Sauntegaard – hverken gods, herregård eller slot – selvom det nuværende hotel forsøger at reklamere med, at Sauntegaard og Sauntehus engang har været det.
af Kjeld Damgaard
Sauntegaards hovedbygning – den oprindelige Kirkebjerggaard – ses her på et billede fra omkring 1905. Som det ses, har gården ingen sammenligning med hverken en herregård, et gods eller et slot. Hvor stuehuset lå dengang, ligger idag den hovedbygning, som kaldes Sauntehus. Udlængerne var dengang hovedsageligt opført af kampesten.
Sauntegaards navn opstod antagelig i 1860’erne efter Just Nikolaj Carøes opkøb af Tuelandsgaard. Hermed var den samlede ejendom oppe på tre gårde, og det var nu på tide – som skik var – at opkalde landsbyens største gård efter selve landsbyen. Imidlertid ser det ud til at Carøe glemte at søge om tilladelse til navneændringen. Det skulle faktisk have været godkendt af “Danske Kancelli” eller senere af Landbrugsministeriet, indberettes til Generalkvartermesteren samt noteres i tingbogen og noteres i panteprotokollen. Baggrunden var, at det var nødvendigt for militæret, at de under øvelser eller mobilisering kunne finde rundt, og at stednavne ikke bare blev ændret på må og få. Loven eksisterede fra 1821 og frem til 1991 – altså for kun 30 år siden! Den manglende registrering bekræftes af, at der endnu i realregisteret (= tingbogen) fra 1911 står Kirkebjerggaard – og ikke Sauntegaard.
Men de tre gårde, Kirkebjerggaard, Østerbjerggaard og Tuelandsgaard blev altså fra 1860’erne kaldt Sauntegaard, et navn, der stadig anvendes. Ejeren fra 1875 var Adam Vilhelm Kjødt, som imidlertid døde allerede i 1880. Dødsboet solgte herefter gården på auktion i marts 1881 og højstbydende blev købmand J. P. Baagøe fra Svendborg med et bud på 114.000 kr. Det var imidlertid 39.500 kr under den gæld, der var i ejendommen og da Baagøe havde en stor prioritet i ejendommen, var han vel nærmest tvunget til at overtage gården. I 1894 overtog han også nabogården Tohøjgaard for 19.000 kr. Herefter bestod den samlede ejendom af fire af Sauntes oprindelige gårde. Det gjorde dog ikke ejendommen til et gods, idet det samlede jordareal kun udgjorde 261 tdr. land, hvilket kun kvalificerede ejeren til at kalde sig proprietær.
Købmand Jens Peter Baagøe ejede Sauntegaard i perioden 1881-1900. Han boede dog i hele perioden i Svendborg og drev gården med bestyrer.
(Sort/hvid gengivelse af maleri af ukendt maler)
Købmand Jens Peter Baagøe (1828-1902) var ejer af en af Svendborgs større købmandsforretninger, der var grundlagt i 1747. Da havde han overtaget efter sin fader i 1855, udviklede han forretningen til en betydelig virksomhed indenfor trælastvirksomhed. Han afstod forretningen i 1886 til sin svigersøn, Ludvig Riber – hvorefter forretningen kaldtes “Baagøe og Riber”. Firmaet eksisterede i øvrigt frem til 2007, da det blev opkøbt af firmaet Stark.
Baagøe, der ikke boede på stedet, beholdt gården frem til oktober 1900, da han solgte den for 145.000 kr incl. alt inventarium, besætning og afgrøder. Ny ejer var den kun 27-årige løjtnant Jean Alfred Wilian (f. 1873), der var søn af en københavnsk brændevinsbrænder. Han var gift med Magda f. Wench (f.1874). Indtil hans overtagelse af Sauntegaard var han bestyrer af faderens brænderivirksomhed i København.
Fra Wilians ejerperiode haves en oversigt over ejendommens besætning og drift. Markerne blev drevet i 9-marks skift og der blev dyrket hhv. udlægshavre, brak, rug, blandsæd, rodfrugter, havre samt kløver og græs i tre skifter. Besætningen bestod da af 65 køer, 33 stk ungkvæg og kalve, 2 tyre, 12 heste samt to plage og føl. Kvægbesætningen var af Jersey-racen – den allerførste besætning af denne race i Danmark.
I perioden 1910 til 1913 var Jean Alfred Wilian medlem af Tikøb Sogneråd, men allerede i 1915 fraskødede han Sauntegaard til kornhandler og grosserer Søren Hald, som sandsynligvis overtog gården allerede tidligere. Han havde efter sigende tjent godt på at eksportere korn og fødevarer til de krigsførende parter under 1. verdenskrig, men må jo i så fald også have tjent godt allerede inden krigens udbrud i 1914. Men han blev med andre ord hvad man i datiden betegnede som gullaschbaron. En udokumenteret historie fortæller, at Søren Hald stod bag en påskrift på de dåser, der blev sendt til Tyskland med elendigt kød i. Der stod “En tak for 1864”!
Blandt Søren Halds første initiativer på Sauntegaard var at ombygge det indtil da ret beskedne stuehus til en palæagtig hovedbygning. Det skete i 1915. Arkitekt på projektet var Gustav Bartholin Hagen (og ikke – som anført utallige steder – Poul Hagen). Denne nye hovedbygning blev i de følgende halv snes år rammen om et liv med mange fester og selskaber. Hald byggede også i 1916 fire nye arbejderboliger hvor tidligere Tohøjgaard havde ligget. Også her var det G. B. Hagen, der var arkitekt. I 1919 kom yderligere med samme arkitekt en ny stor kostald med overbygning som en hejselade. Den havde plads til ikke færre end 240 køer. Hertil knyttedes eget mejeri. I 1918 tilkøbte Hald den nærliggende Nørregaard, som ligger tæt ved Saunte, men som egentlig er en Borsholm-gård. Gårdens
Tidligere brændevinsbrænderi-bestyrer og løjtnant Jean Alfred Wilian ejede Sauntegaard fra 1900 til 1915.
bygninger forblev indtakte, men jorden blev herefter drevet fra Sauntegaard.
I 1927 gik det imidlertid galt. Som mange andre gullaschbaroner måtte Søren Hald erkende, at fredstider ikke var gode for omsætningen af dårlige fødevarer. Pengekassen var tom og Handelsbanken måtte overtage hele ejendommen. Handelsbanken måtte derefter indsætte en bestyrer af ejendommen – og forsøgte at få gården solgt igen. Der gik dog et år før daværende godsejer på Sydfyn, Jens Christian Breum (1876-1956), købte Sauntegaard. Han havde indtil fra 1925 haft herregården Tiselholt, som han i 1928 solgte for 600.000 kr. Da han overtog Sauntegaard i 1928 ændrede han gårdens navn til Ørneholm. Det var et navn som han tilyneladende heller ikke fik tinglyst eller fik tilladelse til at bruge. Tingbogen omtaler alene navnet Sauntegaard – og mon ikke Breum var nærmest ene om at bruge dette kunstige navn, der på ingen måde havde rod i lokale eller historiske forhold.
I 1940 solgte Jens Christian Breum atter “Ørneholm” og blev efterfølgende teaterdirektør i København. Ny ejer var Carl Johan Waage Myhre (f. 1891), der var uddannet cand.polyt i 1914. Herefter havde han ansættelse ved DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab). Efter en kort periode som afdelingschef ved firmaet Tvermoes og Abrahamsson, blev han i 1926 direktør for firmaet “Auto-Materiel A/S” i København, hvilken funktion han beholdt i over 30 år. Myhre blev i 1918 gift med Inger Margrethe Gundersen (f. 1896). Sammen fik parret børnene Bent og Inge Lise.
Ny ejer efter Myhre var Kurt Præstrud (1918-2002), der var gift 1. gang med Karen Blichert og anden gang med Karen Blicherts niece, Ulla (f. 1946). Præstrud fik som ung en alsidig handelsuddannelse med flere års ophold i England, Tyskland og på Balkan. Kort før 2. verdenskrig vendte han hjem og etablerede sit første firma, “Nordisk Ægkompagni”, som på få år blev et af Danmarks største æg-eksportforetagender. I 1954 ændrede han løbebane og blev ved købet af Sauntegaard landmand. Han var selv aktiv i driften af den ca 340 tdr.ld store ejendom og fortsatte driften med jerseykvæget, som Sauntegaard jo havde været foregangsgård for. I 1960 blev Præstrud ejer af “Nordisk Margarine- og Salatfabrik”, hvor et af de mest kendte mærker var “Guldstjerne-margarine”. Præstrud havde tillige flere tillidsposter, bl.a. formand for Nordsjællands Tolvmandsforening, administrator for Steff-Houlberg i en periode, bestyrelsesmedlem i “Nordisk Kaffekompagni”. I 1965 kom Kurt Præstrud i bestyrelsen for kolonialvarefirmaet “A/S Styhr & Kjær”. Med udgangspunkt i dette firma, havde Præstrud stor indflydelse på udviklingen i den dansk detailbranche, og stod bag kæder som Spar,
Sauntegaard fotograferet fra luften i 1930’erne. Nogle af de oprindelige bygninger, som også ses på fotoet fra 1905, fandtes endnu.
Centra, Vime, Hami samt Metro. Desuden opkøbtes en lang række produktionsvirksomheder, som også tilknyttedes Præstruds virksomhed.
I 1977 ønskede Kurt Præstrud at trække sig tilbage og solgte virksomhederne, men kort efter blev han trukket ind i bestyrelsesarbejde i bilimportvirksomheden “Interdan” i Kvistgaard, som var blevet grundlagt af K. W. Bruun. Og i 1981 blev hovedbygningen og parken til Sauntegaard frastykket den øvrige ejendom. Hovedbygningen blev herefter kaldt Sauntehus, og Præstrud flyttede over i Sauntegaards tidligere inspektørbolig øst for gården. Den daglige drift blev i øvrigt fra 1982 og de følgende 13 år forestået af Asger Mathiasen, der stammede fra Sonnerupgaard ved Plejelt. I 1987 bestod det samlede jordtilliggende af 154 ha. Hertil skulle lægges yderligere forpagtning af 105 ha. Den økonomiske nedtur fortsatte dog og i 1993 blev gården noteret under konkursbehandling ved Sø og Handelsretten i København. I begyndelsen af 1994 solgtes ejendommen ved tvangsauktion til Dansk Landbrugs Realkreditfond. Kurt Præstrud døde i 2002 i Frankrig, hvortil han var flyttet efter afståelsen af Sauntegaard.
I 1995 overtog Peter Drewsen Fredsted og hans søn Hans Henrik Drewsen Fredsted Sauntegaard. Peter D. Fredsted var uddannet cand.agro. og direktør. Sønnen indrettede Saunte Bygade 42 til beboelse i årene 1997-98. Peter og Hans Henrik D. Fredsted driver fortsat Sauntegaard under navnet “I/S Sauntegaard”, som i 2011 havde ved opkøb opnået et samlet areal på ca 260 ha (= ca. 471 tdr.land). Det er ejerenes ønske yderligere at erhverve jordarealer i Saunte og nærmeste omegn.
Derfor er Sauntegaard/Sauntehus hverken ikke et gods, en herregård eller et slot
Definitioner ifølge “Ordbog over det danske Sprog” :
Et gods er: En hovedgård, med dertil hørende bondegårde.
En herregård er: En større gård, der tilhørte en
Sauntegaards hovedbygning fotograferet omkring 1950. Bygningen er opført af arkitekt Gustav Bartholin Hagen (og ikke Poul Hagen, som det er beskrevet utallige steder)
herremand/adelsmand. Senere betegnelsen for en større gård, hvortil der hører bøndergods (bøndergårde).
Et slot er: En anseelig bygning, som har tilhørt en fyrstelig/kongelig person. Eller betegnelsen på en meget anseelig herregård.
I ingen af ovennævnte tilfælde falder Sauntegaard ind under de beskrivelser af ordene, som ordbogen angiver.
Sauntegaards hovedbygning en vinterdag i 1970’erne.
Rev. 20.03.2021