Et forgæves kup i Tikøb
af Kjeld Damgaard
Det var en kold og klam november-nat. Helt nøjagtigt natten mellem den 22. og 23. november 1944. Stedet er Hornbæk. Her boede kommuneassistent Thomas Jessen. Klokken var halv tre om natten, da det pludselig buldrede kraftigt på Jessens dør. Da Jessen åbnede, trængte et par maskerede og revolver-bevæbnede mænd ind og der blev spurgt om hans navn var Jessen og om han var ansat ved skattekontoret i Tikøb.
Da Jessen kunne svare bekræftende på begge dele, blev han med en truende revolver beordret til at følge med til vejen ved Hornbæk Præstegaard. Han fik han ordre til at stige ind i en bil af mærket Ford V8, som derefter kørte mod Tikøb.
På hjørnet ved Gurrevej og den daværende Borsholmvej (på denne strækning nu kaldet Hornbækvej) stoppede bilen og under ledsagelse af yderligere et par maskerede personer blev han beordret til at følge med til Kommunekontoret.
Ingen nøgler !
Jessens bortførere havde tilsyneladende her forregnet sig. Det viste sig at Jessen ikke var i besiddelse af nøgler til Kommunekontoret. I stedet måtte han nu udpege hvor alderdomshjemmets økonom, A. C. Harvig boede.
Harvig vågnede ved at en person trykkede en rude ind i hans soveværelse, hvorefter vedkommende steg ind igennem det åbnede vindue. Harvig blev herefter beordret til at stå op for at åbne kommunekontorets yderdør til gården samt til at udlevere nøglen til skattekontoret. En enkelt revolverbevæbnet mand holdt derefter vagt over Harvig, mens Thomas Jessen blev taget med af 7 maskerede personer. Udenfor kommunekontoret ventede yderligere et antal bevæbnede mænd.
7-mands-gruppen begav sig nu op til skattekontoret, hvor Jessen fik ordre til åbne folkeregisterskabene, hvorfra 8 skuffer med navnekort og 5 skuffer med hovedregisterkort blev fjernet, medens 1 mand holdt vagt over Jessen og anden mand holdt vagt udenfor på gangen. De maskerede mænd havde kun interesse i at få fat i folkeregisterskufferne og der blev således ikke spurgt eller søgt efter andet materiale eller andre papirer.
Bortført
Efter ca halv times forløb var alle skufferne ført bort gennem gården, og Jessen og Harvig blev ført tilbage til Harvigs lejlighed. Her bevogtedes de to kommunale embedsmænd i endnu ca en halv time, hvorefter den sidste revolverbevæbnede mand forlod Harvigs lejlighed i alderdomshjemmet.
Klokken var nu kvart i fire om natten, og den første der fik meddelelse om folkeregisterets bortførelse var sognerådsformand H. Sandell.
En uge senere
Den følgende torsdag, den 30. november kl ca 9 om morgenen, henvendte der sig fire civilklædte herrer på Tikøb Kommunekontor. De forlangte at tale med kommunebogholder Helge Petersen. Da Petersen indfaldt sig, gav de fire herrer sig til at undersøge Petersens tøj og skrivebord, men fandt tilsyneladende intet af interesse.
H. Petersen blev herefter beordret ned i en bil, som kørte ham til hjemmet i Tikøb by. Her foretog herrerne ligeledes en undersøgelse – men kørte kort efter tilbage til kommunekontoret.
Opsamlingssted
Det tyske politi brugte nemlig i de kommende timer administrationsbygningen som opsamlingssted for en række personer. Det var foruden kommunebogholder H. Petersen, økonom A. C. Harvig, murermester Gunnar Jensen, vognmand Alfred Petersen, barbermester Johannes Hjeresen og skomagermester Carl Rasmussen, alle fra Tikøb. Desuden deltog bestyrer Wilhelm Hansen, Kvistgaard Hovedgaard.
Disse personer var alle mistænkt for at have fjernet folkeregisteret. Skufferne med registeret var blevet fundet – gemt over Tikøb Kirkes hvælvinger. Sognerådsformand Sandell kom nu til stede og blev sat ind i situationen, men man undgik ikke at personerne blev interneret af det tyske politi.
Folkeregisteret i tysk varetægt
Nu stod sognerådsformanden imidlertid med et nyt problem – et problem, som kunne få yderst ubehagelige konsekvenser. Folkeregisteret befandt sig jo nu i det tyske politis varetægt – det sidste sted man
ønskede at oplysningerne skulle ende. Men sognerådet var i vildrede. Turde man rette henvendelse til det såkaldte tyske sikkerhedspoliti?
Sandell spurgte forsigtigt om ikke amtet ville bistå med at få registeret tilbage. Amtmand Kay Ulrich skulle imidlertid ikke nyde noget, og skyndte sig at sende sorteper videre til indenrigsministeriet. På dette tidspunkt var fungerede ministrene jo imidlertid ikke længere, så det blev kontorchef i Indenrigsministeriet, Knud Larsen, der den 2. januar 1945 skrev til sognerådsformand Sandell.
I skrivelsen omtaler Knud Larsen, at det er ministeriet bekendt, at det tyske politi i lignende tilfælde andre steder i Danmark, uden større indvendinger havde draget omsorg for, at registrene blev leveret tilbage til de pågældene kommuner. Ministeriet mente derfor at det ville være uden problemer for sognerådet at rette henvendelse til de tyske myndigheder og bede om registerets tilbagelevering.
Knud Larsen sluttede sin skrivelse af med en bemærkning om, at man da gerne i ministeriet ville høre hvorledes det kom til at spænde af.
4 ugers spændt venten
Allerede samme dag skrev Sandell derfor til det tyske sikkerhedspoliti på “Wisborg” i Helsingør. I brevet skrev Sandell bl.a. at registeret savnedes meget i det daglige arbejde på Kommunekontoret. Desuden forudså man store problemer ved den forestående påligning af skat.
Der gik imidlertid 4 uger inden der kom svar fra Wisborg. Men den 31. januar ringede telefonen på kommunekontoret, og Gestapo meddelte, at registeret kunne hentes på “Wisborg”. Afhentningen skete allerede samme dag.
Skuespillet
En dramatisk beretning ved første øjekast. Og sådan kom den til at stå i samtiden – i alle fald på overfladen. Men ikke alt var under besættelsen hvad det så ud til på overfladen.
Og i dette tilfælde var der da også tale om et iscenesat skuespil – men desværre for aktørerne med et magert – næsten skæbnesvangert – slutspil. Hele aktionen var beordret af Frihedsraadet, der frygtede at landets mange kommunale folkeregistre skulle falde i hænderne på Gestapo eller anden tysk myndighed – og måske blive brugt til ubehagelige formål.
Men aktionen i Tikøb resulterede – som vi har set ovenfor – i præcis det modsatte resultat. Folkeregisteret faldt netop i det tyske sikkerhedspolitis hænder. Og her blev det i 2 måneder!
Forhistorien
En detalje, som man i samtiden måske ikke har hæftet sig særlig ved, var den omstændighed, at skønt flere af kommunens embedsmænd således nu var forhindret i at møde på arbejde p.g.a. interneringen, så blev deres løn fortsat udbetalt til deres familier.
Og hvorfor blev egentlig kommunens funktionærer internerede – det var jo dem, som blev overfaldet og truet. Og hvordan kom kommunebogholderen ind i billedet – han var jo slet ikke tilstede den famøse nat i november ?
Ja, som nævnt ovenfor var der delvist tale om et skuespil. Sagen var nemlig, at flere – måske alle – implicerede, vidste på forhånd hvad der skulle ske.
Ordre fra Frihedsraadet
Den 21. november 1944 – kl halv fire om eftermiddagen – kom nemlig murermester Gunnar Jensen til Kommunekontoret og bad om en personlig samtale med kommunebogholder H. Petersen. Gunnar Jensen meddelte, at han fra Frihedsraadet havde fået ordre til at få fjernet kommunens folkeregister, men at han følte sig forpligtet til først at underrette kontoret, da han var overbevist om – under de herskende forhold – at man ikke ville gøre indvendinger.
Gunnar Jensen ønskede et svar indenfor en halv time – men kommunebogholderen ville have assistent Thomas Jessen involveret, da det var ham, der var ansvarlig for Folkeregisteret. De to kommunale embedsmænd bad derfor om en udsættelse til næste dag, med henblik på at overveje hvorledes det bedst kunne lade sig gøre at fjerne registeret fra kommunekontoret.
Gunnar Jensen ville imidlertid ikke acceptere dette, da det lå i hans ordrer, at registeret skulle fjernes samme nat. Da murermester Jensen blev spurgt om hvorledes han havde tænkt sig det skulle foregå, svarede han, at han havde tænkt sig at stoppe kortene i sække og derpå grave dem ned i jorden. De to kommunale embedsmænd protesterede kraftigt herimod, idet det var dem magtpåliggende, at kortene blev opbevaret på en sådan måde, at de ikke led overlast – de skulle jo på et eller andet tidspunkt tilbage og bruges i forvaltningen. Og hvis Gunnar Jensens forslag blev bragt til udførelse, ville kortene jo blive jordslåede og ubrugelige.
Flere forhandlinger
Petersen og Jessen foreslog derfor, at kortene blev fjernet i de stålskuffer, som de befandt sig i, derpå pakket ind i tjærepap, og derefter nedgravet i amtsvejvæsenets grusgrav ved Hornbækvejen. Herom enedes man, men så opstod en lang diskussion om transporten. Jensen hævdede at have tilstrækkeligt med mandskab, der kunne bære kasserne væk, men Petersen indvendte, at det ville være meget tungt, og at det ville vække alt for stor opsigt, hvis en tilfældig forbipasserende så adskillige mennesker komme slæbende med tunge kasser lang Gurrevej.
Jessen og Petersen foreslog derfor, at murermester Jensen skulle komme med en bil og et par mand og så lade det køre væk på denne måde. Jensen indvilgede i denne fremgangsmåde og forlod derpå kommunekontoret for at give besked til sin gruppe. Efter ca 3 kvarter kom Jensen tilbage til kommunekontoret, hvor han atter havde en samtale med Jessen samt assistent Ove Hermann, som viste ham det nye folkeregisterkontor. Efter yderligere 3 kvarter, kl ca 17.30, forlod H. Petersen kommunekontoret og vendte først tilbage ved arbejdstids begyndelse den næste dag.
Alle vidste besked i forvejen
Imidlertid overholdt Gunnar Jensen ikke aftalerne. Som fortalt i denne artikels indledning stillede han i stedet med 14 mand, som bar registeret langs landevejen til Tikøb Kirke, hvor det blev anbragt mellem hvælvingerne på loftet. Forinden var Thomas Jessen blev bortført fra sit hjem, hvad han udmærket i forvejen vidste han ville blive, ligesom også A.C. Harvig i forvejen var orienteret – af Jessen – om, at han ville blive vækket om natten m.h.p. at udlevere nøglerne til kommunekontoret.
Bortførelsen af Tikøb Folkeregister blev altså ikke den store succes – og slet ikke for aktørerne. Både de involverede kommunale embedsmænd og de nævnte modstandsfolk fra Tikøb interneredes og endte efter kort tid i Frøslev-lejren, hvor de først blev frigivet i forbindelse med befrielsen i maj 1945.
Rev. 03.04.2021