De danske myndigheder blev fanget i et storpolitisk spil, der endte med et voldsomt diplomatisk træk, der sandsynligvis var kommet alligevel, men som striden om Horserød-fangerne bidrog til.

Af Kjeld Damgaard

Da revolutionen i Rusland indtraf i efteråret 1917, og kommunisterne/bolchevikkerne overtog magten, blev alle repræsentanter for det gamle zarstyre som bekendt, lagt for had. De blev straffet på mere eller mindre voldsom vis – og det gjaldt også officererne i hæren, der som regel kom fra overklassen.
Da der tilmed hurtigt blev indgået våbenhvile og Rusland trak sig ud af krigen med Tyskland, så blev spørgsmålet hurtigt aktuelt: Hjemsendelse af de russiske fanger. Danmark havde jo aftalt, at de skulle hjemsendes, så snart der var fred igen. Og nu var der jo fred i Rusland.
Og i Horserød var der da også – blandt de menige krigsfanger – en vis opbakning til det nye styre. Denne begyndende bolchevisme blev senere næret af en udsendt gesandt for det nye sovjetrussiske styre.
Men kunne man sådan uden videre sende officererne hjem til Rusland? Det spørgsmål behandlede dagbladet BT i flere artikler i foråret 1918. Avisen skrev bl.a. under overskriften ”En beklagelig Affære”:
”Czardømmets militære Forsvarere, der var gaaet i Krig og var blevet saarede, frygtede for at vende tilbage til Rusland.
De Meldinger, som var kommet fra det uhyre Rige om den Skæbne, som havde ramt deres Kammerater i Officerskorpset, om disse umenneskelige Rædsler, som de røde Rovdyr havde ladet dem blive ofre for, havde faaet disse Officerer i Horserødlejren til at henvende sig til de danske Myndigheder, som de var underkastede her i Lejren, og bedt dem om, at de og deres Kammerater i Lejren maatte faa Lov til at blive her i Danmark og ikke blive tvungne til at gaa ind i det Dødens Mørke og Pinslernes Helvede og Rædslernes Underverden, som de vidste ventede dem, naar de vendte tilbage til Rusland, en Forventning, som har fundet sin Bekræftelse, i det Masseterrorismens Budskab som Lenin og Trotzky i disse Dage har slynget ud som et Løsen for deres Tilhængere.

Oberst Esbern Brendstrup (1852-1927) havde haft en lang karriere i den danske hær, inden han i 1917 blev udnævnt til chef for Horserødlejren. Den ellers ukendte officer blev pludselig prügelknabe p.g.a. afvisningerne af de russiske officeres anmodninger om at blive i Danmark. Realiteten var, at han ikke havde myndighed til at give en sådan tilladelse.

De russiske Officerer i Horserødlejren blev ubarmhjertig vist af. Myndighederne dér svarede: Her hjælper ingen kære Mo’er. I skal tilbage. Og de kom tilbage. Dog ikke alle. En Del fik lov at blive, uvist hvorfor fik andre ikke lov til det, skønt de alle sammen bad om det. Men staaende overfor tvangen til at forlade Danmarks grønne Kyster, greb en Del af Fangerne til Fortvivlesens Selvhjælp og gik ikke ombord. Senere har en Kreds af medfølende danske Borgere ydet dem Bistand….
…Imidlertid blev den Bagage, som de russiske Officerer, der har fundet Optagelse i danske Hjem, ejede, ført om Bord paa det Skib, paa hvilket de skulde sendes til Rusland. Denne Bagage førtes tilbage til Danmark, da det opklaredes, at Indehaveren deraf opholdt sig her endnu. Men denne Bagage nægter Myndighederne nu at udlevere til dens Indehavere.
Blandt disse er en stakkels skamskudt Officer, som ikke kan bevæge sig uden Træben. Som en vingeskudt Stakkel sidder han nu her i Landet og har bønfaldet om at faa sit Træben tilbage. Men man har nægtet det.
Forstaar De dette? Dette skal forstaas alvorligt. Dette er ikke et fantasifuldt Udslag af en amerikansk Reporterhjerne, dette er Virkelighed, dette er Udslaget af Tankegangen hos de Mænd, som er blevet satte til at repræsentere den danske Nations Humanitet overfor nogle stakkels Vrag af Krigsinvalider. ”
Dagbladet BTs historie skal suppleres med nogle betragtninger om den traktatmæssige forpligtelse som Danmark havde indgået, da man i sin tid fik en aftale i stand mellem de krigsførende parter. I den stod der klart og tydeligt, at alle krigsfanger skulle sendes hjem, når freden var etableret. Ingen havde naturligvis tænkt den tanke til ende, at adskillige krigsfanger ikke ønskede at vende hjem – i dette tilfælde altså til et kommunistisk styre, der efterstræbte alle repræsentanter for zarens styre. Officererne fik imidlertid af den sovjetrussiske gesandt stillet i udsigt, at de ikke ville lide overlast, hvis de meldte sig til Den røde Hær ved hjemkomsten. Han sagde dog ikke noget om, hvad der skete dem, der ikke ønskede at melde sig til Den røde Hær.
Især den danske kommandant i Horserød, Esbern Brendstrup, blev lagt stærkt for had i dele af pressen for sin afvisninger af, at give officererne lov til at blive i Danmark. Sandheden var imidlertid, at det havde han ikke myndighed til.
Derimod havde den regeringskomite, der var nedsat til at styre lejren m.v. en vis myndighed. Og da departementschefen fastslog, at hvis der var særlige forhold, så kunne man give tilladelse til at blive, men at det stred mod den traktatmæssige forpligtelse. Formanden for regeringskomiteen var Georg Zachariae, og i begyndelsen af juni 1918 meddelte han – under stærkt pres – at man kunne lade 10-15 officerer blive i landet. Senere i juni var det blevet til i alt 25 tilladelser. Da den tredje hjemtransport skulle afsted rømmede fem officerer yderligere. Fem officerer var derudover indlagt på hospitaler, og kunne derfor ikke hjemsendes.
I sin bog ”Livet i de røde barakker” konkluderer forfatteren Peter Fransen, at problemet måske var overdrevet. I realiteten var det kun ret få officerer, der mod deres vilje, endte med at blive sendt til Sovjetrusland.
Da flere af de ikke-hjemsendte officerer imidlertid meldte sig til Den Hvide Hær i Murmansk-regionen, forværredes forholdet mellem Danmark og det sovjetrussiske styre. I december 1918 brød de to stater da også de diplomatiske forbindelser med hinanden.

 

Rev. 05.01.2025