På dette luftfoto fra 1937 ses hele ejendommen, som den så ud indtil 1944, hvor hele det trelængede gårdanlæg nord for (til højre på billedet) hovedhuset blev nedrevet. Disse bygninger havde oprindeligt været anvendt til stalde og som domestikbygninger.

Helt nordligst i Espergærde – lige op til Skotterups ejerlavsgrænse – på Strandvejen 133 D, ligger stadig hovedbygningen af den oprindelige store ejendom Egebæksro. Her har boet adskillige interessante personer og familier i tidens løb.
 
af Kjeld Damgaard
 
Når en offentlig myndighed mangler penge har det igennem tiden været ”god politik” at sælge ud af den faste ejendom eller de virksomheder man har. Og således var det også i midten af 1800-tallet, hvor den kongelige kasse var slunken. Den kongelige kasse var dengang, det vi i dag ville kalde statskassen.
 
Byggepladser til salg
I 1856 indrykkede staten således en annonce i en række dagblade og annoncerede, at interesserede nu kunne byde på i alt 9 byggepladser (byggegrunde) ved Egebæksvang ved Espergærde fiskerleje. Det  var bl.a. en betingelse, at køberen indenfor to år skulle opføre en ejendom på grunden – en ejendom, som mindst skulle forsikres for 200 rdl.
Auktionerne

Den 19. december 1856 var der således auktion i Espergærde Hegnshus – d.v.s. det skovløberhus der lå hvor kirkegården nu ligger. Den første grund – matr. nr. 4f, blev opråbt til salg, og Morten Jensen fra Skotterup bød 30 rdl. Han blev imidlertid overbudt af justitsråd P. G. Gynther fra København. De bød herefter hinanden op, således at Gynther til sidst stod med hammerslaget på 150 rdl. På denne grund lå dengang endnu resterne af en lille bastion, som sandsynligvis var blevet opført i forbindelse med Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet. På et kort fra 1713 benævnes en skanse således omtrent samme sted Schrøders Skanse.Nabogrunden

Matrikelkortet viser det areal, som i 1856 delvis blev solgt af Statskassen. Peter Georg Gynther bød på de tre nordligste (til højre på kortet) grunde, matrikel numrene 4 f, 4 g og 4 h, Espergærde. Egentlig skulle han have bebygget alle grundene, men kun på den nordligste af grundene blev der bygget.

matr. nr. 4g, blev tillige købt af Gynther – dog måtte han denne gang op på 152 rdl.

Den næste grund, matr 4h, havde husmand Peder Hendriksen som byder. Han bød 30 rdl, men Gynther bød også ham op – og fik ligeledes her hammerslag på 152 rdl.
Kun tre bud godkendtes
Gynthers bud blev alle approberede (d.v.s. godkendt), men endnu manglede seks grunde at blive bortauktioneret. På disse bød hhv Peder Hendriksen i Skotterup 70 rd., Smed Sandberg i Rørtang 34 rd., Jens Jonassen i Skotterup 54 rd, Morten Jensen i Skotterup 44 rd., samt Hans Andreas Nielsen fra Mørdrup på de sidste to grunde hhv 30 og 34 rd. Imidlertid godkendtes disse bud ikke af ”Ministeriet for Monarciets fælleds indre Andliggeder”.
 
Peter Georg Gynther

Peter Georg Gynther (1796-1864) var født i København og blev i 1833 gift med Charlotte Amalia Lundell (f. 1809). Han var da fuldmægtig i ”Det Kgl. Overhofmarschallats Contoir” med titel af Kammersecretair – og boede da i Kongens Palæ. Han var med andre ord ansat ved hoffet, og det forklarer, at han senere fik titlen justitsråd – en titel, der gav adgang til rangklasserne – dog højst 4. eller 5.

Baron Holger Stampe – her fotograferet med hustruen Caroline – var ejer af ”Egebæksro” i årene 1877-94.

Baron Herman Frederik Løvenskiold ejede ”Egebæksro” 1874-77

Baron Oscar Waldemar Løvenskiold – ejer af Egebæksro i perioden 1869-74

Major Sophus Wedege – ejer af ”Egebæksro” 1864-69

rangklasse. Titlen blev netop tildelt som påskønnelse ofte til embedsmænd. Det ser ud til, at han anvendte huset i Espergærde som helårshus igennem hele ejerperioden. I alt fald boede han her, da han den 18. marts 1864 døde af en hjerneblødning.

Militær karriere
I en ganske kort periode i 1864 blev ”Egebæksro” overtaget af premierløjtnant Vilhelm Adolph Top (181795), men han sælger allerede samme år ejendommen til major Sophus Julius Wedege. Han var født på Frederiksberg i 1819, og kun 13½ år gammel blev han kadet i militæret! Hele hans karriere blev således ved militæret, og han deltog både i 1. og Matrikelkortet 2. slesvigske krig – først som premierløjtnant siden som kaptajn. Han blev afskediget efter 1864-krigen med rang af major. Uden af være i tjeneste udnævntes han i 1869 til oberst. Han var i perioden 1867-69 medlem af Tikøb Sogneråd.
Baronerne overtager Egebæksro
Som det allerede fremgår var det ikke en ejendom, hvor samfundets nederste lag boede – tværtimod. Der var tale om repræsentanter fra en lille del af befolkningen som havde ekstra på kistebunden – og det fremgår da også af ejerlisten, at der var tale om mennesker fra samfundets øverste lag, der boede her. I december 1869 solgte oberst Wedege således Egebæksro for 7.500 rbd. Til sammenligning tjente en faglært arbejder dengang omkring 250300 rbd. om året! Ny ejer blev Oscar Waldemar Herman Leopoldus baron Løvenskiold (1837-1913). Han var gift med Julie Wihelmine Hochschild – datter af en svensk gesandt. Han blev uddannet officer og deltog i 2. slesvigske krig som sekondløjtnant. I 1888 blev han hofjægermester. Parret ejede Egebæksro i fem år, hvorpå de solgte til Oscar Løvenskiolds fader, Herman Frederik baron Løvenskiold.
Den insolvente baron
Herman baron Løvenskiold (1805-77) var søn af lensbaron Carl Severin C. H. Løvenskiold og hustru Frederikke. Han blev uddannet cand. jur. i 1830 og overtog året efter baroniet Løvenborg vest for Holbæk. Desuden blev han senere ejer af Gislingegaard og af Holbæk Ladegaard. Løvenskiold udnævntes endvidere til hofjægermester, kammerherre og Ridder af Dannebrog. Efter hans død i 1877 viste det sig imidlertid, at baroniet Løvenborg var insolvent, og hele hans bo blev derfor taget under fallitbehandling. Dermed blev familien Løvenskiold i en lang årrække frataget indflydelsen på baroniets drift. For Egebæksros vedkommende blev ejendommen året efter Løvenskiolds død bortsolgt af Executor Testamenti i Løvenskiolds dødsbo.
Lensbaron Stampe Den nye ejer var også baron. Han hed Holger Frederik Christian baron Stampe (1822-1904) og stammede fra baroniet Stampenborg, der bestod af hovedgårdene Nysø og Jungshoved ved Præstø.
Holger Stampe var ikke ældste søn, men da broderen i 1892 døde, overtog Holger Stampe lensbarontitlen. I 1895 tiltrådte han også fideikommisset Constantinsborg og ændrede derfor sit efternavn til Stampe-Charisius. Men da havde han allerede året før afhændet Egebæksro. Han var fra 1868 gift med Caroline Bardenfleth.

Endnu en familie fra samfundets top

Fabrikant og fabriksejer Aage Heyman var ejer af ”Egebæksro” i perioden 1916-24.

Den næste ejer i rækken var den københavnske grosserer, Martin Frederik Olivarius. Men det var næppe nogen tilfældighed, at han blev den nye ejer. Familierne Olivarius og Stampe havde været gift ind i hinanden ved at par lejligheder, så køber og sælger
kan meget vel have kendt hinanden. Holger Stampes oldemor var således født Olivarius. Slægten Olivarius, der bl.a. også førte eget våbenmærke, var med andre ord også en af datidens velstillede familier. Martin Frederik Olivarius ses også optegnet som tømmerhandler i sine unge dage. Om Olivarius har boet i Egebæksro gennem hele sin ejerperiode, vides ikke med sikkerhed. I nogle perioder lejede han i hvert fald ejendommen ud. Det skete bl.a. i 1901, hvor det var den engelske legationssekretær, der lejede ejendommen. I september 1901 kunne man således opleve, at den engelske kong Edward besøgte Egebæksro ”med automobil”, som aviserne skrev.
 
En af landets rigeste
I 1916 købte en af Danmarks dengang rigeste erhvervsledere ejendommen Egebæksro nemlig Aage Heyman. Han var søn af Philip Heyman, der især var kendt som en af Tuborg Bryggeriets grundlæggere og som manden bag hhv. Rød og Grøn Tuborg. Philip Heymann havde startet sin karriere med at eksportere smør til England – bl.a. var han den første til at pakke smør i dåser, så det kunne eksporteres over længere afstande. Men han havde også grundlagt Københavns Svineslagteri samt flere andre slagterier i hhv. Varde, Assens og Malmø. Sønnen Aage Heyman overtog faderens virksomheder, der var samlet under firmanavnet ”Philip W. Heyman” – dog ikke direktørposten i Tuborg, der gik til en svoger, Benny Dessau. Aage var oprindelig uddannet på Varde Svineslagteri samt i USA. Fra 1891 var han prokurist i faderens firma og blev endelig indehaver i 1893 ved faderens død. Han overtog dermed svineslagterierne i Danmark og Skaane og oprettede endnu et i Skælskør. I 1901 oprettedes tillige et datterselskab i Melbourne i Australien. Han var tillige stifter af A/S Danske Svineslagterier. Derudover havde han en række andre bestyrelsesposter og tillidshverv. Senere afhændede Heyman svineslagterierne og koncentrerede sin virksomhed i fabrikken på Strandboulevarden i København. Denne virksomhed producerede grøntkonserves, marmelade, saft, camembertost m.v. – hovedsagelig beregnet til det indenlandske marked.

Tandlæge Olaf Sørensen fotograferet sammen med barnebarnet, Jan Kofoed, 1927.

Mathilde Sørensen fotograferet omkring 1930 – fruen var værtinde for en del pensionærer i løbet af sommeren, men der blev åbenbart også tid til at slappe lidt af. Barnebarnet Jan ses til højre.

Heymans boliger
Som en af sin tids rigeste erhvervsledere lod Heyman i 1907 et palæ på Strandvejen 93 (hjørnet af Rosbækvej) i Ryvangen opføre ved arkitekt Carl Brummer. Han solgte imidlertid huset i 1916 – og købte i stedet Egebæksro i Espergærde. Allerede i 1918 lod han et nyt palæ opføre på Øster Allé 33 i København denne gang tegnet af arkitekt Gotfred Tvede. Grunden i randen af Fælledparken havde han mageskiftet med Københavns Kommune, der købte Københavns Svineslagteris grund til brug for en fremtidig forlængelse af Strandboulevarden mod nord. Forlængelsen blev dog aldrig til noget, da Østre Gasværk lå i vejen. Meget tyder således på, at Aage Heyman alene anvendte Egebæksro til sommerbolig.
Klinik og pensionatsvirksomhed
I 1924 solgte Aage Heyman Egebæksro. Ny ejer var Mathilde C. Sørensen f. Hemmingsen. Hun var gift med tandlæge Olaf Sørensen, der oprindelig var uddannet som cand.pharm i 1882. I 1889 tog han tillige tandlægeeksamen og havde siden praksis i hhv. Slagelse, København og Nykøbing F. Da han sammen med hustruen flyttede ind i Egebæksro indrettede han sig i den nordre fløj af ejendommens hovedbygning. Her drev han tandlægeklinik indtil sin død i begyndelsen af 1930’erne. Hustruen, Mathilde, sad dog ingenlunde på hænderne medens manden så patienterne efter i gummerne. Hun indrettede den øvrige del af den store ejendom til pensionat. Hun var således en skattet værtinde for de som mergæster, der lejede sig ind i husets 1. sal. Blandt de sommergæster, der år efter år kom på sommerferie her, var familien Mejer, der havde en datter der hed Birgit. Hun blev senere bosat i området, hvor hun boede til sin død i 2015. Hun var da kendt som forfatter til flere historiske bøger under navnet Birgit Pouplier Nielsen. Om tandlæge Sørensen huskes bl.a. at han havde – en for den tid usædvanlig ting – nemlig en sort tjener. Som en særlig ting huskes det, at denne unge mand ikke havde kørekort, så det var Sørensen selv, der kørte i sin bil – med tjeneren siddende bag i bilen iført liberi. Efter mandens død fortsatte Mathilde med at drive pensionatsvirksomhed i endnu en halv snes år. Men i 1942 solgte hun ejendommen.
Afslag på hoteldrift

Hun solgte til norskfødte Kjell Stub Koren, som var en person, som drev pensionats- og hoteldrift forskellige steder. bl.a. ”Øresundslyst” i Skotterup. Han

I foråret 1944 blev det treflø jede gård anlæg på Egebæksro nedrevet. Herefter udstyk kedes flere grunde.

havde købt Egebæksro med den hensigt at nedrive de gamle bygninger og i stedet opføre et moderne Strandhotel og Restauration. Da imidlertid Tikøb Sogneråd lod sig overbevise af de øvrige hotelejere langs kysten om, at der allerede var nok hoteller, fik han afslag.

Tesalon
Mathilde Sørensens datter, Asta, der nu var gift Koefoed, købte i stedet ejendommen tilbage, da hun havde føjet moderen, der brændende ønskede at tilbringe sine sidste år på dette herlige sted. Imidlertid havde Kjell Stub Koren allerede påbegyndt nedrivningen af staldbygningen. Og for at få økonomien til at hænge sammen lod Asta Koefoed i 1944 staldbygningen, et udhus samt den nordre udbygning til hovedhuset nedrive og samtidig frasolgtes en række parceller både nord og syd for havnen. I 1952 fik Asta Koefoed så tilladelse til at indrette tesalon i den tilbageværende hovedbygning. Tesalonen fik dog kun en kort levetid. Allerede i 1954 måtte Asta Kofoed atter sælge Egebæksro.
Nye ejere

Herefter indrettedes huset til almindelig beboelse for de efterfølgende skiftende ejere. Den næstlængste ejerperiode – fra 1969 til 1983 – indehaves af arkitekt Jørgen Langmann. Nuværende ejer er Hanne Reppien, der gennem 23 år var skoleleder i Københavns Kommune.

Egebæks ros nuvæ rende ejer, fhv. skole inspektør, Hanne Reppien (foto 2015).

Hanne Reppien blev ansat som viceskoleinspektør 1. august 1992 på den daværende Enghave Plads Skole. Efter ét år blev hun skoleleder og har blandt andet

været med til sammenlægningen af Enghave Plads Skole og Matthæusgades Skole, der i 2008 blev til Tove Ditlevsens Skole.

Husets nuværende beboer, Poul Starch Sørensen indspillede sin første plade i 1967: ”Butterfly”.

Hendes mand er Poul Starch Sørensen, der er uddannet akademiingeniør og siden 1981 har drevet egen

Mathilde og Olaf Sørensens datter, Asta overtog i 1943 Egebæksro og indrettede nogle år senere ejendommen til tesalon.

virksomhed ”Data Design”, der bl.a. har udviklet lønsystemer til virksomheder. Men han er dog mest kendt som musikeren ”Poul Butterfly”, der siden 1960’erne har været aktiv på den lokale musikscene. Mange har også kendt Poul Sørensen som underviser i guitar på Helsingør Ungdomsskole i en 30 års periode til slutningen af 1990’erne.

Rev. 23.02.2021