Landbruget bliver mindre betydende

af Kjeld Damgaard

Ved indgangen til 1900-tallet lignede Borsholm således mange andre landsbyer. Landbruget var det ubetinget mest betydende erhverv i landsbyen. De syv store gårde og de mindre parcelliststeder levede udelukkende af landbrugsdriften. Men dertil kom landarbejderne og håndværkerne, der levede af at fremstille eller reparere for landbruget.

Borsholm Skole brænder
Den eneste person i landsbyen med en reel uddannelse var skolelæreren, som havde gennemført en seminarieuddannelse. I 1894 kom Andreas Hansen til Borsholm Skole. Han havde tidligere været lærer i Nyrup og i Holmene. Han var en yderst populær lærer, så det fremkaldte stor sorg, da han døde allerede i 1897 af gigtfeber – og efterlod hustru og fem børn.

Borsholm Forsamlingshus blev etableret i de tidligere skolebygninger i Borsholm i 1941. En mindre del fik dog Borsholm-Skibstrup Idrætsforening som bruger. Bag forsamlingshuset stod en forening – men foreningen måtte i 2013 opgive at drive stedet videre. Ejendommen er derfor nu solgt til privat brug.

I stedet ansattes lærer Halfdan Valdemar Skjoldager. Han var imidlertid ikke afholdt. I Otto Mathiassens erindringer fra Borsholm omtales han som en lærer “med mange ubehageligheder”. Det var, medens Skjoldager var lærer, at skolen brændte. Det skete den 3. juni 1903.

Egentlig startede branden i nabohuset, som tilhørte husmand Mathias Petersens enke. Årsagen var et 8-årigt plejebarns leg med tændstikker. Fra dette hus forplantede ilden sig til skolen, hvor lærerens hustru, Ingeborg lå syg og derfor måtte bæres ud. Begge huse nedbrændte totalt og stort set intet indbo blev reddet.

Den nye skole
I stedet for at genopbygge samme sted, hvor grunden var lille, blev det besluttet at opføre en ny skole på den jord, der hørte til skolen. Skolelodden lå imidlertid et stykke øst for Borsholm. Her blev forsikringssummen nu anvendt til at bygge en mere moderne skole til afløsning for den nedbrændte 180 år gamle bygning. I byggeperioden lejede sognerådet sig ind i et andet hus i Strædet og indrettede midlertidig skole der. I sommeren 1904 stod den nye skole færdig. Skolen havde ved branden 65 elever – men det steg stille og roligt i årene derefter.

Det betød, at man allerede i 1915-16 måtte udvide den nye skole med et klasseværelse, så der nu var to. Samtidig ansattes en lærerinde, Ebba Petersen. På dette tidspunkt havde Skjoldager imidlertid forladt lærergerningen for at blive forsikringsagent. Ny førstelærer blev Peder Pedersen, der blev i embedet til sin død i 1934.

Skolen nedlægges
Imidlertid kom der flere og flere kritiske røster om de små skoler, som lå rundt i landsbyerne. Dels var bygningerne gamle og umoderne og dels var undervisningsformen med hverandendagsundervisning og med kun en eller to lærerkræfter ikke tidssvarende. Tikøb Sogneråd tog således kritikken alvorligt og nedsatte i 1929 et skoleudvalg

Borsholmgaards hovedbygning set fra gårdspladsen – fotograferet i 1955. Bygningen havde fået dette udseende 1916-17, da grosserer Carl J. Becker havde overtaget gården.

til at se på skoleforholdene over hele kommunen. Udvalget kaldtes “Det store Skoleudvalg” og havde til opgave dels at se på hverdagsundervisning samt spørgsmålet om såkaldt udvidet undervisning, d.v.s . undervisning ud over de pligtige 7 år.

Hvad angår udvidet undervisning aftaltes med Helsingør Skolevæsen, at eleverne kunne gå dér. Men der gik flere år før sagen om en købstadsordnet undervisning blev vedtaget. En sådan ordning skulle afløse det landsbyordnede skolevæsen, hvorved bl.a. hverdagsundervisning kunne indføres. Først i 1936 blev det vedtaget at ændre kommunens skolevæsen til købstadsordningen. Det indebar imidlertid, at de små skoler, bl.a. den i Borsholm, måtte lukke. Her havde Peter Jensen været førstelærer siden 1934 og Karen Westergaard (gift Stub-Nielsen) lærerinde siden 1931. Da skolen blev nedlagt i marts 1939 blev elever og lærere overflyttet til den nybyggede Nygaard Skole.

Forsamlinghus
Den nedlagte skole blev i 1941 købt af “Foreningen Borsholm Forsamlinghus”. Købesummen var 15.000 kr og bag foreningen stod Axel Jørgensen, P. Andersen, D. Lavesen, Lejf Jensen, Christian Larsen, Karl Olsen og Børge Olsen. Af senere formænd for foreningen kan nævnes parcellist Frede Larsen, Skovly, og købmand  Egon Larsen, Saunte.

Desuden rykkede Borsholm-Skibstrup Idrætsforening ind i en del af ejendommen. Denne var dannet i 1906 som en skytteforening og udvidet i 1934 med en fodbold- og en håndboldafdeling. I kælderen under forsamlinghuset var der således indendørs skydebane og i en tilbygning bag forsamlingshuset indrettedes klublokale og kiosk. Førstelærerens bolig benyttedes forsat til beboelse.

Enggaard i Borsholm var en slægtsgård helt frem til 1981, da daværende ejer, Arne Larsen måtte afhænde gården til Anette Seidenfaden, som derved kunne udvide sit driftsareal.

Forsamlinghuset var i mange år et populært sted at samles til dilettant, møder, generalforsamlinger, fester og alt mulige andre arrangementer. Men intet varer evigt. I efteråret 2014 måtte foreningen bag give op og lukke. Ejendommen blev sat til salg og i juni 2015 er huset solgt for en beskeden sum på 600.000 kr til tre lokale investorer.

Borsholmgaard
Endnu i første halvdel af 1900-tallet var landbruget det absolut vigtigste erhverv i Borsholm. Byen var præget af de syv gårde, hvor der dog skete nogle ændringer i perioden.

Havegaard, der jo allerede tidligere var sammenlagt med Vestergaard, blev fra 1919 drevet sammen med Borsholmgaard. Derved var i virkeligheden fire af landsbyens oprindelige gårde lagt sammen til én. Borsholmgaard blev på denne måde en af de største i kommunen. Allerede i 1916-17 ombyggedes hovedbygningen på Borsholmgaard til det nuværende udseende. Som tidligere var kun ganske få af gårdens ejere nemlig landmænd, men derimod folk med anden baggrund og et andet erhverv. Det er derfor naturligt, at Borsholmgaards udseende adskiller sig fra byens øvrige gårde, der alle blev drevet af gårdejeren selv med et begrænset antal ansatte.

Ejeren i perioden 1915-41, Carl Johan Becker, var således slet ikke landmand, men havde en baggrund som grosserer og assurandør. Des

Munkhøjgaard har siden 1698 tilhørt samme slægt og ejes nu af Otto Mathiasen, som overtog efter sin fader, Vagn Mathiasen. Gården fik ved nabogården, Askerupgaards brand i 1930, udvidet sit driftsareal betydeligt.

uden var han medlem af og formand for en stribe bestyrelser i danske virksomheder. Foruden Borsholmgaard havde han adresse på Vester Boulevard i København. Af senere ejere kan nævnes Vibeke Plutte – et barnebarn af brygger Carl Jacobsen, læge Svend Kiær og ambassadør Gunnar Seidenfaden.

Gunnar Seidenfaden (1908-2001) var diplomat og ivrig botaniker. I hans karriere interessede han sig fortsat for naturvidenskab, som han havde studeret som ung. Uddannelsen som cand.polit førte ham imidlertid til ambassaørposter i bl.a Moskva. Han skrev utallige videnskabelige værker om botanik og interesserede sig stærkt for orkidéer. Hans stærke engagement indenfor miljøpolitiken medførte, at et af Danmarks miljøskibe blev opkaldt efter ham. Datteren Anette Seidenfaden overtog Borsholmgaard allerede i 1976.

Munkhøjgaard
Højgaard eller som den nu kaldes Munkhøjgaard er en af kommunens efterhånden få slægtsgårde. Den har været i samme families eje mindst siden 1698,  og ejes i dag af Otto Mathiassen. Gården drives fortsat som landbrug.

I 1930 nedbrændte nabogården Askerupgaard. Den var på det tidspunkt ejet af to ugifte søstre, Bendte og Petronille Andreasen. De lod ikke gården genopbygge, men solgte i stedet jorden til den daværende ejer af Munkhøjgaard. Herved blev Munkhøjgaard næsten dobbelt så stor. En mindre del blev dog udlagt til et parcelliststed, Grønvang, vest for byen.

Efter denne overtagelse kunne Munkhøjgaard udvide – nu var der plads til det. Det betød, at gården nu gik fra at have 25 til ca 40 køer. I den sammenhæng blev der grundlag for at ansætte en fodermester. Gården fik også ny svinestald. Trækkraften var jo dengang endnu heste, og på Munkhøjgaard var der syv arbejdsheste + 1-2 føl om året. Høns var der også – helt op imod 100 ad gangen.

I bytte for tilladelsen til at nedlægge Askerupgaard som landbrugsejendom i 1930 og lægge jorderne ind under Munkhøjgaard, skulle der etableres et parcellistbrug på en del af jorderne. Det blev starten på “Grønvang”, der fra starten blev drevet af Peter Andersen. (Foto 1952, KB)

Enggaarden
Også Enggaarden havde siden 1700-tallet været slægtsgård. I perioden 1912-44 hed ejeren Jens Lauritz Jørgensen, og der var hans svigersøn, Agner Larsen, der efterfulgte ham. I perioden 1969-81 var det Agner Larsens søn, Arne Larsen, der drev Enggaarden. Ny ejer i 1981 blev imidlertid Anette Seidenfaden fra Borsholmgaarden, der dermed kunne udvide driftsarealet yderligere.

Svinggaarden
Som nævnt i en tidligere artikel blev Svinggaarden fra 1857 overtaget af Peder Jensen. Det var hans barnebarn Johan Jensen, der i ejede og drev gården fra 1929 til sin død i 1971. Enken, Ellen Jensen, beholdt gården helt frem til 1989, hvorefter Asger Duus Mathiesen overtog den. I 1997 afhændede han imidlertid ejendommen, som derefter blev overtaget af en ikke-landmand, der lod ejendommens længer indrette til andre formål. Det indebar bl.a. opførelsen af et kobbertårn – et bygningselement, der falder udenfor den måde som bøndergårdenes avlsbygninger er bygget på i den ellers homogene og velbevarede landsby. Det er et bygningstræk, der intet har med et landbrugs-miljø at gøre, hverken i stil, tradition, materialevalg, arkitektur eller ydmyghed. Efterfølgende er tårnet dog blevet lovliggjort “af samfundsøkonomiske årsager”, som der står i den vedtagne lokalplan.

Strædet
Den lille gade, der går mod syd fra selve Borsholm Gade, er i umindelige tider blevet kaldt Strædet. Her har igennem århundreder ligget husmandshuse med en lille kålhave – i de første århundreder som fæstehuse, senere ejet af nogle af nabogårdene og senest som almindelige familieboliger. På samme måde har dette særlige hjørne af Borsholm igennem århundrederne rummet først fæstehusmænd, som måtte finde arbejde som daglejere ved landbruget. Senere boede her håndværkere og arbejdsfolk, der tog arbejde på fabrikker og ved andre erhverv. I dag har Strædet stadig sin egen stemning og charme – og er derfor blevet et attraktivt sted at bo.

På grund af samdriften med Havegaard havde Borsholmgaard allerede fra 1919 et betydeligt større areal end de øvrige gårde i landsbyen. Den større drift betød også, at der tidligt kunne investeres i større maskiner, således her i 1956, da forvalter Karl M. Jensen viser den nye Claas-mejetærsker frem. På skødet af sin moder, Ingrid Høier Jensen, ses i øvrigt denne artikels forfatter.


Borsholm som en del af historien
Borsholm er som helhed et fremragende eksempel på en “vejby” – d.v.s. en landsbystruktur, der rækker tilbage til middelalderen, hvor gårdene lå tæt omkring gadekæret. Også Strædet med husmændenes huse er markant og typisk for mange landsbyer. Også vejstrukturen er uændret fra middelalderen. Når man færdes igennem landsbyen oplever man stadig, på trods af to gårdflytninger og to nedlagte gårde, hvordan landsbyen oprindelig har været samlet omkring gade og gadekær. Et sted her lå landsbyens bystævne, hvor gårdmændene drøftede og vedtog byens forhold i tiden op til landbrugsreformerne.

Endnu kan man også få et indtryk af den typiske firelængede og sammenbyggede danske bondegård, der blev almindelig i 1700-tallet. Enggaarden er et godt eksempel på dette. Baggrunden var at man kunne lukke helt af for omverdenen, samtidig med at  man kunne få læ på gårdspladsen. Og i landsbyens nære omegn står de gamle hegn og diger endnu og vidner om landbrugsreformernes stjerneudskiftning af Borsholm by.

Og så er det typisk for landsbyen, at den store gård bærer landsbyens navn. Her har i århundreder boet folk “udenfor bondestanden” og der var en tydelig kløft mellem ejerne af Borsholmgaard og så den øvrige befolkning. Det ses stadig tydeligt på den bygningsstil, som Borsholmgaarden repræsenterer – et godt eksempel på den store proprietærgård, som er så typisk også for Nordsjælland, der mangler rigtig store herregårde eller godser.

Rev. 16.02.2021