Store Made i Egebæksvang
af Kjeld Damgaard
På nye kort kaldes arealet for “Store Egebæks Mose” – det er en betegnelse, som må siges at være ganske ny for det lave engområde, der er beliggende mellem Kystbanen og Egebæksvang Kirke. Området er således ikke en mose, men derimod en eng eller en made.
Den ældste omtale af engen ses i et dokument fra 10. februar 1565, hvori nævnes “Esperodz Enghave” (= Esperøds Enghave). Da Borgmester Henrik Rosenvinge i Helsingør i 1567 får to gårde i Esperød, så nævnes “Enghaven” igen som området mellem landsbyerne Esperød og Egebæk.
På det ældste detaljerede kort over Egebæksvang fra 1792 betegnes området derimod som “Schystie Mose” – et navn, der ikke umiddelbart kan forklares. På de efterfølgende kort over området betegnes arealet som “Egebæk Made”, og senere i mange år “Store Made”. Først i slutningen af 1900-tallet dukker navnet “Store Egebæks Mose” op – ja, endda “Kirkeengen” er et navn man møder lokalt.
Ordet “made” klinger jo lidt ukendt for de fleste, men betegnelsen dækker imidlertid en græsbevokset engareal. Ordet er nærmest forsvundet på dansk, men har overlevet på engelsk i formen “meadow”, som jo netop betyder eng.
Tilbage i Stenalderen (d.v.s. 6-7.000 år siden) stod hele området under vand. Det var en fjordarm fra Øresund, og datidens beboere har utvivlsomt slået sig ned langs fjordens kyster og benyttet den lavvandede fjord til fiskeri. Imidlertid hævede landet sig og efterhånden arealet kom til at ligge et godt stykke over vandspejlet i Øresund. Man regner med, at landet har hævet sig omkring 6 meter, og Store Made ligger nu omkring 4 meter over dagligt vande.
Alligevel var den gamle fjord et vandlidende område, som ikke rigtig kunne udnyttes til skovdrift, da man i 1700-tallets slutning begyndte en systematisk tilplantning af Egebæksvang Skov. Allerede på kortet fra 1792 ses et tydeligt vandløb midt ned igennem mosen – og da vandløbet nærmest er snorlige, er der næppe tvivl om, at det er anlagt for at afvande mosen så meget som muligt. Vi kender til, at skoven delvist blev anvendt som græsning for kreaturer allerede i 1780’erne, så måske de lokale bønder på det tidspunkt blev sat til at grave grøften på samme måde som de måtte slæbe sten til stendigerne rundt om skoven.
Men selvom engarealet ikke har kunnet udnyttes til skovdrift, har det alligevel været benyttet. Allerede i 1930’erne og sikkert længe før, blev området lejet ud til områdets bønder, som brugte det til græsning for kreaturer. En del af engarealet var fra 1895 udlagt til tjenestejord for skovløberen i Vangemandshuset, der da mistede sin jord, som havde været der, hvor Egebæksvang Kirke blev bygget i årene 1895-97. Det er antagelig på den del af engarealet, at der endnu kan spores dyrkning af grøntsager.
De bygninger, som der endnu kan spores rester af, stammer derimod fra et helt andet formål. I 1909 dannedes nemlig en skytteforening i Espergærde. Foreningen hed oprindelig Espergærde Haandværker- og Salonskytteforening og var egentlig en underafdeling af Espergærde Borger- og Haandværkerforening, som var dannet i 1906. Skytteforeningen skød hver vintersæson på en skydebane, der var indrettet i salen på Hotel Gefion i Espergærde, men hver sommer flyttede man ud på engen i Egebæksvang. Her var der indrettet en skydebane, som var anlagt således, at man skød ud over engen fra den søndre side. Standpladsen var oprindeligt et lille skur, der lå lige i kanten af skoven ud imod engen. For at stille arealet til rådighed opkrævede Statsskovvæsenet den formidable sum af 10 kr. i årlig leje! Til gengæld måtte skytterne kun benytte arealet én gang ugentligt.
I 1955 fik Espergærde Salonskytteforening, der i øvrigt stadig eksisterer (nu med skydebane under Mørdrupskolen), lov til at erstatte skuret med større klubhus. Desuden bestod anlægget af kuglefang, markørrum og et træskur til standplads. Medlemmer, der jo ankom med skydevåben, måtte kun gå til og fra arealet ad vejen fra syd og de skulle altid kunne fremvise medlemsbevis. I 1980 var det imidlertid slut. Til foreningens store ærgrelse opsagde Kronborg Statsskovdistrikt da kontrakten. Inden den 1. maj 1980 skulle arealet atter være ryddet – og 70 års skydninger i Egebæksvang måtte ophøre.
I 1940’erne skød man med luftbøsser – andet tillod den tyske besættelsesmagt ikke. En enkelt episode fra tiden med luftbøsser huskedes i mange år derefter. Også dengang gik der køer og græssede på engen ved skydebanen og en dag fandt en skytte på at sigte efter en ko og trykke af. Netop som han trykkede af, lagde koen sig ned! Det fik skytten til at få røde ører, men det var imidlertid et rent tilfælde, at koen lagde sig ned i samme øjeblik, der blev trykket af. Et lufthaglgevær kan på ingen måde gøre skade på en ko på 100 meters afstand.
Rev. 15.08.2021