Familien Michaelsen og komponisten Carl Nielsen – Historien om et musikalsk hjem i Tibberup
af Kjeld Damgaard
Den 306 kvm store villa – som den første ejer Søren F. Woldbye døbte ”Højtofte” – er her fotograferet i 1949. I 1937 var der bygget et lille anneks lige nord for ejendommen (til højre på billedet). Her boede to husassistenter. Bag ejendommen – mod vest – lå ejendommens store have. Den blev passet af gartnere, som boede i selve Tibberup landsby i villa ”Højbo”. Blandt disse gartnere kan nævnes Ørsted og Hermansen. Gammel Strandvej ses nederst i billedet, og det hjørne af en ejendom, som ses til venstre, er villa ”Kullaberg”.
Ejendommen på nuværende Gartnervej 11, er udstykket i 1906 fra matr. nr. 2 a (Tibberupgaard), men huset er først bygget i 1911, da der blev tilkøbt to matrikler.
Den første ejer var grosserer Søren Fulling Woldbye (f. 1866), som var direktør i Det Sibiriske Kompagni. Han var født i Aarhus som søn af købmandsparret Camilla og Søren Fulling Woldbye. Som ung opholdt han sig i England, men vendte i 1889 tilbage til København, hvor han slog sig ned. I 1893 giftede han sig med Sylva (f. 1868). Woldbye anvendte ejendommen i Tibberup kun som sommerhus i perioden 1911-17. Den egentlige bolig var på Kastelsvej i København.
Det Sibiriske Kompagni
Det Sibiriske Kompagni var et dansk indregistreret aktieselskab, der opererede på russisk grund. Det var opstået i 1904 ved en sammenlægning af to danske firmaer, som begge opererede i Sibirien, og som begge eksporterede smør herfra til især Danmark, Tyskland og England. Denne eksport var muliggjort af anlægget af Den Transsibiriske Jernbane, og fordi danske firmaer havde medvirket ved anlægget af mejerier i Sibirien. I Det sibiriske Kompagnis bestyrelse sad bl.a. den kendte forretningsmand, H.P. Hjerl Hansen. Han var desuden administrerende direktør, medens den daglige drift lededes af direktørerne Carl Holbek og Søren Fulling Woldbye.
Kompagniet – i daglig tale kaldt Sibiko – havde til huse i DFDS’ bygning på Sct. Annæ Plads. Firmaet ekspanderede hurtigt, bl.a. fordi indvandringen til Sibirien i de år voksede betydeligt. I begyndelsen var det primært handlen med smør, der udgjorde fundamentet i virksomheden, men senere udvidedes også med andre handelsvarer såsom landbrugsmaskiner, mejeriinventar, cykler og kolonialvarer. I 1910 oprettedes et centralkontor i byen Omsk. Herved blev handlen bedre organiseret, og i 1914 beløb værdien af firmaets smør-eksport i 1914-kroner til ikke mindre end 60 mio kr.
I 1917-18 måtte firmaet imidlertid lukke som følge af oktoberrevolutionen og den efterfølgende borgerkrig. I en kort periode i 1923-26 forsøgte firmaet atter at sætte foden på sibirisk jord, men måtte opgive p.g.a. de ændrede forhold i Rusland. Måske var det forholdene i Rusland, der allerede i 1917 fik Woldbye til at sælge sommervillaen i Tibberup.
Carl Michaelsen – en fantastisk karriere
I 1917 købte direktør og grosserer Carl Johan Michaelsen (1885-1963) således ”Højtofte”. Han var søn af grosserer Jacob C E Michaelsen og hustru Helene Heyman – og dermed ud af en meget succesrig familie.
Han var gift med Vera Levin, datter af grosserer Joseph Levin og hustru Marie Louise Elliot (som også havde et sommerhus på Gammel Strandvej i Tibberup). Sidstnævnte havde startet et stort handelsfirma i Faaborg – et firma der handlede med gamle klude, skrammel m.v. Dette firma fik senere en afdeling på Islands Brygge 35-37. Denne adresse vender vi tilbage til.
Carl Michaelsen, der som ung havde været klaver-elev af Carl Nielsen, havde i begyndelsen af århundredet været bosat i Wien, men var i 1909 – i en alder af kun 24 – blevet direktør for Nordisk Manchu-Oil A/S – et firma grundlagt af ØK med det formål at importere sojaolie fra Manchuriet. Firmaet eksisterede imidlertid kun frem til 1912-13, da det blev lagt sammen med Dansk Sojakagefabrik. Men Michaelsen blev imidlertid også adm. direktør for dette selskab fra 1912 og frem til 1920.
Her i landsbyens og sognets allersydligste ende ligger villa ”Højtofte” – på kortet fra 1948 markeret med rød farve. Igennem mange år hørte ejendommen til Humlebæk postdistrikt. Derfor står der ofte i kilderne, at villaen lå i Humlebæk.
Sojakager fremstilles af sojabønner. Produktet anvendes til kvægfoder og bl.a. madolie og sæbespåner. Fabrikken lå på Islands Brygge og eksisterede frem til 1991.
I perioden 1921-24 var Michaelsen tilknyttet de to firmaer Dansk Transatlantisk Kompagni A/S og A/S Externa. Førstnævnte firma var etableret i 1916 med henblik på at drive handels- og industrivirksomhed med særlig fokus på Rusland. Men da revolutionen i 1917 gjorde dette marked uinteressant fik selskabet store tab i årene herefter. Firmaet fik store lån i Landmandsbanken, hvis direktør Emil Glückstadt også var formand i bestyrelsen for kompagniet. Da dette kompagni gik konkurs i 1922, var det medvirkende årsag til Landmandsbankens krak. Tabet på dette firma var alene 250 mio kr.! Carl Michaelsens rolle i dette spil var at afvikle selskabet og overlade resterne til skraldespandsselskabet A/S Externa.
Dansk Kunstsilke
Sandsynligvis var det efter denne epoke, at Michaelsen rejste til Tyskland i en periode. Her blev han opmærksom på en fremstillingsmetode, der muliggjorde, at man ud af en cellulosemasse kan trække tråde, som man efterfølgende kan fremstille et silkelignende stof af. Produktet (kemofibre) har igennem tiden haft forskellige betegnelser, alt efter hvilken produktion, der var tale om: Kunstsilke, celluld, rayon, nylon og terylene.
Carl Michaelsen grundlagde på denne baggrund firmaet Dansk Kunstsilke A/S i 1927. Det skete i familien Levins fabrik på Islands Brygge, hvor Michaelsen lejede nogle lokaler og opsatte sine vævemaskiner. Kontor blev indrettet i Amaliegade. Det blev en stor succes fra begyndelsen. Og det gav grundlaget for at udvide produktionen med yderligere en fabrik i Helsingborg. Firmaet kom her til at hedde AB Svenska Sidenväveriet.
I 1948 var virksomheden vokset så meget, at nye bygninger på Høffdingsvej 75 i Valby måtte tages i brug til Dansk Kunstsilke A/S, og sønnerne Ove og Walther tog mere og mere over. Imidlertid døde Walther ved en tragisk bilulykke i Sverige i 1959, og efter det blev det besluttet at lukke den danske produktionsvirksomhed og omdanne denne til en grossistvirksomhed. Den svenske afdeling fortsatte imidlertid, og her opfandt man omkring 1980 et nyt produkt, som blev en kæmpesucces: Glasvæv. Firmaet bag hed egentlig ”Michaelsen Textil”, men det blev forkortet til ”Mitex”. Dette firma fortsatte – med barnebarnet Carl Michaelsen ved roret – frem til begyndelsen af 2000-tallet, hvor det amerikanske firma Schuller overtog det.
Carl Johan Michaelsen (1885-1963) er her fotograferet i 1919, da han allerede i en årrække havde været direktør for Dansk Soyakagefabrik i København og ejer af ”Højtofte” siden 1917.
Carl Nielsen (1865-1931) voksede op i et fattigt landarbejderhjem på Fyn, men fik p.g.a. sine musikalske evner adgang til konservatoriet. Han blev anset for sin tids største musikalske begavelse og komponerede både viser og operaer samt et stort antal sange. Trods forskel i alder havde Carl Nielsen et tæt venskab med Carl J. Michaelsen.
Michaelsen og Højtofte
Men tilbage til Carl Johan Michaelsen, som udover ledelsen af sit eget firma Dansk Kunstsilke, også var formand i bestyrelsen for firmaet A/S Henriques & Løvengreen – hvor Michael Henriques fra ”Nirvana” ved Mørdrup var direktør – se Egebækken nr. 52 / juni 2012.
Carl Michaelsen var hhv. bestyrelsesformand og direktør i Dansk Kunstsilke frem til 1956.
Foruden ”Højtofte” ejede Michaelsen – øst for Gl. Strandvej – en meget stor grund med strandgrund (nu 229). Her lå bl.a. en tennisbane. Familien anvendte imidlertid kun huset som sommerbolig, men var dog flittige gæster her hele sommerhalvåret. Deres helårsadresse var Stockholmsgade 51 på Østerbro. Foruden disse ejendomme erhvervede Michaelsen i i 1918 matr. nr. 2 s, (Gammel Strandvej 438) og 1930 også matr. nr. 2 s, (nuværende Gammel Strandvej 229 B).
Mæcen for Carl Nielsen
Men selvom det kun var en sommerbolig, skete der alligevel bemærkelsesværdige ting her i huset. Vera og Carl Michaelsen var nemlig glødende kunstelskere, og det udmøntede sig bl.a. ved, at de gav betydelige beløb til det danske musikliv. Både her og i Stockholmsgade var der tilbagevendende besøg af cremen af dansk musikliv i de år. Den mest kendte er vel nok komponisten Carl Nielsen, som allerede i begyndelsen af århundredet havde slået sit navn grundigt fast som en stor komponist og dirigent. Han rejste en del rundt og dirigerede de værker, som han selv havde skrevet – ofte med støtte fra Michaelsen.
I 1921 havde Carl Nielsen imidlertid en ægteskabelig krise med hustruen Anne Marie Carl Nielsen (f. Brodersen). Så en stor del af vinteren og foråret 1921 boede Carl Nielsen således i Tibberup hos sin ven, mæcen og forhenværende elev, grosserer Carl Johan Michaelsen og hans kone Vera. Men selvom Carl Nielsen selvfølgelig besøgte Højtofte, så var hans ophold ikke her, men derimod i det hus, som Michaelsen havde erhvervet i 1920 til brug for gartneren, der skulle passe den store have ved Højtofte.
”Højbo” i Tibberup
Huset hed ”Højbo” og lå i selve Tibberup landsby – på nuværende adresse: Gl. Tibberupvej 13.
Her spiller Carl Nielsen for hele familien Michaelsen – hustruen Vera ses bagest med mørk kjole.
Billede fra en film optaget i Carl Michaelsens hjem i Stockholmsgade i København i 1917. Her ses Michaelsen og Carl Nielsen i hyggelig samtale.
Huset rummede gartnerbolig i underetagen og et refugium for travle musikere og komponister. Her kunne de få ro til deres arbejde – og boligen stod til fri rådighed for disse kunstnere – alt sammen finansieret af Michaelsen.
Og her fortsatte Carl Nielsen i fem måneder arbejdet med redaktionen af Folkehøjskolens Melodibog, som han sammen med Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard havde påtaget sig ansvaret for, og som udkom i sommeren 1922. Først og fremmest er det dog 5. symfoni, han koncentrerer sig om i Tibberup. Den 4.3.1921 melder han første del af den todelte symfoni færdig i et brev til Anne Marie, men derefter kniber det med at komme videre med anden del, og der trænger sig også andre ting på.
Som eksempel på Carl Nielsens andre interesser kan nævnes, at med Carl Johan Michaelsen som rådgiver og hjælper investerede han samme år i tyske mark med henblik på at kunne betale leje af orkester og sal i Berlin til koncerter med egne værker. Det er den tyske marks styrtdyk, der er forudsætningen, og selv om han nok har købt sine mark for tidligt, og derfor ved kursens fortsatte fald fik mindre ud af dem end beregnet, lykkes det ham i december 1922 at foranstalte to koncerter.
I 1914 anskaffede Carl Michaelsen sig sin første bil. Det var denne åbne Renault, som her er fotograferet med Vera Michaelsen ved rattet og med svigerinden Ida (Carl Michaelsens søster) og datteren Ettie på passagersædet.
Til venstre ses Carl Nielsen og til højre Carl Michaelsen. I midten Michaelsens søster, Ida.
I maj 1921 blev Carl Michaelsen – som nævnt – af Landmandsbanken engageret til at afvikle et af bankens mest belastende projekter, Transatlantisk Kompagni. Og det er utænkeligt, at han og Carl Nielsen, der i lange perioder boede hos familien Michaelsen mens han komponerede 5. symfoni, ikke skulle have talt om det, som alle talte om, og som Michaelsen må have vidst mere om end de fleste: Landmandsbanken og tidens økonomiske misere. Ikke mindst fordi Carl Nielsens bror var folketingsmedlem.
Carl Michaelsen finansierede i øvrigt udgivelsen af denne 5. symfoni, fordi musikforlæggeren Wilhelm Hansen ikke bød ordentligt. Carl Michaelsen etablerede i den anledning et helt nyt musikforlag: ”Borups Musikforlag”, der som sin første opgave udgav Carl Nielsens 5. symfoni. Som en tak for hjælpen tilegnede han 5. symfoni til Vera og Carl Michaelsen.
Michaelsen forærer en bil til Carl Nielsen
Carl Nielsen blev på sine ældre dage ret glad for biler. Særligt sin første – den topersoners Renault han i 1924 fik foræret af sin velynder, direktør Carl Johan Michaelsen. Fysisk havde Carl Nielsen det nemlig ikke for godt. Sådan havde det været i et stykke tid. Han havde smerter i brystet, og i 1922 havde han haft flere hjerteanfald. Hans hidtidige passion, ridning måtte han derfor lægge på hylden. Datteren Anne Marie Telmanyi har skrevet om, dengang Carl Nielsen fik sin første bil: ”For fader kunne der nu ikke mere være tale om ridesport, men en dag stod han ved Musikkonservatoriets vindue og kiggede ud. Carl Johan Michaelsen kom hurtigt ud af sin lille Renault coupé-vogn og kom lidt efter ind ad døren. Gå hen til vinduet Carl Nielsen, sagde han. Kig ud! Ja, der holder din lille, pæne vogn, svarede Carl Nielsen. Nej, nu er den din, sagde Carl Michaelsen. Man kan tænke sig faders henrykkelse. Sådan fik han sin første vogn. Han blev så en ivrig bilist og lærte det hurtigt.”
Carl Michaelsen anskaffede omkring 1920 denne Daimler, der her er fotograferet i september 1920 i Dollerup Bakker sammen med chaufføren. Carl Michaelsen havde da to biler og i perioder endda tre.
Den Renault, som oprindelig var åben, blev senere ombygget til en coupé-model. Den blev derved meget høj og fik derfor øgenavnet ”Skilderhuset”. Det var den bil, som Carl Michaelsen omkring 1923 forærede til Carl Nielsen. Bilen er dog her fotograferet i 1921 ved Højtofte. I bilen skimtes f.v. børnene Walther og Ettie samt Vera Michaelsen med Ove på skødet.
Anne Marie Telmanyi fortsætter: ”Hvor dog denne lille Renault arbejdede, når den skulle det sidste, umulige stykke vej fra Frederikshavn til Skagen. Var det nu regnvejr, var der et sådant smadr, at vi måtte ud og brække granris af og lægge under hjulene. ’Min lille vogn’, sagde fader og klappede den, men på en eller anden måde kom den altid igennem.” Henning Tuxen fortæller, at vognen bedre kunne komme op af en bakke, hvis den bakkede. Det skete bl.a. på bakken på Strandvejen ved Skodsborg.
Carl Nielsen elskede det rullende fremskridt. »Den sikre, ærlige, fine, følsomme, levende og dog mådeholdne Renault, der aldrig gaber højere, end den kan æde«, bemærkede han hengivent. Den lille Renault var en tiltrængt opkvikker og formentlig en af de væsentligste grunde til, at han kom i gang med sin 6. Symfoni efter det opslidende arbejde, han havde haft med at redigere sangbøger i begyndelsen af 1920’erne.
Det kgl. Kapel i Tibberup
Senere – i 1928 – komponerede Carl Nielsen sin klarinetkoncert. Carl Michaelsen lod fredag den 14. september 1928 20 medlemmer af Det kgl. Kapel transportere i bus fra København til Villa Højtofte. I villaen spillede orkesteret nu under ledelse af den unge Thomas Jensen, en Concerto grosso af Händel, et værk af Vivaldi og med Christian Christiansen som solist Mozarts klaverkoncert nr 23.
Derpå tog Carl Nielsens svigersøn, Emil Telmanyi dirigentstokken og opførte Carl Nielsens klarinetkoncert for første gang – med Carl Nielsen som tilhører og med soloklarinettist Aage Oxenvad som den centrale musiker. Datoen var derfor på en måde en tilfældighed. Den måtte nemlig tilpasses svigersønnens øvrige arrangementer og engagementer.
En måneds tid senere blev klarinetkoncerten opført officielt i Odd-Fellow Logen, men den blev voldsomt kritiseret. I Nationaltidende skrev anmelderen Gunnar Hauch bl.a.: ”Vi tvivler ikke om, at Carl Nielsens trofaste, lille Falanks vil forkynde Fødselen af et nyt, mærkværdigt Værk; men vi er til Gengæld lige saa overbevist om, at dette Værk ingen Fremtid vil have for sig”. I Ekstrabladet stod der: ”Hvis det skal kaldes Fremtidens Musik, tror vi ikke, de kommende Slægter vil komme til at befinde sig særlig vel i Koncertsalene; men vi tror heller ikke, dette Arbejde har nogen Fremtid for sig.”
I dag betragtes koncerten som det mest ypperlige efter Mozarts klarinetkoncert, og stort set alle soloklarinettister har den på deres repertoire.
I 1914 anskaffede Carl Michaelsen sig sin første bil. Det var denne åbne Renault, som her er fotograferet med Vera Michaelsen ved rattet og med svigerinden Ida (Carl Michaelsens søster) og datteren Ettie på passagersædet.
Den 15. september 1939 blev Carl Michaelsens datter, Ettie, viet til kapelmester Erik Tuxen. Det nyviede par ses her ved trappen foran ”Højtofte”.
Flere musikere besøgte Højtofte
Også dirigenten og kapelmesteren Erik Tuxen er kommet her i villaen – ikke så sært: Veras og Carls datter, Ettie var gift med Erik Tuxen. Sønnen, Henning Tuxen, har i nyere tid besøgt stedet og fortalt om, hvorledes man samledes her hver pinse og brugte udestuen til musikarrangementer.
Som nævnt var Carl Nielsens svigersøn, den ungarnsk fødte dirigent Emil Telmanyi, også en flittig og værdsat gæst i huset. Nævnes bør det også, at den kendte pianist og komponist Herman D. Koppel også nød godt af Michaelsens rundhåndethed og store gæstfrihed.
Nyere tid
Familien Michaelsen, der var af jødisk herkomst, måtte flygte til Sverige under besættelsen, og sønnerne var i Den danske Brigade. Efter Carl Michaelsens død i 1963 overtog enken, Vera Michaelsen, hovedejendommen og beholdt den til 1973 – hvorefter hele området blev udstykket – bl.a. det område, der nu hedder Gartnervej – opkaldt efter det gartneri, der hørte
Pianist – senere professor – Christian Christiansen. Både Oxenvad og Christiansen spillede på Højtofte i 1928.
Her ses soloklarinettist Aage Oxenvad, til hvem Carl Nielsen specifikt havde skrevet sin koncert.
under Højtofte.
En stor fond etableres
Men dermed var mindet om familien ikke væk. Carl J. Michaelsen havde allerede igennem sin levetid lagt penge til side til en fond, som skulle støtte forskellige formål. Denne fond blev imidlertid yderligere beriget, da både Carl og Vera var døde. Langt de fleste af pengene fra parrets ejendomme og ejendele blev nemlig brugt som kapitalgrundlag i fonden, der bærer navnet ”Vera & Carl Johan Michaelsens Legat”.
Fondens formål er at yde støtte til flere ting:
– Musikere eller musikalske formål.
– Nuværende eller tidligere studerende ved Den Polytekniske Læreanstalt, Danmarks Tekniske Højskole, herunder teknisk forskning.
– Lægevidenskabelig uddannelse og forskning, herunder studierejser og hjælp til doktordisputatser.
– Uddannelse af unge handelsmænd, herunder støtte til ophold i udlandet
– Velgørende formål, bl.a. understøttelse af ældre handelsmænd eller deres enker.
Også komponisten Herman D. Koppel (1908-98) var en hyppig gæst i villa ”Højtofte”.
Violinisten Emil Telmanyi (1892-1988), der var ungarnsk født, var gift med Carl Nielsens datter Anne Marie.
Kapelmester Erik Tuxen (1902-57) var en hyppig gæst i huset hos Michaelsen – og det endte med giftermål med datteren Ettie.
Højtoftes adresser gennem tiden:
1906-1967: Strandvejen 440 pr. Humlebæk
1967-1977: Strandvejen 440, 3050 Humlebæk
I 1977 skiftede Strandvejen navn til Gammel Strandvej, men da ejendommen samtidig blev udstykket, fik den gamle villa ny adresse:
1977- : Gartnervej 11, 3060 Espergærde.
Den 31. august 1973 fyldte Vera Michaelsen 80 år. Ved den lejlighed blev hun fotograferet på terrassen omgivet af sin familie.
Carl Michaelsen fotograferet i en moden alder – omkring 1950.
”Højtofte” ligger i dag klemt inde mellem nyere huse, som er bygget i villaens gamle have. Den ejes i dag af Grethe Groth.
(foto: april 2011).
Rev. 03.04.2021