Tikøb Fattig- og Forsørgelsesanstalt som den så ud omkring 1911. I dens ydre var bygningen dog ikke ændret fra den var ny 50 år tidligere. I det indre skete der imidlertid store ændringer omkring 1911. Før da havde hovedbygningen alene været anvendt til lemmerne (de ældre, svage eller fattige) – bortset fra en bolig til inspektøren. Kommunekontoret lå i bygningen bagved, medens den østlige bygning anvendtes til de sindssyge.
af Kjeld Damgaard
Fattigforsorgen i Tikøb Kommune har et naturligt skel i 1861, da man indvier den nye Fattig- og Arbejdsanstalt. Men der var også skelsættende år inden da.
1708- og 1803-forordningerne
Allerede i 1708 kom den første forordning om betleri m.v. Heri var også bestemmelser om forsørgelse af værdigt trængende indenfor hvert sogn. I praksis betød det, at det enkelte sogn skulle forsørge de fastboende fattige – og at de dertil oprettede fattigkasser skulle være skattefinansierede.
Imidlertid viste det sig i slutningen af 1700-tallet, at denne ordning slet ikke var effektiv nok – og at skatteindtægterne ikke kunne følge med behovet. Derfor udarbejdedes en ny forordning i 1803 for landdistrikterne. Herved blev ordningen strammet op og ordningen dermed mere effektiv. Tilsynet overgik nu til amtmanden, som oprettede de såkaldte amtsfattigdirektioner.
Til at administrere denne ordning udpegedes den stedlige præst som formand samt et antal sognebeboere som hans medhjælpere. I praksis blev de trængende inddelt i tre klasser: Til 1. klasse hørte de fattige, som slet ikke kunne forsørge sig selv f.eks. p.g.a. sygdom, alderdom eller sindssygdom. Til 2. klasse hørte forældreløse børn eller børn af forældre, som ikke kunne betros dem opdragelsen. Og til 3. klasse hørte enkeltpersoner eller familier, som p.g.a. svagelighed, mange børn, tiltagende alder eller lignende ikke kunne tjene tilstrækkeligt. Svagheden ved dette system var, at det ikke tog højde for sygdomme, ulykker og lignende – som krævede midlertidig hjælp. Denne kategori viste sig på sigt faktisk at være den største gruppe.
Den mest almindelige måde at hjælpe de fattige på var naturalforplejning. Det vil sige, at de fattige fik de fornødne fødemidler udleveret. Desuden skulle der skaffes klæder, ildebrændsel, medicin eller bolig. M.h.t. børnene var metoden at sætte dem i pleje hos folk, der forpligtede sig til at holde dem i skole. Plejeforældrene var under tilsyn og kunne fratages børnene, såfremt de ikke sørgede for, at de gik i skole eller ikke blev passet godt nok. Derudover forventedes det, at sognets fattigkommission skulle sætte folk i arbejde, såfremt det var muligt.
Indtægterne til fattigkassen bestod for hovedpartens vedkommende af den pålignede fattigskat, som sognets indbyggere skulle betale en gang om året. Derudover indkom der gaver, afgifter, rentepenge og frivillige bidrag.
Denne ordning eksisterede frem til udgangen af 1841, hvorefter de nyoprettede sogneforstanderskaber overtog funktionen. Men det skulle vise sig at være en stor opgave for det nyvalgte sogneforstanderskab i Tikøb – så noget måtte gøres.
Fattigkommissionen indkaldes
Det var således fattigkommissionens hidtidige formand provst Olrik der allerede i sogneforstanderskabets andet møde foreslog, at sogneforstanderskabet skulle indkalde de afgående fattigkommissioner for at få dem til at hjælpe med at fastsætte den fremtidige fattigskat. Olrik mente, at det ville være alt for vanskeligt for de nyvalgte sogneforstandere at bedømme ligningen af hele den store befolkning – især fordi sogneforstanderne alle var gårdmænd fra det indre af sognet – og de ville få meget svært ved at bedømme f.eks. fiskernes indkomster. Man kan her sige, at Olrik indirekte pegede på en svaghed ved det daværende valgsystem: Hele befolkningen var ikke repræsenteret – der var en klar overvægt af en enkelt befolkningsgruppe, nemlig gårdmændene og proprietærerne.
I det efterfølgende møde blev denne ligning så gennemført i et nært samarbejde mellem den afgående fattigkommission og det nye sogneforstanderskab. Problemet var, at der var et stort underskud på 1.700 rigsdaler i fattigvæsenets beholdninger, og det var derfor nødvendigt at forhøje fattigskatten for året 1842. Imidlertid indtraf – efter en meget lang og besværlig forhandling – den pudsige episode, at to af de tilstedeværende, hhv. fattigkommissionsmedlem Hans Frederiksen i Jonstrup og dyrlæge Claus Knudsen i Plejelt erklærede ikke at ville betale det fastsatte beløb på 3 mark for deres eget vedkommende. Man fornemmer næsten trætheden i ansigterne på hele forsamlingen. Men så meddelte forpagter Krabbe, at han da gerne betalte en rigsdaler mere end det, der var blevet fastsat for hans vedkommende, mod at de to klagere fik nedsat deres pålignede fattigskat. Og dermed kunne mødet slutte. Sagen sluttede dog ikke alligevel. Senere tilkendegav Knudsen, at han stadig ikke ville betale sit bidrag…
Fattigsagerne i sogneforstanderskabet
I samtlige møder i sogneforstanderskabet var der en lang stribe af sager om hjælp eller tilskud til fattige. Hele området krævede megen omhu, arbejde og mange penge, så det var naturligt, at netop fattigvæsenet blev genstand for mange overvejelser og diskussioner.
Rev. 09.04.2021