få brændt de tusinder af mursten, der skulle bruges til byggeriet. Hertil kommer, at adskillige sten er brændt i former, som ikke er den traditionelle ”Munkestens-størrelse”, d.v.s mellem 25-31 com i længden, 11-15 cm i bredden og i højden 7-10 cm.
I Tikøb har stenene omtrent størrelsen 28 x 12 x 8 cm. Men det har indtil nu været ukendt, hvor disse mursten er blevet fremstillet. Der har ikke været tvivl om, at det har været i kirkens nærhed, idet transport af færdige munkesten var besværlig – især ad datidens ”landeveje”, der i virkeligheden blot var spor i et uvejsomt terræn. Dernæst skulle teglovnen placeres tæt på, hvor leret skulle graves, da rå ler var lige så besværlig at transportere. Og endelig skulle det helst også ske i nærheden af et sted med meget brænde, der jo skulle bruges i ovnen. Selve ovnen skulle helst placeres på østsiden af en bakke, således at den var delvis gravet ind i bakken. Fyråbningerne skulle således ligge mod øst, da det var den side, hvor vinden var svagest.
Og det er muligvis lykkedes forfatteren til denne artikel at lokalisere den teglovn, som blev brugt til fremstillingen. Stedet er indtil videre ikke offentliggjort, da det ikke er gravet ud. Der er søgt om penge til en udgravning til foråret, men om pengene bevilges er endnu uvist. Det er med andre ord for tidligt at sige noget sikkert om ovnens alder, men meget tyder på, at den er fra 1100-1200 tallet – altså den periode, hvor Tikøb Kirkes skib og kor blev bygget.

Muren på Tikøb Kirkes skib (eller langhus). Bygningen stammer antagelig fra slutningen af 1100-tallet og billedet viser, at den er bygget af munkesten muret i såkaldt munkeskifte: tre løbere og en binder.
Murstensbrænding
Teknikken med at brænde sten kom til Danmark fra Lombardiet i Norditalien via Tyskland omkring 1160 og blev først praktiseret af indvandrede munke, som byggede klostre af mursten og brændte tagsten. Snart kom også de første murede romanske kirker – og Tikøb Kirke er blandt de ældste murstenskirker i Danmark. Hvis den fundne teglovn er fra dette byggeri, er den dermed også blandt de ældste teglovne i Danmark.
Den ældste bygning med brændte sten i Danmark er Sct. Bendts kirke i Ringsted. Den blev indviet i 1170. Nogenlunde lige så gammel er Valdemarsmuren i Dannevirke ved Slesvig. Den er formentlig også påbegyndt i 1160’erne. Nogle forskere mener, at der er brugt teglsten allerede tidligere – bl.a. i St. Laurentius Kirke i Roskilde, Æbelholt Kloster ved Hillerød og Søborg Slot ved Gilleleje, men det er der ikke almindelig enighed om.

Små, meget fine buefriser er placeret øverst på murene til hhv. skib og kor, men på koret er de tilmed forsynet med små hoveder. Over frisen er der nogle steder anbragt et savskifte. Andre steder (som på tegningen) er der tilhuggede sten, der ligner små rundstave. Lignende udsmykning ses bl.a. på Bergens Kirke på Rygen, opført omkring 1180, men ellers sjælden.

To af de bedst bevarede ansigter fra buefrisen på Tikøb Kirke. Der er gættet på, at de forestiller munke eller måske bygmestrene af kirken. I begge tilfælde var humøret tilsyneladende ikke højt.
Fremgangsmåden
Når leret var gravet op, blev det æltet og renset. Hvis leret var for fedt, blandede man sand i. Herefter tog teglstrygeren sin træform og fyldte den op med ler og sørgede for, at den var fast og var kommet ud i alle hjørnerne. Derpå blev den formede sten banket ud af sin form og placeret i en tørrelade, hvor der var godt med gennemtræk og tørvejr. På den måde kunne stenene tørre og blive klar til at blive brændt. Hvis ikke de var tørre, ville stenene i brændingen blive sprængt.
Næste skridt var at stable de tørre sten inde i ovnen på en sådan måde, at der blev dannet en kanal fra fyr-åbningen og op imellem stenene. Derved kunne de blive brændt lige meget. Når stablingen var fordi, murede man åbningen til og tændte under ovnen. Når der havde været fyret op tilstrækkelig længe, nåede temperaturen op på 1.000 grader. Når stenene var færdige efter nogle dage, og ovnen atter kølet ned, blev stenene taget ud, sorteret og kørt til byggepladsen.
Hvor mange sten, man kunne brænde i en sådan ovn, er endnu usikkert, men normalt ville man kun kunne nå 5-6 brændinger på en sæson, idet man ikke kunne brænde om vinteren.

Sådan kan korbuen oprindelig have set ud.
(Tegning af Thora Fisker, 1967)

Den helt unikke og næsten 800 år gamle døbefont står nu uden farver, men har oprindelig strålet i flere forskellige farver.
Byggeriet
Murværket er udført i såkaldt ”munkeforbandt” af den type, hvor tre løbere afløses af en binder. Det betyder på ikke fagligt sprog, at tre mursten på langs afløses af én med enden udad. Den næste række sten er lagt på samme måde, men forskudt så binderen ligger lige over den ene løber. Og sådan fortsætter det hele vejen op med hver andet skifte. Den måde at mure på kaldes også ældre munkeskifte.
Munkestenene, der vender enden (koppen) udad på Tikøb Kirke, er ofte brændt hårdere end dem, der ligger på langs, men der er ikke tale om et egentligt mønster i murværket som helhed. Bl.a. fordi forbandtet ikke er helt regelmæssigt.
Der er benyttet riffelhuggede mursten på alle lisener (= flad pilaster), åbninger, buefriser og gesimser.
Udenlandsk hjælp
Byggeriet er således som helhed fornemt udført, hvilket betyder, at man ikke har haft brug for at dække dårligt murede partier med puds og kalk. Det leder tanken hen på, at der har været udenlandske rådgivere og bygmester. Der har næppe i Danmark været ret mange, der endnu mestrede kunsten dels at brænde dels at mure med mursten i det format, som kirken er. Man skal heller ikke forestille sig munke i munkekutte gå og lægge mursten op. Der har utvivlsomt været tilsyn af Esroms munke. Og det har sikkert også været dem, der førte regnskabet – men selve murerarbejdet har været overladt til specialister.
Kvinde- og mandeindgang
Kirken var fra begyndelsen forsynet med to indgangsdøre. En i nord til kvinder og en i syd til mændene. Inde i kirken holdt mændene sig til den søndre side, og kvinderne holdt sig til nordsiden.
Men i det hele taget har vi ikke meget kendskab, til hvad der skete i og omkring kirken. Dog kan vi konstatere, at der bliver opført et våbenhus på kirkens nordside antagelig allerede i 1200-tallet. Hvornår man tilmurede mændenes dør, hvorefter begge køn har brugt norddøren, er imidlertid ikke kendt. At man kun benyttede den nordre dør, skal sikkert tilskrives, at præstegård og kirkegårdens indgang var nemmest til denne indgang. Derimod er forklaringen næppe – som det ellers er beskrevet – at landsbyen Tikøb ligger nord for kirken. Landsbyens gårde lå alle øst eller sydøst for kirken.
Pudsigt er det imidlertid, at kønnene inde i kirken fortsatte med at fordele sig i hver sin side af kirken helt frem til 1900-tallet.
Korskranken
I katolske kirker var alteret mere eller mindre adskilt fra menigheden. Præstens gerninger var således mere eller mindre skjult for den almindelige mand eller kvinde. Og sådan var Tikøb kirke da også indrettet fra begyndelsen. Det betød, at der mellem skib og kor var en mur, der forhindrede indsigt til alteret. I hver side var der en dør eller døråbning, som præsten benyttede, når han skulle henvende sig direkte til menigheden. Kirkehistorikeren C. M. Smidt mener, at der kan have været en arkade i midten af korskranken, men støttes ikke af andre skribenter. At man skulle gå op ad et par trin til kor og alter forstærkede indtrykket af noget ekstra helligt, jo tættere man kom på alteret. Præstens ”hemmelige” rum var således med til at give ”forestillingen” et ekstra pift.
Denne korskranke er der endnu rester af i korhvælvingen, men hvornår, den er fjernet står hen i det uvisse. Men i alt fald ikke senere end reformationen.
Middelalderen
Hvem der ejede kirken i begyndelsen er ukendt. Det kan have været Kronen eller måske Esrom Kloster, som ifølge nogle historikere ansatte præsterne. Under alle omstændigheder blev kirken i 1489 mageskiftet af kronen til Esrom Kloster, så i en kort periode op til reformationen var kirken under Esrom Kloster.
En inventargenstand stammer dog med sikkerhed fra kirkens allerældste tid. Og det er døbefonten. Den er udført af Hør-sandsten (fra Skaane – senere forsvensket til Höör). Den har oprindelig været farvedekoreret, men i dag står den næsten uden farver. I et skriftbånd bekendtgøres bl.a., at mesteren var en person ved navn Alexander. En forsigtig datering siger ca. år 1200.
Engang i midten af 1400-tallet besluttedes det at opføre det massive tårn. Det blev opført i munkesten af samme type som skibet og koret.
I slutningen af middelalderen opførtes et sakristi på kirkens nordside. Denne bygning adskiller sig fra den øvrige kirke ved at være opført af mursten skiftende med kridtsten. I bygningen er indhugget en tekst: Anno Domini 1517.
Inventar
Udover døbefonten er dele af alterbordet antagelig bygget samtidig med koret, d.v.s. ca. år 1200. Det er opført af munkesten i samme munkeskifte som koret. Alt øvrigt inventar er fra renæssancen. Det gælder bl.a. prædikestolen fra 1583, dåbsfadet fra ca. 1575, alterkalken fra 1654, samt fonthimlen fra 1600-tallets første halvdel. Altertavlen er fra 1723. Desuden findes der otte gravsten, som stammer fra 1600- og 1700-århundrede inde i kirken.
Den katolske tid
Perioden frem til reformationen er kun dokumenteret sporadisk, hvad angår de mennesker, der har været tilknyttet kirken. Ikke engang præsterne er omtalt eller beskrevet andet end i enkelte glimt. Den ældste dokumentation af kirken stammer således fra 1356. I 1489 blev kirken som nævnt mageskiftet og overdraget til Esrom Kloster.
Den første præst, vi kender, kaldtes Bent, men desværre har den senere provst Garboe, der omtaler ham, ikke sat årstal på. Kun får vi at vide, at han havde været jubelpræst, d.v.s. at han havde været 50 år i embedet. Hvis det er korrekt, så har han været præst også før reformationen, idet den efterfølgende præst Hans Andersen havde været præst i nogle år før han i 1577 flyttede til et embede i Skaane.
Peder Johansen Riber
Hvis vi ser bort fra ”hr. Bent”, som han blev kaldt, så var den første præst efter reformationen i 1536, den nævnte Hans Andersen. Om hvem man kun ved, at han efter kongens ordre i 1577 blev beordret til Skaane for at overtage et embede der. Kongen havde nemlig en yndling, som han ønskede at indsætte som præst i Tikøb. Hans navn var Peder Johansen Riber. Som navnet antyder, stammede han fra Ribe og læste vistnok til præst i Rostock, hvor han tog magistergraden i 1572. Efter sin hjemkomst til Danmark blev han rektor for latinskolen i Frederiksborg. Det var i det embede, at Frederik II stiftede bekendtskab med ham. Han fik derfor indtægten af et sognekald i Skaane, men samtidig tilladelse til at lade embedet bestyre af en kapellan. Efter halvandet år var menigheden trætte af aldrig at have set præsten. Og derfor endte det med at Hans Andersen blev sendt til Skaane og Peder Johansen Riber fik embedet i Tikøb.
Det var formentlig Ribers mening, at han kunne bestyre både rektorhvervet og præsteembedet i Tikøb, men i 1578 opgav han dette og helligede sig alene præsteembedet. Imidlertid havde Riber andre interesser – han ville også være videnskabsmand. Og her lå Tikøb lidt for langt fra universitetet i København. I 1583 fik han tilladelse til at bo i København og beholde embedet i Tikøb. Dog skulle han selv betale en kapellan, som kunne bestyre embedet for ham. Men i 1586 måtte han opgive embedet i Tikøb og hellige sig universitet.
De næste præster
Ribers efterfølger hed Hans Ludvigsen Munthe og stammede fra Lybæk. Han var 26 år, da han kom til Tikøb efter at have været skolemester i København et års tid. Han var gift med Cathrine Arnoldsdatter de Fine. En af hans sønner blev biskop i Bergen og hans oldebarn var Ludvig Holberg. Desværre blev familien ramt af pest i 1601 og både præst, hustru og en søn døde.
Den næste præst i rækken var Hans Pedersen Tidemand. Hans fader Peder Tidemand, der også var præst, havde studeret hos Luther i Wittenberg og havde sammen med Peder Palladius i 1561 oversat biblen til dansk. Men sønnen, Hans Tidemand blev altså præst i Tikøb, og var så vidt vides velanskreven. Men i 1615 blev han suspenderet fra sit hverv ”formedelst hans uskikkelige Liv og Levneds Bedrift”. Præcis hvad Tidemand havde gjort er ukendt, men han blev senere benådet og kunne fortsatte i sit embede frem til sin død i 1619.
Hans efterfølger blev Peder Christensen Lundtoft, som var præst i 50 år. Dermed blev han også den præst, der oplevede perioden med svensk besættelse, plyndringer og ødelæggelser. Og det var ikke småting, der var gået tabt. I sognet var 3 gårde helt ødelagte og 37 gårde var så ødelagte, at bønderne intet havde sået. Dertil kom at skovene var ”forhugget og fordærvet”. Også Lundtoft havde lidt, men dog mere på det pekuniære område. Han efterlod således kun 19 rigsdaler til deling mellem enken og sønnen, da han døde.
Præsterne og enkerne
Præsten Jens Jensen Bircherod, der havde fået embedet efter Wichmand Olufsen Hasebart i 1719, fik kun få år i embedet. Allerede i 1723 døde han og efterlod den frugtsommelige enke, Else Marie Sevel og en 1½ år gammel søn. Som sædvane var, blev hun dog hurtigt gift med den nye præst. Sådan havde flere af deres forgængere i embedet også gjort. Det forventede menigheden, der på den måde ikke skulle betale for et enkesæde. Det var en praktisk foranstaltning, som betød, at en ny præst fik en ældre – og erfaren – enke som hustru. Som oftest døde hun før den yngre præst, og så kunne præsten ægte en ny og ofte noget yngre kvinde. Og sådan fortsatte det fra præst til præst.

Provst Rasmus Henriksen Garboe var præst i Tikøb i 53 år.
Provst Garboe
Den nye præst i 1723 var Rasmus Henriksen Garboe. Han skulle komme til at passe præsteembedet i Tikøb i samfulde 53 år. Allerede som barn viste han gode egenskaber, og blev sendt til universitetet allerede som 14-årig. Hans mormor var oldfrue på Københavns Slot, så han var ganske heldig med at få ophold der. Han tog teologisk eksamen med førstekarakter, og i 1721 blev han magister i filosofi.
I 1723 blev han kaldt til at være sognepræst for Tikøb og Hornbæk sogne. Han var da kun 24 år. Det var i hans tid – helt nøjagtigt i 1732 – at det blev for meget for Garboe. Bægeret flød over af harme over sognepræsten ved den tyske kirke (Mariæ Kirke) i Helsingør, Cai Burchard Zwergius, som gentagne gange havde forsøgt at ”drage en stor del af mit Sogn til sig”. Hidtil havde Garboe ikke reageret, da han ikke ønskede kiv, men nu blev det for meget, da Helsingørpræsten havde forsøgt at få menigheden i Hellebæk med Hammerværket indlemmet i Mariæ sogn – af den grund at mange ved fabrikken var tysktalende. Garboe klagede da til amtmand, biskop og til konfessionarius. Og tilsyneladende med held, for sognet forblev en samlet enhed ved den lejlighed.
Hornbæk Kirke
Den første kirke opførtes i årene efter 1588 og var kun “et lidet kapel”. Hornbæk kirke blev imidlertid ikke en selvstændig kirke med eget sogn og præst. Det var meningen, at præsten i Tikøb skulle passe begge kirker. Men det stod hurtigt klart, at præsten i Tikøb måtte have hjælp. Derfor udpegedes med mere eller mindre regelmæssige mellemrum kapallaner, som skulle afløse præsten specielt i Hornbæk.
Kirken i Hornbæk var imidlertid for lille og i for dårlig stand, og den blev i 1670’erne erstattet med en ny. Men også den var for ringe, og i 1736 begyndte nedrivningen og opførelsen af en helt ny kirke – den nuværende. Til opførelsen kom der byggematerialer langvejs fra, men murstenene var næsten lokale, idet de blev købt på Kronborg Teglværk ved Snekkersten. Efter kirkens færdiggørelse bidrog hornbækkerne selv med at indhegne kirkegården, som blev forsynet med et stengærde, som endnu står på stedet. Helt færdig var kirken dog ikke, da den endnu ikke var malet. Det blev der først råd til 5 år senere! Men i 1737 kunne provst Garboe indvie den nye kirke i Hornbæk – og det er den nuværende. Imidlertid var alt ikke kun positivt. Det var stadigt lige besværligt for præsten at rejse de ”halvtredie stive Miil” til og fra Hornbæk.

Kirkens indre før den store restaurering i 1942. Man bemærker det store pulpitur til venstre, som i den anledning blev fjernet, og som flere skribenter havde beskrevet som ”klodset”.
Garboes beskrivelse af kirken
To gange færdiggjorde Garboe beretninger om Tikøb Sogn. Foruden landsbyer, gårde, skove o.s.v. beskrev han også kirken i 1743, som han kaldte for ”een af de smucheste og største af Landsbye-Kirkerne i Landet, gandske overalt Betæcket med Blye, Grundmuuret. Den ligger smugt paa en Backe, fra hvilken udvælder en Kilde og med deylig og sundt Vand udi. Kirken er med Taarn med et smukt Uhr Verk, en Efterretning for de Seylende og opbygt i de Catolsche Tiider, bestaaende af 6 høye Hvælvinger, omkring ringet med en skiøn muuret Ringmuur. Den har hos sig et Sacristie, som synes at være af ældre Bygning end Kirchen. Hvorpaa findes i Muuren uden paa Charachterer paa en Krid-Steen ved den vestre Side af Sacristiet ud til Kirkegaarden.”
Den gode provst og magister Garboe havde tilsyneladende ikke forstået indskriften på sakristiets væg, der tydeligt angiver opførelsesåret 1517!

Maleriet forestiller Tikøb Kirek og den nu nedbrændte præstegård
Kirken får ny ejer
I 1757 får Tikøb Kirke ny ejer. Det er ”velædle overkrigskommissær Hansen”, som Garboe skriver. Der er tale om ejeren af Kronborg Geværfabrik i Hellebæk, Stephen Hansen. Han fik lov at købe kirken for 3.000 rigsdaler ”i Henseende til hans fornuftige Anstalter og store Udgifter ved sit Geværfabrik”. Derved fik han kaldsret til kirken og tiende samt en kirkelade. Tikøb Kirke tilhørte imidlertid ikke Stephan Hansen personligt, men skulle følge fabrikken. Det betød, at selvom geværfabrikken i 1768 fik ny ejer, Heinrich v. Schimmelmann, så forblev kirken under fabrikken. Det skulle den forblive, idet dog kronen havde forkøbsret.
Selv efter at Kronborg Geværfabrik blev nedlagt i 1870, forblev kirken i ”Det Schimmelmanns Fideikommis”’ eje. Først den 1. april 1918 overgik kirken til selveje.

Luftfoto fra 1936, der viser Tikøb Præstegård, som brændte i 1939. Den trelængede ejendom overfor er Tikøb Kro.
Tikøb Kirke var oprindelig samlingspunkt for det store Tikøb Sogn, der strakte sig fra Hornbæk og Hellebæk i nord til Snekkersten og Espergærde i syd. I praksis var der dog ikke bebyggelser langs kysterne i den tidlige middelalder. Først i slutningen af middelalderen begyndte fiskerlejerne at dukke op – indtil da havde det været for farligt at bo helt ud til kysten. Man var bange for at bo her p.g.a. faren fra overfald fra pirater, krigsfolk m.v. Med indførelsen af Sundtolden omkring 1429 måtte kongen love at sikre Øresund for overfaldsmænd. Og først da opstod faste bebyggelser i form af fiskerlejer.

Tikøb Kirke fotograferet fra sydvest omkring 1910.
Som nævnt var der allerede i 1588 oprettet en annekskirke i Hornbæk. Det betød således ikke, at der også blev oprettet et selvstændigt sogn i Hornbæk. Også i Hellebæk kom en annekskirke, det skete i 1776. Men der skulle gå yderligere godt 100 år før Hornbæk-Hellebæk Sogn blev udskilt i et selvstændigt sogn. I forbindelse med udskillelsen i 1888, ophørte også kapellanstillingen i Tikøb.
Egebæksvang Kirke blev bygget i 1897, men blev først et selvstændigt sogn i 1928. Gurre Kirke byggedes i 1918, men blev først selvstændig i 2010. I dag er Tikøb Sogn således reduceret til et sogn i mere almindelig størrelse med knap 3.000 indbyggere.
Den nuværende sognepræst, Rikke Pedersen er den 23. i rækken siden reformationen. Ikke mindst p.g.a. sognets størrelse og dermed store indtægter var kaldet attraktivt op igennem århundrederne. Men også i nyere tid har præsterne haft embedet i mange år. Da Annemette Nissen pensioneredes i 2020, var gennemsnittet for embedsperioden således helt oppe på 22 år!
Rev. 17-01-2025 + 24-01-2025