Hvilken sammenhæng er der mellem ejendommen Gurreholm ved Nyrup og forskningsstationen Gurreholm i nærheden af Scoresbysund i Østgrønland? Svaret findes i denne artikel, der også fortæller om husmandsstedet Gurreholms brogede historie.

Af Kjeld Damgaard

Gurreholm i december 2013 (Foto: Helge Mørdrup Jensen)

 

Historien begynder, da der den 12. april 1790 blev foretaget en lodtrækning om tildeling af seks husmandslodder nord for Nyrup landsby. I forbindelse med de store jordreformer var det nemlig almindeligt, at der i hver landsby blev udparcelleret det samme antal husmandssteder, som der var gårde. I Nyrup var der seks gårde – og derfor blev der således også afsat plads til at etablere seks husmandssteder.

Imidlertid meldte der sig kun fire interesserede til at deltage i lodtrækningen. Det var Peder Jensen, Niels Magnussen, Jacob Jensen og Jens Pedersen. De fik hhv. huslodderne nr 3, 4, 6 og 2. Dermed henlå huslodderne 1 og 6 vakante.

Efter lodtrækningen blev det betydet de nye husmænd, at de ikke måtte drive deres kreaturer gennem gårdmændenes jordlodder, men derimod skulle trække dem ad de veje som var afsatte. Desuden fik de at vide, at de ikke kunne forvente at få nogen ”hugningshjælp” til huslodderne. Det indebar, at hver husmand selv måtte fælde de træer og buske, der stod på den tildelte jord. Desuden måtte hver husmand sammen med naboen opsætte ”halv Hegn til den grændsende Nabo” – hvilket altså betød, at man skulle deles om arbejdet og udgiften med naboen. De kunne dog forvente en vis grundforbedringshjælp til deres jord – f.eks. i form af grøftegravning.

Husmanden Jens Pedersen

På dette udsnit af et kort fra 1898 ses det husmandssted, som senere blev navngivet ”Gurreholm”.
Ejendommen er markeret med rødt og ligger på den del af Nyrups jorder, som inden udskiftningen var en del af overdrevet.


Den lod, der kaldtes nr. 2 blev overtaget af husmand Jens Pedersen. Hans areal var ca. 4½ tdr. land, og på det havde han 86 favne (ca 162 meter) vandgrøfter, der skulle graves. Desuden havde han en tønde land, der var bevokset med elletræer og 1 tønde land, der var bevokset med overskov. Som kompensation fik han i årlig godtgørelse 48 rigsdaler.

Om Jens Pedersen byggede hus på stedet er uvist. Det fremgår ikke af nogen af tidens kort, at der skulle have ligget et hus på arealet de første mange år. Imidlertid står der i fæsteregisteret fra 1810, at Jens Pedersens enke på det tidspunkt afstod sit fæste til sønnen Niels Jensen på et ”hus med lod”. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at huset lå på selve lodden – det kan godt have ligget i selve landsbyen.

Der bygges huse
Niels Jensen beholdt stedet i fæste til 1825, da Anders Hansen bliver ny fæster. Han afgiver fæstet i 1829 til Jens Pedersen, men på det tidspunkt er der bygget hus på stedet. Det blev nemlig forsikret den 2. oktober 1827, og på det tidspunkt blev det beskrevet således:

”Et Hus 7 fag langt, 9 alen dybt, bygget af Fyrbindingsværk med murede Vægge og Rørtag, indrettet til 2 Stuer og Kiøkken med Skorsteen og Bageovn.”  Desuden blev det bemærket, at huset var forsvarlig mod ildsvåde og ikke tidligere forsikret. Den sidste bemærkning betød normalt, at huset var nyopført – de færreste kunne opføre et hus og undlade en brandforsikring – det ville være alt for risikabelt.

Huset var med andre ord et beskedent hus, der da også kun blev vurderet til 280 rigsdaler. En arbejdsmand tjente dengang omkring 100 rigsdaler om året.

Selvejeren Lars Pedersen

Der gik 13 år før der igen blev bygget på arealet. Den 18. august 1840 var der atter taksatorer på besøg hos husmanden, der nu hed Lars Pedersen. Han var blevet fæster af stedet i 1829, men allerede kort efter var han blev enkemand. I 1834 boede han derfor på ejendommen alene sammen med sin fireårige datter, Peternille og en tjenestepige, Ellen Larsdatter.

Det nye hus var et udhus, som var opført af fyrbindingsværk med klinede vægge og stråtag. Huset var indrettet til stald, lo og lade. Vurderingen lød på 120 rigsdaler. Men på det tidspunkt var Lars blevet gift igen – nu med tjenestepigen Ellen – og sammen havde de fået yderligere tre børn, nemlig Peder på 6 år, Ane Kirstine på 3 år og Jens på 1 år.

Gurreholm i 1915 – før branden.

På den sidste dag i 1860 kunne Lars Pedersen endelig sætte ”foden under eget bord”. Han fik nemlig nu mulighed for at købe sin fæsteejendom – i øvrigt i lighed med mange andre huse i Nordsjælland, som endnu på den tid stadig var ”kongens ejendom”, d.v.s. statens huse. Tolv år senere overtog sønnen, Jens stedet. Hans enke, Ane Margrethe Bendtsen, overtog husmandsstedet i 1910 og solgte det i 1914 til brødrene arkitekt H. Aarslev Jensen og C. Aarslev Jensen, der siden 1903 havde ejet det aktieselskab, der stod som ejer af gården ”Sindshvile” og det tilhørende teglværk.

Ejendommen får navn
Året før salget blev ejendommen takseret til brandforsikringen. Den bestod nu også af et lille hønsehus, Stuehuset var nu udvidet til 10 fag og udhuset var på 8 fag. Alle bygninger var stråtækte. Den samlede værdi blev sat til 3.250 kr. På den tid var en arbejdsmands årsløn omkring 1.300 kr.

Men de følgende år ændrer ejendommen ganske karakter. Dels giver de nye ejere stedet et navn. Den havde nemlig ikke tidligere noget navn, men brødrene Aarslev Jensen får i 1915 tinglyst, at ejendommen fremover skal kaldes ”Gurreholm”. Det sker selv om ejendommen sådan set intet har med Gurre at gøre. Den ligger på Nyrups mark – og der er et godt stykke til Gurre landsby. Men navnet har naturligvis en værdi: ”Gurre” klinger bedre i folks bevidsthed end ”Nyrup”.

Luftfotografiet viser Gurreholm omkring 1938. Det er Gurreholmvej til venstre og som man ser, er der på dette tidspunkt ikke meget tilbage af det oprindelige husmandssted. Hovedhuset har udviklet sig til en villa. De senere produktionsbygninger blev bygget på arealet bagest til venstre i billedet.

Desuden flytter den hidtidige bestyrer fra gården Sindshvile ind på ejendommen. Sindshvile og Gurreholm havde nemlig nu fået samme ejer, idet brødrene Aarslev Jensen tillige også ejede og drev et teglværk som siden 1902 havde hørt til gården Sindshvile.

Branden
Men så opstod der ildløs på ejendommen natten mellem den 25. og 26. maj 1918. Helsingør Avis skrev mandag den 27. maj om branden:
”I Lørdags Aftes ved 10½-Tiden opstod der Ild i Staldbygningen paa ”Gurreholm”, Gaarden ved siden af ”Fairy Hill” i Nyrup. Ilden bredte sig hurtigt til samtlige Gaardens dels straa-, dels træspaantækkede Længer, der alle nedbrændte, uden at Nyrup Sprøjte, der kom til Stede ved Branden, kunde hindre det. Indboet reddedes fra Stuehuset, ingen Kreaturer indebrændte, mens vistnok nogle Høns brændte. Hvorledes Ilden iøvrigt er opstaaet, vides ikke. Gaarden ejes af Arkitekt Jensen paa Lolland, og Gaardbestyrer Lawrence og hans Hustru var bortrejst. ”Gurreholm” var forsikret i Landbygningernes almindelige Brandforsikring for 15.000 Kr.”

Ved de efterfølgende politiforhør blev hhv. staldkarl Anton Larsen og tjenestekarl Ernst Oluf Christensen forhørt. De var nemlig til stede den pågældende aften, hvorimod intet tydede på at fremmede havde været på ejendommen. Der var mistanke om ildspåsættelse, men i første omgang henlagdes sagen. Men i januar

Grønlandsforskeren og geologen Lauge Koch fik forud for sin ekspedition i 1936 et større beløb i tilskud fra indehaveren af ejendommene ”Sindshvile” og ”Gurreholm”, direktør Ejnar Bryde Nielsen. De herrer ses på billedet – det er Lauge Koch til højre i billedet.

1919 blev Ernst Oluf Christensen, der nu tjente på Borupgaard ved Snennersten, alligevel tiltalt for at have sat ild på Gurreholm. Det skete fordi man havde fundet ud af, at han en måned før branden havde sat ild til en kasse gamle klude – uden at der dog skete nogen skade ved den lejlighed. Noget bevis havde politiet dog ikke, så sagen endte med, at Christensen blev idømt en bøde på 50 kr. for uforsvarlig omgang med ild.

”Gurreholm Avlsgaard”
I 1924 blev ejendommen kaldt for  ”Gurreholm Avlsgaard” –  vel sagtens for at adskille den fra ”Gurreholm Teglværk”, som lå ganske tæt ved, og som nu havde fået navn efter det oprindelige husmandssted. Samtidig reklameres der med salg af tørvejord, singels, sand og grus. Fra 1929 blev der også gravet ler på ejendommen – det skulle jo bruges til murstensfremstillingen på det tilhørende teglværk. Ifølge den daværende nabo, Ulrik Krabbe, blev der bl.a. gravet langs hegnet til Krogenberg Hegn.

De to brødre Aarslev Jensen drev også teglværker på Lolland. Bl.a. et teglværk i Grænge. Men i 1929 besluttede de at sælge teglværket til direktør Ferdinand Andersen fra Dronningmølle Teglværk. Imidlertid beholdt brødrene stadig selve ”Gurreholm” et par år. Først i 1932 solgte de ejendommen – samtidig med at ”Sindshvile” var sat til salg. Ny ejer af begge ejendomme blev grosserer Ejnar Bryde Nielsen.

Ejnar Bryde Nielsen havde i 1922 etableret en stor manufakturforretning på Nørrebro i København. Varehuset fik navnet ”Buldog”. Denne forretning havde i løbet af 30’erne udviklet sig til en omfattende postordreforretning, og Ejnar Bryde Nielsen kunne derfor i 1932 købe den store proprietærgård ”Sindshvile” samt ”Gurreholm”. Sidstnævnte kaldte Bryde Nielsen for sit ”sommerhus”.

Lauge Koch og Bryde Nielsen
Bryde Nielsen var interesseret i mange ting, bl.a. udforskningen af Grønland. De store Thuleekspeditioner var sluttet i starten af 30’erne, men grønlandsforskeren Lauge Koch planlagde endnu en ekspedition til Østgrønland. Det var imidlertid vanskeligt for Koch at få den finansieret, men Bryde Nielsen tilbød sig med en omfattende støtte. Bryde Nielsen donerede således 145.500 kr til gennemførelse af mineralogiske undersøgelser. Sammen med et statsligt tilskud på 540.280 kr muliggjorde det, at den såkaldte to-års-ekspedition kunne

Ejnar Bryde Nielsen havde sit varehus på Nørrebrogade i København. Navnet var ”Buldog” – men det blev brændt ned under folkestrejken i 1944.

finde sted i årene 1936-38.

På denne tur, hvor ekspeditionen bl.a. befandt sig i et område nordvest for Scoresbysund, grundlagde Lauge Koch en forskningsstatio. I taknemmelighed over Bryde Nielsens hjælp, blev stationen opkaldt efter Bryde Nielsens ”sommerhus”, Gurreholm.

Det er forklaringen på, at der ved fjorden ved Scoresbysund findes et sted kaldet ”Gurreholm”, og at der i nærheden af det både findes en lokalitet kaldet ”Gurreholm Bjerge” og ”Gurreholm Dal”. Stationen har ikke været anvendt fast igennem de senere årtier, men står stadig til rådighed for mindre ekspeditioner og lignende.

Bryde Nielsens omdømme
Tilbage i Danmark købte Bryde Nielsen i 1938 også Nyrupgaard. Hermed havde han et samlet areal på omkring 500 tdr. land! Men i 1941 solgte Bryde Nielsen både Nyrupgaard og Gurreholm. Derimod beholdt han Sindshvile og hans enke, Olga Bryde Nielsen, boede i Sindshviles hovedbygning indtil sin død omkring 1980. Forinden havde hun dog i 1964 solgt gården til Tikøb Kommune. Ejnar Bryde Nielsen faldt imidlertid under besættelsen i voldsom unåde,

Gurreholm ses på dette kort over en del af Scoresby Sund – placeret næsten helt oppe i bunden af fjorden. På kortet ses også ”Gurreholm Dal” og ”Gurreholm Bjerge”.

idet han af den brede befolkning blev anset som nazist eller meget tyskvenlig. Hans varehus, ”Buldog” på Nørrebrogade blev derfor under folkestrejken i sommeren 1944 udsat for en ødelæggende plyndring, og efterfølgende blev der stukket ild til ejendommen, der nedbrændte. fordi folkemængden sinkede slukningsarbejdet. Bryde Nielsen forsvarede sig efterfølgende med, at det eneste han havde gjort var at reklamere i nazisternes avis, Fædrelandet, hvilket han følte sig tvunget til.

Fra 1941 hed ejeren af både Nyrupgaard og Gurreholm, Søren Skifter. Han var fabrikant af slips – og firmaet findes faktisk endnu den dag i dag: ”Skifter Slips” – nu i tredje generation. En overgang omkring 1950 drev Skifer pelsfarm på ejendommen. I 1952 solgte Skifter Nyrupgaard, medens Gurreholm først blev afhændet i 1953. De to ejendomme fik dermed atter hver sin ejer.

Hovedstadens Møbelfabrik
Gurreholms nye ejer hed Gunnar Harboe. Han drev hønseri på ejendommen, men allerede i 1955 måtte han lade ejendommen gå på tvangsauktion. Mølleren i Tikøb, Laurits Møller, havde rimeligvis mange penge i klemme og besluttede at overtage ejendommen. Herefter blev Gurreholm handlet en del, men i 1960 overtog ejeren af ”Hovedstadens Møbelfabrik A/S” Gurreholm og indrettede bygningerne til møbelfabrikation. Denne anvendelse varede kun 6 år, men på grund af omstændighederne huskes netop denne periode af mange lokale beboere.

Baggrunden var, at fabrikant Carl Aage Jørgensen havde drevet en fabrik på Roskildevej i Taastrup under navnet ”Hovedstadens Møbel- og Madrasfabrik”. Fabrikken flyttede fra Taastrup i efteråret 1960 – og da var der ca 30 mand ansat til fabrikationen. Forud for indflytningen var der blevet tilbygget en større produktionshal, udstillingsbygning samt kontorer m.v.

I 1962 blev den formelle ejer selve selskabet, som nu kaldtes ”Hovedstadens Møbelfabrik A/S”. Det blev da ledet af direktør og fabrikant Elmo Nielsen, der var cand.oecon. af uddannelse.

Fabrikationen af møbler var tilsyneladende i de år en farefuld beskæftigelse. I al fald opstod der i perioden juni 1963 til oktober 1964 ildløs fem gange på fabrikken. Den ene gang endda to forskellige steder samtidig! Tikøb Brandvæsen var således travlt beskæftiget med at slukke brande på fabrikken, som hver gang dog fortsatte –

Skifter-Slips var i 40’erne og 50’erne berømte for deres kreative reklamer. Her ses et eksempel på en af disse. Firmaet eksisterer i øvrigt stadig og producerer fortsat slips.

indtil en ny brand i 1965 endelig stoppede produktionen. Efterfølgende blev Elmo Nielsen dømt for assurancesvig og for at have sat ild på fabrikken.

Slipsefabrikant Søren Skifter, som bl.a. ejede Gurreholm i en periode.

Gurreholm i nyere tid
Efter denne turbulente tid overtoges ejendommen på tvangsauktion af firmaet ”Prebyg A/S” (fabrikant C. M. Jørgensen) som genopbyggede fabrikken og nu kaldte den for ”Gurreholm Møbelfabrik”.

Men allerede i 1968 overtog tømrermester Th. Søndergaard ejendommen. Herefter anvendtes Gurreholm som værksteder og lager for tømrerfirmaet – indtil Uri Larsen overtog i 1985. Han drev sammen med hustruen Gerd Strube Larsen vognmandsvirksomhed (”Uri Transport”) og  dødsborydninger samt auktioner.

I 2004 blev ejendommen opdelt i to ejerlejligheder. Den ene var selve beboelsen, som i 2005 blev solgt til Tanya Böiken og Flemming Petersen.

Den anden var produktionsbygningerne, som i 2011 blev solgt ag Uri Larsen til ”Klaus Jørgensen Holding ApS”, bag hvilket står H. Melbye, J. Ulrich og L. Ulrich. Bygningerne er udlejet til forskellige firmaer, bl.a. tæppefirmaet ”Fabula Living” og Tagfirmaet ”Tag Nu”.

Fæstere:
1790-1810 Jens Pedersen
1810-1825 Niels Jensen (søn)
1825-1829 Anders Hansen
1829-1860 Lars Pedersen

Ejere:
1860-1872 Lars Pedersen
1872-1910 Jens Larsen (søn)
1910-1914 Ane Margrethe Bendtsen (enke)
1914-1932 Hans Aarslew-Jensen og C. Aarslew-Jensen
1932-1941 Ejnar Bryde Nielsen
1941-1953 Søren Skifter

1953-1956 hønseriejer Gunnar Harboe
1956-1956 møller Laurits Møller (sandsynligvis mølleren fra Tikøb, der sikkert har haft penge til gode)
1956-1959 firmaet Gurreholm I/S
1959-1960 installatør Anker Ingdam
1960-1962 fabrikant Carl Aage Jørgensen
1962-1966 Hovedstadens Møbelfabrik A/S
1966-1968 firmaet Prebyg A/S
1968-1968 entreprenør R. Munk Olsen
1968-1971 tømrermester Th. Søndergaard
1971-1985 firmaet Th. Søndergaard A/S

Gurreholmvej 3B, ejerlejlighed 1:
1985-2005 Gerd Strube Larsen
2005-2011 Tanya M. F. Böiken og Flemming Dahl Petersen

Gurreholmvej 3A, ejerlejlighed 2:
1985-2005 Uri Larsen
2005-2011 I/S Fagap Ejendomme
2011-         
  Klaus Jørgensen Holding ApS

Hele fem gange på ca 1½ år var der ildløs på ”Hovedstadens Møbelfabrik” i årene 1963-64. Fire af tilfældene er fotograferet af Leif Petersen og gengivet her…
Bilen med de store ”vinger” på bagpartiet tilhørte direktør Elmo Nielsen.

 


Rev. 13.03.2021