Af Kjeld Damgaard
Den gamle hulvej mellem Harreshøj og Esrum Sø og landsbyen Saane ses endnu tydeligt i landskabet. Her fotograferet i april 2019. Vejen stammer antagelig tilbage fra middelalderen og burde egentlig fredes.
Navnet Harreshøj er af ret ny dato. Langt ind i 1900-tallet blev landsbyens navn stavet Harritzhøi. Og går vi længere tilbage i tiden er stavemåderne mange – alene af den grund, at man ikke have en retskrivning, der dikterede det korrekte stavemåde. Men stavemåden i en af de ældste kilder fra omkring 1500: Haretzheyde, kommer ret tæt på den helt oprindelige navneform: Haralds Heiede. Et heiede betød en indhegning. Så stednavnet betyder sandsynligvis Haralds indhegning – en tidligere teori var at navnet betød Haralds Hede, men den udlægning er stednavneforskerne gået væk fra. Vi kender ikke til hvem Harald var eller hvornår han levede – og dermed heller ikke hvornår byen er grundlagt.
Harreshøj i oldtiden
Men der har været mennesker også i oldtiden på dette sted. De har nemlig efterladt nogle ganske markante aftryk i landskabet – selvom de fleste i dag er forsvundet. Vi taler bl.a. om de markante gravhøje bl.a. fra bronzealderen. Tre rundhøje er registreret på Harreshøjs jorder. To af disse har navne, nemlig Hyrehøj nordvest for landsbyen på Vangegaards nuværende jorder, og Lysehøj sydvest for landsbyen. Desuden er der registreret en gravhøj syd for landsbyen på Aspegaards jorder. Disse tre høje er først blevet registreret så sent som i 2003! Af gamle kort fremgår at der sandsynligvis har været yderligere 5-7 gravhøje, som dog nu helt er forsvundet.
Også et par jordfund er det blevet til i Harreshøjs område. Tæt ved Lottesminde fandt tørvearbejdere i 1935 en flintdolk med 3-sidet skæfte, hvilket er et sjældent fund på Sjælland. Dolken er ca. 4.000 år gammel og stammer fra en periode, der meget passende kaldes Dolktiden.
I den del af Langesø Mose, der hører under Harreshøj blev der i 1853 fundet et hjul af træ, nærmere bestemt et fælgstykke med et isiddende eger. En pollenprøve viste, at hjulet var fra en periode omkring Kristi fødsel (dog med en margin på 400 år til hver side).
Endnu kan man også se en ret tydelig gammel hulvej på en strækning på omkring 200 meter, som fører fra Harreshøjs gamle gadekær og ned til den nuværende Esrum Søvej nord for nabolandsbyen Saane. Vejen er ganske original og i god stand – bortset fra at den er overgroet efter ikke at have været i brig siden 1960’erne. Den gamle hulvej burde fredes.
Landsbyen under Esrom Kloster
Landsbyen Harreshøj, der ligger mellem Tikøb og Plejelt, er en af de mindre landsbyer i vort område. Byen kendes tilbage
Kortet er det ældste kendte detaljerede kort over Harreshøj landsby. Bygningerne er her trukket op med rød farve – og det ses tydeligt at der er tale om tre gårde pænt placeret rundt om gadekæret. Længere med øst ses en række husmandssteder. Bygaden er trukket op med gul farve. Det originale kort er tegnet i 1790.
fra 1497, men har altså uden tvivl eksisteret i lang tid før da. I 1497 tilhørte byen Esrom Kloster, som dette år udarbejdede en fortegnelse over de ejendomme, som hørte under klosteret.
Af denne fortegnelse fremgår, at der var tre gårde i Harreshøj. I landgilde eller fæsteafgift skulle hver gård årligt give 1 pund rug, 1 pund byg, og tønder havre – alt sammen til afløsning for gæsteri. Med mere moderne danske ord betød det, at i stedet for en pligt til at huse og bespise embedsmænd og lignende på deres rejser gennem landet, så skulle gårdmanden i stedet betale den nævnte årlige faste afgift i naturalier.
Udover disse afgifter skulle de give i en slags lejeafgift give disse naturalier hver især: 1 lam, 1 gås 2 høns samt en fodernød. Det sidste var en stud, der var staldfodret. Udover dette skulle de alle yde en dags arbejde i høsten for klosteret. Til dette arbejde skulle de stille med en vogn og age hø eller korn.
Efter 1536 blev klosterets ejendomsret til landsbyerne og deres gårde fjernet i forbindelse med reformationen. I stedet fik kongen (d.v.s. staten) ejendomsretten over al klosterets ejendom, men det skete først langt senere. Kongen (Christian III) havde nemlig ikke travlt med at lukke Esrum Kloster. Man indså nemlig hurtigt at en ”nationalisering” af klosterejendommene kunne have ført til en række krav fra de adelsfolk m.fl. der i årenes løb havde doneret gods til klosteret. Desuden havde man brug for klosterets evner til godsforvaltning og til uddannelse af nye præster. Disse forhold gjorde, at der først i 1559 skete en reel lukning af Esrum Kloster. Og indtil da havde klosterets leder, abbeden stadig kontrollen og indtægten fra de underliggende gårde og ejendomme.
Esrum Kloster nedlægges endeligt
I dagene 5. til 8. oktober 1559 opholdt Frederik II sig på Esrum Kloster. Her blev han muligvis så begejstret for jagtmulighederne at han besluttede sig for at lukke klosteret ned og overtage hele herligheden. Abbeden og de tilbageblevne munke blev sendt til andre klostre rundt i landet med besked om, at de skulle have ophold der. Og dermed blev Esrum reelt nedlagt og kongen overtog fæstegodset.
Men dermed forsvandt landgilden ikke for de enkelte gårdmænd – nu skulle den blot betales til kongens embedsmænd i stedet. Hertil kom forskellige engangsskatter, krigsskatter og lignende, når der var lavvande i kongens kasse.
Vi kender ikke meget til landsbyens liv i 1500-tallet i øvrigt. Men stedet fik i alt fald besøg af kongen den 25. august 1580. Da var kong Frederik den 2. nemlig på jagt i Nordsjælland – det ved vi fordi han har dateret et brev netop denne dag i Harreshøj. Og igen i 1584 er han på besøg samme sted. I sin dagbog skrev han: Den 6 oktober, i dag drog jeg til Kronborg. 7. oktober, i dag kom min Soffy også hid. 13. oktober, i dag drog jeg til Harreshøj. 16. oktober, i dag drog jeg til Kronborg igen. Han opholdt sig med andre ord i Harreshøj i tre dage – sandsynligvis i forbindelse med en jagt.
1600-tallets ødelæggelser
Men i forbindelse med svenskekrigene i årene omkring 1660 ødelagdes landsbyen fuldstændigt. Byens tre gårdmænd, Laurs Hansen, Niels Laursen og Svend Pedersen kunne konstatere at deres gårde var helt ”brøstfældige”, d.v.s. ude af brug. I 1668 stod det ikke meget bedre til. De tre gårde havde det ikke godt og meget tyder på, at de faktisk blev forladt kort tid efter.
I alt fald ved vi, at gårdene i Harreshøj i 1681 blev beskrevet således: ”Har i mange år været øde og nu for nyligt besat med skovfolk”. Hvilket nok skal tydes derhen, at det hele har været groet til og at det krævede skovkyndige folk, til atter at få området under plov. Tilmed blev der indsat to fæstere på hver gård, så der på den måde var i alt 6 gårdmænd, der skulle dyrke landsbyens jorder.
Og Harreshøjs jorder var – som de fleste landsbyers jorder – opdelt i tre vange. Disse blev dyrket på skift og lå så også brak i et år eller mere for at undgå at jorden blev udpint. De tre vange var Dale (Dalle) Vang, der lå mod syd, Pære Vang, der lå mod vest og Lille Vang mod nordvest. Nord og nordøst for landsbyen lå overdrevet.
Klage over højere afgifter
Den måling af jorderne, der fandt sted i 1681 førte i 1688 til at der blev indført en ny matrikel. På baggrund af denne matrikel blev landgildet af hver ejendom fastsat. Som man næsten kunne forudse gav det nye problemer og klager. Bl.a. kneb det for flere bønder i området at betale deres nye landgilde. Det førte til at kongen i 1708 nedsatte en kommission til at undersøge til hvad årsagen kunne være til, at der kom større og større restancer på landgildet i både Frederiksborg og Kronborg amter.
I den anledning er der flere forklaringer og klager, men netop de tre gårdmænd i Harreshøj fremsendte en skrivelse, som sammenfatter problemerne. De har næppe selv skrevet klagen, men fået en skriftlærd til formuleringen. Alligevel vil en direkte afskrift næppe give mening, så her er en moderniseret udgave: Vi tre Mænd af Harrishey udi Tikøb Sogn beklager os for de gode Herre, at vi er ganske forsat (= sat for højt) med vores Landgilde, fordi vi maa nu som udi forrige Tider betale efter den gamle og ej efter den nye Maaling (= den nye Matrikel, som blev indført i 1688); tilmed er vores Ejendom overgroet med adskillig Underskov, vores Gærder imellem Vangeskifterne er det os paabudt at lukke.
Kort fra 1857, der viser Harreshøj landsby og nærmeste omegn.
Kun få glimt
Det er imidlertid få glimt vi har af livet i Harreshøj. Et sjældent tilfælde indtraf i 1755, da der var en skilsmisse. Det skete yderst sjældent, men i dette tilfælde var Anders Pedersens kone løbet fra ham 24 år tidligere og taget ophold i Skaane. Da Anders Pedersen nu gerne ville giftes igen, blev der ført vidner om hans livsførelse m.v. Flere vidner kunne bevidne, at man intet havde set til konen i de 24 år og at Anders havde ført et roligt, kristeligt og skikkeligt liv. Også provst Garboe i Tikøb kunne bevidne dette – og Anders fik sin skilsmisse.
Og fra årene 1765-1766 kendes en sag, som handler om et dødsfald, som ved første øjekast så ud som drab, men som viste sig at være forårsaget af sygdom, ligesom beskyldningerne viste sig at være ondsindet snak. Sagen startede da tjenestekarlen Niels Thuesen i december kom hjem til sin mor i Plejelt, lagde sig til sengs og døde. Forinden havde han dog fortalt moderen, at hans husbond, gårdmand Jon Bentzen ved Harreshøj havde jaget ham af tjenesten efter at have mishandlet ham sådan, at han sikkert ville dø af det. Kort efter Niels Thuesens død blev Jon Bentzen arresteret og sat i ”hullet” i Esrom. Herefter fulgte forhør af bl.a. Jon Bentzens hustru, naboen, husmand Jens Jensen og dennes hustru. Både hustruen og naboerne bekræftede at Jon Bentzen aldrig havde lagt hånd på karlen, men at karlen ofte var fuld og ikke passede sit arbejde. Kromandens hustru i Plejelt havde imidlertid også hørt karlens beskyldninger, ligesom en kvinde i Plejelt, der havde indlogeret ham inden han gik hjem til moderen.
Men på den tid var retssystemet blevet mere moderne, så tjenestekarlens lig blev nu obduceret af to kirurger, der kunne konstatere, at tjenestekarl Niels Thuesen havde lidt af en ordartet brok, ”som han stadig havde forsømt” – og som førte til hans død. Samtidig kunne det konstateres, at lidelsen var af ældre dato og ikke kunne være forårsaget af et nyligt klammeri med husbonden. Jon Bentzen blev derfor løsladt og sagens omkostninger ophævede, som det lød i dommen.
Kolonigården
Men samme Jon Bentzen er imidlertid ganske interessant lige at nævne igen. Han var nemlig den ene af to fæstere ”af den udenfor Harretzhey Bye opbygte nye Bonde Gaard” og benævnedes også ”Dansk Colonist”. Foruden den da 42-årige Jon Bentzen kan der have været en anden fæster – måske den nævnte Jens Jensen. Denne blev dog senere udskiftet med Jørgen Pedersen, som optræder som ”Dansk Colonist” i en fortegnelse fra 1771.
Vi kender ikke i detaljer til hvorfor denne gård blev bygget på et areal af Harreshøjs overdrevsjorder, men en teori er, at den blev bygget som et forsøg i forbindelse med to andre ”Colonigaarde” i Reerstrup (i nærheden af nuværende Kvistgaard). Her havde kongen ladet bygge to gårde til de såkaldte kartoffeltyskere, så kongen kunne følge med i hvordan det gik med kartoffeldyrkningen på tæt hold. At følge kartoffeldyrkningen på den jyske hede ved selvsyn var jo noget vanskeligere. I 1765 betegnedes den som ”nyopbygget”, hvilket passer fint sammen med at det var samtidig med de to gårde i Reerstrup. Hvorledes kartoffeldyrkningen i givet fald gik, det ved vi ikke, men allerede i 1774 kan vi se, at det var kommet nye fæster, nemlig kammerlakaj Kaas. En kammerlakaj var datidens betegnelse for den fornemste lakaj hos kongen, så måske Kaas har gjort sig fortjent til at blive overladt en gård efter tro tjeneste.
Gården blev i begyndelsen kaldt ”Colonigaarden”, måske også ”Harreshøjgaard”, men blev snart kendt under navnet ”Lottesminde”.
Rev. 24.02.2021