af Kjeld Damgaard

Indtil midt i 70’erne kunne man endnu se det rigtige byskilt, når man kørte ned ad Rørtangvej. Nu er det helt fejlagtigt erstattet af et byzoneskilt med indskriften “Snekkersten”. Den skade bør snarest gøres god igen!
Ejendommen t.v. er Villa Solblink (nu Rørtangvej 6), medens de gule bygninger i baggrunden er Sandholmgaard.

Mange mindre landsbyer, der ligger tæt ved større byer, lider samme skæbne som Rørtang. Landsbyerne bliver opslugt af nabobyen, der som oftest også  bærer navnet på postadressen. Og sådan er det også gået med Rørtang, hvis beboere for en stor dels vedkommende i dag tror de bor i Snekkersten.

Og det er jo en skam, at den ældgamle landsby på den måde er blevet fortrængt af opkomlingen Snekkersten. Rørtang kan føres tilbage til 1200-tallet start, men er antagelig noget ældre. Byen er ikke opkaldt efter værktøjet af samme navn, men derimod efter planten rør (f.eks. tagrør) og en tange i betydningen en spids, der løber ud i f.eks. et moseområde. Rørtang betyder m.a.o. landtangen ved eller med tagrør.

Derimod kan eksistensen af Snekkersten fiskerleje først dokumenteres til slutningen af 1500-tallet. Før den tid var bebyggelserne langs kysten kun sporadiske og midlertidige.

Gæsteri
Ligesom mange andre landsbyer i det gamle Tikøb Sogn, hørte Rørtang landsby også til Esrum kloster. Hvordan og hvornår klosteret overtog landsbyen vides ikke, men i 1211 kendes Rørtang som en af flere landsbyer, som Roskilde-bispen Anders Sunesen nævner i og med, at han tog hele klosterets gods under sin beskyttelse. Men det er først i 1497 at vi får at vide, hvor stor landsbyen reelt er. Fra dette år findes nemlig en godsfortegnelse, der fortæller at byen havde 4 gårde. Fortegnelsen fortæller også hvad gårdmændene skulle give i landgilde (d.v.s. leje) til klosteret. Heraf fremgår også, at gårdmændene sammen med gårdmændene i nabolandsbyen, Flynderup, havde pligt til gæsteri. Det betød, at man skulle tage imod, indkvartere og beværte kongen, hans embedsmænd, heste samt evt. hunde, når disse havde ærinde på egnen, eller når de var på gennemrejse. Det har undertiden været en ret

Det ældste kort over Rørtang er dette fra 1789. På kortet er dog med rødt indtegnet beliggenheden af de fire oprindelige gårde i landsbyen og det navn som gårdene fik få år efter. Desuden er bygaden (Rørtangvej) optegnet med gult.

belastende pligt for beboerne, f.eks. når kongen og hele hans følge var på jagt.

Landsbyens udskiftning
De fire gårde kan vi genfinde i matriklen fra 1681, hvori det også fremgår hvad gårdmændene hedder: Jens Svendsen, Rasmus Jensen, Peder Jensen og Jens Nielsen. Rørtang var en forholdsvis lille landsby og derfor havde man kun 2-vangsdrift. Det betød i praksis, at man hvert andet år kun såede i den ene vang, medens anden lå brak. De to vange kaldte man hhv. Kirkebjergs Vang og Bougne Vang. Førstnævnte var den del, der lå nord for byen op imod den nuværende Kongevej, medens den anden lå syd for byen grænsende op til Flynderups jorder.

Hver vang var igen inddelt i åse, som atter var opdelt i agre og netop i disse vange kan vi finde navnene på åse, som to af gårdene i byen senere skulle blive opkaldt efter. Gårdene fik imidlertid først navne langt senere.  Inden da gennemførtes den reform, der medførte, at landbruget rejste sig fra en tilbagetrukket til en central rolle i Danmarkshistorien. Jordreformerne betød nemlig, at gårdmændene kunne blive selvejere og dermed ikke var i et afhængighedsforhold til kronen eller en herremand. I Rørtangs tilfælde skete den store jordreform i 1790, hvor det blev besluttet jorderne herefter skulle fordeles således:  Svend Børgesen på gård nr. 1 fik den såkaldte Mellembæks Lod nordøst for byen, Hans Pedersen på gård nr. 2 fik Herringe Lodden, der lå øst for landsbyen, Morten Andersen på gård nr. 3 fik Rensmose Lodden, der lå sydøst for byen og Rasmus Pedersen på gård nr. 4 fik Sandholms Lodden, der lå sydvest for landsbyen.

En væsentlig ting for bønderne var, at de slap for at udflytte nogen af deres gårde. Det betød, at de kunne blive boende og dermed kun havde udgifter til indhegning, grøftegravning m.v. Hvis en af gårdene havde været nødsaget til at flytte ud af landsbyen, for at ligge tæt på sine jorder, så var det nemlig også blevet en udgift for de andre gårdmænd i byen. De skulle i så fald være med til at betale for den fysiske flytning af gården. Men det blev altså ikke tilfældet i Rørtang.

Rørtang Bomhus
Da den nye Kongevej blev bygget i 1780’erne blev der ved ibrugtagningen indført afgift ved brug af vejen. Et af  vejens bomhuse blev i 1789 placeret her ved Rørtang og lå omtrent på nuværende adresse Kongevejen 248. Opkrævningen af bompenge ophørte dog i 1854 og kort efter blev det oprindelige bomhus nedrevet. Bygningen lå helt ud til Kongevejen – omtrent som man endnu kan opleve det gamle bomhus i Niverød på hjørnet af Kongevejen og Nivaavej.

Nye navne på gårdene
I forbindelse med jordreformen blev det også besluttet, at alle gårde herefter skulle have et navn. Tidligere havde man blot sagt “Rasmus Pedersens gård”, men nu skulle gårdmændene vælge et navn. For Rasmus Pedersen blev det Sandholmgaard (senere matr. nr. 1). Hvordan Hans Pedersen fandt frem til navnet Spurupgaard (senere matr. nr 3) vides ikke. Derimod er Svend Børgesens navn Kjeldsbjerggaard (senere matr. nr. 2) opkaldt efter Kjeldsbjerg

Aas, som lå nordvest for landsbyen. Den sidste gårdmand, Morten Andersen, kaldte sin gård Hasselgaard (sen. matr. nr. 4).

Derudover havde der fra gammel tid været en smedje i landsbyen. Den lå østligst i landsbyen lige ved bygaden, skråt overfor Hasselgaard. På stedet ligger i dag en mindre stråtækt ejendom, men denne bygning har aldrig været smedje. Huset, der nu kaldes “Rolighed”, er først opført i 1867, da ejendommen nedbrændte. Indtil samme år havde huset rummet smedjen – i al fald siden 1740’erne, men sandsynligvis

Kjeldsbjerggaard fotograferet fra sydøst i 1938, medens ejeren hed Peter Thomsen.

endnu længere tilbage i tiden. Smedjen blev i 1867 flyttet til sin nye beliggenhed ved Kongevejen, hvor den eksisterede i endnu ca. 100 år.

Overdrevet udskiftes
To år senere, i 1792, blev også Rørtangs overdrev udskiftet. Her fik to husmandssteder samt en mindre gård tillagt deres nye jordarealer. De to husmandssteder blev bygget helt oppe ved Gurrevejen lige overfor Teglstrup Hegn. Den vestre kom til at hedde Halvvejshuset, det østre Helvejshuset. Førstnævnte blev senere om- og udbygget til skovridergård under navnet Landlyst, men i 1892 flyttet over på den anden side af Gurrevej. Landlyst blev nedlagt som skovridergård allerede i 1912. Helvejshuset blev nedrevet i 1889.
Lidt længere ude af Gurrevejen mod Gurre blev en tredje, men større husmandssted “Ørnholm” en realitet. Ejendommen blev opkaldt efter den første selvejer, tidligere skovfoged Wilhelm Ørn. Bygningerne til den lille gård eksisterer stadig og hører til Rørtang, selvom mange tror, at den ligger i Gurre.

Resten af overdrevet blev opdelt mellem de fire gårdmænd i byen. Landvæsenkommissionen havde foreslået en

retfærdig opdeling, som indebar at alle fire gårdmænd fik nøjagtig lige andel af overdrevet, men gårdmændene anmodede om en anden opdeling, som indebar, at de alle fire kunne få adgang direkte fra den nye Kongevej til deres lodder. Kommissionen bøjede sig for dette.

Nye ejendomme på overdrevet
Overdrevet er siden blev udstykket til en række mindre ejendomme og gårde. Som et eksempel kan nævnes at Hasselgaarden i 1883 udstykkede sit overdrev – og her byggedes en mindre gård, senere kaldet Andreasminde. Gården nedbrændte allerede i år 1900, men genopbyggedes. Senere skiftede gården navn til Lysagergaard – den blev nedrevet i 1980’erne.

Umiddelbart ved siden af – på hjørnet af Kongevejen og Ørnholmvej – lå i mange år Rørtang Smedje. Her byggede Frederik Rasmussen en ny smedje til afløsning af den gamle i selve landsbyen. I 1881 overtog Erik Emil Svedstrup smedjen og det var hans familie, der drev smedjen frem til 1958. Efter en kort periode som

Det famøse egetræ, som ulykkeligvis er blevet kaldt “Skibsegen”. Det er et ikke-historisk navn. Der findes simpelthen ikke noget træ med denne betegnelse. I slutningen af 1700-tallet plantees i de daværende skove i tusindvis af egetræer, hvis formål var at vokse op og blive til egnet egetræ til skibsbygning. Man manglede nemlig træ til flåden – og derfor kaldtes disse træer for “Flådeege”. Efter flådens ran i 1807 blev manglen på egetræ akut og derfor beslaglagde staten alle egnede egetræer på privat grund. Disse fik dog lov at blive stående indtil man havde brug for dem – og disse trler blev kaldt for “Marineege”. Vejnavnet “Skibsegen” er derfor en misforståelse.

maskinfabrik og senere cafeteria blev de gamle bygninger revet ned midt i 1960’erne.

Gradmannslyst, Dutrupgaard, Jægergaarden og  Brobyhus
På overdrevsarealerne er i tidens løb opført andre ejendomme. På nuværende adresse Kongevejen 268 ligger siden 1830’erne en ejendom oprindeligt kaldet Gradmannslyst, senere omdøbt til Grangaarden – oprindelig udstykket fra Sandholmgaarden. Den lille gård blev i mange år drevet af familien Helms, senere af familien Belling.

På Kongevejen 256 har siden 1870’erne ligget ejendommen Dutrupgaard – en ejendom hvis historie går tilbage til Spurupgaard, der nedlagdes samtidigt. Her på overdrevet byggede den tidligere gårdmand nemlig en ny mindre ejendom. I 1919 etablerede Thorvald Dam et handelsgartneri på ejendommens jorder, men allerede i 1940 overtog søstrene Due Dutrupgaard og omdannede stedet til et velrenommeret kur- og rekreationshjem. Efter 48 års drift med “frk. Hanne”, afvikledes driften i 1988 og efter en kort periode som tøjgrossistvirksomhed, blev ejendommen omdannet til to lejligheder.

På en del af Dutrupgaards jorder, hvor der havde været hindbærdyrkning, blev der i 1930’erne opført en  ny ejendom kaldet Jægergaarden (Ørnholmvej 7A). Den blev i starten af 50’erne overtaget af De danske Pigerspejderkorps, senere kaldet De Danske Spejderkorps. Jægergaarden blev brugt til uddannelse af spejderledere, til møder, kurser og som lejrskole. Ejendommen er nu privatbolig, men delvist indrettet til en privat børneinstitution.

På Ørnholmvejs vestre side ligger ejendommen Brobyhus (Ørnholmvej 11). Det første hus på stedet opførtes i 1840’erne – det nuværende hus antagelig omkring århundredeskiftet. I 1928 indrettedes stedet af V. Hagerup til kontrolhønseri. Her var store anlæg med hønsehuse, rugemaskiner – et for datiden meget moderne anlæg, som mange kom tilrejsende for at se. Ejendommen anvendes i dag til almindelig beboelse.

Eriksholm
Selvom Eriksholm ligger på sydsiden af Kongevejen, så regnedes denne trekant også med til overdrevet, og det var således på en udstykning fra Sandholmgaarden, at agent Erich Holm i 1815 købte matr. nr. 1 c. Arealet var skovbevokset, da det jo lå udenfor bymarken. Her lod han opføre en stråtækt bygning med en stald bagved. Han døde dog allerede i 1819 og det var hans hustru der lod stedet opkalde efter ham. Det var dog først i 1862 at Erich Holms søn, Peter Holm, lod den gamle ejendom nedrive og en ny opbygge. Til nyopførelsen brugte han flere effekter fra det gamle Øresunds Toldkammer i Helsingør, som netop blev nedrevet på den tid. Og endnu i dag kan man genfinde adskillige bygningsdele, der kan spores direkte tilbage til Toldkammeret i Helsingør.

Holm døde allerede i 1868 og herefter kom ejendommen meget i handlen i de næste 50 år. Indtil 1938 var der i øvrigt landbrugspligt op ejendommen, men den blev ophævet da. Af nyere ejere kan nævnes Gunnar Bratvold, der købte Eriksholm i 1946 og havde den frem til 1964. Han huskes især for i 1954 at have flyttet sin trykkeri- og forlagsvirksomhed til Eriksholm. Det er her han udgav det herostratisk berømte tidsskrift Mobilia, der blev en uventet stor succes. Senere overtog oliefirmaet Esso stedet mhp indretning af cafeteria, motel og tankstation. Det blev dog ikke til noget, og først i 1976 da firmaet Oticon A/S købte ejendommen, blev dens fremtid sikret. Stedet er nu indrettet til forsknings- og informationscenter og stedet er blevet sat i stand efter tidens krav.


Kjeldsbjerggaard
Gårdens oprindelige placering ophørte en aprildag i 1866. Gården nedbrændte fuldstændigt og den daværende ejer, Svend Nielsen, besluttede i stedet at lade gården genopføre på marken nordøst for Rørtang by – på den bakke, der oprindelig kaldtes Birkebjerg. Den nye gård blev opført i etaper, men det nye stuehus stod allerede færdigt i oktober 1866 – og står næsten uforandret i sin senklassicistiske stil til vore dage. Ejendommen gled ud af den gamle gårdmandsslægt allerede i 1911 og kom fra 1940 i slægten Levysohn/Lindgrens eje. Især huskes Erik Lindgren for sin store interesse for fuldblodsheste. I perioden fra 1989 var ejendommen ikke beboet og det gav til resultat at ejendommen forfaldt til nærmest en ruin. I 2010 har en nu ejer imidlertid indledt en restaurering af ejendommen – hvilket skal ske i overensstemmelse med den lokalplan, der i blev udarbejdet i 2006.

Spurupgaard
Den forsvundne gård i Rørtang hed Spurupgaard. Den forsvandt i forbindelse med en brand i 1870 og den daværende gårdejer, Hans Pedersen valgte at sælge gårdens hovedlod til ejerens af Borupgaard, medens han selv byggede Dutrupgaard på overdrevet. En enkelt bygning stod tilbage og blev i en årrække kaldt Spurupsminde, men også den forsvandt hurtigt. Og Spurupgaards jorder blev endda indlemmet i Borupgaards ejerlav, så de arealer, som i dag er bebygget med bl.a. K. A. Hasselbalchs Vej og P. W.

Foto fra 1938, hvor man ser Dutrupgaard medens den endnu var drevet som handelsgartneri.

Tegners Vej er i realiteten gammel Rørtang-jord, selvom det jo nu betragtes som en del af Borupgaard.

Hasselgaard
Gården var indtil 1978 en gammel slægtsgård. I al fald siden 1754 havde samme familie været fæstere eller

selvejere. Det var Ingrid Mortensen, som i 1978 solgte gården efter at der i 1960’erne var blevet udstykket et stort antal parcelhuse på de nye veje Piletoften, Rønnevænget, Elmebakken, Hasselhøj og Kernevænget. I perioden 1964-78 ved gården desuden hjemsted for Rørtang Cementvarefabrik. Gården er nu indrettet til privat beboelse samt en mindre forretning.

Sandholmgaard
At Sandholmgaard fik matr. nr. 1 ved matrikuleringen i 1800-tallets begyndelse viser, at man da regnede gården for landsbyens bedste ejendom. Gårdens fire længer har antagelig ligget på nøjagtig samme sted gennem århundreder. På et kort 1789 ses gårdens fire længer således samme sted som nu, og vi kan således udpege denne gård som den mest originale af byens fire gårde. Paradoksalt nok har gården haft skiftende ejere gennem tiderne og blev allerede i 1970’erne omdannet til boligformål med flere lejemål.

Beboerne tror, at de bor i Snekkersten
Af byens oprindelige fire gårde i selve landsbyen er således kun de to tilbage. Kjeldsbjerggaard er flyttet ud på marken og Spurupgaard er helt væk. Smedjen er væk – og selvom der er i nyere tid er bygget et par villaer og mindre ejendomme langs Rørtangvej, så er landsbypræget noget decimeret. Men endnu værre er det, at byskiltet er forsvundet, så der i dag står Snekkersten, når man kører ned ad Rørtangvej. Og hele den nye udstykning på Kjeldsbjerggaardens jorder – noget uheldigt kaldt Skibsegen – hører jo også til Rørtang. Men det er der ikke mange af beboerne der ved. De tror, at de bor i Snekkersten, men det er jo ikke

Hasselgaard fotograferet fra luften omkring 1960. Man ser gårdens tre ståtrækte længer, som antagelig i deres grundform er uforandrede igennem flere århundreder – dog er laden af nyere dato. Til venstre ses den bygning, der senere blev cementstøberi. I baggrunden skimtes Flynderupgaard – hvilket illustrerer hvor tæt de to landsbyer Flynderup og Rørtang egentlig ligger. Til højre i billedet ses et hjørne af Sandholmgaard.

mærkeligt når skiltene (fejlagtigt) viser dette.

I de første år medens den navnkundige Gunnar Bratvold var ejer af Eriksholm var han ikke kendt af lokalbefolkningen, men det ændrede sig i de efterfølgende år, hvor der bl.a. blev kendt som en kunstnerven, der lod unge kunstnere som Per Arnoldi bruge Eriksholm til deres eksperimenter. Læg mærke til, at der endnu er vejtræer langs Kongevejen. Foto: ca. 1948.

Gården lå ca 100 meter fra Kongevejen – og her fotograferet omkring 1958, medens der endnu blev drevet landbrug fra ejendommen. Ørnholmvej skimtes nederst i billedet. I dag er alle bygninger helt væk og kun den gamle indkørsel indikerer hvor gården lå.


Rev. 16.03.2021