Ole Wivel fotograferet i 1953 som nytiltrådt direktør i Gyldendals Forlag.

af Kjeld Damgaard

Nu afdøde Ole Wivel (1921-2004) var forlagsdirektør, forfatter og digter. Han havde i perioden op til 2. verdenskrig og i begyndelsen af denne vist sympatier for nazibevægelsen, men blev den 29. august 1943 overbevist om, at han havde valgt forkert og blev meget hurtigt involveret i redningsaktioner for jøderne. Efterfølgende arbejdede han for Røde Kors og kunne på den måde hjælpe danskere i tysk fangenskab. Umiddelbart efter befrielsen dannede han sit eget forlag, “Wivels Forlag”. Da dette blev opslugt af Gyldendals Forlag kom han i dennes direktion fra 1954 og var med en afbrydelse direktør dér til 1980.
Han var opvokset i et borgerligt miljø i København. Hans forældre var grosserer Carl-Eilert Wivel og Karen Margrethe Tafdrup. Morfaderen, Julius Tafdrup, var søn af skræddermester Poul Christian Tafdrup f. Andersen. Om hans navneskifte fortælles det, at han ved sit bryllup i hjembyen ville skifte navn til landsbyens navn, Tapdrup. Imidlertid var degnen blevet så fuld ved bryllupsfestlighederne, at han stavede navnet forkert. Så slægten kom derpå til at hedde Tafdrup.
Og denne slægt kender vi fra Nordsjælland – dels fordi en bror til Carl-Eilert hed Finn Tafdrup. Han var modstandsmand under besættelsen og måtte flygte til Sverige, hvor han indgik i Den danske Brigade. Efter hjemkomsten blev han gift med Elin Hannover og overtog Endrupgaard i Endrup ved Fredensborg – og senere gården Rosendal i Skibstrup. Hans datter, Pia Tafdrup, kendes i dag som digter og forfatter.
men familie huskes måske også af enkelte som boende i Tibberup. Det var Ole Wivels morfar – som i øvrigt siden sin barndom, havde kendt Ole Wivels farfar, August Wivel – der i perioden 1919-26 ejede “Hovgaard” i Tibberup. Men ikke nok med det, Ole Wivels forældre lejede “Landlyst” et lille parcelliststed skråt overfor Hovgaard. Her lå familien på landet. Oles morbror Axel Tafdrup og hans hustru Gerda boede tilmed på Strandvejen (nuværende Gammel Strandvej) i Tibberup – så familien var i begyndelsen af 20’erne rigt repræsenteret i lokalområdet.
I sin erindringsroman, “Romance for valdhorn” fra 1972 fortæller Ole Wivel om sine erindringer fra landliggelivet  i midten af 20’erne på “Landlyst” og “Hovgaard”, da han var 4-5 år:
På morfars marker ned mod jernbanen stod et mærkeligt udsigtstårn som vi ofte gik op i om sommeren på stille aftener hvor det var, som om svalerne fløj dybt under én og strøg hen over det modne korn. Vi kunne stå og se ud over Øresund, som lå stille og blankt, en blegt skinnende stribe bag kysthavernes mørke træer, og vi kunne se to møller oppe fra tårnets platform. Vi kendte dem begge godt. Det var Mørdrup Mølle i nord og Tibberup Mølle i øst. Den ene mørk, den anden hvid.  Begge var de anseelige bygninger på et stenfundament, vingerne virkede overvældende store, når de højt oppe fra kom susende ned med en lyd af knagende tømmer. Og vi havde flere gange haft lejlighed til at dem sådan, på nært hold.

Julius Tafdrup – Ole Wivels morfar – ejede i perioden 1919-26 Hovgaarden i Tibberup.
(Portrætrelief fra 1939).

Møllen i Mørdrup kaldtes egentlig Bybjerg Mølle, fordi den lå ved og tilhørte Bybjerggaard. Den var drevet af møller Henning Jensen fra omkring 1920. Derimod blev Tibberup Mølle ikke længere drevet som kornmølle i midten af 20’erne, hvor Ole Wivel har været der.
Ole Wivel fortsætter fortællingen af møllen i Mørdrup: Vi kørte korn til mølle fra Hovgaarden. Det begyndte inde i den solvarme gård mellem længerne, hvor vognen blev trukket frem, en af den slags smalle og lange bræddevogne på høje hjul, som nogenlunde uforandret har bevaret deres udseende siden middelalderen. Så hentede forpagteren de to brune heste ud af stalden. Først senere, da jeg fik med heste at gøre, kunne jeg se at de ikke begge to havde været brune, men den ene rød. En brun hest har sort manke, en rød hest har lys. I skindet er de heller ikke ens, den brune er mørk, næsten sort i løden, den røde er brun. Man det kunne man jo ikke vide. Hestene kom ud af stalden med seletøjet hængende om sig og blev spændt for, så blev kornsækkene slæbt frem og lagt op i vognen og vi børn blev løftet op til sidst. Vi kørte ud af gården, gennem kastanjealléen, som var afmærket med hvidkalkede sten under træerne, sindigt gik det med skrumlen og rysten til vi kom ud på vejen, hvor hjulene gav en anden, hårdere og højere lyd fra sig. Hestene satte i trav.
Forpagteren var den 50-årige landmand Jens Larsen, der ligesom sin hustru Anna, stammede fra Raklev sogn og var kommet til Tibberup i 1921. De havde tre sønner, Ejner, Aksel og Karl.
”Det er uforglemmeligt at have siddet bag i en arbejdsvogn som dreng med benene dinglende ud over bagkanten og se vejen forsvinde under sig, høre hestene pruste og se gården langsomt dukke ned bag den lave bakke, hvis top vi havde passeret. Farten øgedes, man vendte sig  fremad og så nu de svære hesterygge arbejde i strækket, i jævn fart, med hovslagene dundrende i vejens skærver.  Møllens indre mysterium fik vi ikke lejlighed til at udforske, fordi forpagteren ikke brød sig om at have os rendende om benene, når han først havde nået sit mål. Men vingesuset huskes og det mørke, støvede rum med varm gennemtræk, hvidt melstøv og den høje larm. Mølleren selv var grå af støv, han og forpagteren råbte til hinanden, alt var i uro og bevægelse undtagen hestene, som nu stod med mulerne i poserne og gumlede. Der var en dyb, lukket resonans mellem deres kæber som kværnede og kværnede, mens halerne piskede fluerne bort, og de nu og da smed hovederne bagover og prustede ned i muleposerne. En gang imellem blev forpagteren budt på kaffe hos møllerens, og vi fik småkager og kom ind i stuen som lugtede fremmed og sødt med sol ind ad vinduerne. Så skulle vi hjem igen. Det var en lang rejse at tænke tilbage på, når vi først var inde i gården, hestene spændt fra, vognen bragt på plads, og alting igen faldet til ro.

Hovgaarden i Tibberup lå indtil begyndelsen af 1960’erne bogstaveligt ude på landet. Ejendommen var omgivet af marker på alle sider, således som det fremgår af dette luftfoto fra 1937.

Man gik omkring i staldene, køerne var endnu ikke kommet hjem til aftenmalkning, kun grisene regerede lidt – og kattekillingerne legede i havrekassen. Per og jeg var landliggerbørn og ikke som forpagterens egne hjemmehørende i denne verden af prosaiske kendsgerninger. For os var alting eventyrligt, så simpelt det var. Markerne med korn og køer, geden på grøftekanten og storken som gik i engene var virkelige nok – vi var rykket ud af de vante omgivelser i lejlighederne i København og lagde her de somre, morfar og mormor boede på Hovgaarden og far og mor på Landlyst, en ny dimension til vort liv. Det var i årene, indtil Per og jeg skulle i skole, tiden før tiden blev til.” At Ole syntes, at det havde været en lang rejse frem tilbage til møllen må skyldes det forhold, at han var ganske lille. Afstanden mellem Hovgaarden og Bybjerg Mølle er vel ca 1 km hver vej. ”Morfar tog til byen hver dag. Mormor passede sit, blandt andet hønegården for enden af kastaniealléen, eller hun skar blomster i haven, som var en hel lille park med sø, åkander og guldfisk. Ved søen var der en høj, hvor morfar kunne sidde om aftenen på en bænk og sin cigar og prøve at tænke på noget andet end at tænke på sin forretning. Men jeg tror, at den optog hans tanker mere når han var her på landet end inde i lejligheden på Vesterbrogade. Han duede ikke til at oparbejde en feriestemning, og det at slappe af var ham et ukendt begreb.
Kun i den vante rytme hvilede han, og landliggerlivet i disse pompøse omgivelser har måske ligefrem budt ham en smule imod. Hovgaarden var nok først og fremmest mormors. Hver morgen blev morfar kørt fra gården, de første år i landauer med to smukke heste for vognen til Espergærde Station, hvorfra han tog toget til København. Hjemturen foregik i omvendt orden. Køretøjet blev senere udskiftet med en bil, en af den slags vidundere som ikke ses mere på gaden. Det var en Minerva, høj og skinnende, med messinghorn og messinghåndbremse udenpå ved chaufførens side.

Bybjerg Mølle i Mørdrup malt i 1928 af Charles Dahl. Møllen er for længst revet ned, mens møllehuset først forsvandt i 2017. Svinestalden til Bybjerggaard, der ses til højre, eksisterer endnu – nu dog som fælleshus.
(Maleri i privateje).

Han sad i fri luft mellem vindspejlet og kupeen, hvor passagererne nok så komfortabelt var beskyttet af et tag, som dog bagtil kunne slås ned i solskinsvejr. Der var hynder på sæderne og to klapstole foran til os børn, foruden blomsterglas og en telefon, hvori der kunne gives besked ud til chaufføren. Denne mand stod for Per og mig i forklaret lys, ikke fordi han herskede over bilen, også i andre henseender var han nær de egentlige værdier. I mange år hed han Mortensen, og da han senere kom til at hedde Petersen var også Minerva’en blevet erstattet af en mere almindelig 6-cylindret Packard. Af Mortensen og gårdens kokke- og stuepiger, Sofie og Johanne, lærte vi et og andet om tilværelsens mysterier. Sexualundervisning som jeg fik allerede i tredje klasse på Krebs’s Skole, havde jeg ikke det mindste brug for. Men også døden sorterede under Mortensen. Det var ham der sprang rundt i mormors hønsegård for at fange den høne vi skulle have i gryden. Jeg husker det blodige optrin, når først den skræppende høne sad mellem Mortensens hænder, og han greb den i benene og svingede den mod hønsehusets trævæg med et brag, så dens hoved blev knust. Nu kunne han roligt lægge den på huggeblokken og sætte øksen i halsen på den uden at risikere, at den hovedløse høne benene afsted igen.
Far var mere fanatisk og forfængelig med biler end morfar, men havde ikke råd til helt så fordringsfulde mærker. I Landlyst-tiden havde han en to-personers Studebaker med bagsmæk, kalechen kunne slås ned, og søndag formiddag kørte far Per og mig, som sad omme i bagsmækken helt for os selv, ned til iskageboden på Strandvejen i Espergærde, hvor vi fik store 25-øres vafler. Den blev senere erstattet af en Delage, vist nok et sjældent automobil på vore landeveje og meget smart og meget fransk, men fars smag ændrede sig og bestemte ham for en Buick. Også den var en åben vogn, cabriolet som det hed, med ekstra vindspejl til passagererne på bagsædet. …
Det man husker bedst fra barndommens bilture er landevejstræerne. Det var jo smalle veje dengang, og kun de færreste var asfalteret, træerne stod forholdsvis tæt – og sad man i åben vogn eller i Minerva’en med nedslået kaleche bagtil, kom og gik den

Ole Wivels morbror Axel Tafdrup og hustruen Gerda boede på Gl. Strandvej i Tibberup. (Foto 1916)

Ole Wivels forældre Karen Margrethe f. Tafdrup og Carl-Eilert Wivel fotograferet i forbindelse med deres forlovelse i 1916.

Brødrene Per og Ole Wivel fotograferet på ”Landlyst” 1923.

regelmæssige, rytmiske lyd af de susende landevejstræer hen over bilen. Sene aftener efter solnedgang, når vi f.eks. havde besøgt morbror Axel og tante Gerda, hvis børn var vore nærmeste legekammerater – de boede på den gamle strandvej i Espergærde ikke langt fra Hovgaarden – og man kom op i bilen sad under tæppet i den friske, kølige luft, kunne suset af vejtræerne være velsignet søvndyssende. Træer omgav én på alle veje, og selv om det nu var aften og trækronerne stod aldeles ubevægelige, gav de den samme lyd, som bølgeslag, fra sig, når man passerede hen under dem.”

Ole Wivels morfar, som optræder i denne beretning hed Julius Tafdrup, og var i 1889 grundlæggeren af en herrekonfektionsfabrik og et grossererfirma. Virksomheden havde til huse forskellige steder i København, først i Silkegade, dernæst på Nytorv, videre til Studiestræde, hvorfra den i 1913 flyttede til ejendommen Vesterbrogade 9B. Da virksomheden var på sit højeste, beskæftigede den 500 ansatte. I 1939 overtog stifterens søn, Axel Tafdrup virksomheden. Under besættelsen blev virksomheden mistænkt for at samarbejde med besættelsesmagten, og allerede den 2. december 1942 var den udsat for den første sabotageaktion – en påsat brand. I slutningen af besættelsen – den 6. februar 1945 – blev flere maskiner ødelagt af personer bevæbnede
med mukkerter. Virksomheden fortsatte dog efter krigen – fra 1957 ledet af Jørgen Tafdrup.
Ejendommen Landlyst var i 20’erne ejet af parcellist Jens Jensen. Han solgte i 1943 til sønnen Erik Frithjof Jensen. Ejendommen blev nedbrændt i en kombineret CF- og brandøvelse i 1963. På stedet ligger i dag ejendommene Hovvej nr 99-101.
Hovgaarden blev, som nævnt, solgt i 1926. Fra 1926 til 1932 var ejeren fabrikant Julius Valdemar Friis. Han var fabrikant af cykelpumper. Da han trak sig tilbage fra denne fabrik, der lå på Godthaabsvej i København, solgte han Hovgaard. Den nye ejer var en anden spændende person, som vil blive beskrevet i en senere artikel, nemlig Danmarks første uddannede kiropraktor,

Hovgaardens stuehus fotograferet i 1982 – det havde dog ikke i sit ydre forandret sig siden 1920’erne, da Ole Wivels familie boede her.

Sophus Larsen. Hovgaard blev nedrevet i 1989 for at give plads til et nyt etagebyggeri – kaldet ”Hovgaardsparken”.

På dette luftfoto ses i forgrunden det lille parcelliststed ”Landlyst”, som Ole Wivels forældre lejede sig ind på i 1920’ernes første halvdel. Kun den nyere hovedbygning eksisterer endnu, medens selve gårdens bygninger blev fjernet i 1963. Hovgaarden ses bagest til højre i billedet.

Rev. 02.04.2021