Lokalhistorie for tikøb kommune

Solgte 219 villagrunde, der ikke måtte bebygges…

Af Kjeld Damgaard

Grøndalsgaarden fotograferet i 1955. Fløjen længst til højre – skønt sammenbygget med gården – hørte ikke til Grøndalsgaarden, men var et levn fra den tid, hvor huse og gårde var bygget meget tæt op til hinanden i landsbyerne. Derved sparede man bygningsmaterialer og opnåede en vis tryghed. Bagsiden var brandfaren – gik der ild i en af bygningerne gik ofte flere til i flammehavet.

I week-enden den 2. og 3. maj 1964 var der trafikkaos i Tibberup. Anledningen var, at ingeniørfirmaet ”Danbyg” tilbød salg af grunde til villabebyggelse. Hver grund kostede 12.500 kr. og udbetalingen var 4.500 kr.

Salget var annonceret i store annoncer i dagspressen, og det hed bl.a. heri at det udstykkede område var et af de sidste ikke-fredede områder i den eksklusive del af Nordsjælland ved Øresund. Det blev også nævnt, at arealet lå i et af Nordsjællands naturskønneste områder, hvor mange af grundene var med udsigt over Øresund og omkranset af skov.

Grøndalsgaarden fotograferet i begyndelsen af 1960’erne – set fra vestlig side. Gården blev revet ned i 1969 og ”Grøndalsvænget” bygget i stedet.

Det lød attraktivt for mange, og prisen var selv efter datidens forhold billig for en byggegrund. I annoncen stod imidlertid også andre ting, som måske ikke alle hæftede sig særligt ved: ”Følger De med i den rivende udvikling langs Strandvejen, vil De selv kunne skønne, hvornår disse grunde bliver byggemodne – og som De ved, vil prisen da stige væsentligt,”

Denne indpakkede formulering skulle overbevise tvivlere om, at det under alle omstændigheder ville være en god idé at investere i en grund, de ville hurtigt blive mange penge værd, for – underforstået – der varede ikke mange år før Tikøb Kommune ville frigive arealet til byggeri ! Men det skulle komme til at gå helt anderledes.

Den gamle Tibberup Landsby
For imidlertid at få plads hvordan tingene reelt hang sammen, er det nødvendigt at gå tilbage i tiden. I forbindelse med udskiftningen af Tibberup Landsbys jorder blev det bestemt at den af gårdene, som senere fik matrikel nr. 5 skulle have sin jord liggende i en vifte ud fra landsbyen i vestlig retning. Denne gård fik senere navnet Grøndalsgaarden. De andre gårde i landsbyen fik på tilsvarende måde samlet deres jorder, og enkelte flyttede i årene derefter ud fra landsbyen – ud til deres gårder. Det gjorde bl.a. Egegaarden, Tibberupgaard, Christiansminde og senest også Hovgaarden. Denne sidste gård er interessant også i denne sammenhæng, idet den både først i forløbet (som dobbeltgård) og sidst i forløbet (delvist bebygget på samme tid) var tæt forbundet med Grøndalsgaarden.

Gårdspladsen på Grøndalsgaarden malet i 1935 af Else S. Knap. (Maleri i privateje)

Grøndalsgaarden
Grøndalsgaarden har lige siden gården blev købt fri fra Krogerup Gods i 1809 tilhørt samme familie. Niels Jensen hed den første ejer, hvis enke Birthe Pedersdatter i 1853 solgte gården til sønnen Jens Nielsen. Hans datter, Oline  blev gift med gårdens medhjælper, Niels Jensen Olsen, som overtog gården i 1888. Deres datter, Kirstine, blev gift med bornholmeren. Thor Hansen, som overtog gården i 1922. Sidste ejer i rækken var deres søn, Bent Ole Hansen samt dennes hustru, Grethe f. Larsen, fra 1954 til 1964.

Ved Bent Ole Hansens overtagelse var tiden ved at løbe fra denne type landbrug. Den blev nemlig stadig drevet på gammeldags manér – d.v.s. med selvbinder, heste og malkekvæg. Iaæt var der 30 tdr. ld. til ejendommen – et areal, som det efterhånden blev sværere og sværere at få et udkomme af. Dertil kom, at gårdens bygninger stort set alle sammen stammede fra 1700-tallet, samt at gården lå i selve Tibberup omgivet af parcelhuse, medens jordene lå samlet vest for byen.

Interesseret i at sælge
Bent Ole Hansen var derfor interesseret i at få et lidt mere moderne landbrug – og ville med andre gerne sælge. Han blev i 1964 kontaktet af den unge civilingeniør Flemming Schjødt Eriksen, der tilbød 1.140.000 kr. for gården og dens jorder. Det tilbud havde Bent Ole Hansen ikke råd til at sige nej tak til. På det tidspunkt vidste  han imidlertid endnu ikke hvilke planer, Fl. Schjødt Eriksen havde for gårdens jorder – kun havde familien Hansen hørt, at der muligvis skulle anlægges en flyveplads på arealet ved Hornbækvej.

Schjødt Eriksens interesse var dog en helt anden. Han havde nemlig hørt, at Tikøb Kommune var interesseret i at inddrage Grøndalsgaardens jorder i byzone, således at der kunne bygges på arealet. Han var derfor overbevist om, at jorden i løbet af ganske få år ville blive  frigivet til byggeri. Og det var mange af de interesserede købere tilsyneladende også, skønt kommunens netop vedtagne dispositionsplan for de kommende 15 år ikke havde arealet med i sin planlægning.

Endnu først i 1960’erne høstede man på Grøndalsgaarden på den ”gode” gamle måde med selvbinder, men gårdejer Bent Ole Hansen, der ses på billedet med fork i hånden, ønskede et mere moderne landbrug, og var derfor interesseret i at sælge gården – for at kunne investere i noget nyt. Stedet er i øvrigt hvor nu bebyggelsen Kelleris Vang ligger.

I alle fald var der – som nævnt – trafikkaos på Kellerisvej den første weekend i maj måned 1964. Ingeniørfirmaet Danbyg og de tre civilingeniører bag projektet, nemlig Poul Skovdal, Preben V. Rasmussen og Flemming Schjødt Eriksen, havde nemlig udarbejdet et projekt som indebar at jorden blev opdelt i 174 parceller. Ude på marken blev der opsat små røde pæle, der angav hvor de enkelte parceller skulle ligge, samt hvor vejene skulle gå. Så kunne potentielle købere selv se hvor deres fremtidige hus skulle ligge. Der blev også udarbejdet et fint kort med numre, så man kunne se hvor ens hus skulle ligge.

Peder Bjerres ejendomskontor
I annoncerne og i den brochure, der blev udarbejdet, blev der henvist til at nærmere  oplysninger kunne fås hos hhv. Skovdal og Rasmussen, samt den lokale ejendomsmægler Peder Bjerre. Denne lokale ejendomsmægler var imidlertid også sognerådsmedlem samt i den forbindelse tillige formand for Teknisk Udvalg, der dengang var det udvalg, der styrede den fysiske planlægning.

Dette forhold – samt det forhold at Fl. Schjødt-Eriksen gav udtryk for, at en frigivelse til byggeri kunne forventes indenfor 2-4 år, beroligede mange købere. Desuden var det oplyst i salgsmaterialet, at anlæg af kloak påregnedes finansieret af kommunen, samt at arealet i den kommunale planlægning var udlagt til villabebyggelse.

Interessen for grundene var på denne baggrund enorm – og alle 174 grunde blev solgt i denne første weekend.

Advarsler mod at købe
Men allerede den følgende mandag – den 4. maj var både de lokale aviser og landsaviserne fulde af artikler om denne specielle ejendomshandel. Bl.a. udtalte sognerådsformand Karl Olsen sig således til Politiken: Jeg vil på det bestemtste  fraråde enhver, der ikke vil risikere at vente en længere årrække på at bygge, at købe en grund. Området ligger i yderzone og først når byudviklingsplanen skal revideres, tager vi stilling til om arealerne overhovedet skal bebygges og om der overhovedet skal bygges villaer på stedet. Måske skal det være etageejendomme eller håndværkergrunde. Vi har overhovedet ikke været i forbindelse med udstykkerne, så forbavselsen var stor, da vi opdagede at gården skulle udstykkes.

Interiørbillede fra Grøndalsgaarden. Dette er Thor Hansens stue i begyndelsen af 1960’erne.

Karl Olsen var også forundret over, at udstykkerne lovede at kommunen ville finansiere kloakken – et punkt kommunen overhovedet ikke havde drøftet. Og så syntes Karl Olsen i øvrigt også, at det var relevant at fortælle, at der hen over arealet skulle placeres en 17 meter bred vej (den senere Hornbækvej)– en vej, som sælgerne ikke havde nævnt med et ord.

I Radioens ”Aktuelt Kvarter” behandledes sagen den 4. maj om aftenen. Her sagde afdelingsarkitekt Hugo Marcussen bl.a.: Udstykningen er en pression overfor planlægningsmyndighederne, fordi der i fremtiden vil være et antal grundejere, som forhindrer planlægningsmyndighederne i at være frit stillet.

Til Frederiksborg Amts Avis udtalte Peder Bjerre den 5. maj: Jeg havde ikke noget direkte med salget at gøre, men ved at liebhaverne kunne henvende sig her, fik jeg lejlighed til overfor hver at oplyse, at ingen ved, hvornår grundene bliver byggemodne..

Boligministeriets ekspeditionssekretær, Erik Jerslev, sagde samme dag til pressen: Når folk fristes til bebyggelse og til at investere sparepenge i projekter, der ligger i yderzone, er det en ting, der i høj grad maner til advarsel”.

Stor anvance
Imidlertid var der yderligere sket det, at dagen før salget startede, havde Danbyg solgt alt jorden til ”Grundejerforeningen Kelleris Hegn” – sålede at det formelt set slet ikke var Danbyg der solgte, men en grundejerforening. I praksis betød det, at grundejerforeningens stiftere, der havde købt gården på hånden for 1.140.000 kr, købte ejendommen af sig selv for 12.500 pr grund x 174 grunde = 2.175.000 kr. Under forudsætning af, at alle grundene kunne sælges, ville sælgerne  (nu som en del af en forening og uden ansvar) – altså de samme tre personer – stå med en avance på ca. 1.000.000 kr! Sådan kom det imidlertid ikke helt til at gå.

Jordens beliggenhed i landzone betød i praksis, at grundkøberne ikke kunne få skøde på deres parcel, og allerede den 6. maj gav flere af køberne udtryk for at de følte sig ført bag lyset. ”Grundejerforeningen Kelleris Hegns” første  generalforsamling  på ”Prins Hamlet” i Helsingør den 15. maj blev præget af situationen. Helsingør Dagblad beskrev mødet som ”kaos”, men en ting blev fastslået: Utilfredse købere kunne få deres penge tilbage. Og det var der en del der gerne ville. Kun 41 af de oprindelige 174 købere fastholdt et medlemskab af grundejerforeningen. Resten forlangte deres penge tilbage.

Annoncen fra foråret 1964, der satte gang i salget af grundene på Grøndalsgaardens jorder.

Ny konstruktion med 134 anparter
De tilbageblevne ”grundejere” dannede derpå en bestyrelse, hvor fabrikant Niels H. Skov blev formand. På dette tidspunkt var der dog endnu mange uafklarede spørgsmål. Bl.a. var det problematisk om en forening kunne overtog jord, der var landbrugspligtig. Godt nok havde den hidtidige ejer, Bent Ole Hansen, lavet en forpagtningskontrakt, som indebar, at han drev jorden i yderligere et år, men flere andre ting var også uafklarede. Derfor blev landsretssagfører Anne Lise Ankerstjerne anmodet om at udtænke en holdbar løsning. Det resulterede i en ordning, der indebar at hver grundejer fik tilskødet 1/134 del af hele ejendommen. I praksis betød det, at hver af de fremtidige 134 ejere hver fik andel i de resterende 39 grunde, som man så ville kunne sælge senere, m.h.p. at bruge disse penge til at finansiere byggemodningen.

I løbet af de følgende uger voksede antallet af interesserede købere til 60, men nu fik sagen et uventet efterspil.
Den 2. juni trådte formanden for Teknisk Udvalg tilbage  fra sin post. Der blev ikke givet begrundelser for skridtet, men samtlige kommentatorer i dagspressen var enige i, at det var en følge af, at Bjerre havde været involveret i denne tvivlsomme ejendomshandel. Det mente man ikke kunne forenes med hans varetagelse af en så fremtrædende post som udvalgsformand. Sjællands-Posten skrev den 3. juni, at samarbejdet i sognerådet mellem Venstre og Konservative (som Bjerre var valgt for) efter sagens fremkomst havde været meget dårligt, og at det var i konsekvens heraf, at Bjerre trådte af.

Peder Bjerre igen
Peder Bjerre var dog tilsyneladene ikke utilfreds med sin rolle i almindelighed. Den 3. august udtalte han således til dagbladet B.T.: Efter min mening er det en god og sund investering. Kommunen burde selv have fået ideen, og enhver gårdejer med jord op til inderzonen kan gøre det samme. Der er rigelig jord i Nordsjælland, som kunne sælges på denne måde, og det ville give unge mennesker en chance for at være med i kapløbet om grundene.

Det fik følger i sognerådsmødet den 4. august, hvor Julius Mathiasen bad Peder Bjerre om at redegøre for sine udtalelser, som bl.a. kunne tydes som om at han mente, at grundene kunne byggemodnes allerede efter 5-8 år. Peder Bjerre afviste dog at have udtalt sig sådan.

Sognerådsformand Karl Olsen var imidlertid stadig meget betænkelig ved situationen, da Aktuelt interviewede ham til avisen den 16. august: Han sagde bl.a. Man skal ikke tro, at man gennem pres fra de mennesker, som allerede har købt grunde fra Grøndalsgaarden kan få sognerådet til at springe med åbne arme. Hvis det hele drejede sig om at udstykke på livet løs, så var der ingen problemer, men der skal bygges skoler og andre kommunale institutioner for at få tingene til at fungere. Det må være kommunens pligt at dirigere udviklingen i en fornuftig rækkefølge.

Hovgaarden sælges på samme måde
Samme dag oplyste Fl. Schjødt Eriksen, at der nu var solgt 126 anparter af Grøndalsgaardens jorder. Samtidig oplystes det, at nu havde han også overtaget Hovgaarden på lignenden betingelser, og at salget netop var gået i gang. Her blev gårdens jorder opdelt i 85 andele, som gårdens hidtidige ejer, Knud A. Larsen, dog fortsat skulle drive for egen regning indtil videre.

Efter salget af Hovgaardens 85 anparter blev der stille om sagen i en årrække. Folk var tilfredse med deres investeringer, som de fortsat regnede med ville være en god investering. 5 år efter salget i 1964 handledes anparterne til omkring 28.-29.000 kr, men inflationen åd det meste af fortjenesten.

Peder Bjerre ud af sognerådet
For Peder Bjerre var sagen dog ikke helt slut. Han var dårligt kommet over den blæst, der indtraf omkring hans medvirken i salget af grundene ved Grøndalsgaarden, da han blev involveret i en ny sag om en ejendomshandel, som godt nok intet havde med den første at gøre. Men de to sager tilsammen foranledigede den konservative gruppe i sognerådet til at ekskludere Bjerre, der herefter foretrak at udtræde af Sognerådet. Det skete i november 1964.

Men der skete ikke noget nyt i de følgende mange år. Det blev en mere og mere tvivlsom affære at være ejer af en anpart i de to gårde. For der var ikke meget, der tydede på at kommunen var interesseret i at inddrage arealet til boligbyggeri. Uofficielt var det en slags modreaktion mod de forsøg på pression, som man følte man var udsat for i 1964. Det blev aldrig udtalt fra sognerådet eller byrådets side, at sådan forholdt det sig, men sagen var så følsom, at der skulle komme til at gå ikke mindre end 24 år før der for alvor skete noget.

Gårdene rives ned
Selve Grøndalsgaarden havde stået tom siden familien Hansen flyttede derfra i 1965. Jordene var sammen med Hovgaardens jorder bortforpagtet til ejeren af Kvistgaard Hovedgaard, Frederik Elgaard. Men Grøndalsgaardens bygninger, der var overtaget af Preben Wessel Schou Nielsen, forfaldt mere og mere, og i april 1969 gik bulldozerne i gang med at jævne den omkring 200 år gamle gård med jorden. Senere byggede arkitekt Per Christiansen de såkaldte ”radiatorhuse” på gårdens grund.

For Hovgaardens vedkommende gik udviklingen lidt langsommere. Gårdens bygninger fik lov at stå frem til 1988, efter at Knud Larsen og senere hans enke havde boet der efter salget af jordene. Årsagen til nedrivningen var, at tiden nu efterhånden var blevet moden til at anvende den del af Hovgaardens jorder, der lå nærmest Hovvejen samt en del af Grøndalsgaardens jorder.

Anparterne købes op
Naboejendommen, Grydemosegaarden, var blevet bebygget og efterhånden var der kun de to gårdes jorder tilbage til større byggerier. Imidlertid var der ikke politisk stemning for at lade jordene udstykke til parcelhuse, og der ventede derfor kommunens jurister et større arbejde for at få udredet de gamle grundejerforeningers  helt specielle forhold. Men det lykkedes – ikke uden problemer – at få købt alle de gamle anparter op, og derefter kunne forskellige boligselskaber og bygherrer gå i gang med at projektere og bebygge efter at en lokalplan for området var blevet fremlagt og vedtaget i årene 1991-92. Og først i år 2000-2001 – over 36 år efter salget af grundene  – blev arealet udbygget.

Rev. 03.04.2021