På adressen Løntoften 9 ligger villaen ”Folmerhus”, der nok er mest kendt for en senere beboer i husets tidligere stald- og vognportbygning (nu Løntoften nr 15A), nemlig viseforfatteren Sigfred Pedersen. Men en tidligere beboer af ejendommen har også en spændende historie. Han opkaldte huset efter sig selv…
Af Kjeld Damgaard
Folmer Hansens fader var kongelig kusk og moderen var oprindelig syerske – og sammen boede familien på Amalienborg, så der var ikke meget, der tydede på, at to af parrets børn skulle få en karriere indenfor showbiz. I denne artikel skal vi koncentrere os om sønnen Ferdinand Emil Folmer Hansen, der dog i daglig tale blev kaldt Folmer, men også lige nævne broderen Valdemar Hansen.
Folmer Hansen blev i 1895 gift med Anna Marie Martine Sødergren (f. 1860) og parret fik i 1896 datteren Gudrun og i 1902 sønnen Sigurd.
En kort karriere som tenor
Omtrent samtidigt havde Folmer Hansen prøvet at få sig en karriere indenfor teaterbranchen. I 1890’erne havde han forsøgt sig som operettesanger i både København og Berlin, bl.a. assisterede han andre uddannede sangere som tenor. Også egne koncerter blev det til, bl.a. i Klampenborg i juli 1894, men den karriere måtte han opgive – talentet rakte ikke. Dagbladet Politiken beskrev det således i 1905:
”Det kan ikke nægtes, at Folmer Hansen har lagt sig ud med Aarene. Han var endnu ung, smuk og mager, da han for nogle Aar siden stod inde i Tivoli i den nuværende Glassal og daværende Koncertsal og forsøgte at overtyde Tilhørerne om, at han var Tenorsanger. Det lykkedes ikke ganske, og Folmer Hansen forsvandt fra Tribunen. Han indsaa, at det var dumt at optræde selv, naar man kunde leve af at faa andre til det, og han oprettede sit Koncertbureau.”
Emil Folmer Hansen (1860-1918) og senere hans enke Anna Marie f. Sødergreen havde i perioden 1910-30 sommerbolig på en stor ejendom ved den oprindelige Rørtangvej – nu med adressen Løntoften nr 9 og nr 15A.
Ny karriere indledes
Allerede i 1894 ses, at han optrådte som impresario ved en koncertturné i Jylland, men en egentlig virksomhed grundlagdes først i 1895. Inden da var han på flere ture i Europa og knyttede på disse rejser mange forbindelser indenfor teater-, operette- og sangerverdenen.
”Scala”-navnet introduceres
I 1898 forsøgte han sig med et andet projekt, som dog bød på visse vanskeligheder. Fra aviserne den 2. januar ses en række artikler, der beskriver, hvorledes Folmer Hansen skulle stå i spidsen for ”National”s forandring til en mellemting mellem en varieté og koncertsal – fra da af under navnet ”La Scala”.
Men det holdt meget kort. Allerede med udgangen af februar indstillede ”La Scala” driften. Den københavnske avis ”Adresse Avisen” skrev således den 25. februar: ”Direktør P. Rasmussen har i fjorgaars taget en Beslutning, der neppe kommer overraskende for Nogen. Fra Udgangen af denne Maaned lukker han ”La Scala”. Da Ideen i sin Tid kom op om at forvandske den tidligere Varieté, der allerede havde prøvet saa mange Skjæbnens Omskiftelser, til en Koncertsal, udtalte vi en beskeden Tvivl om, at det vilde lykkes at skaffe et ret stort Publikum til at saa høie Priser, som nogenlunde lødige Engagementer vilde nødvendiggøre. Man begyndte med et udenlandsk Orkester, hvilket var forkert. Man lod hr. Folmer Hansen bestemme Programmet, hvilket ingenlunde var noget heldigt og behændigt Valg. For Hr. Hansen sendte ungarnske Basser og østerrigske Tenorer og hollandske Sopraner herop, men der kom næsten slet ingen for at høre paa dem.”
Var det Folmer Hansens skyld?
Men det var ikke alle, der havde den opfattelse. Dagbladet ”København” kunne 1. marts således konstatere, at der var mange der pegede på, at fejlen lå hos impresario Folmer Hansen. Hertil havde avisen imidlertid den bemærkning, at det snarere var etablissementets hovedkraft, fru Charlotte Wiehes skyld. Hun havde nemlig forlangt, at der ikke måtte ryges i varietéen og skrev videre: ”Det Publikum som skulde vindes var, som sagt Varietépublikum. Et Varietépublikum ,der ikke maa ryge, er en Umulighed. Ikke for selve denne ene Tings Skyld. Ingenlunde, men er Tobaksrygning forbudt, tror Folk ganske naturligt, at alt andet er forbudt, at der ikke maa tales, drikkes, serveres o.s.v. Derfor blev man borte. Og Foretagendet mislykkedes. … Det er jo i og for sig trist, at saa stort et Læs skal vælte over en ganske lille Cigaret. Men de, der Aar igennem har beskæftiget sig med Varietéerne og Varietéernes Publikum ved det. De ved, at maa der bandes, ryges, serveres og gøres Spektakkel, kan alt bydes, selv det værste Kram, naar blot et Numer duer.”
Og måske havde avisen ret. For allerede den 21. april samme år måtte Folmer Hansen også opgive operetteforestillingerne på Morskabsteatret i København. Og her konstaterede det københavnske dagblad ”Folkets Avis”, at det var samme årsag som i ”La Scala”, nemlig at der ikke måtte serveres og at tobaksrygning var forbudt.
Karrikaturtegning af Folmer Hansen gengivet i Politiken 1905.
Ny karriere
Men Folmer Hansen var ikke sådan at stoppe. Et nyt tilbud viste sig: Direktør i Tivolis glassal. I 1902 overtog han denne post efter Joachim Andersen, der helligede sig en karriere som komponist. Folmer Hansen ændrede Glassalen til en slags folkelig operascene. Men også dette job varede kun en kort periode. Folmer Hansen fik travlt i sit eget bureau, for i 1903 skete der noget epokegørende.
Bernerkonventionen
Bernerkonventionen blev indgået i 1886 mellem en række europæiske lande. Den indebar, at kunstnere af enhver art kunne hævde deres ophavsret også i de lande, der havde tiltrådt konventionen – og ikke kun i hjemlandet. Inden da havde det faktisk været muligt – og lovligt – at anvende et udenlandsk skuespil, en roman eller et billede, uden at betale kunstneren for brugen. Danmark tiltrådte dog først Bernerkonventionen i 1903. Og det var netop på det tidspunkt, at Folmer Hansen fik en god forretning, for nu stod han som mellemmand med rettighederne til en lang række af tidens mest populære skuespil, operetter og teaterstykker.
Familien Hansen foran ”Folmerhus” i august 1910 – den første sommer i villaen. Fra venstre, sønnen Sigurd, Folmer, Anna Marie og datteren Gudrun.
Sommerhus ved Rørtangvej
I 1910 købte Folmer Hansen en villa, som lå på Dalsborgs gamle jorder – d.v.s. på Rørtangvejen mellem Strandvejen og Rørtang. Villaen havde indtil da tilhørt den pensionerede læge, Hans Christian Hassert, men da han døde i 1909, blev villaen sat til salg. Imidlertid beholdt familien Hansen deres adresse i København, hvor de boede på Kalvebod Brygge nr. 2. Forretningens kontor lå på Vester Boulevard 36 i det nu tidligere Musikkonservatorium. Vester Boulevard hedder i dag H. C. Andersens Boulevard. Senere flyttede bureauet til en adresse på Kalvebod Brygge 2.
Folmer Hansens død
Folmer Hansen døde i 1918 i en sovevognskupé på vej til Stockholm, hvor hans skulle besøge datteren, der var engageret på ”Oscars Teatern”. Han blev kun 58 år gammel. Hans død blev naturligvis omtalt i dagspressen, bl.a. i dagbladet ”Politiken”, hvor Aksel Kjerulff bl.a. under overskriften ”En original Teatermand” skrev:
”Folmer Hansen var en Type, som ikke før var set i de Dages ret smaastadsagtige København. Han vendte hjem fra Udlandet, hvor han havde tilegnet sig en Form og en Facon, der ikke lige straks passede ind i de hjemlige Forhold. Naar han mødte op i sit stortærnede Berlinertøj, med høj, lysegraa Hat, rødt Slips og Rose i Knaphullet, var han i Sind og Skin Impresarioen, og kaldte hans Ydre ofte paa det villige danske Smil, kaldte Kunstnerne til Gengæld endnu oftere paa hans Erfaring og Indsigt og ubestridelige Dygtighed.
Folmer Hansen slog sig ned i København og begyndte sin Teaterforretning. Utallige var de Idéer hans hurtige Hoved fandt paa, og med en paagaaende Energi realiserede han sine Planer. Der var Opdrift i ham, og en vis Storhed i Synet paa Tingene, parret med en jævn smaaborgerlig Forsigtighed. Denne Søn af en kongelig Kusk elskede Farver og Pragt, han var barnlig og naiv i sin Glæde over det prangende, men han kørte saa smaat, holdt stramt i Tøjlerne og passede nøje paa ikke at køre løbsk.
Sigurd Folmer Hansen med sin hustru i 1931. Han var stærkt involveret i ”Selskabet til Vandrer mod Lysets Udbredelse” – en forening, der mente og stadig mener, at den kristne Gud er Løgnens Gud og ikke Sandhedens Gud.
Han forsøgte saa meget og havde ikke lige stort Held med det altsammen. Der kom først rigtig Vind i Sejlene paa hans Forretning, da Bernerkonventionen blev antaget i Skandinavien. Nu var det udenlandske Repertoire ikke længere saadan til at tage, og Folmer hansen blev – som en Selvfølge – Ene-repræsentant for alle de store tyske og østrigske Teaterforlag, der betød noget. Han købte bl.a. straks ”Den glade Enke” og ”Dollarprinsessen” og tjente store Penge derpaa og var sidenhen Mellemhandler for Størsteparten af de Teaterstykker, som i de sidste femten Aar er opført paa skandinaviske Scener.”
Pilen viser, hvor Folmerhus ligger. Kortet er tegnet i 1898 – og på det tidspunkt var der ikke mange andre bebyggelser langs den gamle Rørtangvej, der i dag hhv. hedder Klostermosevej, Løntoften og Rørtangvej.
Broderen Valdemar
Folmer Hansens bror, Valdemar Hansen (ofte stavet Waldemar), var i mange år en meget engageret del af Folmers forretning. I 1910 ledede Valdemar Hansen således en større turné rundt i Danmark for den dengang kendte norske skuespiller og direktør Bjørn Bjørnson (manden bag Nationalteatret i Christiania). Men med broderens død gled Valdemar ud af forretningen – og måtte nu se sig om efter et andet levebrød. I 1923 erhvervede han sig derfor en biografbevilling i sin hjemby, Espergærde – og etablerede sig her som biografdirektør. Også Waldemars søn Bjørn og datter Karen gav aftryk på Espergærdes historie.
Datteren Gudrun
Efter Folmer Hansens død overtog enken, Anna Marie Martine f. Sødergren forretningen. I 1927 overtoges forretningen af deres fælles søn, Sigurd Folmer Hansen. Men det var søsteren Gudrun Folmer Hansens datter, Gerd, som førte virksomheden videre. Gudrun Folmer Hansen var nemlig som skuespiller og operettesanger flyttet til Stockholm og Gudrun Folmer Hansen var uddannet sangerinde – og fik sin debut i Stockholm i 1916, hvor hun spillede komtesse Stasi i ”Czardasfyrstinden”. Det blev en stor succes, og Gudrun var i de følgende år en feteret operettesangerinde i den svenske hovedstad. I 1920 blev hun gift med den svenske skuespiller og komponist Regnar Widestedt. I perioden 1922-45 medvirkede Gudrun i adskillige svenske film – og i 1925 åbnede hun sin egen butik i Stockholm kaldet ”Gudruns”. Her solgtes dansk smørrebrød, hvilket på den tid var ret ukendt i byen. Man påstår således, at det var Gudrun, der lærte stockholmerne at spise dansk smørrebrød.
Parrets datter, Gerd Widestedt (f. 1920) blev også skuespiller, men overtog tillige teaterforlaget i 1965. På grund af hendes bopæl, flyttede teaterforlaget til Stockholm og fik samtidig navneforandring til ”Folmer Hansen Teaterförlag”. Senere er virksomheden overtaget af hendes søn, Jens Ragnar Widestedt.
Det var læge Hans Christian Hassert (1840-1909), gift med Anna Olivia Hansen, der omkring 1897 lod villaen bygge. Han havde siden 1885 haft privatpraksis i en mindre ejendom på Rørtangvej 59 (nu Løntoften 21). (Foto 1977)
Gudrun Folmer Hansen – foto 1918.
”Folmer Hansens Förlag”
Virksomheden eksisterer således endnu og formidler stadig nordisk og udenlandsk dramatik i Norden og repræsenterer en lang række etablerede dramatikere. De fleste er i dag svenske dramatikere, men også en række danske navne findes på listen, f.eks. Vita Andersen, Poul Henningsen og Finn Methling. På den meget lange liste over udenlandske dramatikere, som Folmer Hansen Teaterförlag har i sin stald kan nævnes: August Strindberg, Agatha Christie, Noël Coward, Charles Dickens, Friderich Dürrenmatt samt Tolstoj og Molière. Forlaget tager alene hånd om dramatikernes rettigheder og fungerer således som dramatikernes agent overfor teatre primært i Norden, men også i andre lande. Forlaget formidler i øvrigt både skuespil for voksne som for børn og unge.
Den store grund blev udstykket fra Borupgaard i 1896, og kort efter bebygget først med villaen i forgrunden – og senere med stald og vognport øverst i billedet. I dag er grunden udstykket til i alt 5 ejendomme. (Luftfoto 1949)
Foto fra marts 2005 – set fra stien, der løber øst for ejendommen. Det store træ er et ægte tulipantræ (ikke at forveksle med en magnolia) – en sjældenhed i Danmark i denne størrelse. Arten hedder Liriodendron tulipefera og kommer oprindelig fra den østlige Nordamerika, hvor den anvendes til bygningstømmer og finér. I Europa udelukkende plantet som prydtræ – og kan blive 25-30 meter høj.
Rev. 22.02.2021 og 05.01.2025