Lokalhistorie for tikøb kommune

Espergærdes biograf fotograferet i 1927. Det var her impresario Valdemar Hansen og hans datter Karen Hansen satte en stribe mere eller mindre gode film på plakaten i 47 år.

Den daglige drift af biografen blev efter nogle år overladt til Valdemar Hansens datter, Karen Hansen. Hun blev valgt blandt 12 ansøgere som den, der skulle drive Espergærde Biografteater videre, fordi hun allerede havde bevist sine gode evner til at fremskaffe gode film.

Fotograf Sophus Juncker-Jensen var landligger i Espergærde, men en meget engageret landligger, der også investerede i grunde og nye huse. På hans initiativ og med hans penge, blev der i 1923-24 bygget en ny biograf i på hjørnet af daværende Stationsvej og Gefionsvej. Biografen overlevede helt til 1970.

Impresario og teaterleder Valdemar Hansen (1866-1940) var manden, som søgte kommunen om bevilling til at starte en biograf i Espergærde. Hans erfaring som tidligere teaterdirektør garanterede for hans kunstneriske baggrund.

af Kjeld Damgaard

En biografannonce fra marts 1970 – Espergærde Biografs sidste sæson.
(Nordsjællands Ugeblad, 12. marts 1970).

I Espergærde levede omkring 1923 en mand, der af beskæftigelse var impressario og teaterleder. Hans navn var Valdemar Hansen, og han boede på Kirsebærvej 5 i et hus, som den kendte københavnske fotograf Sophus Juncker Jensen havde ladet udstykke og som Valdemar Hansen købte i 1912.

Familien
Men først lidt om Valdemar Vilhelm Hansen. Han voksede op i en søs-kendeflok, der havde bolig på Amalienborg – dog i en af de mere beskedne bagbygninger. Her var hans fader nemlig kongelig kusk medens moderen i sine yngre dage havde levet af at være syerske. Børneflokken bestod af i alt 6 børn, hvoraf to fik tilknytning til egnen syd for Helsingør. Den anden bror var Emil Folmer Hansen, som beskrives i en anden artikel i dette nummer af Egebækken.
Valdemar Hansen (1866-1940), som selv skrev sig som Waldemar, blev gift med Karen Vilhelmine Jørgensen (f. 1873). Sammen fik parret 3 børn, Gurli, Karen og Bjørn. Af disse vender vi tilbage til datteren Karen, medens sønnen Bjørn lige skal nævnes. Han blev uddannet kommis i ”Lindegaards Købmandshandel” på Stokholmsvej og drev senere en kiosk ved siden af Espergærde Biograf, der jo lå på hjørnet af nuværende Gefionsbakken og Mørdrupvej. Da han også her solgte is, gav folkeviddet ham hurtigt tilnavnet ”Isbjørn”.

Valdemar Hansen
Om Valdemar Hansens ungdom vides, at han blev uddannet kontorassistent. Han blev gift i en alder af over 40 år – på et tidspunkt da han var blevet involveret i broderen, Folmer Hansens impressariovirksomhed. Folmer Hansen havde nemlig i 1895 oprettet etkunstnerbureau indenfor teater- og operetteverdenen. Så begge brødre kaldte sig nu impressario, hvilket indebar at de arrangerede koncerter og turnéer rundt i Danmark og i de nordiske lande. Det var uden tvivl Folmer, der var den ledende i bureauets forretninger, men Valdemar var med på sidelinjen i omkring 25 år.
Imidlertid døde Folmer Hansen allerede i 1916, og selvom enken drev forretningen videre, ser det ud til, at Valdemar gled stille og roligt ud af virksomheden.
I 1923 fik han mulighed for at søge en biografbevilling i Espergærde – og det endte med, at han fik denne. Nu var problemet imidlertid, at der skulle en del kapital til for at etablere en helt ny biograf, hvor der hverken var bygning, udstyr eller garanti for et publikum.

Sophus Juncker Jensen
Den anden hovedperson i denne beretning er fotografen Sophus Juncker Jensen (1859-1940). Han arbejdede som ung som medhjælper hos fotograf G. Støckel i Rønne. Senere fik han fotografisk uddannelse i Paris, men fra 1888 havde han eget fotografisk atelier på Strøget i København. Her fik han stor succes som portrætfotograf. I øvrigt begyndte han snart at skrive sig med bindestreg: Juncker-Jensen. Han oparbejdede en ganske indbringende forretning og investerede bl.a. i andre fotoforretninger, heriblandt Johs. Hauerslevs fotografiske atelier på Fælledvejen (i København). Desuden fik han økonomi til at opkøbe grunde, som han senere udstykkede.
I Espergærde købte han således i år 1900 en stor grund af den daværende ejer af villa ”Radisen”, J. F. Fenger. Arealet lå på sydsiden af Mørdrupvejen og blev siden udstykket til de tre veje, Ahornvej (nu Tobergvej), Kirsebærvej og Kastanie Allé. En halv snes år senere opkøbte Juncker-Jensen yderligere en stor grund mellem Egebæksvang og Strandvejen nord for Egebæksvang Kirke. Her udstykkede han 6 huse, som han gav de latinske navne ”Prima”, ”Secunda”, ”Tertia”, ”Quarta”, ”Quinta” og ”Sexta” – altså de latinske navne for ”den første”, ”den anden” o.s.v.
I det hele taget var Sophus Juncker-Jensen meget optaget af romersk og græsk arkitektur og historie. Det stammede bl.a. fra et ophold på Korfu omkring århundredeskiftet.

Espergærde Biograf
Hvordan Juncker-Jensen og Valdemar Hansen er kommet i forbindelse med hinanden, fortaber sig i historiens tåger, men Espergærdes indbyggertal var dengang ret lille, så de er vel stødt ind i hinanden på vejen, på havnen eller i skoven?
Juncker-Jensen var i 1923 på udkig efter nye investeringer. Måske frygtede han konsekvenserne af Landmandsbankens krak året før, som i alvorlig grad påvirkede dansk økonomi. Og så var Valdemar Hansen som sendt fra himlen!
At få mulighed for at få en biografbevilling ansås nemlig dengang som en sikker vej til store og arbejdsfrie indtægter. Det skulle dog senere vise sig, at det ikke gik helt så nemt.
Sønnen Jens Juncker-Jensen beskriver i øvrigt Valdemar Hansen som en stilfærdig næsten selvudslettende mand.

Arkitektens kvaler
Men hvad Valdemar Hansen ikke kunne, det kunne Juncker-Jensen. Hans søn beskriver det således:
”Men her kom Far så ind i billedet og nu skulle der bygges! Et kunstens tempel – selvfølgelig i den pompeianske stil, som jo allerede hans pavillon på ”Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn i 1888” var opført i.

Thor Bøgelund, der var en anerkendt plakatkunstner, udførte Gefion-motivet på Espergærde Bio.

Fars første arkitekt på biografen lærte hvordan det er at arbejde for en temperamentsfuld bygherre, som er overbevist om selv at vide mere om arkitektur end alle andre arkitekter. Men arkitekten undgik at blive myrdet og har vel følt sig befriet ved at blive løst fra sin opgave. Arkitekt nr 2 fik det ikke bedre end godt. Men bygningen blev da en realitet engang i 1923 og betød for den lille bygds arkitektoniske profil en fornyelse. Ja, endelig stod ”Espergærde Bio” færdig med sin mod Stationsvej [nu Mørdrupvej] vendende gavl, i hvis græske tympanon Far havde ladet tegneren Thor Bøgelund – en slægtning – udføre et Gefionmotiv i fresco. Gavlen var forsynet med fine ioniske pilastre, som sagt: et kunstens tempel, hvor den grå, og under samarbejdet med Far nu næsten udslukte Hansen så sig nødsaget til at sætte de gyseligste banaliteter af film på plakaten, for overhovedet at få det til at løbe rundt – hvilket kun mådeligt lykkedes. Det hele foretagende blev – som så meget andet i det år for Far – en skuffelse.”

Arkitekt Frode Galatius’ første tegning til den nye biograf viser en ganske anden bygning end den, der blev det endelige resultat. Tegningen viser facaden mod Mørdrupvej. De to mindre bygninger foran biografens indgangsdør skulle rumme forretninger. I stedet indrettedes en tidligere smedje til venstre til kiosk.

Hvem arkitekten, der undgik at blive myrdet var, fremgår desværre ikke af sønnens erindringer, men af andre kilder fremgår det, at den arkitekt, der mod alle odds faktisk lykkedes med projektet var Frode Galatius, som dog reelt set endnu ikke på dette tidspunkt var færdiguddannet fra Kunstakademiets arkitektskole.
Frode Galatius (1890-1977) havde senere en lang karriere indenfor arkitektfaget og opførte bl.a. kirke, sygehus og udsalgssted i Thule på Grønland i 1929, en lang række beboelsesbygninger på Sundby Torv 1931-34, flere bygninger for Amagerbanken 1930-37 og Kastrup Station (1940).
Thor Bøgelund-Jensen (1890-1987), der udførte motivet i tympanonen (= gavlens øvre trekant) af ”Gefion pløjer Sjælland”, blev uddannet fra Akademiet som figurmaler i 1913. Han rejste sidenhen årligt til forskellige europæiske lande og udstillede også internationalt. Han var mest kendt for sine plakatmotiver og har tegnet talrige gadeplakater i tidens løb. Han var foregangsmand netop indenfor plakatkunsten i Danmark. Desuden var han kendt for forskellige merkantile motiver, bl.a. til emballager, samlermærker samt indenfor bogbind og illustrationer til bøger.
Foruden tympanonen udsmykkede han også selve biografsalen med ”rokokosving på vægge og loft omkring gyldne stjerner”, som det beskrives i en senere beretning.

Ikke sparet på noget
Det forlyder i en beskrivelse fra 1983, at der ikke var sparet på noget som helst i den nye biograf – og at Juncker-Jensen havde brugt ikke mindre end 70.000 kr. Hvilket var en anseelig mængde penge i datidens Danmark. Biografen betegnedes som Sjællands mest moderne på den tid. Og her skulle nu Valdemar Hansen forsøge at få en forretning ud af det. Det blev ikke let.

”Numdanum”
Juncker-Jensen havde fra sit første ægteskab tre børn. De to døde som hhv. 26-årig og 48-årig, men der var også datteren Karen, som halvbroderen Jens beskrev således:
”Karen var ret høj, og vel nok ganske køn med kastaniebrunt hår og store gråblå øjne. Karen var musikalsk og holdt af at ’klimpre’ på klaveret, lidt klatteradask med venstre hånd først og højre harpeagtigt bagefter. Helst operanumre, de kendte travere af Verdi, Rossini og Donizetti, hvor hun erstattede teksten med særprægede mundlyde som rum-da-rumme-numme, rum-da-rumme-rumme, hvorfor hun fik til- eller øgenavnet ”Numdanum”. Karen kom til Frankrig, hvor hun i en årrække under og efter 1. verdenskrig havde været ansat hos en svensk fotograf i Meulun, fotograf Ohlsson. …
Så Karen hjembragte fra Frankrig et godt kendskab til det sprog, som Far værdsatte frem for noget, og en ting mere, som skulle vise sig skæbnesvanger: en dyb tilbøjelighed for rødvin. …
Numdanum var intelligent, havde afgjort humor – men hun var sær. …
Og Far havde sine bekymringer med Numdanum. Hvor skulle hun bo? Far fik hende ind i en lille lejlighed i Fotografernes Hus i Ryesgade. Hvad skulle hun bestille? Hun var jo nok normal, som andre mennesker at se til, sådan da. Men hun var sær, og så viste der sig hos hende i en stigende grad denne kærlighed til rødvin, aldrig til de stærke varer, nej, ”et godt glas rødvin”, som hun sagde, gjaldt det. Far var som betaget af hendes kyndighed i det franske sprog og af hendes apparition som ”en dame”, mente at hun da måtte kunne drive en lille salon for manicure i Ryesgade, hvor kunderne skulle serveres te af fine kopper, mens de var under behandling. Han fik da til den ende sat en annonce i bladene, der nok var lidt uheldigt formuleret, idet den indeholdt udtrykket ”fransk manicure” og så telefonnummeret. Da vi næste gang så Karen, var hun rystet: der var mange, der havde reflekteret på annoncen. Men kun mænd, Og det de havde sagt…”

”Kino-musiker”
Så tænkte Far, at Karen, der var så musikalsk, måtte være den helt rigtige til at levere musikken til film i hans biograf i Espergærde – det var jo i stumfilmens dage. Det gik. Men kun nogen tid. Far havde sagt, at Karen – for at give en vis festlig atmosfære – skulle give en ”touche”, mens teatret fyldtes. Teatret fyldtes aldrig, men Karens fingre løb alligevel op og ned over tangenterne, så godt det nu lod sig gøre, og frembragte derved en spøgelsesagtig buldren, der med velvilje kunne opfattes som en festlig optakt. Karen havde nok et vist repertoire, men det var ikke stort. De film, der kunne trække det lokale publikum fra Espergærde og Mørdrup, var spændingsfilm med en indlagt sødladen kærlighedshistorie. Under nervepirrende forfølgelsesscener leverede ”Numdanum” en – ikke fejlfri – gengivelse af ”Chinaman” fra operetten ”Geisha”, et motiv der også kom til anvendelse ved passager af humoristisk karakter. Meget sørgelige scener underlagdes med Massenets ”Elegi”, og endnu sørgeligere scener samt blide kærlighedsbilleder ledsagedes af Tjakovskijs ”Chanson Triste”. Ind imellem var der rigelig anvendelse af tremulanter og klatteradask-akkorder. Men det altid fåtallige publikum oplevede også pauser, hvor der ingen musik var, men hvor der ofte hørtes en klinger lyd som af glas, eller endda den karakteriske lyd af en flaske, der bliver trukket op. Det var ikke altid at disse lyde faldt sammen med selskabelige scener på lærredet, og det skulle være et sært sammentræf, om det forræderiske PLOP! netop indtraf synkront med affyringen af skurkens dræbende skud.
Pianisten var under forestillingen helt adskilt fra sit publikum ved en høj træskillevæg, og biografgængerne fik aldrig pianisten at se, idet Karen – for at nå det sidste tog – måtte forlade sin orkestergrav før filmen var slut – efter 4. akt – film var dengang oftest i 5 akter. Og det var uden hensyn til, hvor påkrævet endnu nogle tremulanter eller klatteradask-akkorder måtte have været under slutningsscenerne.

Elektriker Poul Hansen var igennem flere år tilknyttet Espergærde Bio, hvor han hjalp med med diverse tekniske ting, bl.a. et nyt forstærkersystem o 1952. På billedet ses Poul Hansen i 1982, da den gamle “Krupp-Ernemann”-fremviser skulle på udstilling i Helsingør.

Dårlige tider
I årene efter 1924 var det ikke ligefrem fremgangstider for Juncker-Jensen. Øget konkurrence fra andre portrætfotografer som Elfelt og Kehlet, gjorde indhug i kundekredsen. Og hans biograf i Espergærde bidrog ikke synderligt til økonomien. I Sophus Juncker-Jensens dagbog ses således enkelte bemærkninger om, hvorledes det stod til. Den 18. april 1940 ringede således frk. Karen Hansen og meddelte, at faderen, Valdemar Hansen var død. Hun spurgte ved samme lejlighed, om hun kunne fortsætte driften, og det gav Juncker-Jensen lov til – indtil videre.
Den 8. juni 1940 står skrevet: ”Ualmindeligt Sommervær. Min Biograf kan ikke taale det, saa kommer der ingen…”
Den 13. juni 1940:”Ringede til Biografen, men de er stadig handikappet af det fine Vær”.
Den 27. juni var Juncker-Jensen på besøg i Espergærde: Vejret var stadig smukt, men der var dog ”pænt besøg i biografen”.

Nye fremvisere
Men biografen overlevede, og Karen Hansen fortsatte med at drive biografen. Faktisk købte hun biografen i 1942 – efter at Juncker-Jensen var død. Og nogen fornyelse skete der da også. I 1959 var cinemascope-filmene slået igennem – og det betød, at nye fremvisere måtte anskaffes. I praksis overtog man to fremvisere fra Herlev Bio. Den ene af de to gamle fremvisere fra 1924 blev dog bevaret, idet elektriker Poul Hansen fra Stokholmsvej sikrede sig maskinen, der sidenhen er overdraget til Helsingør Kommunes Museer.

En æra slutter
Biografen eksisterede således helt frem til 1970, da det sluttede. Karen Hansen var nu blevet 69 år gammel, og der var ikke grundlag for at sælge stedet til fortsat biografdrift. Biografen var gammeldags og nedslidt – og der skulle investeres en del penge for at få den op til tidens standard, bl.a. var publikums siddekomfort ikke optimal.