af Kjeld Damgaard

Dette luftfoto fra 1936 viser den gamle – oprindelige – del af Skotterup. Her lå selve fiskerlejet – medens husene langs Strandvejen syd herfor først er opført langt senere.

Skotterups opståen
Fiskerlejet Skotterup er en ung by. Langs Øresundskysten opstod fiskerlejerne tidligst i slutningen af middelalderen, og meget tyder på, at Skotterup først opstod endnu senere.
Den ældste kilde med Skotterups navn er således kun fra 1688 (i Markbøgerne fra Tikøb Sogn), og på det tidspunkt er der tale om ét hus – med navnet “Skotterups Hus”.
Det ene hus var da beboet af en person med navnet Jep Haagensen – og det eneste, der står om stedet er, “at han havde et stykke jord liggende syd for huset”. Samtidig nævnes specifikt “Lokkerups Hus”, som antagelig ikke må forveksles med det nuværende “Lokkeruphus” (Strandvejen 248), men nok skal ses som “Dalsborgs” forgænger.
Om navnet Skotterup er der ikke enighed. Adskillige forslag har været bragt på bane. Bl.a. andet at navnet skyldes folkeslaget “skotter” – altså, at det oprindeligt kan have været skotternes by. En lokal myte fortæller, at navnet skyldes, at et skotsk skib strandede i 1502, og at besætningen derpå slog sig ned på kysten. Denne forklaring kan dog ikke bekræftes af kilder, men kan naturligvis godt have en eller anden grad af sandhed i sig.
Imidlertid er der også andre forklaringer. Forleddet kan være en forvanskning af mandsnavnet “Skopte”, som kendes fra andre bebyggelsesnavne i Skandinavien. En anden lokal forklaring er, at det er den lille bæk i Egebæksvang, kaldet “Skotrenden”, der har givet byen navn.
Andet led i stednavnet “rup”, betyder jo bebyggelse og er i Nordsjælland en forholdsvis ung type stednavneendelse. Men at bebyggelsen først skulle være opstået i 1600-tallet er dog ikke sandsynligt.

Stigende folketal
Når der i 1688 kun var ét hus i Skotterup, kan det hænge sammen med, at det kun var få år siden at svenskerne havde forladt Sjælland efter invasionen i 1658-60. Det gik meget hårdt ud over mange kystbyer og fiskerlejer – og måske var der efter svenskerkrigene kun et hus tilbage i Skotterup? Bemærkelsesværdigt er det, at i den temmelig detaljerede beskrivelse af ødelæggelserne efter krigen af hver landsby fra 1660, nævnes Skotterup slet ikke.
Førnævnte Jep Haagensen nævnes også som fadder i kirkebogen for Tikøb Sogn i 1688, men ellers er det småt med indførsler vedr. Skotterup. Den ældste kirkebog for Tikøb Sogn er påbegyndt i 1683 og heri er kun indført barnedåb. Men Skotterup optræder faktisk først med en barnedåb i 1701. Og det selvom nabobyerne optræder med mange indførsler i perioden 1683-1701.
Det er derfor nærliggende at konkludere, at der først begyndte at komme gang i udbygningen af Skotterup omkring år 1700. Før den tid var bebyggelsen yderst begrænset.
Desværre findes der ikke nogle folketællinger fra ældre tid. Først i 1771 fandt der en slags folketælling sted – og den afslører, at der var 9 mandlige familieforsørgere på lejet. Hustruer og børn nævnes ikke.

På dette foto fra 1936 ses en del af den nye del af Skotterup. Midt i billedet Øresundslyst, der oprindelig var hovedbygning for et teglværk, der lå på den modsatte side af Strandvejen ud imod Øresund. Til højre for Øresundslyst ses ejendommen Brinkly, der dengang var rekonvalescenthjem, men som nu drives som hotel. I dag er alle de tomme grunde bebyggede.

En mere detaljeret folketælling fra 1787 viser også et ret begrænset befolkningstal: 11 familier med i alt 37 indbyggere. 6 af husfædrene var fiskere, 1 daglejer, 1 pottemager og 1 bager. Desuden var der to enker, hvoraf den ene ernærede sig som væverske.
I 1834 var befolkningstallet steget til 110 – altså næsten en tredobling på 47 år! Da byen kun havde lidt jord, var der kun en ejendom i byen, der havde jord af betydning. Resten af byens ejendomme var huse med kun en lille have eller lod. Byens indbyggere var kongens fæstere. Først i løbet af 1800-tallets begyndelse blev de første huse solgt til selveje.

Fiskeriet, fiskestaderne og bundgarnsskurene
Det var fiskeriet, der var det fremherskende erhverv “på Skotterup” – som man sagde på den lokale dialekt. I den oprindelige bydel var hovederhvervet langt op i 1900-tallet fiskeri – men efter besættelsen fik flere og flere beboere andet erhverv. Det blev vanskeligere at leve af fiskeriet alene, og den gamle tradition med at sønnen overtog faderens båd, redskaber og fiskestade, blev mere og mere ualmindelig.
Samtidig betød den almindelige samfundsudvikling også, at befolkningens mobilitet blev større. Det blev nu muligt at søge arbejde langt væk – men stadig bo i Skotterup.
De sidste erhvervsfiskere i Skotterup er derfor for længst holdt op. Og de engang så eftertragtede fiskestader, der eksisterede langs hele den nordlige del af Øresundskysten, er for længst eksproprieret af staten. Men sandt at sige var de heller ikke meget værd i de senere år. De sidste bundgarnsfiskere kunne i al fald ikke længere få et acceptabelt udbytte. Og da staten som sagt ikke længere ville acceptere, at private kunne eje et stykke af havet, måtte denne specielle form for fiskeri opgives i løbet af 1970’erne.
Selvom der blev bygget en fælles havn for Skotterup og Snekkersten, var det ikke alle skotteruppere, der ville anvende Snekkersten Havn. Enkelte satte – bogstavelig talt – ikke deres ben på havnen, men fiskede videre fra stranden i Skotterup eller fra den såkaldte “Kongevase”.

Selvom der var etableret fælles havn for Snekkersten og Skotterup i 1870’erne lidt længere mod nord, var der endnu midt i 1900-tallet enkelte fiskere, som stadig fiskede fra Kongevasen i Skotterup. Denne vase (en stensat anløbsbro) var f.eks. landingssted for “Maatten” og “Snogen”, som ses på dette foto fra starten af 1940’erne. Stort set alle fiskere på kysten havde et øgenavn – og således også hhv. Henrik Rasmussen og Robert Petersen.

Stejlebakken, Bundgarnsbakken og Rebslagerbanen
Fiskeriet satte imidlertid gennem mange år sit præg på Skotterup. Ikke mindst stejlebakkerne faldt i øjnene på alle forbipasserende. Her hang garnene til tørre, her gik fiskerne og rensede og bødede garnene, og på reberbanen blev der slået reb.
Det var et malerisk skue, som allerede de tidligste landliggere havde øje for. Blandt de første landliggere var nemlig kunstnerne – og det var ikke mindst deres skildringer af fiskermiljøet, der åbnede det københavnske borgerskabs øjne for, hvilke kvaliteter Øresundskysten rummede.
På Øresundskysten taler man imidlertid ikke om stejlepladser. Det hedder i stedet en stejlebakke – idet “bakke” her skal forstås i betydningen “et fladt, bart jordstykke” – (ligesom en serveringsbakke) og altså ikke en forhøjning i landskabet. Foruden Stejlebakken mellem fiskerlejet og Sundet, var der også Bundgarnsbakken, som lå mellem “Strandbo” og “Skotteruphus”. Her stod også Skotterups reberbane indtil slutningen af 1959, da fiskerne ikke længere havde brug for den. Reberbane, hus og hjul blev derfor overdraget Nationalmuseet, som lagde den i depot på Frilandsmuseet i Lyngby – i øvrigt til stor fortrydelse for bl.a. Arne Meyling, der hellere havde set, at hus m.v. var blevet bevaret på stedet eller i området. Meylings idé blev mange år senere taget op af Stejlepladsgruppen, der retablerede både hus og bane i 1998.
Gruppen anvender af og til reberbanen til at slå reb – idet der heldigvis stadig er folk, der kan huske, hvorledes dette håndværk skal udføres.

Kroens frasalg af marken syd for byen
Oprindelig hørte stort set al jorden syd for fiskerlejet til “Dideriksminde” – den senere Skotterup Kro. Imidlertid

blev jorden solgt fra i 1840’erne, og den nye “store” jordbesidder i Skotterup var herefter ejeren af “Øresundslyst” (nuv. Strandvejen 262 A). Ret hurtigt begyndte ejerne af “Øresundslyst” at udleje mindre parceller af arealet mellem skoven og Sundet – og langsomt, men sikkert  startede udbygningen af dette område.
Kun et mindre område – som “tilhørte” Lokkeruphus – kaldet “Hegnsmandslodden” blev ikke

Skotterup Strandvej ud for Skotterup Kro – fotograferet i vinteren 1942.

solgt til udparcellering. Det er i dag det eneste ubebyggede areal i Skotterup – nemlig det areal, som ligger lige syd for fiskerlejet.

Den nye bydel – med industrien og håndværkerne
I denne nye bydel bosatte sig kun i mindre grad fiskere. Derimod blev området præget af håndværkere af flere forskellige slags: Tømrere, snedkere, stenhuggere og murere. Men her blev også anlagt områdets to industri-foretagender. Først kom teglværket, der dog kun fik en kort periode at virke i – dernæst etableredes lervarefabrikken, en virksomhed, som havde større succes og som eksisterede i 67 år.
I denne bydel var der også mulighed for entreprenante initiativtagere til at gøre en god forretning. Bl.a. ses smedemesteren i Rørtang, Jens Peter Sandberg, som bygherre eller ejer af adskillige huse i Skotterup. Men også senere håndværksmestre fra området har i tidens løb haft økonomiske interesser i flere af områdets ejendomme.
I slutningen af 1800-tallet begyndte landliggerne at invadere området. Ikke mindst stedets nærhed af både skov og vand tiltrak mange københavnere.


Landliggerne
De første landliggere i Skotterup var ikke københavnere men derimod helsingoranere. Det var

I dette dobbelthus indrettede Børge Børgesen i årene omkring 1852-53 en høkerforretning. Og det er dermed den ældste eksisterende forretning på Sydkysten, for det er i samme ejendom, at der stadig drives købmandsforretning af Niels Erik Hansen. Bygningens nordre ende er dog svær at genkende, fordi der senere for gavlen blev bygget en bygning “på tværs”. Foto fra ca. 1880.

f.eks. købmandsfamilien Schierbeck, der allerede fra 1817 ejede et sommerhus i Skotterup. Og det var f.eks. banemester E. W. Hoffmann, der ejede “Øresundslyst” fra 1870.
Der var således landliggere før Kystbanens åbning i 1897, men det var denne banes ibrugtagen, der for alvor fik sat skub i udviklingen. Indtil da havde den meste færdsel mellem Skotterup og hovedstaden – hvor de fleste landliggere senere kom fra – været ad Nordbanen (nærmeste station var indtil 1892 Kvistgaard) eller med den besværlige kystfart, hvor Øresundsbådene ikke kunne sejle ind til havnene i den nordlige del af Øresund. I stedet måtte passagerer og rejsegods fragtes i land med små robåde.

Men fra århundredeskiftet begyndte det at gå stærkt. Nu blev det nemt at komme frem og tilbage. Grossererne kunne rejse til København, efterlade familien i sommervillaen – og være tilbage igen sammen aften. Skulle man imidlertid eje en villa i Skotterup, måtte man “være noget ved musikken” – forstået på den måde, at det egentlig var forbeholdt en mindre – men velstillet – del af befolkningen. Det var således almindeligt, at man flyttede ud i sommervillaen med både en del møbler, kanariefugl og tjenestefolk. Til at passe herligheden om vinteren var typisk ansat en gartner eller opsynsmand, der havde en lille lejlighed i et anneks eller sidebygning.
Der var også landliggere, som ikke ejede egen sommerbolig. De foretrak enten at leje sig ind i et af pensionaterne i Skotterup eller at leje sig ind hos en af fiskerfamilierne. Det gjorde bl.a. familien Rung i Strandvejen nr. 73 og familien Hagerup i Strandvejen 101A. Men der var også mere velhavende familier, som ejede huse i området, men som ikke selv anvendte husene. I stedet lejede de ud til en anden velhavende familie. Det var bl.a. tilfældet for familien Bojesen, der i mange år lejede sig ind i familien Geelmuydens ejendom “Sølyst”.


Butikker i Skotterup
Butikker i moderne forstand fandtes egentlig ikke i Skotterup i 1800-tallet. Det skyldtes især de såkaldte læbælter, der

Maleri af “Alvin” 1949, som forestiller et motiv fra Strandvejen set i retning mod daværende Rørtangvej. Til venstre den gamle private Pogeskole – til højre villa “Strandbo”.

forhindrede, at der blev etableret forretninger indenfor en radius af ca. 10 km fra en købstad. Dog kunne såkaldte høkerbutikker tillades, og det betød, at der allerede i 1816 var etableret en høkerbutik i den senere Skotterup Kro. Den nuværende købmandsforretning i Skotterup har sine rødder tilbage til 1852 – og er således den ældste eksisterende butik på Sydkysten.
Efter læbæltets ophævelse i 1920 kom der dog snart flere butikker i Skotterups “centrum”, d.v.s. ved Rørtangvejens udmunding i Strandvejen. Her etableredes i tidens løb flere typer forretninger, bl.a. købmand, kiosk, grønthandel, ismejeri og trikotageforretning.

Fra sommerhus til helårshus
Efter besættelsestiden begyndte en velstandsstigning, der bl.a. betød, at rejseaktiviteten langsomt, men sikkert steg. Det blev m.a.o. umoderne at ligge på landet. Da samfærdselsmidlerne også blev bedre, så blev det efterhånden muligt at blive boende i Skotterup hele året, også selvom den daglige arbejdsplads var i København.
Langsomt blev det ene hus efter det andet ændret fra sommerhus til helårshus. Husene blev udbygget, moderniseret og efter energikrisen i 1970’erne også isoleret. I dag er der meget få huse tilbage, som alene anvendes som sommerhuse – men de findes dog endnu. Også de oprindelige strandgrunde, som mange af husene på Strandvejens vestside havde på østsiden af vejen, er i dag “forsvundet” – d.v.s. solgt fra og bebygget med et eller flere nyere huse.

Rev. 25.03.2021