Landposten i Tikøb Kommune

Landposten passede ind i det danske landskab’
– skrev Elith Reumert i 1931. Her er historien om postvæsenet på landet i almindelighed og i Tikøb Kommune i særdeleshed samt om landpostbudenes betydning for lokalsamfundene.

Af Kjeld Damgaard

Sognebuddet, Kirsten Gaul er ikke fra Tikøb-området, men fra Grenaa i Jylland i 1857. Hun vises i mangel af billeder af lokale bude.

I 1931 skrev skuespilleren Elith Reumert en lovprisning af landpostbudene og bebudede allerede da deres snarlige ”død”. Det skete også, men først 70-80 år senere. Men lovprisningen er malende:
Danmarks Landpostbude! Ak, ja – ogsaa I vil snart falde som Offer for den moderne Trafik og kun høre Historien til. Vi, der har kendt Jer, vil føle Savnet. Der var over Jeres Skikkelser en Poesi, der talte til vores Sind, – Luftens, Solens, Vindens, hele Naturens Poesi, baade naar den var i Fred og i Oprør, og I passede saa smukt ind i det danske Landskab. Efter kloge Folks Paastand stod I endda i Pagt med de allerhøjeste Autoriteter. Udsatte som ingen Andre paa Landjorden gik i frem under den aabne Himmelhvælving, selv i det mest djævelske Uvejr. Og naar Tordenskyerne buldrede Jer værst over Hovedet, og alt Levende krøb frygtsomt i Læ, vidste I Jer sikkre. Rundt omkring Jer rasede Lynet vildt og masakrerede uden Personanseelse baade Folk og Fæ, – men, se om Statistiken viser, at det nogensinde slog ned paa et kgl. priviligeret Landpostbud. Aldrig!”

Det begyndte i Slesvig
Postbefordringen på landet var indtil midten af 1800-tallet et næsten ukendt begreb. Men der var initiativer på vej. I Sønderjylland lykkedes det således Nicolai Nissen, en lokal postmester i Haderslev, i 1847 at få et system op at stå der indebar, at en række landsbyer mellem Haderslev og Gram ville blive betjent med en landpostrute. På ruten var oprettet en række postudvekslingssteder, som vederlagsfrit udleverede og modtog den post, som landpostbudet skulle udbringe. Systemet blev udbygget med yderligere en rute, men p.g.a. det slesvig-holstenske oprør i 1848 brød ordningen sammen.
Et mere tilgængeligt postvæsen
Men forsøget var blevet bemærket, og den daværende generalpostdirektør Danneskiold-Samsøe bad Nissen om at udarbejde en redegørelse for forsøgene. Denne redegørelse endte som et regulært forslag til at gøre postvæsenet mere tilgængeligt for landdistrikterne.
Dette forslag, der blev formuleret i 56 paragraffer og i et juridisk sprog, blev herefter sendt ud til alle Danmarks sogneforstanderskaber (de daværende sogneraad). I en følgeskrivelse bad man sogneforstanderne om at tage stilling til om de ønskede landpostbude, og i givet fald i hvilke dele af sognet, det ville være formålstjenligt. Endvidere skulle sogneforstanderskabet udpege hensigtsmæssige udvekslingssteder samt udpege ”hvem der maatte anses for bedst skikkede til at ansættes som Landpostbude i de forskellige Distrikter”. Derudover skulle det opgives, om der allerede fandtes private bude, og så skulle sogneforstanderskabet desuden acceptere, at der skulle betales en speciel porto på 2 skilling for hver forsendelse, hvis ordningen blev iværksat.

’Uvedkommende’ for Tikøb Sognekommune
I Tikøb sogn behandledes forslaget i Sogneforstanderskabets møde den 6. februar 1849. Forslaget havde cirkuleret mellem medlemmerne, og i mødet konstateredes det, at forslaget alene vedrørte sådanne landdistrikter, der havde 4 mile og derover mellem de forskellige stationer (= posthuse) – og at forslaget således var Tikøb Kommune uvedkommende.
Netop dette illustrerer meget godt, at de enkelte kommuner ikke helt havde forstået, hvad forslaget reelt indebar. Men derudover viste det sig også, at andre sognekommuner var imod landpostbude, fordi der knyttede sig en række betingelser til forslaget. For det første var der ikke tale om, at landpostbudene skulle udbringe post til samtlige husstande. Ifølge forslaget skulle landpostbudet alene gå en ringrute fra postkontor eller brevsamlingssted og så på bestemte steder modtage og aflevere post. Dette kunne gå an for en større landsby, men for et område hvor gårdene eller bebyggelsen lå spredt, betød det, at man alligevel skulle sende et privat bud for at hente eller bringe post.

I Helsingørs Avis fra august 1867 kunne man den ene dag læse købmand Pontoppidans kritik af, at den postkasse, der var ophængt på ’Stengaden’ først tømmes kl 2 om eftermiddagen uagtet, at der afgår post hhv. kl 7 om morgenen og 11.30 om formiddagen. Isak Pontoppidan, der i øvrigt var farbror til den senere berømte forfatter Henrik Pontoppidan, påpeger, at posten derfor altid bliver forsinket en dag, hvis man ikke har mulighed for at bringe posten til selve posthuset, der dengang lå i Strandgade.
Kritikken er mirakuløst blevet hørt. For allerede dagen efter indrykker postmester Mühlensteth en annonce i samme avis, hvori han bekendtgør, at postkassen fremtidigt vil blive tømt fire gange dagligt, således at de udenbys breve kan blive sendt med det først afgående postjernbanetog.
Det kunne altså nytte at oplade sin røst – i 1867!

Sognebudene
Og så havde man jo allerede en ordning, som fungerede nogenlunde. Til alle købstæder gik der jo regelmæssig post. Det gjaldt ikke mindst Helsingør, hvor der allerede fra 1600-tallet havde været regelmæssige postforbindelser via Helsingør mellem København og udlandet. Og selvom forbindelsen mellem Helsingør og Tikøb sogn ikke var helt så intens som mellem mange andre købstæder og deres nabosogne, så handlede man dog i Helsingør. Kunne man ikke selv, sendte man et sognebud. Sognebudene kunne handle på ens vegne, og de kunne medbringe post for en rimelig betaling. Og da det i forslaget tilmed var præciseret, at landpostbudet ikke måtte befatte sig med ulovlig befordring af breve eller overtage private kommissioner, så blev det opfattet som en forringelse af de eksisterende forhold.
Derfor blev der i 1850 alene gennemført en portoreform, hvorimod man opgav ideen om oprettelse af brevsamlingssteder og landpostruter. Portoreformen indebar, at der nu ville blive indført en ensartet takst for alle breve i samme vægtklasse – uanset hvor langt brevet skulle sendes indenfor landets grænser. Desuden afskaffedes de privilegier, som mange personer og firmaer havde haft mht at sende post uden porto. Alene det indebar en fordel for landdistrikterne, som jo normalt var blevet opkrævet ekstra p.g.a. de længere afstand.

Modstand mod nyordning
Efter politisk pres afgav Poststyrelsen i 1851 en ny rapport om landpostbude. Man tog imidlertid udgangspunkt i, at de fleste landkommuner havde været afvisende overfor forslaget. En del kommuner havde dog udtalt sig positivt under forudsætning af, at landpostbudene også måtte påtage sig private kommissioner, hente medikamenter samt bringe bud både skriftligt og mundtligt. Mange sognekommuner havde endda udtalt, at de ikke kunne påtage sig udgifter i forbindelse med nyordningen. Det stod der faktisk intet om i forslaget, men belært af tidligere forslag, så var sogneforstanderne sikkert bange for ,at det alligevel ville ske. Man havde generelt en ”konservativ” holdning til udgiftsniveauet i kommunerne – man ønskede ikke højere kommuneskatter.
Da generalpostdirektør Danneskiold-Samsøe ikke kunne gå ind for, at postbudene kunne overtage sognebudenes ærinder, så blev der ikke indført en ordning med landpostbude. Kun blev der langs eksisterende postruter oprettet en række brevsamlingssteder. Ingen af disse kom dog til at ligge i Tikøb kommune i første omgang.

Fra 1860’erne indførtes en standar-diseret postbrevkasse, som afsendere af breve kunne benytte. Denne type blev senere afløst af en type med lige bund.

En amerikansk stagecoach blev importeret til Danmark i 1798 for at køre på strækningen mellem København og Helsingør som postdiligence. Billedet er som den så ud ifølge en amerikansk afbildning. I Danmark har den efter stor sandsynlighed været malet i postvæsenets gule farve. Vognen medbragte både passagerere og post.

Postudvekslingsstedet på Nykro
I praksis var det dog sådan, at der var mindst et postudvekslingssted, nemlig på kroen Sophienhøj eller Nykro ved Mørdrupkrydset på Kongevejen. Dette var oprettet i 1798, idet Krogerup Gods herfra hentede og bragte den betydelige post, som det lille gods havde. Også andre har uden tvivl kunnet benytte dette sted, som jo havde daglige postforbindelser via den nye postdiligence, som var blevet taget i brug samme år.
Men historien om postdiligencen på Kongevejen mellem København og Helsingør var imidlertid meget ældre. Et gående postbud – den såkaldte fodpost – der ad Strandvejen gik mellem København og Helsingør allerede i 1600-tallet ophørte i midten af 1700-tallet. Det var dog ikke sådan, at beboerne langs strækningen i den forbindelse fik bragt post. Fodposten hhv. hentede og bragte kun mellem de to endestationer, nemlig postkontorerne i Købmagergade i København og postkontoret i Helsingør.

Helsingørs postkontorer
For Helsingør var et særtilfælde, set med datidens briller. Da Christian IV oprettede et postvæsen i moderne forstand i 1624, blev Helsingør den første købstad, der også fik et postkontor. Præcis hvornår det skete kan ikke bestemmes. Med sikkerhed ved vi, at der i 1652 var en postmester Jacob Carstensen i Helsingør, men der kan udmærket have været flere før ham. Når Helsingør var et særligt sted, hang det naturligvis sammen med Sundtolden og den livlige handel, der fandt sted i byen. Desuden var byen det naturlige overfartssted til Skaanelandene og videre til Norge – områder som jo dengang hørte til det danske rige. Der blev derfor oprettet postruter til Halland, hvor byerne Helsingborg, Lauholm, Halmsted og Falkenbjerg og Varbjerg blev forbundet. En anden rute var oprettet mellem Stockholm og Hamborg og varetoges af en svensk postmester i Helsingør. Senere oprettedes endnu en postforbindelse mellem Kristiania (Oslo) og København. Også den gik via Helsingør, hvor der også ansattes en norsk postmester. Helsingør havde altså i en årrække både en dansk, en svensk og en norsk postmester.
I 1726 indførtes en kørende postdiligence mellem København og Helsingør, men den medførte ikke brevpost, som fortsat blev befordret med den gående post. I 1772 blev der oprettet en ny kørende postrute fra København via Lyngby, Hirschholm og Niverød. Ruten fulgte den gamle Kongevej, men heller ikke den holdt længe. Først i 1777 overtog postvæsenet selv de kørende poster og oprettede 1. juli samme år en daglig rute mellem hovedstaden og Helsingør. Vognen var imidlertid åben og ikke særlig behagelig at rejse med i dårligt vejr. Postdiligencerne medbragte nemlig også passagerer, hvilket var vigtigt i en tid, hvor der ikke var andre daglige befordringsmidler mellem de to destinationer.

Amerikansk stagecoach på Kongevejen
Næste udvikling i den sag kom i 1798. Baggrunden var, at den daværende postdirektør og generalmajor Ernst Frederik von Walthersdorff tidligere havde været i Dansk Vestindien og i den forbindelse også aflagt besøg i USA. Her havde han prøvet at køre med en såkaldt ”Stage-Coach”, som han ved hjemkomsten beskrev som en slags diligence, hvor der indeni var tre bænke med plads til tre på hver. Hertil kom, at der var plads til en tiende passager ved siden af kusken. En sådan diligence forspændt to par heste forekom Wathersdorff yderst velegnet til danske forhold – og her mente han naturligvis den nye komfortable Kongevej mellem København og Helsingør.
Der blev derfor bestilt et sådan Stage-Coach i Philidelphia formedelst 590 rigsdaler. Den ankom adskilt på to skibe til Altona i Holsten og blev fragtet til København og samlet her. Fragten kostede i øvrigt 300 rigsdaler – så i alt var det en betragtelig sum, der blev investeret i dette køretøj. Stage-Coachen var bygget efter et stærkt, men spinkelt amerikansk design.
Ud fra originalen fremst

illedes tillige en kopi, der senere indsattes på ruten København-Korsør. Men inden kopien stod færdig kunne de rejsende mellem København og Helsingør beundre den nye og imponerende diligence. Det skete helt nøjagtigt den 18. november 1798. Turen, der blev ført af kusk Jens Pedersen, blev kørt to gange ugentlig – og et af stoppestederne var som nævnt,

Avisomtale af entreprenør C. S. Jessens postsystem – fra avisen Dags-Telegraphen fra den 27. marts 1860

Liste over postudvekslingssteder i Fredensborgs postdistrikt, som for 3. budkreds vedkommende, lå i Tikøb Kommune. (Frederiksborg Amts Tidende, 1870)

Helsingør postbude er fotograferet udenfor posthuset i Helsingør. Bemærk postvognen til venstre, antagelig den, der kørte til Hornbæk. De fleste ansatte i Helsingør var bypostbude, men enkelte betjente landruterne, bl.a. til Nygaard-området.

Sophienhøj eller Nykro ved Mørdrupkrydset.

Brevsamlingssteder
Men brevsamlingssteder var altså vejen frem, mente Poststyrelsen. Og det gik da også ret stærkt. Allerede i juli 1852 var der oprettet brevsamlingssteder på postruterne over hele Danmark. De første ”ikke-personførende poster” blev oprettet omkring 1852, men svarede stadig ikke til det landpostbud, som vi senere skulle komme til at kende så godt.
I Helsingør købstad havde borgerne også selv måttet hente og aflevere deres post på postkontoret, der dengang lå i Stengade nr 39 (senere Møllers Conditori). Men efter forbillede fra København hvor postbude havde uddelt post siden 1805, begyndte man en lignende ordning i Helsingør i 1861.
Ordningen på dette tidspunkt var altså, at der eksisterede et posthus i Helsingør – og et i Fredensborg, der som residensby naturligvis havde fået posthus allerede i 1734. I praksis betød det altså, at post, der skulle sendes til folk i det daværende Tikøb Sogn, skulle adresseres enten ”pr. Helsingør” eller for det sydvestlige og vestlige hjørne af sognet ”pr. Fredensborg”.
I 1858 kom der brevsamlingssted i Humlebæk. Og i en kort periode i 1858-59 var der også brevsamlingssted i Hellebæk. Fra 1860 tillige i Esrum. Et brevsamlingssted var en slags postekspedition, til hvis betjening der ikke krævedes en uddannet postfunktionær.
I juni 1864 kunne man indvie den nye Nordsjællandske Jernbane fra København over Hillerød til Helsingør. Jernbanen, som snart kom til at blive kaldt det mere mundrette ”Nordbanen”, fik station i hhv. Hillerød, Fredensborg, Kvistgaard og Helsingør. Samtidig med oprettelsen af stationen i Kvistgaard oprettedes også et brevsamlingssted her og i Tikøb. Men stadig skulle borgerne selv hente og bringe post på brevsamlingsstedet – landpostbude var endnu ikke en realitet.
Første forsøg i Nordsjælland
I 1865 skete der imidlertid det, at stationsforstander og brevsamler G. J. Jessen på Holte Station ansøgte Poststyrelsen om et tilskud på 50 rigsdaler årligt mod til gengæld at påtage sig omdeling og indsamling af post i Holte postdistrikt. Poststyrelsen afslog imidlertid andragendet, da man stadig betragtede postomdeling på landet som postvæsenet uvedkommende.
Imidlertid lod Jessen sig ikke slå ud så let. Han udsendte en pjece om ideen, og han begyndte at skrive i aviserne. Til slut landede forslaget derfor alligevel i Rigsdagen, og i december 1868 blev det vedtaget at gennemføre ordningen, som beskrives her:
”Der er sluttet Overenskomst med Hr. Jessen om, at han fra den 1ste Januar 1869 at regne som Landpostbudentrepreneur skal overtage i Frederiksborg og Holbæk Amter at stille det fornødne Antal Bude for at indsamle Breve til Aflevering paa nærmeste Postkontor, Postekspedition eller Brevsamlingssted. Budgangen skal finde Sted efter en approberet Plan, Postkasserne, for hvis Anbringelse Generalpostdirektiones Samtykke skal erhverves, skulle tømmes daglig undtagen Søndag, første Juledag, Langfredag og Valgdagene, og Budene skulle tillige kunne modtage Breve direkte af Beboerne til Aflevering paa Posthuset, forsaavidt derved ikke foraarsages Ophold eller Afvigelse fra Routen. Postvæsenet skal yde Entrepreneuren et Rentefrit Forskud af 3000 Rdl., der skal tilbagebetales inden Udløbet af 5 Aar, skal anskaffe Brevkasserne og betale Entrepreneuren 1 Rdl. maanedlig for hvert Sted, der er anbragt en Brevkasse. Desuden skal Entrepreneuren kunne benytte sine Bude til paa deres Toure at anbringe saadanne ankomne Postsager, om hvis Tilbringelse han har indgaaet Overenskomst med Beboerne, og Postembedsmændene skulle efter Evne bidrage til, at hans Foretagende i denne retning kan Gjennemføres paa den heldigste Maade”.

Postbudene ved Helsingør Postkontor i begyndelsen af 1900-tallet.

Den yderst beskedne Kvistgaard Station som den så ud ved Nordbanens indvielse i 1864. I bygningen til højre var der postekspedition fra 1864 til 1999. Allerede få år senere udvidedes bygningen til det tredobbelte.

Udgangspunkt for en mere permanent løsning
Kontrakten, der skulle gælde i fem år, nævner altså først til sidst, at budene også skal aflevere breve til beboerne. Det var med andre ord ikke det vigtigste i ordningen. Ordningen blev imidlertid aldrig en succes. Det står uklart om Jessens startkapital var for lille, eller om det slog fejl at få aftaler i stand med landbefolkningen om postbefordringen. Men inden årets udgang måtte Jessen give fortabt – og vi kender faktisk ikke til, om ordningen nåede at blive indført i hele Tikøb Sognekommune. Som det fremgår af en gengivet annonce eksisterede ordningen i kommunens nordvestlige del, hvor bl.a. Hornbæk var omfattet af ordningen under Esrom postkontor.
Men helt forgæves var Jessens indsats ikke. Faktisk overtog Postvæsenet selv de fleste af Jessens bude. Og nu kom der endelig gang i udviklingen, idet antallet af postudvekslingssteder mangedobledes i de følgende år. Men vi skal helt frem til 1876/77, da de første 15 reelle omdelingsruter på landet blev oprettet i Københavns omegn samt i Nordsjælland. Dermed var endelig et landpostvæsen ved at blive etableret – et landpostvæsen, der radikalt ændrede den måde, man kommunikerede med hinanden.
Det blev da også hurtigt sådan, at folketingets medlemmer konkurrerede med hinanden om at få denne ordning indført i deres del af landet. Kun i Vestjylland, dele af Himmerland, det nordligste Vendsyssel samt på Læsø var man endnu i 1891 uden direkte omdeling, men måtte nøjes med postudveksling.

I Tikøb er der lidt usikkerhed om hvor brevsamlingsstedet blev placeret, men alt tyder på, at det var i dette hus på nuværende adresse Fredensborgvej nr. 18. Billedet er fra begyndelsen af 1940’erne, hvor posten sandsynligvis endnu ikke var flyttet til en adresse på nuværende Hornbækvej 447.

Annoncen viser en såkaldt “Postliste” for Hellebæk posthus i 1884. Her kan bl.a. ses landpostbudenes ruter og hvornår posten ankommer.

Assistent ved Hellebæk Posthus, Frederik Peter Emil Lindegaard, der senere blev fuldmægtig.

Postmester i Hellebæk fra 1889, Carl B. Hagen.

Postudbringning i Nordsjælland
I Nordsjælland kunne man efterhånden få udbragt post til samtlige husstande. Det skete fortsat fra hhv. Helsingør og Fredensborg postkontorer, hvorimod der ikke var udgående postbude fra brevsamlingsstederne. Det var dyrt for Postvæsenet at oprette disse ruter samt opsætte mindst én postkasse i samtlige landsbyer. Men indtægterne indfandt sig snart. Dels fordi postforsendelsernes antal steg meget kraftigt, dels fordi det nu blev muligt for aviser og blade at forøge abonnenternes antal ved den sikre leveringsform, som postbudene sørgede for.
Ved Nordbanens indvielse i 1864 var der altså brevsamlingssteder i kun Kvistgaard og Tikøb. I Kvistgaard var posthuset etableret på stationen, hvor det var personalet, som varetog modtagelsen af post samt mindre postekspeditioner. Posthuset var underlagt Helsingør Postkontor. I Tikøb, der var underlagt Fredensborg Postkontor, gjorde man det samme, men her var det en ikke-embedsmand, der varetog opgaven, da man jo ikke her havde nogen station. Præcis hvor det første posthus lå i Tikøb vides ikke med bestemthed. Men efter al sandsynlighed lå posthuset fra 1864 og helt frem til 1954 på nuværende adresse Fredensborgvej 18. I dette hus indrettede Knud Bille Thomsen nemlig høkerbutik i 1862. Og det kan meget vel have været ham, der to år efter overtog hvervet som brevsamler. I alt fald vides det med sikkerhed, at den efterfølgende ejer af huset, skrædder Jørgen Petersen og senere hans enke, Nielsine Petersen, var udnævnt til postekspeditør i Tikøb.

Posten til Tikøb kom via Fredensborg Postkontor – og fra Tikøb udgik senere også egne landpostbude.

Hornbæks brevsamlingssted blev oprettet i 1878. Posthuset var underlagt postkontoret i Hellebæk, men havde egne landpostbude, der udbragte posten til de lokale beboere. Posthuset lå på nuv. adresse A.R. Friis Vej 4.

Postmester i Hellebæk
På Nordkysten af Tikøb Kommune var der derimod ingen posthuse mellem Helsingør og Esrum før end i 1878, hvor der indrettedes en postekspedition i Hellebæk. I en postekspedition kunne kunderne få udført flere forretninger end på et brevsamlingssted. Postekspeditionen var underlagt et postkontor med den daværende postmester, mens postekspeditionen var ledet af en embedsmand. Som oftest var der tale om den lokale stationsforstander, men i Hellebæk var der jo dengang ingen station, så det var den lokale strandkontrollør, der fik jobbet. Fra en postekspedition oprettedes desuden egne postruter, således at postbudene sorterede og udgik på deres rute fra Hellebæk – i stedet for fra Helsingør.
På grund af det tiltagende landliggerliv i Hellebæk blev postekspeditionen formentlig 1. oktober 1889 ændret til postkontor. De mange københavnere, der var her om sommeren krævede bedre og bedre forhold. Allerede inden da havde Hellebæk etableret to landpostruter fra Hellebæk og en fra brevsamlingsstedet i Hornbæk. De to første ruter gik hhv. fra Hellebæk over Aalsgaard og til Nordskov samt fra Hellebæk til Saunte. Ruten i Hornbæk udgik fra brevsamlingsstedet, og postbudet der måtte vente til postvognen ankom fra Hellebæk. Derimod uddeltes post fra kl 11 hver dag i Hellebæk – om sommeren endog også fra kl 6.30 om morgenen.
I 1889 fik Hellebæk således sin egen postmester. Hans navn var C. J. B. Hagen. Det var et af de mindste posthuse, da der om vinteren kun boede omkring 500 mennesker. Posthuset blev fra begyndelsen indrettet i den ejendom, der senere blev kendt som ”Villa Carlo” på Strandvejen i Hellebæk. Senere – i 1891 – blev postkontoret flyttet til det daværende Aalsgaard Hotel og i 1895 atter flyttet – denne gang til Strandvejen i Boderne. I 1906 kom postkontoret til at ligge på Hellebæk Station, men i 1917 atter flyttet til Aalsgaard. Samtidig oprettedes eget postdistrikt i Aalsgaard, hvorved Hellebæk postdistrikt formindskedes betydeligt. Og i 1926 var det slut med værdigheden som postkontor. Hellebæk reduceredes til postekspedition – samtidig med postmester Hagens pensionering.

Det er ikke afklaret hvor Snekkerstens brevsamlingssted lå i perioden 1882-89, men fra 1889 var adresse nuv. Strandvejen 182. Her boede brevsamler Jens Jonassen, der havde jobbet i over 18 år.

Hornbæk får brevsamlingssted
Den 1. juni 1878, samtidig med oprettelsen af en kørende post mellem Helsingør og Hornbæk, blev der oprettet et brevsamlingssted i Hornbæk. Posthuset lå da på den daværende 1. Tangvej (nu A. R. Friis Vej nr 4). Det blev bestyret af den navnkundige frøken Christiane Buck, der havde ”posten” fra 1878 til 1906.
Ved Hornbækbanens åbning den 22. maj 1906 oprettedes postkontor på den nye station, og først fra dette tidspunkt var postadressen ”pr. Hornbæk” – før da var adressen ”pr. Hellebæk”. Samtidig blev byerne Horneby, Havreholm og Villingebæk lagt under Hornbæk Postkontor og skulle altså herefter også skrive ”pr. Hornbæk”.
Hornbæk postkontor blev nedgraderet pr 1. september 1987 da byens postmester gennem 20 år, Poul Svenstrup blev pensioneret og afløst af postbestyrer Ole Conradsen. Herefter var der postekspedition – eller posthus som det senere blev kaldt – frem til 2013.

Snekkersten Brevsamlingssted fra 1882
Det næste posthus i Tikøb Kommune blev taget i brug den 15. maj 1882 i Snekkersten. Der var ganske vist i 1879 oprettet et trinbræt på Nordbanen ved Snekkersten, men der var ikke tale om nogen station, blot en holdeplads for nogle af togene. Brevsamlingsstedet kom derfor til at ligge på andre adresser. Den første adresse er ukendt, men fra maj 1889 kom posthuset til at ligge på Strandvejen (nuv. nr. 182), og fra 1894 skulle man ikke længere skrive ”pr. Helsingør”, men ”pr. Snekkersten” på den post, der skulle til de husstande, der lå i det nyoprettede Snekkersten Postdistrikt.
Brevsamlingsstedet blev her ledet af den navnkundige skipper Jens Jonassen, der senere erindrede følgende om sin tid som brevsamler:
”I maj 1889 blev jeg ansat som brevsamler under Helsingør. Det var et åndsfortærende arbejde, særligt da der aldrig gaves nogen frihed fra fem om morgenen til elleve om aftenen. Et meget stort distrikt var det, og mange ubehageligheder fulgte med. Enhver der holdt et blad, der udeblev – det skete tit – mente de havde ret til at være grove, endskønt vi ingen skyld havde. Det skete altid ved, at bladpakkerne blev afgivet til andre stationer, og dels ved forsømmelse enten fra udgiveren eller fra posthuset i København. Det hjalp ikke at vi sagde, at vi skulle rekvirere dem; det kunne de ikke være tjent med, og hvad andet de kunne sige. Men gudskelov, nu er det forbi, efter hvad jeg har været det i 18½ år.”

I 1915 byggedes en sommerpostekspedition i Snekkersten. Det gule posthus, der ses bag de fire postbude lå lige syd for Snekkersten Station. De to midterste er sommerpostbude, der ikke var fast ansatte – de har da heller ingen regelmenteret kasket. De to yderste er brødre, hhv. Emil og Robert Børgesen.

Sommerpostekspeditionen i Snekkersten
Fortællingen stammer fra tiden efter den 1. maj 1907, da brevsamlingsstedet var blevet flyttet op på Snekkersten Station. Først fra 1916 blev brevsamlingsstedet forfremmet til postekspedition. I mange årtier var det dog alene en sommerpostekspedition. Det betød, at postafdelingen kun var betjent af en postekspedient i sommermånederne. I vintertiden, kunne ekspeditionerne klares af DSB-personalet på stationen.
Imidlertid blev pladsforholdene i stationsbygningen en udfordring om sommeren, hvor antallet af indbyggere i byen steg voldsomt. Derfor blev der i 1915 bygget en helt ny postbygning lidt syd for stationsbygningen. Men det var stadig kun et sommerposthus – om vinteren flyttede postekspeditionen tilbage til stationsbygningen. Og de midlertidige postekspeditører blev sendt tilbage til deres normale arbejde på et andet posthus. Denne ordning fortsatte helt frem til 1963, idet den lille postbygning dog blev nedrevet i 1955, da en ny stationsbygning blev opført. Stationsbygningen rummede nemlig også posthus. Posthuset i Snekkersten lukkede og slukkede imidlertid i efteråret 1998 – og kunderne blev henvist til posthuset i Prøvestenscentret.

Billedet er fra ca 1924 og viser postpersonalet ud for sommerposthuset i Espergærde. Herren i habit er sandsynligvis den postekspedient, som postvæsenet sendte ud for at passe ekspeditionen i sommermånederne. Postbudet på hug er Emil Olsen, og budet længst til højre er Hans Sennels.

Om vinteren måtte postkunderne betjenes på selve stationen. Her ses lugen til højre i billedet, medens lugen til venstre var billetsalg. I vintermånederne havde stationsforstanderen ansvaret for postvæsenets drift. (Foto: JBM 1955)

I Helsingør Avis i april 1887 kunne man læse om Snekkerstens sommer-brevsamlingssted. Bemærk, at man i dette tidsrum skulle skrive ”pr. Snekkersten Brevsamlingssted”.

Bekendtgørelse i Helsingørs Avis i juni 1888 om ekstra omdelinger i sommermånederne i bl.a. Rørtang og Mørdrup.

I marts 1904 kunne man i Helsingørs Avis læse denne bekendtgørelse om landpostbudenes ruter til bl.a. Øerne og Rørtang.

Espergærde får brevsamlingssted

Det næste posthus i den gamle Tikøb Kommune var Espergærde. Den 1. maj 1901 blev der på Mørdrupvejen mellem Strandvejen og Kystbanen oprettet et brevsamlingssted. Samtidig fik Espergærde Fiskerleje samt Mørdrup og en del af Tibberup adressen “pr. Espergærde”. De to sidstnævnte byer havde indtil da haft adressen “pr. Kvistgaard”, mens selve Espergærde havde haft adressen “pr. Snekkersten”.
Både Espergærde, Snekkersten og Humlebæk havde i øvrigt det særkende, at de alle i en lang årrække kun var såkaldte “sommerpostekspeditioner”. Det betød i praksis, at der i vinterhalvåret var færre ansatte, og at posthuset da kun havde status af brevsamlingssted. Det kan måske i dag virke overraskende, men denne status holdt sig i Espergærde faktisk helt frem til 1964 – først da ombyggedes posthuset på Espergærde Station og posthuset blev “helårs”.
Endelig bør det nævnes, at der i Espergærde Centret var et postindleveringssted i perioden 1967-77, indtil det nuværende posthus blev taget i brug. For god ordens skyld skal det bemærkes, at Espergærde dengang ikke var “postkontor”, selvom de lidt flot skrev det på deres “nummersedler”. Der var nemlig ingen postmester i Espergærde. Men selv i Espergærde løb tiden fra et traditionelt posthus. I 2016 lukkede også det store posthus, og i en periode flyttede postfunktionen – under noget mere beskedne vilkår – ind i Espergærde Vinforretning. Senere flyttede funktionen over i SuperBest (nu Meny) – efter at pakkeposten i en kort periode havde været hos købmanden i Mørdrup.

Saunte station afgav også lokaler til en postekspedition frem til 1970. (foto:1959)

Saunte Postdistrikt
Og endelig skal vi frem til 1906, da det sidste ordinære posthus åbnede i den gamle Tikøb Kommune, nemlig i Saunte. Brevsamlingsstedet blev åbnet samtidig med Hornbækbanens åbning i 1906. Det var dog et ”Brevsamlingssted med udvidede Forretninger”, som det hed i postsproget. Det betød i praksis, at det næsten havde samme funktioner som en postekspedition. Det betød bl.a. også, at adressen på breve til Saunte med omliggende landsbyer skulle adresseres “pr. Saunte”. Posthuset i Saunte blev i 1916 ophøjet til en rigtig postekspedition, men der var kun en enkelt person til at passe alle funktionerne – d.v.s. både posthus, billetsalg, pakhus og sporskifte. Det betød, at stationsbestyrer Juliane Hansen i 1925. På grund af travlhed havde hun ikke fået stillet et sporskifte rigtigt, og det medførte en mindre kollision mellem to tog på baneterrænet. Ingen kom til skade, men Juliane Hansen blev degraderet til i stedet at passe trinbrættet ved Kildekrog, hvor der hverken var sporskifte eller posthus.
Allerede med udgangen af marts 1970 var det imidlertid slut med et selvstændigt Saunte postdistrikt. Postekspeditionen blev nedlagt – og postadressen “3130 Saunte” forsvandt. Herefter skulle postforsendelserne hertil adresseres “3100 Hornbæk”.

Kvistgaard Postekspedition fotograferet i september 1989. Ekspeditionen lukkede 10 år senere.

Landpostbud Mads Holst på sin rute fra Snekkersten Posthus i 1911 – her på Borupgaard. Han var oprindelig landmand, men blev ansat ved postvæsenet i 1907. I 1919 blev han bypostbud i Helsingør.

Kvistgaard postekspedition
Men tilbage til den ældste postekspedition i samme lokaler: Kvistgaard Postekspedition. Som nævnt oprindeligt brevsamlingssted, men fra 1882 – måske endda før – skulle områdets beboere skrive “pr. Kvistgaard” på deres post. Den 1. september 1888 blev posthuset ophøjet til postekspedition, og lederen af postekspeditionen var også her identisk med lederen af jernbanestationen. Kvistgaard Postdistrikt var stort. Fra Gurre og Ørsholt i nord, Lille Esbønderup og Tinkerup mod nordøst, Reerstrup og Brunemarken i vest til og med Toelt, Nybo og Kelleris i syd. Mod øst omfattede distriktet hele Mørdrup landsby og hele Tibberup landsby. Kun kystdistriktet og fiskerlejet Espergærde hørte til Snekkersten.
Det store postdistrikt, som Kvistgaard endnu har, stammer netop fra denne periode i sidste halvdel af 1800-tallet. Endnu strækker postdistriktet sig nemlig helt fra “Humlebæk-krydset” i syd til “Ørsholt” i nord, og fra Kelleris og Lille Toelt i øst til Reerstrup og Brunemarken i vest.
I en kort årrække i 1890’erne var Humlebæk posthus underlagt Kvistgaard, men ved Kystbanens åbning i 1897 ændredes forholdene atter. Kvistgaard Posthus havde imidlertid helt fra starten i 1864 og til nedlæggelsen her i april 1999 haft til huse i de samme lokaler – og det gjorde faktisk posthuset til Nordøstsjællands ældste i samme bygning.
Men det var jo allerede da længe siden, at posten blev sorteret og bragt ud fra Kvistgaard Posthus. Da posten i 1984 ikke længere blev bragt med Nordbanen, så forsvandt idéen med den lokale postbehandling, og efter få år flyttedes denne til Espergærde Posthus. Det var med andre ord lidt en “tom skal”, der blev nedlagt i Kvistgaard med udgangen af april måned 1999.

Postbudenes betydning
Det forhold, at der i slutningen af 1800-tallet – ikke kun i købstæderne – men også på landet blev daglige postomdelinger samt regelmæssige og daglige postkassetømninger, gav danskerne en unik mulighed for at kommunikere på en helt ny måde. I virkeligheden var der her tale om et tigerspring frem i udvikling. Et tigerspring på linje med den digitale revolution, som vi har set godt et århundrede senere.
For den almindelige familie i slutningen af 1800-tallet var det nu pludseligt muligt at sende et brev den ene dag – og regne med at det i langt de fleste tilfælde ville være fremme hos modtageren dagen efter. Hvis det var indenbys i en købstad og brevet blev sendt om morgenen, var der tilmed tale om at det kunne komme ud med den sene ombæring samme dag!

Et andet eksempel er fra Tibberup Mølle. Det er Gammel Strandvej til højre og nuv. Tibberup Møllevej til venstre. Det er netop fra dette sted Elith Reumert beskriver landpostbud Jørgen Olsen.

Postbude var så populære, at de i flere tilfælde blev motiver på postkort. Her et eksempel fra Hornbæk fra omkring 1910.

Elith Reumert i Tibberup
Athalia og Elith Reumert, som senere slog sig ned i Villa Mary-Hill i Espergærde, havde i sommeren 1890 lejet sig ind på Tibberup Møllegaard. Elith Reumert skrev senere sine erindringer, og det fremgår, at han netop dette år skiftede job fra Folketeatret til Det Kgl. Teater. Det gav lidt urolige nerver, men så fortsætter han:
”Heldigvis vinkede Sommerferien med al sin Fred og Hvile, og som sædvanligt skulde den fejres paa Øresundskysten, denne Gang paa Toppen af Tipperup Bakke i den gamle Møllegaard, som vi snart omdøbte til ”Blæsenborg”, fordi den paa sin høje Spejderpost laa aaben for Vejr og Vind fra alle Verdenshjørner.”

Elith Reumert om Jørgen Olsen
Efter nogle overvejelser om sin fremtid på Det kgl. Teater, fortsætter Elith Reumert:
”Jørgen Olsen, det gamle Landposbud, blev vor gode Ven under det stille Ferieliv vi førte på Møllegaarden – en Formidler mellem os og den store Verden derude.
Gamle Olsen! Fraregnet din Ryg, som den tunge Posttaske i Tidens Løb havde kroget, var du en stout Karl at se, høj, stærk og knortet. Og Dine ærlige Øjne i det store Vejbidte Ansigt afspejlede smukt den blaa Himmel, under hvilken Du det meste af Dit Liv færdedes, naar Du jollede afsted paa Dine grove, sømbeslaaede Støvler, altid i samme støtte Gangart. Nogen hurtig Budbringer kunde man ikke kalde Dig, tiltrods for Dine mange og rappe Skridt. Overalt – hvor Du kom, stod jo Kaffekoppen parat og ventede paa Dig, elsket som Du var. Du har i Din lange Levetid stukket et Hav af den brune Drik under Vesten, og jeg forestiller mig, at Du indvendig har været farvet sort af bare Kaffe og Løvetand. Men udvendig lyste Du op, altid mild og vennesæl.”

Postbudene ved Espergærde postekspedition fotograferet omkring 1930. Budene har nu fået cykler – også ekstrabudet til venstre, som ikke har uniform. De to andre herrer med civilt tøj er hhv postassistenten og postekspedienten, der kun var ansat i sommerperioden. De tre uniformerede postbude er fra venstre: Hans V. Sennels, Emil Olsen, Carl V. Larsen.

Hellebæk Postkontor lå i perioden 1895-1906 i dette hus på Ndr. Strandvej nr. 170. Indtil da havde kontoret haft til huse på Aalsgaard Hotel 1891-95 – og i perioden 1886-91 i den senere ”Villa Carlo” på Ndr. Strandvej nr. 108. Efter 1906 lå kontoret på Hellebæk Station.

Cykler indføres
I 1894 blev det tilladt de gående landpostbude at benytte cykel. Imidlertid måtte postbudene selv anskaffe sig et sådant befordringsmiddel, da postvæsenet endnu betragtede postbudene som en slags underentreprenører. Året efter indgik Poststyrelsen imidlertid en aftale med Krigsministeriet om at postbude kunne købe en cykel ved de militære værksteder.
Men cykler var utroligt dyre – ofte 250 kr – og da postbudene ofte kun tjente 10-15 kr om ugen, så var det umuligt for mange. Men selvfølgelig blev cyklerne utroligt populære – og i 1913 havde 69% af alle landpostbude alligevel anskaffet en cykel for egen regning.

Hellebæks postbude
Rudolf Hagen, der var søn af postmester C.B.Hagen i Hellebæk, har skrevet sine erindringer om livet på postkontoret på Ndr. Strandvej i Boderne. Han skriver bl.a. om de dygtige og pålidelige medarbejdere, som var tilknyttet postkontoret, og fortsætter:
”Men først og sidst var det de fire postbude: Brødrene Frederik og Emil Norlin, Hans Peter Jensen og Laurits Bakke, der ved postens udbringelse i det store distrikt, aldrig svigtede. De var jo små omvandrende postkontorer, idet de, foruden at udbringe posten medtog små pakker, når disse ikke vejede over 2 pund. De udbetalte ankomne postanvisninger og medtog penge og breve til befordring. Den ældste i tjenesten var Frederik Norlin, som allerede havde været ansat ved det daværende toldsted postekspedition fra 1880. Broderen, Emil Norlin, blev vist ansat omtrent samtidig med min far. Far satte uhyre pris på disse to mennesker, ikke alene på grund af deres dygtighed, men også på grund af deres menneskelige egenskaber. Frederik Norlin var en stille, fåmælt mand – en diametral modsætning til broderen, der var mere talende og meget let bevæget. Selv om han ikke ligefrem græd af glæde, når han afleverede et brev, han vidste var ventet med længsel, så var han dog lige ved det. Når det ventede brev udeblev, tolkede han sin inderlige deltagelse over den skuffelse, han måtte forvolde ved at komme tomhændet, og ved sådanne lejligheder havde han svært ved at holde tårerne tilbage. Emil Norlin var sommergæsternes postbud, idet han havde ruten Boderne-Ellekilde, og her var han på grund af sit elskelige væsen ovenud populær. Da det danske postvæsen i 1924 fejrede sit 300-års jubilæum, faldt det i Norlins lod at være en af kun to danske landpostbude, der var inviteret til den officielle banket.”

Ole Post i Espergærde
Et andet eksempel på hvordan postbudene blev en integreret del af samfundet – en person, som var bekendt med alle, og som deltog i glæder og sorger, er en beretning af Birgit Gents. Den stammer fra april 1942, hvor Birgit Gents var ansat som kontorassistent på Espergærde Station. Hun beretter hvorledes stationsforstanderen, der i vinterperioden var ansvarlig for postekspeditionen på stationen, var gnaven over, at postbuddet, kaldet ”Ole Post” ikke var kommet tilbage fra sin rute. Klokken var kvart over to, og normalt var han hjemme kl. 13. Men først kl. 15 sker der noget:
”Ovre på den anden perron kommer Ole fløjtende, han sætter sin cykel op ad lygtepælen og løsner den store, sorte lædertaske fra styret. Forsigtigt hopper han fra perronkanten ned mellem sporene og begynder langsomt at gå over skinnerne og svellerne. Han går besværet – benene har taget skade af at være kgl. privilegeret landpostbud i mange år. Med et sæt rejser stationsforstanderen sig og skriger ophidset: ”Sig mig engang Olsen, hvad bilder De Dem dog ind menneske, at komme så sent hjem? Jeg vil virkelig ikke finde mig i det – ja, jeg indberetter Dem, hører De! Jeg indberetter Dem”. Ole står indenfor døren med uniformshuen i den ene hånd og lædertasken i den anden. Om hans pande er der en dyb rød ring efter svederemmen. Kinderne er også røde af vejr og vind. Langsomt men ukueligt kom det fra Ole: ”Nu skal jeg sige stationsforstanderen én ting … jeg vil s’gu hellere være stationsforstander, end jeg vil være landpostbud. I dag har jeg været til to konfirmationseftergilder og ét sølvbryllup – det ku’ De fa’me ikke ha’ gjort hurtigere!””

Da Snekkersten Station fik ny stationsbygning i 1955, blev posthuset permanent flyttet ind på selve stationen, hvor kunderne blev ekspederet side om side med kunderne til DSB’s billetsalg. De to salgsluger ses på billedet.

”Medlemmer af familien”
En kommentar fra 1958 viser, at der stadig på den tid var en personlig forbindelse mellem postbudene og befolkningen. Til Helsingør Dagblad udtalte et par postbude, der havde været i tjenesten i over 35 år:
”Vi bliver stadigvæk betragtet som en slags medlemmer af familien, naar vi kommer. Er der fest, bliver vi ogsaa budt indenfor, naar vi kommer, og er der kedelige regninger – ja, saa føler vi med familierne, det gaar ud over. Ligemeget hvor mekaniseret alting bliver – det at være postbud vil dog til alle tider have den personlige kontakt og det menneskelige islæt i sig.”

Efter en lidt omskiftelig tilværelse, hvor Espergærde Postekspedition indtil 1964 havde haft til huse i hhv. den oprindelige stationsbygning fra 1898 og den nyere ved siden af, så blev der i perioden 1967-77 indrettet et posthus i Espergærde Centret. I 1976-77 blev det nye posthus bygget. (Foto: A S Rubæk)

Postekspedient Anne Lise Olesen bestyrede Tikøb Posthus i perioden fra 1954 til 1990. Postekspeditionen lå da på adressen Hornbækvej 447. I 1990 flyttede posthuset til Præstegaardsvej 18. I 1997 overtog Tikøb Bageri posthuset, men efter få år lukkede posthuset i Tikøb helt.

Espergærde Posthus’ ekspeditionslokale fotograferet kort før lukningen i 2015. Siden flyttede ekspeditionen til hhv. Espergærde Vinhandel og senere til det nuværende Meny-supermarked.

Postkort – datidens SMSDe første åbne brevkort blev tilladt som forsendelser med postvæsenet i 1871. Kortene var såkaldte ”helsagspostkort” (med fortrykt frimærke) og var udgivet og solgt af postvæsenet. Disse kort blev ikke den store succes, og vi skal helt frem til 1888, før der sker en væsentlig ændring. Dette år tillod man nemlig, at privatfremstillede kort nu kunne godkendes til en lav portotakst.
Det betød, at en udvikling med store konsekvenser var sat i gang. Især i perioden fra 1895 skete der en betydningsfuld ændring af postkortenes rolle i kommunikationshistorien. Før 1895 havde den primære årsag til at sende billedhilsner været enten reklame, en hilsen i anledning af en højtid eller turisme. Disse tre anledninger til at sende et postkort fortsatte naturligvis også efter 1895, men især omkring 1900 begyndte befolkningen som noget nyt at skrive små dagligdags beskeder på postkortene, som blev mere og mere populære. Et ofte anvendt formål var at lave aftaler mellem to parter. Det kunne man gøre, fordi postkortene rent faktisk kom meget hurtigt frem. I København var der helt op til 8 (otte) daglige udbringninger, og på landet ofte 2 daglige udbringninger, så postvæsnet gjorde en stor indsats for at fremme postkortene som et hurtigt og dagligt kommunikationsmiddel. Kortene var hurtigere at skrive end et brev – og på et kort kunne man tillade sig at se bort fra de konventionelle regler, som brevskrivning fordrede. Lidt ligesom SMS’er også er blevet mere uformelle end en mail – i en langt senere tid.

Flere ændringer
Postdistrikter og postbudenes ruter har naturligvis ikke været statiske over tid, selvom nutidens (sparsomme) postomdeling faktisk har rødder tilbage til 1870’erne, da man lidt firkantet kan sige, at postdistrikterne blev fastlagt således, at postbudene kunne nå at gå deres rute på en dag.
Pr 1. januar 1927 skete dog en række ændringer. Den rute, der hidtil var udgået fra postkontoret i Hellebæk til Horserød by, overdrev og lejren samt Holmene, blev lagt til Helsingør, således at postbuddet skulle herfra – nu benævnt Horserød-ruten. En anden tidligere Hellebækrute til Skibstrup By og Saunte Overdrev blev fra samme dato tillagt Aalsgaard. Den hidtidige rute fra Kvistgaard Postekspedition til Lille Esbønderup, Tikøb Skovhuse og Tinkerup blev lagt til Tikøb Postekspedition. I stedet fik Kvistgaard tillagt en rute, der hidtil var blev betjent fra Helsingør. Det var ruten til Ørsholt og Gurrevej indtil Gurre Skole.
Sidenhen er der foretaget flere ændringer både i Helsingør og i landdistrikterne. Og sådanne ændringer havde jo betydning for beboerne, der på den måde fik nye postadresser, hver gang der skete ændringer af hvilket posthus, de hørte under.

Postdistrikternes ødelæggende betydning
Sagen er imidlertid, at postdistrikternes – og især postnumrenes – indførelse har betydet døden for utallige mindre bysamfund rundt i Danmark. Hvis byen ikke har eget postnummer, forsvinder den fuldstændigt i de offentlige systemer, der kun kan finde ud af en “3-linie-adresse”: Navn-Vej-By. Og efterhånden “dør” også disse gamle, små byer i folks bevidsthed. Ja, selv på byzone-skiltene er der i dag ikke differentieret. Se blot på byzoneskiltene rundt om “postdistriktet Espergærde”. Der er vejskilte, der viser til Tibberup, men ikke et eneste, der fortæller den tilrejsende hvor Tibberup rent faktisk ligger. Ved motorvejsafkørslen ved Mørdrupvej, fortæller et skilt, at der er 3 km til Espergærde. Ikke desto mindre, er der kun 100 meter til byzone-skiltet med teksten “Espergærde” – ikke særligt logisk. Et skilt med Mørdrup findes kun på Agnetevej, skønt Mørdrup udgør omkring halvdelen af postdistriktet Espergærde.

Rev. 15.12.2024

2024-12-15T23:16:01+01:00

Lokalhistorie for tikøb kommune

Landposten i Tikøb Kommune