Af Kjeld Damgaard
Kjeldsbjerggaard, fotograferet 1937.
Fra gammel tid bestod Rørtang af 4 gårde, først i 1808 kom en femte til, da der på overdrevet blev bygget en gård med navnet Ørnholm. Men så tidligt som i 1497 fremgår det af Esrum Klosters overleverede brevbog, at byen bestod af netop fire gårde. På den tid hørte byen nemlig til Esrum Kloster, som i 1497 beskrev hvad byen skulle give i årlig fæsteafgift. Det var bl.a. 1 lam, 1 gås, 4 høns, samt 1 fjerding smør.
Efter svenskekrigene i 1660 blev der udarbejdet en fortegnelse over hvordan de enkelte landsbyer havde det ovenpå krigens ødelæggelser. For Rørtangs vedkommende så det ikke godt ud. Byen havde ligget tæt på krigens brændpunkter, og alt var brøstfældigt (= meget forfaldent eller truede med at styrte sammen) hos tre af gårdmændene i byen.
I 1681 udarbejdedes den landsomfattende matrikel for hele kongeriget. Heraf fremgår, at Rørtang bestod af 4 gårde. Det fremgår også, at jorderne var opdelt i 2 vange, nemlig Birkebjergs Vang og Baune Vang. Baune Vang kaldtes senere Sønder Vang, medens den nordre vang beholdt navnet til udskiftningen i 1790.
Birkebjergs Vang var opdelt i 12 åse. Hver ås havde fra gammel tid hvert sit navn. Blandt disse navne kan nævnes ”Kjelsbjerg Aas”, ”Mellembæks Aas” og ”Vangeleds Agrene”. Og på samme måde var Baune Vang opdelt i 10 åse, hvoraf kan nævnes ”Ristofte Aas”, ”Kistebjerg Aas” og ”Sandholm Agrene”.
Disse navne blev mere eller mindre genbrugt i slutningen af 1700-tallet, da byens fire gårde blev købt af de hidtidige gårdmænd til selveje. De fire gårde fik nemlig navnene Sandholmgaard, Kjeldsbjerggaard, Spurupgaard og Hasselgaard. For de to førstnævnte var der altså tale om genbrug af et ældgamle stednavne. Sådanne
Gårdejer Anders Lind Svendsen, Kjeldsbjerggaard.
marknavne har været anvendt langt op imod vor tid, idet den lokale bonde jo har haft brug for at tilkendegive overfor tyende, naboer og familie på hvilken mark han havde tænkt sig at så eller høste netop den dag.
Det er derfor ingen tilfældighed, at Kjeldsbjerggaard hedder sådan. Kjeldsbjerg er simpelthen en bakke på gårdens jorder. Selv da gården, som jo lå i selve Rørtang by, brændte i midten af 1860’erne og gården i 1866 blev genopført på sin nuværende plads, ja, så fulgte dette naturlige navn med.
Efter at Kjeldsbjerggaard var blevet selveje i 1796 hed gårdejeren Svend Børgesen. Han var mindst 3. generation på gården, idet hans fader (Børge Svendsen) og farfar (Svend Jensen) begge havde været gårdmand på Rørtangs gård nr. 1. I 1681 hed gårdmanden på gård nr. 1 Jens Svendsen, hvilket passer meget godt med de daværende navnetraditioner – så måske samme familie har haft gården endog meget langt tilbage i tiden.
Gården før branden
Fra 1842 findes en beskrivelse af gårdens daværende udseende. Den firlængede gård bestod af et stuehus, der lå mod nord. Dette hus var 14 fag langt og 12½ alen dyb, bygget af 1½ stens grundmur, tækket med stråtag og indrettet med bl.a. 4 stuer med bræddegulve samt 4 kamre med murstensgulve. Det østre hus var på 13 fag, men kun 7½ alen dyb. Dette hus var tillige stråtækket og indrettet bl.a. til stue og køkken. Det søndre hus var indrettet til lo og lade, medens det vestre hus var 16 fag langt og 12½ dyb. Her var karlekammer og port. Desuden lå der øst for gården to bygninger, der hhv. var vognport og kvægstald. Vest for gården lå endvidere endnu et hus indrettet som hus med køkken.
Den 13. april 1866 skete katastrofen imidlertid. Gården brændte fuldstændig ned, og den daværende ejer, Svend Nielsen besluttede, at lade gården genopføre på marken nordøst for Rørtang by. Allerede i august 1866 kunne der tegnes brandforsikring på nogle af de nye avlsbygninger – så genopbygningen gik hurtigt.
Gårdens tilliggende var arealerne nord for Rørtang Landsby op imod Kongevejen. Ved udflytningen i 1866 kom gården således til at ligge ret centralt i sine jorder, der ved århundredeskiftet udgjorde ca. 40 ha.
Den nye gård
Den nye gård blev opført i etaper. Først blev laden opført, så den stod klar til høsten i 1866. Alt tyder på, at man anvendte sten fra de brændte bygninger til formålet. Og ikke nok med det: Rester af kalklag tyder på, at de oprindelige sten var kalket rosarøde – og at den nye lade blev kalket i samme røde nuance. Portene til laden blev malet grønne og taget var rørtækket. Bygningen var forholdsvis bred og med de godt fire meter høje mure har de store tækkede tagflader virket ret imponerende. Bygningen var en
Kjeldsbjerggaards hovedbygning omkring 1910, medens den endnu var i den gamle gårdmandsfamilie Svendsens eje.
såkaldt kørelade med porte i begge ender. I midten af bygningen lå tærskeloen.
Herpå opførtes en staldbygning mod øst i nøjagtig samme længde og bredde som laden. Murene var dog her kun 2½ meter i højden. I denne bygning indrettedes kostald, hestestald, foderlo, følhopperum, selekammer og karlekammer.
Stuehuset stod færdigt i oktober 1866 – næsten uforandret i sin senklassicistiske stil til vore dage. Til begge sider var en stor frontspidskvist, taget belagt med tegl og med tre skorstenspiber. Stueetagen blev indrettet til 11 større og mindre rum, medens tagetagen indrettedes med tre rum. Alle rum var med bræddegulve og gipsede lofter.
Året efter opførte gårdejer Svend Nielsen en grundmuret og stråtækt bygning lige øst for stuehuset. Her var bl.a. bryggers og senere betegnedes bygningen som mejeri. Huset indrettedes senere til bestyrerbolig. Også et svinehus og vognremise længere mod øst blev opført i 1867.
En ny brand
I 1894 hærgedes gården atter af brand, hvorved gårdens stråtækte udlænger blev ødelagt. Ved den lejlighed blev bygningerne opført i samme højde med trempelopbygning. I første omgang forsynedes bygningerne med tagpap, men er senere erstattet af eternitplader.
Gårdens ejere havde i mange generationer tilhørt samme familie, da Anders Lind Svendsens enke, Margrethe f. Petersen i 1911 solgte gården til enkefru Signe Holm (f. Nielsen). Hun var gift med fhv. købmand Ludvig Holm og drev gården med en bestyrer.
Hun solgte allerede i 1912 til direktør Peter Jørgensen Thomsen (f. 1859). Han var gift med Anna f. Hansen og var direktør for Hobro Spritfabrik – en af de fabrikker, der senere sammensluttedes til De danske Spritfabrikker.
Forårspløjning 1942
Ægteparret kostede en del på ejendommen, bl.a. ombyggede de i 1917-18 stuehuset. De ejede gården i en længere årrække, men benyttede alene gården som sommerbolig. I 1930’erne var gårdens besætning 20 mælkekvæg og 18-20 ungkreaturer – alle af rød dansk malkerace. Mælken leveredes da til Helsingør Mejeri. Til gården hørte da 5 heste og en traktor.
Øjenvidenskildring af branden i 1894
Senere smedemester Erik Svedstrup, Rørtang Smedje, skrev den 27. august 1894 sin skildring af branden på Kjeldsbjerggaard:
“Kjeldsbjerggaard” er brændt i Nat. Stuehuset er reddet, men det var en farlig Hurlumhej hele Natten med de andre Bygningers Brand. Havde Sine Mortensen (Enke paa Andreas Minde) ikke haft Fremmede kunde snart baade Mennesker og Dyr bleven indebrændt. Emil (min Far) og Frederik (Bestyrer hos Sine Mortensen) samt Vilhelm Jørgensen (fra Prøvesten) var oppe at kalde paa Svendsens og Folkene samt løse Kreaturerne. Det var baade et stolt og et sørgeligt Syn at se det store Ildhav mod den mørke Nattehimmel med Skoven til Baggrund og naar du saa tænker dig de angstfulde, brølende Dyr, den bølgende Menneskemængde, Klokkernes Klemten og Sprøjtemandskabets Kommandoraab, i saadan en stille Nat, kan du nok faa en Forestilling om baade Skønheden og Uhyggen i en slig Tragedie. Svendsen er vistnok helt fra det, hans Kone tager det mere med Ro. Børnene var
Høstarbejde 1942.
meget bedrøvet over Gaarden, men nok mest over deres Kaniner og en Høne med smaa Kyllinger, men heldigvis blev alt levende reddet paa en Gris nær. Den var syg og blevet glemt – løb saa selv ud, men hele Grisen var i Brand og blev slaaet ned. Der var 4 Sprøjter, den første der mødte var fra Saunte. Først tømte de alle Brøndene, derpaa hentede de Vand i “Andreas Mindes” Dam.
Bedrageriet
Jens Christian Alfred Jensen var født i Sindal i Jylland i 1883. Han havde i en periode indtil 1. december 1915 arbejdet på Zeiner Lassens Planteskole i Helsingør. Her havde han arbejdet sammen med fire polske kvinder, som han åbenbart havde gjort et godt indtryk på. I al fald havde de fire polske kvinder, Paranya Pilowas, Piranya Wichula, Anna Pukala og Marya Nazer, betroet ham deres opsparing på i alt 1.000 kr.
Jens Jensen havde ført en lille bog for hver af de fire kvinder med indførsel af de beløb, som kvinderne havde opsparet, men om Jens med vilje havde givet kvinderne det indtryk, at det var sparekassebøger, kunne dog ikke bevises. Jens Jensen benægtede dette og hævdede at kvinderne selv havde ønsket at han beholdt bøgerne og at de udtrykkeligt havde sagt, at pengene ikke skulle indsættes i en sparekasse.
Den 1. december 1915 fik Jens Jensen nyt arbejde som forvalter på Kjeldsbjerggaard i Rørtang. Jens varetog her en betroet stilling – fik 140 kr om måneden i løn – og skulle hermed kunne forsørge sin hustru og deres fire børn. Kort efter nytår 1916 blev Jens imidlertid mere og mere forfalden til svir og drikkeri – og han begyndte derfor at tage af polakkernes penge. Jobbet på Kjeldsbjerggaard indebar tillige, at han til tider havde mange af gårdejeren
Havestuen i hovedbygningen, 1958.
Thomsens penge at råde over. På et tidspunkt solgte han således en vognladning kartofler for 330 kr – og beholdt pengene. Han solgte tillige avner og halm uden at afregne med husbonden og fik af bestyreren uberettiget udbetalt 130 kr.
Den 25. marts 1916 forlod han sin plads som forvalter. Han vendte ikke senere tilbage og omtalte ikke for nogen at han rejste. Han sendte dog 50 kr. til hustruen, men brugte i øvrigt over 200 kr. på sig selv indtil han blev arresteret.
Tilbage sad altså en hustru med fire børn, fire polske piger, der var franarret 200-300 kr. hver samt en gårdejer i Rørtang, der var blevet bedraget for 528 kr. og 60 øre. Jens Jensen, der tilstod alle forhold, havde en gang tidligere været dømt for tyveri og bedrageri, og blev nu dømt til at betale alle beløb tilbage + sagsomkostningerne. Det samlede beløb var således 1.563,60 kr! Som straf idømtes han 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost.
Familien Levysohn – Lindgren
Fra 1956 ejedes Kjeldsbjerggaard af Ingerlise Lindgren (f. Levysohn). Hun havde gården fra sin moder Erica Levysohn, der var gift med overretssagfører Konrad Levysohn. I 1940, da Erica Levysohn købte Kjeldsbjerggaard,
Kjeldsbjerggaards indkørsel fra Kongevejen, 1964.
flyttede datteren Ingerlise og dennes mand, Erik Lindgren, ind med familien. Sidstnævnte, der var meget hesteinteresseret, var uddannet cand.polit. Da familien Lindgren flyttede ind på Kjeldsbjerggaard var Erik Lindgren således chef for vareforsyningen – en post, der netop under besættelsen var ekstra vanskelig. I et senere interview fortalte Ingerlise Lindgren om den første vinter på gården: “Vor første vinter var hård. Vi var jo lige så strengt rationeret med brændsel som andre – og hvilken skandale, hvis vi havde brugt så meget som en pind for meget med den stilling, min mand havde! Der var overhovedet ikke fyret i soveværelserne. Men klædte sig ikke af, men på, når man gik i seng. En af de første aftener havde jeg været særlig snedig og i god tid lagt en varmedunk i min seng, men det blev nu ingen nydelse. Den havde været utæt, og lagenet var dækket af is og under sengen var der en hel skøjtebane”.
Efter en karriere i bl.a. Valutacentralen og Nationalbanken, blev han i 1950 departementschef i Forsvarsministeriet. I 1955 skiftede han til et job som direktør for Den kgl. Porcelænsfabrik – et job, som han beholdt til 1971. I et interview i sommeren 1955 fortæller Erik Lindgren om sit interesse i landbrug:“Det var ikke et hus med en pæn have, vi var ude efter. Begrebet have er ikke noget for mig. Jeg foretrækker en græsplæne og store træer. Her på Kjeldsbjerggaard er der 45 kreaturer og 7 heste. Det er netop morsomt at have en gård, når det som her er en erhvervsvirksomhed. Her sker noget – her er liv og en mængde afgørelser at træffe. Især da jeg sad som embedsmand, var det uhyre værdifuldt for mig at komme andre menneskers problemer tæt ind på livet. Og da hele min slægt er landmænd har jeg ofte været på landet. Og her har jeg både bestyrer og fodermester, men jeg dirigerer selv det hele, ellers er der ikke noget ved det!”
Interiørbillede fra Kjeldsbjerggaard, ca 1970.
Malin Lindgrens erindringer
Et af Ingerlise og Erik Lindgrens børn, Malin, har bl.a. skrevet nogle erindringsglimt. Heri får man nogle små indblik i hverdagen på Kjeldsbjerggaard i 1940’erne. Bl.a. skriver hun om, hvordan egnens børn under krigen kunne lege, stå på ski og på skøjter på Kongevejen, for der kom alligevel aldrig en bil. Om maden og forholdene under besættelsen skriver Malin Lindgren bl.a.:
Hvor mange byboer ved, hvor ildrødt og trævlet saltet flæsk er? Slagtedagen var et højdepunkt, selv om man aldrig vænnede sig til grisens frygtelige skrig fra bænken, men dens endeligt betød fersk kød i mange dage. Og det var en lige så stor luksus som at få ”købemælk”, når man plejede at få al mælk kogt, fordi der var kalvekastning i besætningen.
Når grisen havde ligget i måneder i de store saltekar i kælderen var den træls at tygge sig igennem. På det røde flæsk blev kogt utallige supper, vi skulle spise ”lidt af”, hvis vi ville have eftermad. Bordskik og manerer blev der ikke sparet på, for som det hed: I vil få det svært ude i livet, hvis I er kræsne og ikke ved, hvordan I skal opføre Jer!
Altså gik vi ombord i hvidkålssuppen (som vi ved børnenes bordende kaldte ”kludesuppe”), grønkålssuppen, rosenkålssuppen og rædslen over alle rædsler: kråsesuppen, som for de andre var en særlig nydelse, der blev spist med megen andagt lillejuleaften. Jeg synes (og synes stadig), at den brungrå suppe smagte som opkast og nev mig så hårdt i låret under nedsvælgningen, at selv mine brødre nikkede anerkendende ved synet af mine blå mærker.
Turen til middagsbordet foregik i løb gennem en uopvarmet havestue, hvor kulden svøbte sig omkring én som våde lagner. Temperaturen i den kakkelovnsfyrede spisestue var 17 grader. Dengang klædte vi os på om morgenen så tæt som muligt på ovnen i spisestuen, som kunne brænde over. Og vanter, skisokker og halstørklæder blev lunet på messingstangen omkring komfuret, før vi greb cyklerne for at forcere snedriverne på en skolevej uden gadebelysning.
Skoletiden i Snekkersten
Kostalden, 1970.
Om skoletiden skriver Malin Lindgren, der gik i Snekkersten Skole, bl.a.:
I 4. klasse på landet gik jeg sammen med både ”Snot Tove” og ”Iris med lusene”. Der var regelmæssig lusekæmning, når skolesygeplejersken kom med tættekammen og Sabadilleeddiken. Og var der ”fangst”, fik Iris fra det lange hus ved jernbanen altid skylden. Uanset om hun selv var angrebet eller ej. Da en af mine små brødre skulle til børnefødselsdag i 1. klasse, kom han hjem en time efter og sagde, han ikke gad blive, for ”faderen kom hjem og ville gi’ moderen øretæver”. De sociale forskelle var større, end nutidens børn kender dem. Der var børn, der ikke havde en tandbørste og ikke blev sparet for at blive udspurgt om hjemmets hygiejne i hele klassens påhør.
I under- og mellemskolen var årstiderne delt ind efter bestemte lege. Om efteråret svingtov, kronskjul og sanglege: ”Tag den ring”, ”I haven der har jeg et pæretræ” og den, der sluttede i den svære valgsituation: ”Hop så højt du elsker ham, ellers sæt dig ned og skam. El-sker du ham ?” Om foråret fyldte hinkeruderne hver ledig plet i skolegården, og der blev hoppet paradis eller konkurreret med hinkestenene i strålende blåt, grønt og rødt med hakkebøfmønster eller haner. Ingen kunne forklare de pludselige skift i skolegårdens lege, men kort efter var det effen-eller-ueffen eller glansbilleder, anbragt i stilebøger med ombøjede sider, hvor man trak hos hinanden, samlede og byttede og var halve timer om at bestemme sig for ny køb hos byens fortvivlede boghandlere.
I 1948 opstod en ny dille, så det stående spørgsmål i frikvarteret var: ”Skal vi hønse?” Aviserne kunne meddele, at der var millioner af hønseringe i omløb, og at kun 10% af produktionen endte om benene på de høns og duer, de var beregnet for. Resten blev købt af skolebørn, der brugte dem på samme måde, som man spillede kugler. De var af celloluid i alle regnbuens farver og særlig status havde de spillere, der havde så mange ringe, at de kunne bære dem i lange kæder om halsen.
Lisser Lindgren med sine fem børn.
Tjenestefolkene
Om husets tjenende ånder skriver Malin Lindgren:
For mange af efterkrigstidens børn var de unge tjenestepiger en væsentlig del af den omgivende voksenverden. Somme tider havde man kendt dem lige så længe som sine forældre. Der var stadig hjem, hvor hushjælpen kom som 16-årig med barndommens lange fletning opbevaret i en æske med lyserødt silkepapir og en jysk dialekt, der aldrig helt forsvandt. Sine, døbt Hansigne, der med tidens sprogbrug blev fæstet, da jeg var 2 år og tog imod alle mine fire søskende, var hos os i 48 år, og selv om hun stædigt fastholdt den gammeldags tiltaleform ”Herren” og ”Fruen” – til børnebørnenes åbenlyse forargelse – herskede hun enevældigt over familiens gøren og laden og lod ingen være i tvivl om, hvilke af herskabets venner det passede hende at lave mad til – og hvilke hun helst var foruden.
Hun var et balancepunkt og et tilflugtssted, når man var på kant med dem oppe i stuerne. Hun og de andre piger, vi på et vist tidspunkt havde, holdt altid med os. De følte sig meget naturligt i samme situation som os. Det var Sine, der hørte os i salmevers, mens havregrøden blev spist, lånte os penge og fik alt det at vide, man ikke ville drømme om at fortælle forældre. Hun tog os med på sommerferie i Frederikshavn, for hvordan skulle vi ellers blive passet ordentligt, mens hun var væk. Hendes far var fiskeskipper i Frederikshavn og den første dag i oktober 1943 lå han i Gilleleje Havn og lod sende besked til min mor, at fik halvjøder også problemer, var han parat.
Flygtninge fra Baltikum
Om tiden umiddelbart efter besættelsen, skriver Malin Lindgren:
Efter krigen fik vi to af de baltiske kvinder i huset, som ellers havde boet i flygtningelejren på Gurrehus. Anna Kamaldyn fra Estland og Anni fra
Total forfald i 2009
Letland, den fhv. kahytsjomfru, der insisterede på at servere på bare fødder både ude og inde. Anni var pæn og kvik og ikke længe om at finde ud af, at det vigtigste i tilværelsen var at få fat på en mand – en dansk mand med reelle hensigter og mod på hurtigt ægteskab. Var man først dansk gift, var man for stede udenfor de russiske kommunisters rækkevidde. Anni fandt Holgersen, der var fisker i Espergærde, og min søster og jeg fulgte på nært hold og gebrokkent tysk Annis kærestesorger og kamp for at holde på den glade ungkarl. Vi vovede os solidarisk ud på gyngende grund og holdt cyklerne uden for ”Maritza” i Helsingør, mens Anni var inde for at få kæresten væk fra stambordet og kammeraterne, der var hendes farlige rivaler. Anni fik til sidst sin dansker.
Kjeldsbjerggaard blev drevet af en bestyrer, fordi man far arbejdede i byen og hørte til dem, nordsjællænderne lidt hånligt kaldte ”københavnerlandmænd” eller ”teaterbønder”. Hans omdømme steg dog betragteligt, da en hestehandler søgte at sælge ham en hest, han på et tidligere tidspunkt havde afvist. Da han så den i stalden i Gilleleje, sagde han: ”Jamen, Jens Hansen, det var jo den, De viste mig for 14 dage siden i Horserød.” Det var satans, sagde hestehandleren anerkendende. Men han kunne heller ikke vide, at han for en gangs skyld havde mødt en direktør, der læste stamtavler som musikelskere læser partiturer, og med hippologisk ekspertise kunne sige om en hest ”var fransk for” eller ”for svag i krydset”.
Sveskes erindringer
Et barnebarn af Ingerlise og Erik Lindgren, Iselin C. Hermann har i en personlig fortælling om livet på Kjeldsbjerggaard i 60’erne fint berettet om sine indtryk – set gennem et barns øjne. Iselin, der af morfaren, Erik
Renoveringen er påbegyndt, nov. 2011
Lindgren, blev kaldt “Sveske” har således fortalt om bedsteforældrenes liv på gården, om hendes morbrødre Laxen, Ture og Bo, der jo dengang var voksne – og ikke mindst om de mange ansatte, der endnu dengang var på gården. Ingerlise og Erik Lindgrens to ældste børn Malin og Kinne (mor til Iselin) havde på det tidspunkt for længst stiftet egen familie.
Dengang var der endnu en fodermester på gården, Ejvind Petersen, samt en ung dreng, der var ansat til at hjælpe fodermesteren i stalden. Der var en bestyrer, Gottlieb Christensen. Og der var kokkepigen Hansigne Westergaard, som i Iselins fortælling kaldes “Nea” samt en smuk stuepige, som kaldets “Tilde”. Derudover var kom der en vaskekone, fru Tokarski – som egentlig hed Bertha til fornavn.
Om husets faktotum, Nea, skriver Iselin Hermann bl.a.:Nea dufter sødt af vanilje og grydesmør, alt ved hende er blødt: Hendes hænder, når de klapper mig på kinden, hendes hud på armenem når hun rører i gryden, hendes bryster og alt den bløde hud, søm bølger inde bag forklædet inde under kitlen, når hun rigtigt rører til, så sovsen ikke skiller. Herren og Fruen kalder Nea for Signe. Helt rigtigt fra starten hed hun noget så mærkeligt og mande-dameagtigt som Hans Signe, men det kunne Puer (= Ture Lindgren) ikke sige, da han var lille, så børnene kalder hende Nea. …
Nea har ikke nogen børn, for hun har aldrig været gift og har arbejdet i vores familie, lige siden mor blev født. Hun er ikke en del af familien som sådan, men en del af Gården. Hun hører til her, hendes sødlige duft, agurkesalaten og den brune sovs. Hendes slæbende tøfler er lige så meget en den af Gården som døren ud til køkkenet, som også slæber.
Det famøse egetræ, som ulykkeligvis er blevet kaldt “Skibsegen”. Det er et ikke-historisk navn. Der findes simpelthen ikke noget træ med denne betegnelse. I slutningen af 1700-tallet plantees i de daværende skove i tusindvis af egetræer, hvis formål var at vokse op og blive til egnet egetræ til skibsbygning. Man manglede nemlig træ til flåden – og derfor kaldtes disse træer for “Flådeege”. Efter flådens ran i 1807 blev manglen på egetræ akut og derfor beslaglagde staten alle egnede egetræer på privat grund. Disse fik dog lov at blive stående indtil man havde brug for dem – og disse trler blev kaldt for “Marineege”. Vejnavnet “Skibsegen” er derfor en misforståelse.
Nea sover med varmedunke, der er ingen varme på hendes værelse nemlig. Og det er nordvendt. Når jeg sover sammen med hende, låner jeg den ene. … Hendes værelse ligger over køkkenet og det er helt synd for hende, at hun ikke kan ligge i sin seng og høre hvor hyggeligt det lyder, når hun skyder komfurringene fra dernede.
Hansigne Westergaard havde en drøm om engang at tage en tur til Rumænien. Hun havde nemlig under et besøg i Helsingborg mødt et ægtepar, som talte varmt om Rumænien. Og siden da havde Hansigne sparret penge op og læst alt hvad hun kunne finde om Rumænien. Turen til Helsingborg havde hun fået ved at klippe kuponer ud af Frederiksborg Amts Avis. Iselin Hermann husker:
I skuffen sammen med husholdningspungen har hun faktisk kuponer til næsten to endagsture, men det er bare dét med at få fri til det. Sandt at sige er det aldrig noget, jeg har tænkt over, men det er rigtig nok; Nea har aldrig en fridag. Hun er heller aldrig syg. Hvem skulle komme op med havresuppe til hende, hvis hun lagde sig?
Iselin Hermanns bog “Træer sår sig selv” handler om livet på Kjeldsbjerggaard året rundt og hun skriver bl.a. om julen på Kjeldsbjerggaard:Havestuen om morgenen er det bedste af alle rummene på hele Gården, Om vinteren bliver den lukket af, fordi det er for svært at fyre den op. Det ville kræve en hel skov. Kun til jul bliver der lagt i den store kakkelovn flere dage før den fireogtyvende. Juletræet står i rundingen og når helt op til loftet. Mormor og Gårddrunten (=Bo Lindgren) har pyntet det, stået på stiger og sat over hundrede lys på, som mangedoblede af alle vinduerne i rundingen.
Arabiske heste
Som nævnt var Erik Lindgren meget engageret i hesteavl, hvilket gården på den tid bar præg af. Flere eksemplarer af Frederiksborg-heste og arabiske heste kunne dengang beskues i Kjeldsbjerggaardens ridefold. Men før 1960 var der praktisk taget ingen arabiske heste i Danmark. I 1950’erne havde Erik Lindgren opkøbt nogle fuldblods araberheste – pensionerede cirkusheste fra Cirkus Schumann. I løbet af 60’erne udvidedes samlingen af araberheste – dels ved yderligere opkøb – dels ved egen avl. Af disse kan nævnes hingsten Marrakech, der stammede fra grev Esterhazys berømte stutteri i Ungarn, men som selv blev født i Stockholm. Hingsten blev cirkushest i Cirkus Schumann – og først ved sin pensionering ankom den til Kjeldsbjerggaard – efter sigende uden nogen sinde tidligere at have set grønt græs, endsige en hoppe! Men dennes efterkommere har sat sig uudslettelige spor i dansk hesteavl.
Erik Lindgrens viden om heste gav sig også udtryk i adskillige artikler om hesteavl samt til et formandskab for “Landsorganisationen for lettere Hesteavl”.
Efter Erik Lindgrens død marts 1989, beholdt enken, Ingerlise Lindgren, gården i årrække, men solgte i 2001 – efter flere forgæves forsøg på at afhænde ejendommen. Salgsprocessen var temmelig indviklet – den havde sine rødder tilbage til 1967, da Vejdirektoratet eksproprierede store dele af gårdens arealer. Hele sagen blev ført op på højeste plan og der kunne derfor først ske et salg da en række arealreservationer (“Færgevejskorridoren”) m.v. på området var blevet ophævet i 1997. Denne nye ejer lod herefter en udstykning på 70 parceller påbegynde i året 2001.
Om flåde-, marine-, minde- og “skibsege”
Udstykningen fik navnet ”Skibsegen”, angiveligt fordi et gammelt egetræ på marken er blevet kaldt ”Skibsegen” igennem mange år – som et levn fra tiden efter 1807, da der blev plantet i tusindvis af nye egetræer, som med tiden skulle bruges til at bygge nye flådefartøjer af (til erstatning for de skibe englænderne havde stjålet).
Forfaldet sætter ind
Da ejendomsselskabet “Notabenus A/S” havde fået opført de mange nye boliger på Kjeldsbjerggaards mark, trak selskabet sig ud af ejendommen. De nye ejere, antikvitetshandler Heine Bartsch og hustru Jette Tolstrup Bartsch, var ikke interesseret i at bevare gårdens bygninger og disse forfaldt derfor hurtigt. Ejerne satsede åbenlyst på, at gårdens bygninger skulle forfalde så meget, at de kunne nedrives og at der så i stedet kunne opføres boliger på arealet. Imidlertid havde byrådet ingen intentioner om at ændre på den beslutning, som man havde truffet om at gårdens bygninger skulle bevares og at der ikke skulle bygges parcelhuse på området. Landbrugspligten på bygningerne blev i øvrigt heller ikke ophævet.
I 2005 blev gården så atter solgt. Denne gang til Anpartsselskabet “Kjeldsbjerggaard” – hvor Jannie Jeppesen From og Laila Jeppesen var direktører. De ansøgte om tilladelse til at nedrive bygningerne, hvilket førte til at Helsingør Byråd måtte nedlægge et såkaldt §14-forbud, der indebar at bygningerne ikke kunne nedrives. Året efter vedtog samme byråd en bevarende lokalplan for det, der efterhånden var en ruin. Lokalplanen gav mulighed for at indrette 6 boliger i de tre væsentlige bygninger. De to mindre huse – bestyrerboligen og den gamle svinestald – måtte derimod gerne nedrives.
Bygningerne havde da stået tomme i årevis og fordi de skiftende ejere ikke havde ofret noget på vedligeholdelsen, truede bygningerne efterhånden med at falde sammen. Helsingør Kommune fastholdt i hele forløbet, at landbrugs- og bopælspligten skulle overholdes.
I 2010 blev Anpartsselskabet imidlertid overtaget af Laila Jeppesen alene. Laila Jeppesens familie har siden 2011 arbejdet ihærdigt på at redde bygningerne. I 2016 var bestyrerboligen blevet renoveret, den store hovedbygning havde fået fornyet taget og repareret mure både ind- og udvendigt. Endnu manglede at blive indsat døre og vinduer. Udlængerne var også blevet sikret mod yderligere forfald og hærværk og det var planen at lægge nyt tag også her.
Rev. 16.03.2021