Da lydforplantningsapparatet kom til Helsingør.Historien om telefoniens udvikling i Danmark i almindelighed og i det nordøstlige hjørne af Nordsjælland i særdeleshed.
af Kjeld Damgaard
Allerede året efter at Graham Bell havde præsenteret sin nye opfindelse, telefonen, i marts 1876, blev opfindelsen præsenteret i Danmark. Først i København – det skete midt i november 1877. Telefonen blev da betegnet nærmest som et hørerør, og forklaringen for det undrende publikum var, at det var muligt at forbinde sådanne to hørerør med en almindelig metaltråd, og derved genkende stemmer og gøre sig forståelig for hinanden på en temmelig lang strækning.
Den tekniske beskrivelse af vidunderet gengives her med datidens ord:
Apparatet er ikke større end et almindeligt Hørerør og bestaar af en opretstaaende permanent Magnet, til hvis øverste Ende er fastskruet et stykke blødt jern; dette er omgivet af en Rulle overspunden Kobbertraad, til hvis ender Telegraftraaden fastgjøres. Over denne bløde Jernmagnet med dens Overvindinger hviler for enden vandret en 6/100″ tyk Jernplade, som holdes i en meget ringe Afstand ved et Træstativ. For at Lyden kan paavirke Pladen nøjagtig, er en Trætrakt anbragt over denne igjen. Naar der nu tales i Trakten, paavirkes Jernpladen og frembringes Vibrationer, flere Tusinde Svingninger i Sekundet; der dannes en Induktionsstrøm, som forplantes igjennem Traaden til et andet lignende Apparat.
I København arrangerede man således prøver, bl.a. en hvor man talte over en afstand fra Postgården (i Købmagergade) til det såkaldte Kabelhus, der lå hvor Fiolstræde munder ud i den daværende Nørre Boulevard (Nørre Voldgade). Resultatet var tilfredsstillende, man kunne således tydeligt genkende en stemme, når man holdt apparatet helt op til øret. Ligeledes kunne man tydelig høre en melodi, der blev fløjtet.
Man troede dog ikke at resultatet ville blive ligeså godt, hvis man forsøgte sig over længere afstande over land, men denne skepsis ville nye forsøg snart gøre til skamme.
Det første forsøg med langdistance-telefonering
Heldigvis havde man jo allerede telegraftrådene, så en prøve med telefonapparater kunne altså finde sted uden videre. Og allerede natten mellem den 18. og 19. november forsøgte man med at telefonere fra Telegrafstationen i København til Telegrafstationen i Helsingør. Til denne demonstration var indbudt en del mennesker fra Helsingør, men de var ikke særligt overbeviste, da det gik hjem ved midnatstid den nat. Man havde således kun kunnet høre enkelte stavelser og slet ingen hele sætninger. Kun stærk fløjten og melodier kunne opfattes nogenlunde.
Efter at gæsterne var gået hjem fortsattes eksperimentet imidlertid – og nu med meget bedre resultater. Bl.a. blev der både i Helsingør og København talt til 50 og begge veje gik “budskabet” tydeligt igennem til modtageren. Man var endda i stand til at høre at forskellige stemmer (fra forskellige personer) talte.
Man kunne på denne baggrund konstatere, at lyde nu kunne transporteres af en afstand på mindst 8 mil !
I København fortsatte man forevisningen af det nye apparat. Disse forevisninger blev ledet af en civilingeniør Hopstock, der var generalagent for Graham
Bells Telefonselskab i Skandinavien. En af disse forevisninger foregik i det daværende forlystelsesetablissement Kasino.
Ude i Europa var man også hurtige til at tage det nye apparat til sig. I Tyskland var der allerede på dette tidspunkt etableret en fast teleforbindelse mellem to telegrafstationer i Berlin-området.
Offentligheden får adgang til at se en telefon
Natten mellem den 25. og 26. november anstillede man atter forsøg med telefonering mellem København og Helsingør. Forsøget blev denne gang ledet af telegrafist Gredsted, der var kommet til Helsingør fra København i samme anledning. Resultatet var denne gang meget bedre end ugen forinden. Man kunne nu uden besvær høre alle forespørgsler, ligesom alle svar gik fint igennem.
Dette “lydforplantningsapparat”, var naturligvis midtpunkt for opmærksomheden, og det blev derfor hurtigt muligt for den almindelige borger at prøve dette mærkelige apparat. Allerede søndag den 9. december og mandag den 10. december iniviterede “Øresunds Forening” sine medlemmer “med damer” til at se “telefonen”, og i dagene 11. og 12. december arrangerede telegrafbestyrer Nees og telegrafist Renouard et offentlig forsøg med telefonen. Forsøget foregik også i “Øresunds Forening”‘s Solennitetssal (= festsal) i Helsingør, hvor enhver kunne gøre sig bekendt med opfindelsen, og selv høre apparatet i praksis. Helt gratis var denne fornøjelse dog ikke. Voksne måtte betale 50 øre og børn 25 øre i entré.
Telefonens introduktion i Helsingør skete med andre ord hurtigt, og i løbet af 4 uger havde alle interesserede haft mulighed for at gøre sig bekendt med opfindelsen. Men så skete der ikke rigtig noget i lang tid.
Københavns Telefonselskaber
Vi skal helt frem til 1879 før der i København blev oprettet et telefonselskab, der med lidt god vilje kan siges at være forløberen for det der senere skulle blive til det kendte telefonselskab, KTAS. To initiativtagere oprettede nemlig det såkaldte “Kjøbenhavns By- og Hustelegraf”, hvis formål dog blot var at oprette telefonkiosker, hvorfra publikum kunne indtelefonere telegrammer til en central, der så videretelefonerede telegrammerne til den station, der lå nærmest adressaten. Det skal – efter sigende – have givet mange sjove og misforståede telegrammedelelser!
Men det amerikanske “The International Bell Telephone Company” havde fra sit europæiske hovedkvarter i Antwerpen, sendt en udsending til Danmark m.h.p. at etablere en dansk afdeling. Det skete i sommeren 1880 – samtidig med at det københavnske selskab forsøgte at hverve abonnenter til en almindelig offentlig telefoncentral. Ved C.F. Tietgens mellemkomst blev der indgået en overenskomst, der delte markedet mellem de to selskaber, og den 15. januar 1881 åbnedes den første offentlige telefoncentral i Danmark. Den havde i alt 22 abonnenter !
En kreds af danske erhvervsfolk indså dog hurtigt nytten af at få samlet telefonforretningerne på danske hænder, og den 21. august 1881 stiftedes “Kjøbenhavns Telefon-Selskab”. Ugen efter overtog man rettighederne fra Bell-selskabet, og i slutningen af 1882 opkøbte man tillige By- og Hustelegrafens Central.
Sjællands første central var Helsingør
Den københavnske succes med telefonerne, smittede hurtigt af på Helsingør. Som den første sjællandske provinsby oprettedes i foråret 1883 en telefoncentral i byen, og i juni samme år blev denne central forbundet med den københavnske. Nu kunne man tale i telefon mellem København og Helsingør, når blot linjen var ledig.
Helsingør Telefoncentral indrettedes på Stengade, hvor der på taget af huset opsattes et såkaldt tårnstativ, hvorfra telefontrådene forgrenede sig ud i byen. Her holdt telefoncentralen til frem til 1913 – og her sad telefondamerne på rad og række og ekspederede samtalerne.
Telefonen var trods alt ret ny, og det kneb da også med at få lov til at opsætte telefonstænger langs vejene. Helsingør Byråd måtte således have sagen på dagsordenen et par gange, førend tilladelsen blev givet i foråret 1883. I Tikøb Sogneråd gik det lidt hurtigere, men da var Helsingørs tilladelse jo allerede givet, så måske man blot “hægtede” sig på denne beslutning.
I de første år forekom en række eksperimenter, bl.a. fik 7 helsingoranske familier i 1884 via telefonen lejlighed til at høre en “transmission” af Figaros Bryllup fra Det Kgl. Teater i København. Historien melder dog intet om, hvor god en gengivelse man fik hjemme i stuerne.
Tikøb kommunes første 4 centraler
Aktieselskabet Helsingør Telefonselskab ophævedes i 1897, men var da allerede året forinden overtaget af KTAS. Samme år var den første telefoncentral i Tikøb Kommune blevet oprettet. Den lå i Hellebæk og havde i alt 6 abonnenter! I de følgende par år oprettedes tillige telefoncentraler i Nyrup, Hornbæk og Espergærde. Dermed blev det muligt i løbet af året 1900 at komme i forbindelse med i alt 41 abonnenter i Tikøb Kommune. Samme år var der under Helsingør Central i alt 173 abonnenter.
Espergærde Centrals område omfattede nu også Snekkersten, men det skal dog bemærkes, at antallet af abonnenter her jo kun var 3-4 stykker i de første år. Indtil da var telefonbetjeningen af Snekkersten alene foregået via en såkaldt samtalestation under Helsingør Central hos købmand C. Lindahl i Skotterup.
Københavns Telefon Aktie Selskab (KTAS) havde med udgangen af juni 1897 overtaget de resterende centraler på Sjælland. Det betød, at abonnenterne kunne telefonere overalt på Sjælland – under forudsætning af at de var såkaldte “Sjællands-abonnenter”. Man kunne nemlig også vælge blot at blive “distrikts-abonnent”. Det betød i praksis, at man kun kunne telefonere i ens eget distrikt, og at telefonering udenfor distriktet var væsentligt dyrere.
Fra den 1. januar 1904 ophørte Nyrup Telefoncentral – men i praksis var der dog kun tale om en meget begrænset ændring, idet telefoncentralen fortsatte i samme hus med samme betjening, men nu blot med navnet Kvistgaard Telefoncentral.
Yderligere 5 centraler oprettes
I løbet af årene 1909-10 oprettedes yderligere 3 centraler i Tikøb Kommunes område. Det var Tikøb, der hidtil kun havde haft en enkelt telefon installeret på Tikøb Kro. Den havde haft forbindelse til Nyrup/Kvistgaard Central, og var i øvrigt indtil da tillige den officielle telefonforbindelse med Tikøb Kommune Kontor. Tikøbs nye central oprettedes i “Englyst”, et hus på adressen Fredensborgvej 6 (nu nedrevet). Desuden oprettedes Saunte og Snekkersten centraler.
Sidstnævnte central blev indrettet på Strandvejen nr 206 i Snekkersten. Centralbestyrer blev Petronelle Johannessen, som senere overdrog hvervet til svigerdatteren Johanne Wellendorf.
Telefonlinjerne blev i de første mange år alene fremført via luftledninger. I byerne ofte ført fra tag til tag – ude på landet på “telefonstænger”, som man sagde – senere kaldt telefonmaster. I 1912 nedlagdes det første længere jordkabel. Det var igen strækningen mellem København og Helsingør, der var først med de såkaldte pupinkabler, der bl.a. betød at Kvistgaard Central kom på hovedkabelnettet, idet linien gik via Hillerød. Først i 1926 lagdes kabler langs Øresundskysten, hvorved Espergærde, Snekkersten, Hellebæk og Hornbæk kom på hovedkabelnettet. Herved undgik man de problemer, der hidtil havde været med overbelastning af de såkaldte “stanglinier” – altså de luftbårne telefontråde.
I begyndelsen af året 1918 oprettedes Havreholm Central med i alt 21 abonnenter og i 1920 kom den sidste og med tiden mindste central med. Det var centralen i Øerne, som startede med 22 abonnenter.
Telefonering fra centralens bokse
Som nævnt var der ved hver central tillige en såkaldt samtalestation – i virkeligheden blot to-tre telefonbokse i forbindelse med centralen. I Hornbæk lå centralen på Nordre Strandvej og herfra haves en fin beskrivelse af hvorledes det var at telefonere i sommeren 1946. Det er Vibeke Drachmann (et barnebarn af Holger D.), som har skrevet disse linier om et sommerferieophold i Hornbæk:
“Til venstre lå telefoncentralen, højt oppe. Derfra ringede vi til mormor et par gange om ugen, når hun altså ikke var oppe hos os. Mange cementtrin førte op til centralen, der var indrettet i en lidt ældre villa. Man kom ind i et helt hvidlakeret rum med hvide, svenskagtige stole og bord med diverse telefonbøger i sirlige bunker.
Til højre var der en lukket dobbelt fløjdør, hvor der var skåret et stort firkantet hul i den venstre fløj, måske var der blot taget en hel fylding ud. Dér bagved sad overtelefonistinden og modtog bestillingerne, og atter bagved hende så man tre-fire damer, som sad på række foran den høje tavle fyldt med huller, hvor de stak bananstik ind. De havde en metalbøjle med hovedtelefoner for ørerne, og endnu en bøjle om halsen med en tragt, der vendte opad, så de kunne sige telefonnumrene deri, medens deres ferme fingre fløj rundt og med sikre tag hev stikkene op af bordpladen med en ledning for hvert stik. Når en samtale var endt, trak de stikket ud af hullet på tavlen, og vupti forsvandt ledningen og stikket ned i bordpladen.
Det var fascinerende at se på, og det kunne give et helt gib i én, når damen ved åbningen sagde “Klar til Hellerup 165 i boks 1”. Der var tre hvidlakerede bokse, nr 1 var bedst, for der var vindue. Under telefonen hang der et ekstra hørerør, så man nærmest kunne få samtalen i “stereo” – eller to personer kunne høre samtidig. Efter at have ringet af ved at dreje et lille håndsving med et “kling”, betalte man for sine minutter hos hende i hullet.
Alle disse telefoncentraler – på nær Snekkersten – eksisterer i princippet endnu, men udviklingen – især med centralernes automatisering – har betydet, at mange abonnenter ikke rigtig længere er klar over hvilken central de hører under. Alle centralerne er da også rent fysisk flyttet fra de gamle adresser til helt nye ejendomme, bygget til formålet. Konsekvensen blev da også taget for en del år siden, da telefonbøgerne blev inddelt efter postadresse fremfor telefoncentral.
Automatiseringen
I sommeren 1955 blev Helsingør Central fuldautomatiseret. Den var blandt de første provinscentraler, der blev fuldautomatiseret med et L.M. Ericsson anlæg. I alt ca 4.000 abonnenter skulle i forbindelse dermed have udskiftet deres telefon med en drejeskivetelefon. I januar 1963 nedlagdes Snekkersten Central og lagdes ind under den fuldautomatiske central i Helsingør. Dermed var det slut med at slå op i telefonbogen under Snekkersten, når man skulle finde et nummer dér.
De øvrige centraler blev automatiserede således: Espergærde i foråret 1963, Kvistgaard i 1967, Tikøb og Hornbæk i 1969 hvorved Havreholm samtidig nedlagdes og abonnenterne fordeltes mellem de to centraler. Saunte automatiseredes i 1970, Hellebæk (som lå på Ndr. Strandvej 168 og havde været bestyret af Ellen Johannsen og før hende af hendes mor siden 1914) i 1971, hvorved centralen ændrede navn til Aalsgaard, samt, som den sidste i kommunen, Øerne i 1972. Herefter kunne alle ved selvvalg komme i forbindelse med resten af Danmark og store dele af udlandet.
Liberaliseringen
Forud for liberaliseringen af teleområdet, sluttedes de danske teleselskaber sammen under navnet Tele Danmark, og efter de aller seneste liberaliseringer er der i fremtiden ikke længere sammenhæng mellem nummer og geografisk placering af telefonen, som jo nu også kan flyttes med som mobil-telefon eller en kombination af begge typer.
Og med mobiltelefonernes indtog og fastnettelefonernes langsomme men sikre forsvinden, så vil en ung generation indenfor få år ikke ane hvad en drejeskivetelefon eller en trykknaptelefon er.
Så godt 120 år efter at telefonen vandt indpas i lokalområdet, er det lokale islæt helt gledet ud. Indenfor de næste årtier vil udviklingen sandsynligvis gå endnu stærkere, og telefoni som vi har kendt den og kender den i dag, sandsynligvis være håbløs gammeldags.
Rev. 08.04.2021