I efteråret 2020 foretog Museum Nordsjælland en arkæologisk forundersøgelse i udkanten af Tibberup. Den viste, at der var bevaret omfattende spor fra jernalderen på markerne øst for Kelleris Hegn. Selve udgravningen foregik i 2021, hvor der både blev undersøgt spor efter et stort antal jernalderhuse, gjort talrige fund fra det daglige liv på bopladsen samt afdækket store mængder af affald fra jernudvinding.
af Jakob Schlein Andersen
Den tidligere mark er her opgravet med søgegrøfter m.h.p. arkæologernes indledende observationer.
I den tidlige del af jernalderen, for mere end 2.000 år siden, summede det af liv ved Kelleris Hegn. På markerne, der nu ligger mellem Kelleris Hegn og bebyggelserne ved Kelleris Høj og Grydemoseskolen, var travle hænder i gang med et stort og vigtigt projekt. En nærmest uvirkelig proces skulle til at finde sted, så alle var spændte og koncentrerede, da ilden blev tændt og flammerne langsomt tog fat. Jernaldermenneskene havde netop tændt op i en jernudvindingsovn, og nu var den sidste del af processen med at omdanne myremalm til jern sat i gang.
Forud var gået et langt forløb, med at fremskaffe og forarbejde råmaterialer, samt med af opbygge selve ovnen hvori forvandlingen skulle finde sted. Det var en tidskrævende og arbejdstung proces, der skulle udføres rigtigt i alle led, for at udvindingen skulle lykkes.
Ilden står op af udvindingsovnens top under en eksperimentel jernudvinding i Lejre.
(Foto: Henriette Lyngstrøm)
Det var derfor altafgørende, at de mennesker der stod for arbejdet, havde et indgående kendskab til materialernes egenskaber. Samtidig skulle de mestre den spritnye jernudvindingsteknologi, der kun havde været tilgængelig i Danmark i kort tid. De vidste, med andre ord, hvordan man kunne fremstille jern af råstoffer fra lokalområdet. De kendte til myremalmsforekomsterne, som skulle graves op af jorden ved kanten af de nærtliggende vådområder. De fremstillede trækul ved svidning og byggede specialiserede ovne, hvor temperaturen kunne komme op på over 1.200 grader.
Vi ved ikke særligt meget om, hvordan kendskabet til jernudvinding kom til Danmark. Var det tilrejsende specialister, der delte deres viden med de lokale. Eller rejste de selv ned i Europa og tillærte sig den nye teknologi? Det er også muligt, at viden om jernudvinding rejste fra person til person op gennem Europa. Vi ved det ikke, men vi kan se ud fra fundene fra vores udgravning, at udvindingen fandt sted i stor stil ved Kelleris Hegn.
Men lad os starte med at se nærmere på den boplads, som de boede på, imens der bliver arbejdet hårdt ved blæsebælgene, indtil udvindingsovnen er brændt færdig.
Livet på bopladsen
Bopladsen lå på marken øst for Kelleris Hegn, og var omdrejningspunktet for disse menneskers liv.
Bedømt ud fra de fund der er gravet frem af jorden, og de iagttagelser der blev gjort under udgravningen, foregik livet her, ved Kelleris Hegn, som på de fleste andre bopladser fra jernalderen. Man boede i træbyggede huse med vægge og gulve af ler, mens tagene efter al sandsynlighed var stråtækte. På den måde har husene ved Kelleris Hegn lignet de rekonstruerede jernalderhuse, som man kan se i Sagnlandet Lejre og på de mange andre formidlingscentre rundt om i landet.
Udgravningerne viser, at der mindst har været 26 huse på stedet. Dertil komme et mindre antal småbygninger, der blev brugt til opbevaring af foder, mad eller redskaber. Husene var bygget efter de grundprincipper, der var enerådende i jernalderen. Det vil sige, at der inde i husene stod to rækker af kraftige stolper, der var gravet ned i jorden. Stolperne var den bærende konstruktion, der tog imod vægten af det stråtækte tag. Det er sporene fra nedgravningerne, der endnu ligger bevaret under muldlaget, hvor de kan findes og dokumenteres ved en arkæologisk udgravning.
På luftfotoet er søgegrøfterne fra den arkæologiske forundersøgelse indtegnet med hvidt.
Gennemskåret hus – der viser byggeprincipperne i jernalderens huse med indvendige tagbærende stolper.
Ved undersøgelserne af husenes tagbærende stolper er der udtaget jordprøver. Formålet med prøverne er at finde små forkullede plantedele, der bliver dateret med kulstof 14-metoden. I jordprøverne kan man være heldig at finde forkullede korn, der ved et uheld er endt i bålet, når der blev lavet mad. Disse fund viser, at korn var en vigtig del af fødegrundlaget for beboerne.
Det er almindeligt at finde forskellige varianter af både hvede og byg men også havre og ukrudtsfrø forekommer almindeligvis i materialet. Ved denne udgravning er der oven i købet fundet en del kværnsten, der tydeligt viser, at en af hverdagens tilbagevendende arbejdsopgaver ved Kelleris Hegn var at male kornet til mel.
Lerkar og andre oldsager
Langt de fleste af de fund, der knytter sig til livet på bopladsen, kommer fra et stort antal gruber, hvor jernalderfolkene gravede efter ler. Leret skulle de bruge til at fremstille keramik og til opbygning af husenes vægge. Hullerne efter lergravningen blev med tiden fyldt op med affald fra bopladsen. De rummer derfor typisk udsmid fra den daglige husholdning, som fx skår fra ødelagte lerkar, nogle få flintredskaber, lidt trækul, forkullede korn og andre småting, der er fejet op fra husenes gulve. Der kan også findes dyreknogler fra madlavning, men ved Kelleris Hegn er bevaringsforholdene for knogler desværre ikke særligt gode.
Der er udgravet et stort og varieret keramikinventar på pladsen. Det omfatter både dele af store forrådskar samt stumper af finere tilvirkede kopper og kar. Selvom der kun er tale om fragmenter af lerkar, fortæller karrenes forskellige former og randenes udformning os, at bopladsen har været i brug i jernalderens tidlige del – det vil sige fra tiden fra omkring 400 år før Kristi fødsel og helt frem til omkring 400 år efter Kristi fødsel. I og med at datering af keramik oftest er forholdsvis upræcis, kan den ikke bruges til at afgøre, hvorvidt der var gårde på stedet i hele dette tidsspand. Man kan have forladt området og kommet tilbage igen senere. Ud over at studere formgivningen af lerkarrene, er der flere andre metoder til at bestemme alderen på en boplads. Datering af forkullet materiale ved hjælp af kulstof 14-metoden er en af hovedkilderne. De naturvidenskabelige analyser af fund fra husenes stolpehuller og gruberne med bopladsaffald er ikke udført endnu, så vi må indtil videre forlade os på de arkæologiske observationer.
Nogle gange kommer man helt tæt på jernalderens mennesker, når man arbejder med keramikken. Der kan fx være aftryk af en finger, der er trykket ind i leret, mens det endnu var vådt. Ved Kelleris Hegn kom denne fornemmelse, da der blev udgravet et intakt lerkar – et såkaldt miniaturekar. Karret er en miniature-model af et almindeligt lerkar, og det var ikke smidt ud. Det var derimod omhyggeligt placeret i jorden ved ydervæggen i et af bopladsens største huse. Det lille lerkar er kun 3,5 cm højt, og er et eksempel på en offertradition, hvor genstande der blev tillagt en særlig betydning blev placeret i husenes stolpehuller, antageligt som en form for beskyttende amulet.
Udgravning af en lertagningsgrube. Den sorte stribe i profilen, er et udsmidslag med affald fra husene.
Det vides ikke præcist, hvordan ritualerne med miniature-kar har været. Men fundet viser, at det var magtpåliggende for de mennesker, der boede her, at placerer det lille kar i husets væg, sandsynligvis for at beskytte deres hus og deres familie imod alverdens dårligdom.
Et andet sted på bopladsen blev der, ligeledes i et stolpehul fra et af langhusene, udgravet nogle få stykker af en ødelagt vævevægt. Vævevægten giver endnu et glimt af de mange og tidskrævende dagligdags arbejdsopgaver, der blev udført på gårdene ved Kelleris Hegn.
Husene
En stor men uhåndgribelig fundgruppe fra omfangsrige bopladsudgravninger er spor efter huse. Man skal huske, at udelukkende de dele af husene, der oprindeligt var gravet ned i undergrunden, er bevaret frem til i dag. Det vil sige de stolpehuller, hvor husenes bærende konstruktion, bestående af store stolper, var placeret. Kun i enkelte tilfælde er der også spor af stolpehuller der, hvor ydervægge og skillevægge var forankret. Det der bliver udgravet, er derfor mere eller mindre komplette grundplaner af husene. Udgravningerne har således vist, at de største huse på pladsen har haft ca. knap 170 kvadratmeter under tag, men mange huse har kun været på omkring 70 kvadratmeter.
Størstedelen af pladsens huse ligger samlet i to koncentrationer, på hver sin bakketop. Det er ganske almindeligt, at jernalderens mennesker således har benyttet de højtliggende og tørre arealer til deres beboelseshuse. Her ligger husene så tæt, at mange grundplaner overlapper hinanden. Det giver derfor sig selv, at ikke alle huse har været der på samme tid. Det mest sandsynlige er, at der kun har været en enkelt eller to gårde på samme tid.
Der er således ikke tale om en landsby, som man vil forstå det i dag, med en klynge gårde omkring et gadekær. Der er nærmere tale om et fællesskab bestående af få spredtliggende gårde. Billedet af denne samfundsstruktur kan aldrig blive komplet, da vi naturligvis ikke har kendskab til alle jernalderbopladser i området. Nogle bopladser ligger stadig og venter på at blive fundet, mens andre er gået tabt ved de mange store udbygninger i 1970´erne og 1980´erne, der blev etableret uden forudgående arkæologiske undersøgelser. På trods af disse ”huller” i fundbilledet ved vi, at der kun er omkring 600 meter til de nærmeste jernalderbopladser mod både syd og mod nord.
En stor lertagningsgrube der efterfølgende er fyld op med sten og store jernudvindingsslagger.
Skår fra et af pladsens særligt fine lerkar, der er udsmykket med indridsede linjer og et cirkelformet ornament
Jernudvinding
Når vi ser på bopladsens huse, og på de genstande der er fundet i forbindelse med husene, så fremstår livet her på bopladsen på mange måder, som det billede vi kender fra talrige andre jernalderbebyggelser. Der hvor bopladsen ved Kelleris Hegn skiller sig markant ud, er de mange fund, der relaterer sig til jernudvinding. Det er sporene efter den proces, der blev sat i gang, da jernalderfolkene tændte op i udvindingsovnen. Nu har de orange flammer stået ud igennem ovnens top i ca. tre timer, ilden er brændt ud og ovnen er kølet så meget af, at de kan rage jernluppen ud og begynde arbejdet med at rense jernet. Forvandlingen er sket; myremalmen som de gravede op ved mosens kant, er blevet til jern, der kan smedes til redskaber og våben.
Selve ovnen er opbygget af ler, og konstruktionen er meget simpel i sin grundform. Den ligner mest af alt en lille skorsten, hvor der ved bunden er lavet en åbning. Imens brændingen foregår, er hullet lukket med en låge af ler. Fidusen med denne låge er, at den kan udskiftes, når brændingen er gennemført, og så kan ovnen bruges igen og igen.
Under brændingen dannes der både jernluppe og slagge. Slaggen består af urenheder fra råmaterialet – myremalmen. Disse urenheder smelter, når temperaturen i ovnen når op omkring 1.200 grader. Det får slaggen til at løbe ned mod bunden, hvor den samler sig i en lille fordybning og størkner. Langs ovnens inderside sidder det jernholdige materiale – jernluppen – tilbage, der ved yderligere bearbejdning bliver til det færdige jern. Blandt fundene på pladsen er også en lille esse, hvor rensningen af jernet foregik.
Bunden af et lerkar, som det blev fundet lige under muldlaget.
Miniature-karret er netop gravet frem og ser dagens lys for første gang i ca. 2.000 år.
En del af noget ganske særligt
De talrige slagger og de mange fragmenter af udvindingsovne der er fundet ved Kelleris Hegn, er bestemt ikke en almindelig del af fundbilledet på de sjællandske jernalderbopladser. På den måde er pladsen ganske speciel. Den er dog ikke unik, for lignende fund er gjort ved Teglbuen ved Nivå, ved Skibstrup og ved Sindshvile i Kvist-gaard. Disse bopladser ligger indenfor et lille afgrænset område af Nordsjælland. Det er derfor mere korrekt at tale om, at området fra Nivå og op langs Øresundskysten, samt et stykke langs nordkysten har haft en særlig betydning i den ældre del af jernalderen. I dette område var omfanget og intensiteten af jernudvindingen helt ekstraordinær. Kelleris Hegn bopladsen er en yderst vigtig del af dette usædvanlige lokalområde, og bopladsen er med til at tegne et nyt og spændende billede af, hvordan udvindingsteknologien blev optaget i jernalderens samfund på Sjælland.
Hvem end de var, de mennesker der boede på markerne ved Kelleris Hegn, så tog de aktivt del i en udvikling, der var med til at definere og ikke mindst forandre deres samtid.
Et af bopladsens største huse set i grundplan. Hullerne til de tagbærende stolper er markeret med mørkeblåt og huller til vægstolper med lyseblåt.
Rekonstrueret udvindingsovn. Fra forsøg med forhistorisk jernudvinding i Lejre.
(Foto: Henriette Lyngstrøm)
Rev. 05.01.2025