Sindshviles mange spændende ejere
af Kjeld Damgaard
På dette kort fra 1824, ses Nyrup landsby øverst. Her er med rødt indtegnet de placeringer, som gårdene havde før jordreformerne i 1789. Nederst til højre ses ”Møllegaard”, som fik navneforandring til ”Sindshvile”.
Gården “Sindshvile” har haft mange interessante ejere gennem tiden. Her er historien om borgmesteren i Helsingør, den første sognerådsformand i Tikøb, en forpagter der endte som fallent, en sognerådsformand der mistede pengene på et svineslagteri, om tiden som “teglværksgård”, om 17.000 vækkeure der brændte og om varehusdirektøren, der byggede en luksus-kostald – og holdt fin middag sammen med køerne! Samt om enken, der lånte kommunen penge til at bygge en skole.
Tiden før udflytningen
Gården Sindshvile har siden 1790’erne ligget på marken nordøst for Kvistgaard. Men sådan var det ikke før 1789. Da hørte gården til Nyrup landsbys gårde, og lå placeret omtrent, hvor nu Krogenbergvej 5 ligger. Her havde ejendommen ligget siden middelalderen, sikkert i lidt forskellige former, men stort set samme sted. I øvrigt bygget sammen med nabogården, der sidenhen blev kaldt “Hellegaard”. Siden 1536 havde ejeren været kongen, der havde overtaget alle gårde og huse efter Esrum Klosters nedlæggelse. Vi kan ikke følge gårdens fæstere længere tilbage end til 1754. Det år afstod Jacob Hansen fæstet til Peder Jacobsen – antagelig en søn. I en kort periode 1767-70 hed fæsteren kammerherre von Krogh. Her må vi ikke forestille os at von Krogh, der ejede Krogenberggaard, optrådte som fæstebonde i Nyrup. Han havde en slags bestyrer til at drive gården.
Den sidste fæster hed Ole Nielsen – og han var også den første selvejer – fra 1795, hvor gårdene i Nyrup overgik fra fæstegårde til selvejergårde. Men inden da havde Ole Nielsen gennemført en stor forandring. Efter jordreformerne og den deraf følgende udflytning af 3 af byens gårde – havde Ole Nielsen flyttet sin gårds bygninger fra selve landsbyen til ca 1 km sydøst herfor. Tæt på den nyanlagte Kongevej byggedes den nye gård, som efter kort tid fik navnet “Møllegaard”.
Gårdens navn?
Det er et navn, der ikke umiddelbart kan gives en forklaring på. Der er ikke bevaret nogen dokumentation på hvorfra dette navn stammer. Da gården – af Ole Nielsens arvinger – i 1808 blev solgt til etatsråd Bjørnsen, blev den kaldt Møllegaard. Så gården er døbt således af Ole Nielsen. Men da etatsrådinde Bjørnsen i 1837 solgte gården, blev den benævnt “Sindshvile forhen Møllegard kaldt”. Så det er altså Bjørnsen, der har ændret navnet til Sindshvile.
Navnet optræder således allerede i 1812, da gården bliver takseret med henblik på brandforsikring. I 1809 var gården blevet forsikret for 2.800 rigsdaler, men allerede tre år efter var en ny vurdering nødvendig. Eksempelvis vurderedes stuehuset i 1809 til 700 rigsdaler, men i 1812 til 2.800 rigsdaler. Man skal dog her huske, at der i de år var en voldsom stigning i pristallet, men forsikringsprotokollen nævner specifikt, at en omtaksation er forårsaget af bygningsmaterialernes kostbarhed. Bjørnsen har med andre ord bekostet en hel del på gårdens bygninger. Hele gården blev vurderet til 11.200 rigsdaler.
Maleri af Berthel Bjørnsen, der levede fra 1749 til 1820. Han var kongelig udnævnt borgmester i Helsingør i perioden 1800-1820.
Dermed kan fortællingen om, at nabogården Hellegaard, der lå midt mellem Sindshvile og Nyrup landsby, brændte ved lynnedslag – og at den efterfølgende blev slået sammen med Møllegaard – og derpå kaldt Sindshvile – for at sindene kunne få hvile, endelig manes i jorden. De to gårde blev nemlig først slået sammen i 1841 – altså næsten 30 år efter at navnet “Sindshvile” anvendes første gang.
Etatsråd Bjørnsen
Den gård Bjørnsen havde forbedret, var således en traditionel firelænget gård opført i bindingsværk og med stråtag. Stuehuset lå mod syd, længen mod vest med bl.a. vognport, rullestue og indkøringsport, længen mod nord indrettet til lo og lade og den østre længe heste- og kostald, karlekammer m.v.
Men hvem var Berthel Bjørnsen, siden han havde råd til at købe og ombygge ejendommen? Han var født i 1749 som søn af en højsteretsassesor og gift med Petræa Reyersen, der var datter af en kontreadmiral. Berthel Bjørnsen tilhørte således ikke bondestanden – så langt fra. I 1776 var han nemlig blev byfoged i Helsingør – en titel, der bl.a. betød, at han var politimester. I 1776 blev han tillige vicerådmand, og fra år 1800 borgmester, hvilket han var til sin død i 1820. Han fik tillige titel af justitsråd Det var en titel i rangfølgen, som på den tid betød meget for ens anseelse.
Bjørnsen boede i Bjergegade nr 29 i Helsingør. Hans embede fordrede nemlig, at han havde bopæl i Helsingør. Så “Sindshvile” har været til sommerbrug – i en behagelig kort afstand fra byens larm og tummel.
Bjørnsen var medstifter af den legendariske helsingoranske klub “Den Øresundske Klub” – eller blot kaldt “Øresundsklubben”. Den blev stiftet i 1791 og havde bl.a. en bestemmelse i sin vedtægt om at skulle afhjælpe “husarmes trang samt befordre Øresunds Toldkammers Friskole”. Det ædle formål hindrede dog ikke at klubben var et egentligt samlingssted for byens honoratiores – både danskere og udlændinge. Klubben ejede frem til 1860 en stor ejendom på hjørnet af Sofiegade og Hestemøllestræde.
Helsingørs historiefortæller, Laurits Pedersen, omtaler Berthel Bjørnsen som en fremragende dygtig embedsmand bl.a. med god vilje til at samarbejde med befolkningen. I denne sammenhæng må det erindres, at borgmesteren dengang ikke var folkevalgt, men kongelig udpeget.
Annonce i avisen ”Kjøbenhavske Efterretninger” fra april 1834, da arvingerne efter Bjørnsen søgte at sælge ”Sindshvile”.
Da Bjørnsen døde i 1820, overtog enken Petræa f.Reyersen “Sindshvile” – og beholdt den til sin død i 1833, hvorefter arvingerne – 3 overlevende børn – overtog ejendommen. De forsøgte allerede at sælge gården i 1834, men trods en fordelagtig omtale i den københavnske dagspresse, blev den ikke solgt. Først i 1837 solgte de til cand. Lassen, som han blev kaldt i datiden.
Jens Nimb Lassen
Candidat Lassen var født i Torup ved Frederiksværk i 1807 og var ud af en præstefamilie – og han uddannede sig da også til cand.theol., men han blev ikke som faderen præst. Derimod skabte han sig et levebrød indenfor landbruget. I 1837 erhvervede han således gården “Sindshvile”, som han allerede fire år senere udvider med to nabogårde, nemlig hhv. Hellegaard (der lå ved Kongevejen skråt over for hvor Nyrup Skole senere blev bygget) og Svingelgaard, der lå i selve Nyrup landsby lidt øst for det sted, hvor Sprøjtehuset senere blev bygget.
Med tre gårdes tilliggender på i alt ca 250 tdr. land kunne Lassen nu kalde sig proprietær – altså en mellemting mellem en gårdejer og en godsejer. Men udover det engagerede Lassen sig også i det lokale politiske liv. Han var således blandt initiativtagerne til den store vellykkede 28. maj fest i Egebæksvang Skov i 1841. Han var også festens hovedtaler. Det var den første af en lang række skovfester, som skulle hylde idéen med de såkaldte provinsialstænder-forsamlinger, som siden 1835 havde været forløber for det demokrati, som dog først blev endelig indført med grundloven i 1849. Meningen med festerne var at fremme demokratiets indførelse i Danmark.
Og Lassen var da også aktiv, da der samme år var valg til de første sogneforstanderskaber (= sogneråd). Han blev valgt med virkning fra 1. januar 1842 og blev valgt til Tikøb Sogneforstanderskabs første formand. Han beholdt hvervet i tre år – og blev atter formand i årene 1849-50.
Jens Nimb Lassen var gift med Caroline Bang. I 1850 solgte Lassen sine ejendomme ved Nyrup og flyttede til Fredensborg, hvor han boede til sin død i 1873.
Jens Nimb Lassen var den første formand for sogneforstanderskabet (= sognerådet) i Tikøb. Han var ejer af Sindshvile i årene 1836-50.
Ludvig Schreiber
Ny ejer var Ludvig Theodor Schreiber. Han var født i Helsingør den 19. juli 1825 som søn af Friderich Wilhelm Schreiber og hustru Berthe f. Erlandsen. Faderen havde siden 1816 drevet købmandsforretning i Helsingør. Ludvig Th. Schreiber blev imidlertid landmand, og i 1852 blev han gift med “jomfru Hansigne Marie Larsen fra Kattesundet” i København. Det skete to år efter, at han havde købt gården
Ludvig Chr. Brinck-Seidelin og hustruen Marie f. Krag var de egentlige ejere af Sindshvile 1857-73, men gården blev drevet af sønnen Vilhelm Ludvig Brinck-Seidelin. Han blev således aldrig selv ejer af gården. Måske meget godt, for selv som forpagter måtte han lide den tort at gå fallit i 1870.
Sindshvile af Jens Nimb Lassen for 32.500 rigsdaler – som Schreiber dog overtog med kun 2.200 rigsdaler i udbetaling, resten blev afregnet i pantebreve. Men så omfattede den også al besætning, maskiner, afgrøde m.v. – undtagen nogle heste som Lassen forbeholdt sig selv. I handlen indgik bl.a. 35 køer, 2 tyre, 9 kvier, 6 kalve, 6 får, 1 vædder, 3 lam, 7 vogne, 4 møggrebe, 3 skovle, 5 gamle spader, 3 hjulbører, 4 jernharver, 2 svenske harver, 1 tromle, 5 plove, 2 slæder, 2 høtyve, 1 sold, en del jerntøjer, 1 griseso, 1 orne, 16 grise, 1 bord i Borgstuen, 42 tdr. havre, 6½ tdr. hvede, 16 tdr. rug og 50 tdr. byg. Desuden senge med klæder og 2 sæt lagner til samme.
Vi kender ikke til Schreibers virke på Sindshvile. Han solgte allerede syv år senere gården. Senere slog han sig ned i København, hvor han ved sin død i 1883 betegnedes som “fhv. landmand”.
Købte gården til sønnen
Næste ejer i rækken var en i datiden meget kendt mand. Hans navn var L. C. Brinck-Seidelin. Han indledte sin karriere som embedsmand i Hjørring, hvor han som cand.jur. fik ansættelse som amtsforvalter i 1815. Her virkede han i 30 år og blev en meget værdsat og populær embedsmand. Hans indsats for folkeoplysning, for jødernes rettigheder, for bedre revision samt sociale forhold m.v., betød også at han valgtes som stænderdeputeret i 1834. Og selv efter, at han var fraflyttet egnen valgtes han i 1848 til den grundlovgivende rigsforsamling i en kreds ved Hjørring. Han var desuden ejer af Aggersborggaard ved Limfjorden.
Allerede samtidig med sønnens økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1870, forsøgte moderen, Marie Brinck-Seidelin at sælge Sindshvile, men uden held. Først tre år senere fandt et salg sted.
I 1828 skrev han tillige en amtsbeskrivelse over Hjørring Amt, som er blevet betegnet som den bedste af de amtsbeskrivelser som Landhusholdningsselskabet udgav i de år. Han betegnedes kort sagt som en af tidens “oplyste mænd”. Fra 1845 var han i Københa
Denne annonce er fra 1869 og viser, at Brinck-Seidelin forsøgte at være først med det nye – et damptærskeværk.
vn chef for statens regnskabsvæsen og sluttede sin karriere som chef for revisionsdepartementet i 1860-62. Han var gift med Marie f. Krag og døde i 1865.
Men selvom han ejede “Sindshvile” fra 1857 til sin død, så havde han ikke bopæl på gården – ligesom han heller ikke drev den. Den blev købt for at skaffe sønnen, Vilhelm Ludvig Brinck-Seidelin en karriere og et levebrød. I praksis var Vilhelm således forpagter af Sindshvile, men officielt kaldte han sig “proprietær”. Da faderen døde i 1865 overtog enken, Marie Elisabeth Brinck-Seidelin gården – og sønnen fortsatte driften. Men tilsyneladende ikke med det helt store held. I alt fald kunne man i begyndelsen af april 1870 læse i landets aviser, at Vilh. Ludvig Brinck-Seidelin var gået fallit. Han var da gift med Emma Charlotte f. Hansen og havde tre børn. Familien flyttede senere til Lyngby, hvor han døde i en alder af kun 50 år.
Gik fallit p.g.a. Helsingør Svineslagteri
Moderen solgte Sindshvile et par år efter sønnens fallit til Carl Holstein. Han var ud af slægten Holstein fra Holsteinborg ved Skælskør, men var selv født på Dyrehavegaard ved Lyngby. Den kun 23 årige Holstein havde tilsyneladende god vind med landbruget i flere år. I 1880 omfattede husholdet på Sindshvile således 13 personer + naturligvis en række ansatte avlskarle og daglejere. I 1890 bestod husholdet af 20 personer, hvoraf tre var tilknyttet gårdens mejeri.
Han involverede sig også i egnens liv og i den lokale politik. Han indvalgtes således i Tikøb Sogneråd fra 1. januar 1880 og sad i de følgende 12 år som sognerådsformand. Han var desuden i en længere årrække formand for den lokale kreds af Nordsjællands Landboforening.
Carl Holstein var sognerådsformand i Tikøb Kommune i 12 år – og formand for bestyrelsen i Helsingør Andelssvineslagteri. Sidstnævnte blev en katastrofe for ham – og han måtte lade gården gå på tvangsauktion.
Men så fik Holstein en fatal idé. Han stod i spidsen for en gruppe landbrugere, der arbejdede for oprettelsen af et svineslagteri i Helsingør. Året var 1893, og der var efter avisreferaterne at dømme stor interesse for et svineslagteri, idet der på det tidspunkt ikke var andre i Nordsjælland. Hurtigt var der dog kritiske røster fremme, der mente at en placering i Hillerød ville være bedre for en stor del af amtet, da det der ville ligge mere centralt. Imidlertid blev sagen overhalet indenom af initiativtagere til et andelssvineslagteri i Frederikssund, som blev vedtaget opført og taget i brug i december 1894. Det fik dog ikke Holstein til at opgive at oprette et andelssvineslagteri i Helsingør. Også det blev en realitet i 1894. De første års drift var ingen større succes for Helsingør Andels-Svineslagteris drift. Der var bygget et helt nyt slagteri på Grønnehave og ved generalforsamlingen i 1896 viste regnskabet et underskud på 50.000 kr. Holstein, der var formand for bestyrelsen, havde ikke gode tider, selvom slagteriets direktør blev skiftet ud et par gange. Året efter i 1897 besluttedes det at sælge slagteriet til privat drift, mod at de hidtidige andelshavere bandt sig for en syv-årig leveringsaftale til slagteriet. Både andelshavere og bestyrelse var i klemme, fordi de havde ydet garantilån, som ved slagteriets ophør var tabt kapital. I praksis betød det, at en lang række landmænd i omegnen hver mistede en pæn portion penge. De nærmere omstændigheder kendes ikke, men Holstein var efter denne periode en knækket mand. Og i 1898 måtte Holstein se sin gård gå på tvangsauktion. Ejendommen blev overtaget af Forsøgelsesforeningen “Bikuben”, der som bekendt senere blev til en sparekasse.
Stuehuset brænder
Der eksisterer så vidt vides ikke billeder af Sindshvile før branden i 1902. I stedet får vi et lille indtryk af hvorledes gården har udviklet sig på dette kort der oprindelig var tegnet i 1878, men rettet efter branden i 1902. Man ser hvorledes de nyere bygninger (med rød farve) er bygget større rundt om den oprindelige gård, der er markeret med lyserød farve. Den gamle gård lå så at sige på gårdspladsen af den nye.
I januar 1902 var gården i mellemtiden bortforpagtet til forpagter E. Dangaard. Han undrede sig over, at gårdspladsen ved halvtolvtiden var indhyllet i tåge. Ved nærmere eftersyn viste der sig at være flammer ved hovedbygningens køkkenskorsten. Bygningen var forsynet med stråtag, og tømmerværket var gammelt og meget tørt. Brandvæsenet blev naturligvis tilkaldt, og i mellemtiden fik gårdens folk gennet dyrene ud på marken, således at de var i sikkerhed. En del indbo fra hovedbygningen reddedes også ud.
Efter at Holstein havde måttet forlade Sindshvile, stod hovedbygningen tom. Den blev i stedet brugt til sommerpensionat.
(Annonce i Berlingske Tidende, maj 1901).
I denne periode var der ikke brug for Sindshviles hovedbygning – ejerne var enten en forening eller boede andre steder. Derfor blev den nyopførte hovedbygning anvendt bl.a. til sommerpensionat i somrene 1900 og 1901. Her kunne husbestyrerinde, frk. Andersen modtage pensionærer for 2,50 kr. om dagen – dog 3 kr. i højsæsonen.
Ved brandvæsenets ankomst var det således kun hovedbygningen der var antændt, og det lykkedes at begrænse ilden til denne samt den tilbygning, der rummede mejeri, bryggeri og vaskehus. I hovedbygningen boede et par pensionærer, men de reddede deres ejendele ud. Gårdens folk mistede deres ejendele, men disse var forsikret af forpagteren.
Efter branden opførtes en ny hovedbygning – det er den bygning, der endnu findes. Den opførtes med kamtakkede gavle – en byggestil, der sidenhen også blev anvendt på de øvrige bygninger på ejendommen.
Sindshvile – nu med teglværksdrift
Nye ejere fra 1903 var et konsortium bestående af grossererne Carl Drost og Viggo Eberth samt cand.phil. C. Liebe. De overtog ejendommen ved et skøde tinglæst 10. juni 1903. Allerede i februar 1899 havde der været interesse for at etablere et teglværk på ejendommen, men først i sommeren 1902 begyndte opførelsen. Omtrent samtidig med tvangsauktionen over den samlede ejendom i sommeren 1903 kunne værket tages i brug. Det var ovennævnte Carl Drost, der i begyndelsen var direktør for foretagendet, men han afløstes i 1905 af arkitekt Hans Aarslew-Jensen fra Grænge på Lolland.
Efter at den gamle stråtækte hovedbygning til gården ”Sindshvile” var brændt i 1902, opførtes denne nye bygning, som er identisk med den endnu eksisterende hovedbygning. (Håndkoloreret postkort fra ca 1910).
Grosserer Carl Drost var formand for bestyrelsen i det selskab, der i 1903 overtog Sindshvile Teglværk og gård.
Efter en kort periode, hvor partikulier R. J. Rafaelsen var direktør og ejer, gik hele ejendommen i 1912 konkurs. Det førte til, at Hans Aarslew-Jensen sammen med broderen Charles Aarslew-Jensen atter overtog Sindshvile med det tilhørende teglværk ved et udlæg i ejendommen. Selve teglværket ændrede derefter navn til Gurreholm Teglværk – opkaldt efter en nærliggende ejendom, som også hørte til Sindshvile.
Fra venstre ses Charles Aarslew-Jensen, Axel Lawrence og Hans Aarslew-Jensen. Damen er Edel, g.m. Charles. Brødrene Aarslew-Jensen ejede Sindshvile Teglværk. Lawrence drev teglværket.
Nu var det de to brødre Aarslew-Jensen, der stod som ejere. De var sønner af murermester og bygmester Hans Aarslew-Jensen i Nykøbing F. Han var manden bag mange større bygninger i byen, og da han døde i 1897, var det de to sønner, der overtog forretningen. Den bestod da af en række ejendomme i Nykøbing samt to teglværker – foruden en væsentlig byggeaktivitet.
Da de – som nævnt – også køber teglværket og gården “Sindshvile” i Nordsjælland, ansætter de nevøen Axel Lawrence til at bestyre teglværket, medens gården allerede i 1916 bliver solgt videre til en ny ejer. Dermed var de to ejendomme for en årrække adskilt.
I 1915 søgte ejeren at udleje hovedbygningen, (Nationaltidende 9.2.1915).
Nye ejere
Herpå havde “Sindshvile” to ejere i en kort årrække. Først Georg Einfeldt, der formentlig var identisk med den landmand af samme navn, der levede 1861-1925 og var gift med Agnes f. Røssel. Dernæst kaffegrosserer Carl J. Rasmussen, som i 1915 havde købt Flynderupgaard, hvor han boede med sin familie. Han solgte dog atter gården efter to år til grosserer og fabrikant Thorvald Alexander Petersen (f. 1868) – som dog foretrak blot at kalde sig Alex Petersen. Han var gift med Petra f. Jensen (f. 1873). Han kaldte sig fabrikant og ejede virksomheden “Nordisk Pelsvarefabrik” i Silkegade i København.
Sådan så gården ud, da ”Buldog” købte gården i 1932. Det var den lange lave længe, der brændte i 1936 – og det var her, der i stedet blev bygget en ny og meget moderne kostald. Bemærk at viadukten på Kongevejen endnu ikke er bygget – der er endnu bomme. Og endnu anvendes den gamle allé som indkørsel.
En “Buldog” køber Sindshvile
Den nye ejer fra 1932 var på mange måder temmelig utraditionel – Ejnar Bryde Nielsens baggrund som ejer af varehuset Buldog i København er beskrevet i en artikel af Jens Skovly i dette nummer af “Egebækken”.
Ejnar Bryde Nielsen, foto 1935.
Men der er mere at berette om hans 18 år som ejer af Sindshvile. Som omtalt havde Bryde Nielsen som en af de første privatpersoner i Danmark sin egen flyvemaskine. Den demonstrerede han ved at lade sin privatpilot flyve til marken foran Sindshvile den 18. marts 1935. I Helsingør Avis blev begivenheden beskrevet således: “Det var en meget øvet Flyver, der førte Maskinen, som han kastede rundt i Luften med en fænomenal Færdighed og flere Gange lod drøne hen over Hovederne paa Egnens Befolkning, der undrende saa til. Undertiden imponerede han med at lade Maskinen “gaa i Spin” eller udføre et saakaldt “looping the loop” – Det maa være en herlig Sport, men lidt Farlig.”
Her ses kostalden genopbygget i den specielle stil med de kamtakkede gavle, tegnet af den senere meget anerkendte arkitekt, Palle Suenson. (foto 1946).
Bryde Nielsen som mæcen
Som beskrevet i en tidligere artikel i nærværende blad gav Bryde Nielsen i 1935 et meget væsentligt tilskud til Lauge Kochs Grønlandsekspedition i 1935. Beløbet var 250.000 kr, hvilket svarer til ca 9 mio kr i dagens mønt. Samme år støttede han det såkaldte “bondetog”, som var en demonstration af landmænd fra hele landet, der protesterede over de hårde tider. I alt 40.000 deltog i demonstrationen på Amalienborg Slotsplads. I den forbindelse lejede Bryde Nielsen 100 hotelværelser, som han stillede frit til rådighed for de deltagere, der kom længst væk fra. Også tilskud til mindre arrangementer kunne Bryde Nielsen støtte, bl.a. en juletræsfest for børnene fra Kvistgaard – den foregik på Kvistgaard Kro.
Under et besøg i Paris fik Bryde Nielsen i 1935 foræret en ung hanløve, som han engagerede en tryllekunstner til at forsøge at dressere. Da løven var hentet til Danmark, blev den en kort overgang installeret på Sindshvile.
En påsat brand
En beruset arbejdsmand, der var blevet afskediget fra Sindshvile, tog i august 1936 hævn og satte ild på to sædstakke bag gården. Herfra bredte branden sig til yderligere 4 stakke samt hestestalden og kostalden, der helt nedbrændte.
Ulrik Krabbe, der dengang boede på Fairyhill i Nyrup har skrevet en lille erindring om denne brand: “Man kunne se ildebranden fra Fairyhill, og jeg cyklede ned for at se branden. Der fandt man alle unge mennesker fra Nyrup, en ret stor tilskuerskare. Ilden må være brudt ud efter mørkets frembrud, for jeg husker, at man stod er i mørke. Det viste sig, at Sindshviles udbygninger tjente som lager for varehuset Buldog. Brandfolkene havde travlt med at redde noget ud af lageret. Det kom ud på gårdspladsen. Herunder et stort parti vækkeure. Dengang havde man kun én slags vækkeure, nogle ret store runde med top ben, som fik det til at stå lidt skråt. De larmede en del, også når de ikke skulle vække. Og de var uindpakkede. Et eller andet sted i lagerbygningen må vækkeurene have været i vejen, for nogle brandfolk skovlede ligefrem vækkeurene ud i gården med nogle store gaffelformede grebe – og der lå de så i en stor bunke, hulter til bulter. Det blev for fristende for tilskuerne. Temmelig mange af dem forsynede sig med et vækkeur, som i nattens mulm og mørke blev transporteret hjem til Nyrup. Når jeg ikke forsynede mig med et, var det nok fordi jeg havde et i forvejen….”
I dagspressen kunne man dagen efter læse, at 17.000 vækkeure blev ødelagt ved branden. De var oplagt på hestestaldens loft og skulle have været solgt i varehuset i København.
Hvis man troede, at mundbind er noget nyt, så se billedet af malkepersonalet til venstre fra 1937.
Her ses desinfektionskammeret, hvor spande og andet udstyr anbragtes efter brugen.
Et kig ind i selve kostalden.
En ny arkitekttegnet stald
Branden var imidlertid også en god anledning for Bryde Nielsen til at fremme en ide om at etablere et mønsterbrug. Til det arbejde havde han engageret den unge lovende arkitekt Palle Suenson. Under sit studium havde han bl.a. arbejdet for arkitekt Kay Fisker og arkitekt Kaj Gottlob. Fra 1935 var han lærer ved Akademiets Arkitekturskole og blev allerede i 1941 professor i bygningskunst. Men i 1936 var han allerede en anerkendt arkitekt – og det har sandsynligvis været en usædvanlig opgave for ham at skulle bygge en kostald.
Men kostalden blev nu også noget ganske særligt. Ifølge den lokale avis Helsingør Dagblad, var stalden bygget i en “hypermoderne teknik” præget af “en overdådig renlighedstrang”. Videre hedder det i artiklen: “Det ydre er lige til og simpelt, som en kostald skal være. Kun tagene er noget for sig, de er nærmest udført i Chr. den 4. stil med terrasse-afskæringer i murværket. Det indre er cement, stål og glas. I staldens ene ende ligger et tip-top moderne mejeri – der kan steriliseres fra den underste panelliste til loftet. Her sies og køles mælken, forinden den som børnemælk af 1. klasse går ind i mælkeriet “Enigheden”, der aftager “Sindshvile”s produkton. “Enigheden” kan gnide sig i hænderne over denne leverandør, hvis produktion står i en klasse for sig selv. Stalden er forsynet med fajancefliser til vindueshøjde og skinnende hvide vægge, cenment-kummer til fodring. Specielle lufttilførselsventiler. Brandsikkert jernbjælkeloft med molersten. Afløb for hver 8. dyr o.s.v. Køerne på “Sindshvile” har det godt og bedre end mange mennesker.”
Velkomst i kostalden
Billedet fra Nationaltidende viser, hvorledes de smokingklædte herrer samledes i den nye kostald og muh-ligvis morede sig… Fra venstre ses i hvert fald direktør Bryde Nielsen, borgmester Peder Christensen (Helsingør), restauratør Ernst Kølle (Kølles Gaard i Humlebæk) og Københavns politidirektør Ivan Stamm. Længst til højre en tyr.
De mange inviterede var i øvrigt tilsagt til at iføre sig enten smoking eller kjole og hvidt. Det har derfor nok været lidt af en overraskelse, at d’herrer skulle begynde med en rundvisning i en kostald. Og lidt galt gik det da også – en kendt københavnerdirektør fik et ordentligt strint på det ene smoking-bukseben!
Sindshviles ejer, Ejnar Bryde Nielsen bød herefter velkommen og bød på en mælkecocktail(!). Herefter overtog turistchef Lichtenberg værtsforpligtelserne. Som det første indslag overrakte “Enigheden”s direktør, Karl Hansen et diplom til fodermester Sommer samt en anerkendelse på 100 kr.
Helsingør Dagblad skrev: “Hvad der navnlig syntes at interessere gæsterne, var måden hvorpå der malkedes. Man så malkerne i snehvide dragter og med gazemasker for ansigterne for at hindre infektion. Ka’ De trække vejret, råbte en gemytlig gæst til en af malkepigerne, der var pæonrød i ansigtet. Svaret kunne ikke høres, men hun rystede på hovedet.”
Middagen på kostaldloftet
Efter rundvisningen i selve kostalden, gik gæsterne op på loftet over kostalden. Lokalet var udsmykket af en ung tegner fra Gutenberhus ved navn Kaj Sørensen. Indgangen var således en forstørrelse af et kohoved, hvorigennem deltagerne spadserede ind. I selve salen stod kæmpekøer opmarcheret fra væg til væg, således at gæsterne blev anbragt under de spændte yvere og buge.
Her blev de budt på følgende middag:
Appetitvækkende foderkager
Unge kohaler af eget opdræt i sauce
Kold tykmælk med melasse
Ingen ko på isen.
Hertil serveredes: øl i krus, iskold brændevin, sherry, mocca med tyk Sindshvile-fløde samt ’Ko-gnac’ og ’Li-køer’.
Festmiddagen indledtes med en korsang: “Gudskelov Hul i Halsen har vi dog” – til akkompagnement af et harmonikaorkester. Herefter satte gæsterne tænderne i “foderkagerne”, som dog viste sig at være velopbygget smørrebrød fra Oscar Davidsen. Den første tale leveredes af ekspeditionssekretær Holbøll. Herefter talte endnu en række – alle hyldede Bryde Nielsen for hans indsats. Forpagter Rud Barfod mente i øvrigt, at Bryde Nielsen måtte være Danmarks største Co-optimist!
Blandt talerne var desuden stadsdyrlæge Ahrend Larsen, der bl.a. sagde: “Det er tidens tegn, at autoriteterne møder til indvielse af en kostald! I gamle dage kom de kun ved indvielser af kirker og andre offentlige bygninger. Hvor ender vi? Måske ved indvielse af et toilet?” (Det gav anledning til stormende munterhed), “…så langt er vi altså kommet i hygiejnen, at man kan spise sig en bedre middag ovenpå en kostald!”
Efter middagen var der kaffe, og der var også dans, idet et mindre antal damer også deltog i festlighederne, nemlig fru direktør Olga Bryde Nielsen, fru politidirektør Else Stamm, fru Agnes Stagis og fru Karen Lorentzen. Fru Bryde Nielsen havde i øvrigt i dagens anledning foræret sin mand en stor og kostbar fynsk præmietyr.
Hele gården var desuden blevet oplyst af Zonens projektører – hvilket fortsatte til langt ud på de små timer.
Kritik var der også
Den tidligere kostald, som var centrum for en festlig indvielse i 1937, er her fotograferet i august 1999, hvor den blev benyttet til kommunal oplag.
I avisen Socialdemokraten omtaltes også den ekstravagante kostaldsindvielse. Men her i knap så rosende vendinger. Avisen skrev bl.a.: “Naturligvis beundrede gæsterne denne luksusstald, hvor alle raffinementer er indført med en knusende foragt for omkostningerne. Præmietyrene og præmiekøerne spejler sig i de blanke vægfliser, og det samme gør de hvidklædte malkere, som under deres arbejde er forsynet med gazemasker. Kalvene er anbragt i elegante båse, der minder om småbørns kravlegårde. Det eneste, som mangler her, er lidt legetøj, en rangle og en narresut, men det har “Buldog” jo nok af. Det er pænt og nydeligt alt sammen, men Bryde-Nielsens “Mønster-Kostald” kan aldrig blive mønster for noget som helst indenfor landbruget; thi den er kun et storladent udtryk for en rigmands luner som godsejer.”
Ejnar Bryde-Nielsens bror, Christian Borup Nielsen, har senere fortalt, at kostalden var helt unik, og at der kom rejsende fra hele verden for at se, hvor hygiejnisk en kostald kunne være. Og Christian kendte til det hele, for han stod i de år for landbruget på “Sindshvile”.
Tiden efter krigen
Christian Borup Nielsen fortæller videre om tiden efter befrielsen: “Den hadstemning, der var blevet pisket op, var hurtig glemt, også fordi, tror jeg, at det hurtigt stod klart, at det, der var sket, var en fejltagelse. Vi begyndte atter i det små med genopbygningen af firmaet, og allerede da krigen var forbi, var omsætningen støt stigende. Men min bror døde allerede i 1950 – og da havde han ikke nået at genrejse de imponerende bygninger, som skulle være de ydre rammer om hans imperium. Vi havde tegningerne, men da han var borte, så faldt det hele over på andre hænder. Og Sindshvile blev drevet videre af enken.”
“Hendes og mine veje skiltes – min bror havde sørget for, at jeg kunne leve uden økonomiske bekymringer. Jeg havde også forkøbsret til gården, men da enken endelig ville sælge, var jeg ikke interesseret. “
Olga Bryde Nielsen solgte derfor gården i 1965 til Tikøb Kommune for 3.042.900 kr . hvilket i dag svarer til et beløb på ca. 10 gange så meget. I alle årene havde hun en forpagter til at drive selve landbruget, men hun blev boende i hovedbygningen. Også efter hun havde solgt, blev hun boende – det var en del af handlen, at hun kunne blive boende, så længe hun ville.
Lånte penge til kommunen
Sindshviles hovedbygning, der ejes af Helsingør Kommune, fremstår i dag noget forfalden og nærmer sig et ”håndværkertilbud”.
En bemærkelsesværdig ting var det, at da Tikøb Kommune p.g.a. store investeringer i jordopkøb og i byudvikling manglede driftskapital i 1968, så var det privatpersonen, Olga Bryde Nielsen, der lånte kommunen 1 mio. kr, hvilket svarer til omtrent 10 mio. kr. i dag. Helt konkret handlede det om at få bygget en ny skole i Tibberup. Her stod kommunen og manglede kapital til at få skolen bygget. Så da Olga Bryde Nielsen tilbød at låne kommunen en million over tre år – rentefrit – så slog kommunen til. Til B.T. udtalte Olga Bryde Nielsen: “Glæden ved at have, er glæde ved at give. Pengene kan jeg ikke tage med i graven, og nu kan jeg se på den ny skole og sige: Den har jeg været med til at skaffe kommunen. Jeg er ingen ung pige mere, men mod på livet har jeg, og skolebyggeri er værd at støtte”.
Hun blev i øvrigt boende på Sindshvile til sin død omkring 1980.
Ejendommen indrettedes kort tid efter kommunens overtagelse til materielgård for den tekniske forvaltning, vejvæsen m.v. Jorderne blev forpagtet bort – undtagen den del, der blev indrettet til knallertbane og teknisk køreanlæg.
Rev. 31.07.2021