Erindringer af Otto Mathiasen, ca 1920
Fra tiden før udskiftningen har senere gårdejer på Munkhøjgaard, Otto Peder Mathiasen, fået fortalt om landsbyen, som den så ud før udskiftningen:
Op til Borsholmgaards mark, ligger en skov, som kaldes Risby Vang. Før udskiftningens tid, lå her to gårde, hver på 100 tdr ld. De pløjede agre, som man endnu kan se i skoven, stammer fra denne opdyrkning. Men da udskiftningen kom, tog staten gårdene og plantede dem til skov. Ruinerne af gårdene i skoven har været synlige indtil for få år siden, men da blev stenbroen brudt op og slået til skærver for at blive lagt på skovens veje. Nu er der intet synligt af gårdene mere.
Før udskiftingen bestod Borsholm by af Borsholmgaard samt af 7 hele gårde og 2 halvgårde, men da udskiftningen fandt sted, fik hver gård sit navn og de to halve gårde, blev lagt sammen til en hel. Havrevangsgården blev lagt ind under Borsholmgaard, men er senere blevet solgt derfra og lagt ind under Havegaard, ligesom den såkaldte Skippergaard også er lagt til Havegaard. Den oprindelige Slagtergaard er flyttet ud af byen og kaldes nu Nørregaard.
Skolen og de 8 gårde, med matrikelnumrene fra 1844, var herefter:
Borsholm Skole matr. nr. 1.
Borsholmgaard matr. nr. 2
Svinggaarden matr. nr. 3 Jens Jørgensen
Vestergaard (Skippergaard) matr. nr. 4 Niels Jensen
Enggaarden matr. nr. 5 Mathias Gabrielsen
Havegaard matr. nr. 6 Lars Jørgensen
Askegaard (Askerupgaard) matr. nr 7 Hans Christiansen
Høigaard (Munkhøjgaard) matr. nr. 8 Jens Nielsen
Nørregaard (Slagtergaard) matr. nr 9 Lars Olsen
Byen bestod desuden af en del daværende huse, som nu ikke findes, da en del er nedbrudt og flere er brændte. I min tid her i byen har der således været 7 brande: Først Killebakkehuset, som lå i Lars Larsens have, derefter Borsholmgaard, så Nørregaard, derefter 2 huse, som lå hvor Caroline nu bor. Derpå Nørregaard anden gang, så Borsholm gamle skole (som lå hvor nu Borsholmgaards arbejderboliger nu ligger), tilsammen med et hus, der lå overfor købmanden, hvilket en dreng satte ild på, og endelig Chr. Petersens sted, som brændte efter et lynnedslag.
Til hver gård var ved udskiftningen udlagt omkring 100 tdr. land og en huslod på 6 tdt. land. I Ømosen (=Øerne) fik hver gård en tørvelod omtrent på 2 tdr land. Borsholmgaard havde derimod 254 tdr. ld. og en tørvelod på 6 tdr. ld. ligeledes i Ømosen. Gårdens huslodder lå derimod på overdrevet på ved Horserød Skov. Huslodden til Højgaard (nu Munkhøjgaard) var den tidligere skolelod, der hvor nu Borsholm skole ligger. Alle huslodderne skulle efter gældende lov afstås til husmænd, men da ingen ville have lodderne fra Borsholmgaard, blev de ved gården. Omtrent alle overdrevene til gårdene er nu bortsolgte og tilhører nu parcellister. Omkring 1860 solgte Borsholmgaard Havrevangen og Brøndmarken, hvilke arealer blev tillagt Havegaard.
Før udskiftningen gik om sommeren alle Kreaturer fra hele byen løse i flok og de lod dem gå langt ud over byens grænser, endog helt på den anden side af Teglstrup Hegn. De blev malket på et bestemt sted, som kaldtes for Malkeledet, et navn, det endnu har.
Den 28. januar 1793 udstedtes der kongeligt arvefæsteskøde til “den hæderlige bondemand Jens Nielsen og hans arvinger på den under Cronborg amt beliggende og hidindtil af hannem selv i fæste havende gård i Tikøb sogn, Borsholm By, Højgaard kaldet, af hartkorn 6-2-3-2½, med al dens tilliggende efter den i året 1784 fuldendte udskiftning og jorddeling” ( ). Og dermed gik gården så over i selveje.
Om denne periode og tiden forinden, har Otto Peder Mathiasen (som ejede gården 1873-1916) følgende erindringer:
I mine oldeforældres tid var der mange hjorte, som om sommeren gik og ødelagde den smule sæd, som var på marken, hvorfor bønderne måtte holde en fælles hjorterydder. Det var en skomager, som havde på taget sig det hverv, og han havde bygget en hytte på Munkehøj, hvor han drev sin provision ved siden af , samtidig med at han havde to store hunde der, som ahn sendte efter hjortene, når de kom i sæden. De var nemlig ikke sådan at jage for mennesker, som ofte blev angrebet af dem, navnlig i “brommetiden” lod hanhjortene sig ikke bortjage og det kunne være slemt nok for hundene. Skræderen var dog kun på vagt i sommermånederne, hvor han blev aflønnet af bylauget.
Siden vi nu er ved hjortene, vil jeg fortælle en lille tildragelse som passerede samme skomager Lars Pedersen, kaldet “Hjortshyren”. Han boede hvor nu Kistroppens hus ligger, og der havde han i haven nogen grønkål, som en hjort havde fået smag på. Den gik imellem to blommetræer ind i haven. Han satte da en snare imellem blommetræerne, og ud på natten gik hjorten i den opsatte snare. Han dræbte den, slæbte den ind og fik saltet den. En sypige, som var husbestyrer for ham, hjalp ham. Det var nu ikke uden stor straf at dræbe en hjort: Enten livsstraf eller tugthus på livstid !
En søndag kort derefter, var der kogt et stykke og stod på skomagerens bord med en dug over. Da kom pludslig skovfogeden ind ad døren, da han ønskede at skomageren skulle ordne noget fodtøj for ham. De kunne nu ikke få kødet bort, og da skovfogeden havde stået der lidt, sagde han: “Jeg kan fandeme godt lugte hvad du har der”, hvorpå han gik hen og tog dugen af kødet. Skomageren blev morderlig bange og tænke: “Nu er det forbi med mig”. Imidlertid sagde han til skovfogeden: “Sæt dig hen til bordet og få lidt mad med”, og skovfogeden tog til takke med indbydelsen, hvorefter de drak en mængde snapser til. Stemningen blev hurtig god, og dermed var den “hjortesag” til ende.
Rev. 19.02.2021