I en artikel i 1982 i ugebladet ”Ude og Hjemme” fortælles historien om”Skotterups Skønhed” – pottemagerdatteren Hyldeborg Mortensen. Men historien efterlader et spørgsmål.

Af Kjeld Damgaard

I ugebladet ”Ude og Hjemme” fra august 1982 bringes en artikel med overskriften ”Brylluppet skabte stor opstandelse”. Skribenten hed Finn Sandberg, og anledningen er, at Carlo og Hyldeborg kunne fejre deres jernbryllup (70 år) det år.
Den interessante del af artiklen – set med vore lokalhistoriske briller – er et enkelt afsnit, der omhandler deres bryllup i 1912, og hvad der gik forud. Afsnittet, der gengives her, giver imidlertid anledning til en række kommentarer og enkelte spørgsmål.

Artiklen i ugebladet
Aldersforskellen skabte stor opstandelse, da Carlo og Hylleborg besluttede at gifte sig. For i 1912 var det bestemt ikke sædvane, at bruden var syv år ældre end brudgommen. Men Carlo ville have ”Skotterups Skønhed”, og hun ville have ham. og sådan blev det, trods protester fra hendes forældre.
Til gengæld blev brylluppet en skøn sommerdag en stille affære. Kun brudens forældre var repræsenteret i Bloustrød Kirke. For Carlo havde slet ingen familie. Han var en forældreløs Nørrebrodreng.
Det nygifte par fik en enkelt hvedebrødsdag efter brylluppet, men kun fordi dagen derpå var en søndag. Mandag morgen klokken seks var Carlo atter i fuldt sving på sit arbejde som håndstenspresser på Teglværket i Bloustrød.
Hyldeborg var allerede en køn pige på syv år, da Carlo kom til verden i 1891. Få år tidligere var hun sammen med sin far, der var pottemagermester flyttet fra Helsingør til Skotterup ved Snekkersten. Faderens forretning gik godt, men pengene var alligevel små.
Ved århundredeskiftet var Hyldeborg blevet en smuk, ung pige, som egnens drenge og unge mænd flokkedes om og kaldte ”Skotterups Skønhed”.
Men Hyldeborg blev ikke som sine jævnaldrende gift i 20-års alderen. Der skulle gå endnu otte år, inden hun traf den mand, hun valgte at dele et langt liv med.
Carlo var dengang en mand på 21 år – fyldt med initiativ. Skønt han var forældreløs, beviste han allerede fra 14-års alderen, at han kunne klare sig selv. Han kom i konditorlære, men måtte opgive det erhverv, fordi det viste sig, at han var overfølsom overfor melet.
I stedet blev han i foråret 1912 ansat på Bloustrød Teglværk, og når han sparede lidt op af sin timeløn på 43 øre, kunne der blive råd til at gå til dans en enkelt aften om måneden på Bloustrød Kro. Det var der, han traf Hyldeborg, og det var i bogstaveligste forstand kærlighed ved første øjekast. Lørdag den 27. juli samme år blev de gift efter en så kort forlovelsestid, at det var stof til mange samtaler.
Året efter fik de en søn, og i løbet af deres ægteskabs første par år fik de yderligere tre børn, alle piger. Men den ene af de to tvillingepiger, de fik i 1917, døde kort efter fødslen. Måske var det sorgen over dette barns død, der fik dem til at opgive at få flere børn.
Trods den ringe løn lykkedes det Carlo – med lidt hjælp fra sine svigerforældre – et etablere en vognmandsforretning mindt under verdenskrigen. Han havde fire hestevogne og en charabanc.
Men det varede ikke mange år, inden Carlo blev slået ud af den nye opfindelse ”automobilet” og i stedet kastede han sig over tørvegravning.
Et hårdt, beskidt arbejde, som kun lige netop gav det unge ægtepar nok til dagen og vejen.

Carlo Jensen
På trods af de hårde vilkår lykkedes det parret at klare tilværelsen på fantastisk vis. De blev boende på Tornevangsvej/Teglværksvej i Kajerød ved siden af det teglværk, som han arbejdede ved, Tornevang Teglværk.
Ganske kort om Carlo kan i øvrigt fortælles at han i følge notatet ved brylluppet i 1912 skulle være født i Sankt Johannes Sogn i København. Men han står ikke opført i kirkebogen. Hans biologiske mor skulle være ugift og hedde Ane Kirstine Jensen. Hun må have sat ham i pleje ret tidligt, men vi kender ikke til hvor. Først da han er 10 år, ses han hos jord- og betonarbejder Frederik Nielsen og hans hustru Inger i Møllegade i København. Senere skifter han adresse adskillige gange indtil 1908, hvorefter han i 1912 dukker op i Bloustrød.

På dette kort fra 1915 ses ved den rød pil hvor ”Kongevejens Lervarefabrik” lå. Den bestod af et beboelseshus og et værksted. Det var på Helsingør Overdrev mellem Rønnebær Allé, der ses til højre og Klostermosevej, der ses til venstre.

Hyldeborg Mortensen
Hyldeborg Mortensen blev født i 1884 i Sct Olai Sogn i Helsingør som datter af detailhandler Carl Johan Mortensen. Han var født i 1854 i Rørtang som søn af hjulmand Carl Mortensen. Han var gift med Alexandra f. Møller (f. 1863).
Hyldeborg boede med andre ord ikke i Skotterup som barn. Og i 1890 ses familien ikke boende i Skotterup. I september 1900 køber faderen en ejendom på Helsingør Overdrev lige ved Hestens Bakke. Huset får senere adressen Kongevejen 172-174, men har nu adresse på H. P. Christensens Vej 34-36. Her indretter faderen pottemagerværksted og kalder virksomheden for ”Kongevejens Lervarefabrik”.

Barnefødsel i 1904
I 1901 bor Hyldeborg stadig hos forældrene, men dog kun midlertidigt får vi at vide i folketællingslisten. I sommeren 1903 opholdt hun sig på Hollandske Mølle, og der må hun have været – i alt fald lidt – interesseret i en mand. Resultatet er således at hun bliver gravid og føder i april 1904 en datter. Hun har nægtet at oplyse hvem barnefaderen var, men det kan der være flere forklaringer på. For det første var

Artiklen i ”Ude og Hjemme” bringer dette foto af den unge familie fra omkring 1917-18. Billedet viser Hyldeborg og Carlo med datteren Rosa i mellem sig og sønnen Carl foran. I øvrigt blev Hyldeborg i ugebladsartiklen konsekvent stavet Hylleborg. Men af indførslen i kirkebogen ved hendes fødsel står tydeligt, at navnet bør staves Hyldeborg. På samme måde er stavemåden for Carl lidt usikker. Da han blev gift, stavedes det i kirkebogen Karlo, men i alle andre kilder Carlo.

det en skam i de dage at få børn udenom ægteskabet. Det kan have fået hende til ikke at ville oplyse faderens navn. Det kunne også være at hun rent faktisk ikke kendte andet end måske fornavnet på vedkommende. Eller måske er hun blevet betalt for at holde sin mund, hvis det f.eks, var en standsperson.
Hyldeborg var nu 19 år, ugift, uden arbejde og med et lille barn, der i øvrigt blev døbt Esther. Hun valgte den udvej, som mange i hendes situation gjorde, nemlig at overlade pigen til andres pleje. Imidlertid var det ikke til fremmede, hun blev overladt. Det var Hyldeborgs forældre, der tog sig af barnet, men da moderen boede mere eller mindre hos forældrene, var hun stadig tæt på barnet.
I 1906 ved vi, at hun et par måneder midt på året tjente hos en københavnsk familie, men rejser tilbage til Helsingør den 1. september. I 1907 flytter hele familien til Kattehale ved Bloustrød – og her ser vi igen Hyldeborg optræde i folketællingslisten i 1911 – boende hos forældrene – og med sin datter, der nu var 7 år gammel.

Spørgsmålet
Disse facts kan dokumenteres, men det fremgår ingen steder af artiklen hvornår Hyldeborg skulle have boet i Skotterup – og dermed fået sit tilnavn. Imidlertid fremgår det af en gammel skoleprotokol, at hendes ældre brødre gik i Snekkersten Skole i årene 1896-97. I protokollen fremgår at familien bor i Skotterup. Hyldeborgs navne fremgår ikke af protokollen, men hun har jo sandsynligvis boet sammen med den øvrige familie i Skotterup. Uanset tidsrummet, så er det andet ubesvarede spørgsmål: Hvor boede ”Skotterups Skønhed” i så fald?
Hvis det var i 90’erne, at Hyldeborg boede i Skotterup, kan faderen muligvis have været tilknyttet Skotterup Lervarefabrik, som på den tid var en betydelig virksomhed? Hun kan også efter konfirmationen have været tjenestepige i en af villaerne.

Hyldeborg blev ældgammel!
Af den tidligere citerede artikel fremgår det som nævnt, at parret i 1982 kunne fejre jernbryllup. Begge havde da problemer med bentøjet, men var stadig mentalt friske. Hvornår Carlo døde ses ikke, men Hyldeborg døde, efter oplysninger på internettet, først den 12. juli 1993 – d.v.s. 109 år gammel!
Parret fik sammen tre børn. Den ældste, der hed Karl var født i 1912 og yngste hed Rosa, født i 1917. En tvillingsøster til Rosa, Stella, døde som nævnt kun 3 måneder gammel.
Rosa blev i øvrigt gift med smedesvend André Anthony i København – og hun levede frem til 2001.

Kender nogen noget til Hyldeborg?
Forfatteren af denne artikel hører gerne fra læsere, der evt. kender til ”Skotterups Skønhed”? Selvfølgelig især om tiden i vort lokalområde.

 

 

 

Rev. 11-01-2025