Om Lig-, Begravelses-, Sygepleje-, Låne-, Hjælpe- og Sygekasser…

Snekkersten Ligkasse eller Begravelseskasse var måske Danmarks første af sin art – og i alle fald opstod den mere end 100 år før de fleste andre lignende foreninger.

Af Kjeld Damgaard

Før den store socialreform i 1933 var det kun muligt at beskytte sig selv mod sygdoms,- begravelses- eller fattigdomstilfælde, med private ”forsikringer”. Men vel at mærke ikke den slags forsikringer, som sælges i tide og utide i dag af store forsikringsselskaber, men mere den slags man kan kalde gensidige forsikringer.

Som oftest foregik det ved, at man i det lokale samfund eller i et bestemt erhverv oprettede en forening, som via medlemsbidrag, frivillige bidrag, gaver og offentlige fester havde en indtægt, som så blev uddelt til trængende medlemmer efter bestemte regler, fastsat af en generalforsamling og i det daglige administreret af en bestyrelse.

Snekkersten Ligkasse 1745-1933
Denne kasse har sin oprindelse engang i første halvdel af 1700-tallet, og er den ældste sammenslutning af denne art i vort område – måske i hele Danmark. En tilsvarende forening i Helsingør blev eksempelvis først oprettet i 1796. Formålet med ”Snekkersten Lig-Societet” var at sikre medlemmerne en hærdelig og anstændig begravelse samt give støtte til de efterladte. Om foreningen har aner forud for 1745 vides ikke med bestemthed – men antagelig blev foreningen oprettet 3. pinsedag 1745 og her kendes tillige dens oldermand, en Christen Pedersen i Skotterup. Oldermanden havde en næsten enevældig magt i foreningen, men på et punkt havde han kun mulighed for at disponere, når hans to bisiddere assisterede. Det var når Lig-kassens lavslade (=pengekasse) skulle åbnes. Hertil behøvedes nemlig tre nøgler samtidig.

Lig-Kassen ejede en række effekter, som blev anvendt ved begravelserne, bl.a. spader og skovle, træskamler til at stille kisten på samt to sæt ligklæder. Desuden ”udkommanderedes” nogle af lig-kassens medlemmer til at bistå ved begravelsen. Fra 1751 kender vi foreningens vedtægter, hvoraf det fremgår, at foreningen ikke bare gjaldt for Snekkersten, men også for Skotterup, Lokkerup, Flynderup, Rørtang, Espergærde og Borup byer.

Foreningens regnskaber blev ført af en af bisidderne, og det gik tilsyneladende ganske godt, idet man snart også begyndte at låne ud af midlerne. Det var som regel fiskerne, der lånte til en ny båd – i en tid hvor der jo ikke eksisterede pengeinstitutter.

I 1790 ændredes vedtægterne samt foreningens navn, der nu blev til ”Snekkersten Låne- og Begravelseskasse”. I denne periode lå medlemstallet på 40-50 fordelt på de førnævnte byer.

Igennem hele 1800-tallet var Lig-kassen, som den stadig kaldtes en naturlig del af det lokale liv, men i 1914 fik foreningen en brat ende. Det skyldtes, at det statslige Sygekasseinspektorat, der var blevet oprettet i 1893, og som skulle føre tilsyn med i første omgang de statsanerkendte sygekasser, men fra 1905 også med begravelseskasserne, ikke ville anerkende, at Snekkersten Ligkasse var en privat forening således som snekkerstenerne påstod. Inspektoratet holdt fast i at Ligkassens regnskaber derfor skulle kontrolleres. Imidlertid mente de stolte snekkerstenere, at det vedkom sandelig ikke staten, hvad der var i kassen eller hvem der var medlem af foreningen. Man meddelte derfor inspektoratet, at hvis de fastholdt kravet om indsigt i regnskabet, ville foreningen nedlægge sig selv.
Man undlod herefter at besvare statens breve, og nedlagde officielt foreningen den 1. november 1914 – og så var der jo ikke længere nogen adresse inspektoratet kunne skrive til eller nogen oldermand, som kunne besvare brevene. Men med til historien hører imidlertid, at foreningens midler og kassebeholdning til stadighed blev udbetalt i forbindelse med de begravelser, der fandt sted i årene efter 1914. Først i marts 1933 blev foreningens restbeholdning fordelt mellem de tilbageværende medlemmer !

Som en ekstra krølle på den historie kan tilføjes, at endnu i 1930’erne fandtes der mindre begravelseskasser, som Sygekasseinspektoratet ikke havde kendskab til.

For god ordens skyld skal tilføjes, at der i Helsingør i 1796 blev oprettet et Begravelse og Enke Pensions Selskab, som selvfølgelig havde til formål, at støtte ved begravelser og efterfølgende hjælpe enkerne, som ville få ”en betydelig understøttelse, især hvis de var uformuende”. Medlem kunne blive hvis man boede ikke bare i selve Helsingør men også i omegnen. Det blev en ganske god succes, bl.a. beskrev man i 1801, at man nu havde ”en ikke ubetydelig kapital”.

Fabrikssygekasser
Hvornår Havreholm Papirfabriks Sygekasse er oprettet vides ikke, men mon ikke der er gået nogle år efter fabrikkens start, førend man kom i gang med en sygekasse. Fabrikken startede i 1842 og først i 1865 kendes sygekassens eksistens med sikkerhed. En fabrikssygekasse havde flere steder støtte fra fabrikkens ledelse til driften af kassen. Sygekassen i Havreholm nedlagdes samtidig med papirfabrikationen i 1889.

En anden stor fabrik, Kronborg Geværfabrik, og senere Hellebæk Klædefabrik,  oprettede også et par sygekasser – herom senere. Og lige på den anden side af kommunegrænsen oprettedes i 1900 en sygekasse for de ansatte ved Klostermosegaards og Nøjsomheds Teglværker. Sygekassen fik navnet ”Haabet”.

Tikøb Landsogns Sygekasse
– har tilsyneladende rødder tilbage til den syge- og begravelseskasse, som blev stiftet den 19. marts 1871. Foreningen blev dog snart en ren begravelseskasse, der udelukkende udbetalte begravelseshjælp til sine medlemmer.

Først i forbindelse med en ny forening, Tikøb Kommunes Hjælpeforening, der blev oprettet i 1886 blev der pustet nyt liv i den lidt skrantende forening, idet et udvalg under denne forening foreslog at reorganisere den gamle forening. Det skete tilsyneladende, og i den kommende tid, blev sygekassen en velfungerende forening, som hovedsageligt havde sine medlemmer i den centrale del af Tikøb Kommune. Statsanerkendelse opnåedes i 1897.

Sygekassens ledelse bestod i de år blandt andet af lærer ved Borsholm Skole, Ole N. Jørgensen, der var formand frem til  1883. Kasserer var fra starten skovfoged Carl Emil Hansen, Klosterris, og det hverv bestred han i over 30 år indtil 1902. På dette tidspunkt var formanden for sygekassen den meget aktive lærer i Havreholm, Niels Peter Sørensen.

Hans sociale engagement var stort, og han opfordrede gentagne gange kraftigt til, at især småkårsfolk blev medlem af sygekassen. Indmeldelsesgebyret var da 150 øre hvis man var mellem 20 og 40 år gammel. Det månedlige bidrag var minimum 35 øre – og til sammenligning kan anføres, at en ufaglært arbejder netop i de år fik omkring 35 øre i timen. For dette månedlige bidrag modtog medlemmet fri læge, sygehus og en daglig pengehjælp. Sidstnævnte varierede efter hvilket månedligt bidrag man indbetalte, idet reglen var den at for hver 10 øre man betalte mere om måneden, modtog man 10 øre mere om dagen i sygdomstilfælde. Desuden ydede sygekassen tilskud, således at kørsel til læge eller jordemoder også var gratis. Der var dog en begrænsning: Var husstandens indkomst for stor, kunne man ikke være medlem af sygekassen. I 1903 var grænsen 1000 kr i årsindtægt, dog plus 100 kr for hvert hjemmeboende barn under 15 år.

N.P. Sørensen agiterede også i de år kraftigt for at tyende – karle og piger – blev indmeldt i sygekasserne. Selvom de ofte flyttede efter kun et halvt år – ofte til et nyt sogn – så kunne de tage deres ”anciennitet” med sig og skulle m.a.o. ikke indbetale nyt indmeldelsesgebyr.

Yderligere var medlemskabet af sygekassen også en hjælp til et billigt medlemskab af den tilhørende begravelseskasse. Det kostede 20 øre om måneden og gav en begravelseshjælp på 100 kr., uanset om medlemmet var 20 år eller 80 år gammel ved dødsfaldet.

Formanden fra 1913 og i en lang årrække frem, var smedemester i Saunte Ole R. Olsen (fader til den senere sognerådsformand Karl Olsen). Medlemstallet var i 1928 1.053 og i det år udgjorde lægehonorarerne langt den største udgift, nemlig ca. 8.500 kr. Sygehusudgifter udgjorde 3.500 kr, pengehjælp og medicinudgifter udgjorde godt 2.000 kr. hver, medens tandlægehonorarer udgjorde godt 1.000 kr.

Sygekasserne i Hellebæk
Mens Kronborg Geværfabrik eksisterede var der 2 sygekasser tilknyttet fabrikken. Uvist af hvilken grund var der nemlig både en sygekasse for de gifte arbejdere og en for de ugifte svende. Begge sygekasser nedlagdes, da geværfabrikken i 1869 ophørte.

Men i 1875 oprettede Hellebæk Klædefabrik sin egen sygekasse for de ansatte på denne fabrik. Og i 1887 blev ”Hellebæk og Omegns Arbejderforening” stiftet for at modvirke dannelsen af en fagforening. Den kom imidlertid alligevel og i stedet gik HOA, som den kaldtes, over til at blive sygekasse samt give alderdomsunderstøttelse  til medlemmerne. Denne ændring skete i 1891, hvor det tillige vedtoges at inddrage stort set hele Nordkysten i sit virkeområde. Det betød i praksis at medlemmerne kunne bo helt i Hornbæk, Borsholm eller i Øerne – foruden naturligvis i selve Hellebæk-Aalsgaard-området.

Det kostede i 1891 75 øre om måneden i kontingent. For dette ydedes fri lægehjælp samt 1 kr. om dagen i sygepenge. Formanden på den tid hed i øvrigt N. C. Christensen og var bagermester i Hellebæk.

Foreningen HOA’s medlemstal var i 1906 247, hvoraf 216 var i sygekassen. I den tilhørende begravelseskasse var 125 medlemmer. Samme år ændredes den tidligere givne alderdomsunderstøttelse til en ren begravelseshjælp.

Foreningen, der også arrangerede fester, teaterforestillinger, juletræsfester, opvisninger m.v., eksisterede helt frem til 1980’erne, men allerede i 1916 udskiltes sygekassedelen af HOA og denne sygekasse sammensluttedes med Hellebæk Fabrikkers Sygekasse til Hellebæk-Aalsgaard Sygekasse med i alt ca. 440 medlemmer.

Tikøb Kommunes Hjælpeforening
På initiativ af proprietær Carl Holstein, Sindshvile, læge Hans Meyn, Nyrup, og proprietær Ernst Piper, Nyrupgaard blev der den 26. oktober 1886 indkaldt til et møde i Tikøb Kro. Formålet med mødet var at oprette en ”Hjælpeforening for Tikjøb Kommune”. Ideen var opstået, fordi der i vinterens løb var dannet flere foreninger i sognet, hvis formål det var at indsamle ret betydelige summer til nødlidende i København. Initiativtagerne mente imidlertid, at der i Tikøb Kommune fandtes mange værdige  trængende, som ikke nød offentlig fattigunderstøttelse, men som det var mere rimeligt at man først sørgede for.

Foreningen blev oprettet med de tre initiativtagere i bestyrelsen sammen med sognefoged Anders Nielsen, Jonstrup og sognefoged H. P. Nielsen, Horneby. Men derudover udpegedes en kredsforstander for hvert af de 35 kredse som kommunen blev opdelt i. Disse kredsforstandere skulle så holde øje med evt. trængende i sin kreds. Medlemmerne skulle betale portionsbidrag, således at forstå, at hver portion ansattes til en bidrag på 10 øre månedlig. Alt efter betalt bidrag fik man således udbetalt hjælp i tilfælde af f.eks. ægtefællens sygdom eller manglende arbejdsevne. Hjælpen kunne udbetales som penge, som rugbrød, brændselshjælp, sygehjælp, huslejehjælp eller som lægehjælp.

Foruden medlemsbidragene, som det første år indbragte 1.588,92 kr., afholdtes i juli 1887 en fest i Egebæksvang, som indbragte ca. 1.900 kr. Det første år udbetaltes 769,19 kr. i hjælp til medlemmerne. Det var i denne forenings ledelse at initiativet til en reorganisering af Tikøb sogns sygekasse blev taget, et initiativ, der tilsyneladende fik denne sygekasse i en god gænge.

De første, der fik hjælp af denne hjælpeforening var Johan Nielsen i Havreholm, der fra 1. december 1886 fik 2 kr. ugentlig, så længe manden var syg. Indsidder Ole Olsen på Karinelund ved Tikøb fik 1 kr. ugentlig, Jørgen Jørgensen i Mørdrup fik også 1 kr. ugentlig, medens Bodil Nielsen i Nyrup og jomfru Jensen i Plejelt hver fik et engangsbeløb på 3 kr.

Hjælpeforeningen eksisterede frem til 1922, da foreningens formue stort set var opbrugt. Man fandt det derfor rigtigst at indstille driften og foreningens midler på godt knapt 300 kr. blev delt ud til en række trængende således at hver fik 10-15 kr.

100-mands foreningerne
I sidste halvdel af 1800-tallet opstod en række såkaldte 100-mands foreninger, der bl.a. havde til formål at hjælpe ved dødsfald. Foreningerne havde mindst 100 medlemmer, men som oftest flere. Eksempelvis eksisterede en sådan forening for Tikøb-området. Den hed ”Foreningen 208 for Tikøb og Omegn”. Foreningens medlemmer opfordredes tillige til at møde op og deltage i begravelsen af medlemmerne.

Kritikken af disse foreninger gik imidlertid på, at begravelseshjælpen ikke altid var sikker – somme tider var kapitalen så lille, at der i tilfælde af mange samtidige begravelser ikke var penge nok til at yde den sædvanlige hjælp.

Med loven af 1905 skulle der også føres kontrol med disse foreninger, samt en række andre, som havde en begravelseskasse tilknyttet. Det gjaldt bl.a. Afholdsforeninger, Forsvars- og Vaabenbrødreforeninger, Soldaterforeninger samt andre foreninger, som også havde andre formål. 1905-loven betød imidlertid, at sådanne begravelseskasser ikke længere blev nyoprettet. Kun de gamle bestod endnu i en årrække, for derefter at blive opløst efterhånden som bl.a. sociale reformer trådte i kraft.

Rørtang og Omegns Sygekasse
I vinteren 1893-94 tog en håndfuld lokale mænd fra Rørtang og Omegn initiativ til at danne en syge- og begravelseskasse for Rørtang og Omegn. Ved et møde på Gradmannslyst på Rørtang Overdrev (nuv. Grangaarden) blev sygekassen stiftet, og efter kun tre år opnåedes en statsanerkendelse, der bl.a. indebar at der blev ydet et statstilskud til kassen, der til gengæld skulle lade sig kontrollere af det statslige sygekasseinspektorat. Medlemstallet var da 205.
Sygekassen fik dels sine indtægter ved medlemsbidragene, dels ved gaver og afholdelse af skovfester. En sådan skovfest afholdtes bl.a. i Egebæksvang den 17. og 18. juli 1904. Festpladsen bestod af dukketeater, gyngebåde, karrusel, kraftprøve, tombola, roulette, dansesal og restauration. Om aftenen var festpladsen oplyst af flere hundrede kulørte lamper. I den forbindelse var der nedsat en komité af omegnens damer, som modtog gaver af enhver art til tombolaen og rouletten. Overskuddet ved den fest blev i øvrigt 1.212 kr.

I 1928, da tømrermester Hans Arp var formand for sygekassen, var medlemstallet vokset kraftigt og foreningen var kommunens største med 1.558 medlemmer, og i 1936 var tallet steget til 2.480 medlemmer.Navnet på sygekassen blev den 1. oktober 1933 ændret til Espergærde og Omegns sygekasse, idet foreningens tyngdepunkt nu var Espergærde, hvor også opkrævningen foretoges.

Flere sygekasser
Fra gammel tid var der tradition for at specielle erhverv havde deres egen sygekasse. Eksempel
på en sådan var ”2det Kronborg Skovdistrikts Sygekasse”, som også måtte ty til skovfester for at få indtægter til kassens drift.  En anden var Værftsarbejdernes Sygekasse, som også havde medlemmer i Tikøb Kommune. Den blev statsanerkendt 1. 7. 1899.

De ansatte ved ”Det sjællandske Jernbaneselskab” (bl.a. Nordbanen) kunne fra Nordbanens ibrugtagen i 1864  melde sig i ”Den Sjælland-falsterske Jernbanes Sygekasse” – og senere (fra 1880) i ”Statsbanepersonalets Sygekasse”.

På nordkysten var der også sygekasser. I Hornbæk oprettedes ”Hornbæk Sygekasse” fra 12.02.1895 med ca. 115 medlemmer. Den blev statsanerkendt allerede den 1. januar 1896. Sygekassens første formand var tømrermester Ole Pedersen, der virkede til 1912. Fra 1935 var formanden landmand Niels Peter Rasmussen. I 1928 var medlemstallet således 490, men steget til ikke mindre end 810 i 1936.

I Hellebæk-Aalsgaard området kom – som nævnt – den offentlige sygekasse den 1. januar 1916. Her var formanden igennem en lang årrække i 1920’erne og 1930’erne mejerist Peder O. Christensen i Ny Apperup. I 1934 var medlemstallet vokset til 628, og foreningens formue til 24.476 kr. På den tid var de årlige udgifter til sygepenge ca. 2.500 kr., medens hospitalsophold kostede kassen ca. 3.000 kr. om året. I denne sygekasse havde man i øvrigt også en afdeling for bemidlede medlemmer, d.v.s. folk, der overskred den fastsatte indkomstgrænse for almindeligt medlemskab. Her finder vi i øvrigt forgængeren for det system, der senere kaldtes A- og B-medlemmer – der senere viderførtes som de nuværende sikringsgrupper 1 og 2.

Sygekasserne, som efterhånden fik kontorer rundt om i kommunen, ansatte efterhånden også forretningsførere, som ledede kontorerne. Med en lov af 1. april 1961 blev kommunernes sygekasser slået sammen til én – også i Tikøb Kommune. De fire kontorer i hhv. Hornbæk, Hellebæk, Tikøb og Espergærde bevaredes dog. Men i 1973 sluttede denne ordning, idet den nugældende sygesikringsordning blev indført, således at man nu betaler sin sygeforsikring via skatten.

Sygeplejeforeningerne
Endnu en type forening skal nævnes i denne sammenhæng, nemlig de i alt fem sygeplejeforeninger der blev oprettet i Tikøb Kommune. Deres formål var at medlemmerne kunne få pleje af en uddannet sygeplejerske under sygdom. Foreningen ansatte så en sygeplejerske, hvis arbejde var at tage rundt på sygebesøg i distriktet.

”Sygeplejeforeningen for Tikøb” havde således igennem en lang årrække ”Søster Laura” som sygeplejerske. I 1917 havde hun f.eks. udført 578 sygebesøg  og givet 267 massagebehandlinger, og der var almindelig tilfredshed med sygeplejerskens gerning. Formanden for foreningen var på det tidspunkt, provstinde Nanna Petersen i Tikøb.

En anden af disse foreninger hed ”Sygeplejeforeningen for Tikøb Sogns østre Del” og som eksempel herfra kan nævnes, at da formanden for denne forening fra 1925, anlægsgartner Jens Hansen-Kragenæs fra Snekkersten, i februar 1934 aflagde beretning på foreningens generalforsamling på hotel Gefion i Espergærde, var medlemstallet 379, som hver betalte 3,-kr i kontingent. Sygeplejersken havde i årets løb haft 1.651 sygebesøg og foreningen havde modtaget 500,- kr. i tilskud fra kommunen og 30,- kr. fra amtet. Bestyrelsen bestod i øvrigt da af fru Signe Arp, Espergærde, lærer Aage M. Rasmussen, Snekkersten og fru Emma Hansen, Tibberupgaard.

De fire sygeplejeforeninger eksisterede frem til 1.oktober 1958, da de blev slået sammen til én: Tikøb Kommunes Sygeplejeforening. Herefter fungerede foreningen i et vist omfang frem til 1963, hvor kommunen endelig overtog forpligtelserne og alle beboere kunne nu modtage hjemmesygepleje-besøg.