Adressen Gammel Strandvej 221 er beliggende i Tibberup, men p.g.a. at postadressen frem til 1951 var Humlebæk, har flere fejlagtigt beskrevet stedet som en adresse i Humlebæk. Her havde Emma og Urban Gad deres sommervilla i gennem mange år. Også deres berømte søn og svigerdatter kom på besøg i huset i perioder. Og senere overtog sønnen huset.
Det er vanskeligt at bestemme hvem af familiemedlemmerne som var/er mest berømt. ”Vinder” er dog nok Emma Gad, som mange har hørt navnet på, men som de færreste i dag trods alt næppe har læst. Men sikkert er det, at alle fire fik en flot karriere og har sat sig sine spor i eftertiden.
Den helt unge Emma i 1870 – endnu med efternavnet Halkier.
Emmarenze Halkier
Grosserer Hans Peter Halkier (1808-60), der var gift med Edvarda Munch (1818-82) fik i 1852 en datter, som de kaldte Emmarenze Henriette Margrethe Halkíer. Hun havde derfor sin opvækst i et velstående borgerligt og intellektuelt miljø. Allerede som 20-årig giftede hun sig med daværende premierløjtnant, Urban Gad – og blev via denne en del af en familie fra en velstående embedsstand, der havde nær forbindelse med kunstnerkredse.
Denne baggrund kom til at præge hendes livsopfattelse, men i høj grad også hendes bogproduktion og teaterstykker, idet hun derved fik et fortroligt kendskab til miljø og tone i forskellige københavnske lag og kredse. Det udnyttede hun til fulde i sin mangesidede skribentvirksomhed, som hun faktisk indledte af ren og skær kedsomhed!
Fulgte med tiden
Årsagen var manden, Urbans lange perioder væk fra hjemmet som følge af sine tjeneste ved marinen. Hun skrev derfor i starten som tidsfordriv. Hendes inspiration kom ikke mindst fra den gennemgribende ændring i tankegang og livsførelse, som især i København fandt sted i 1880-1890’erne, hvorved opstod et skarpt skel mellem ældre og yngre. Emma Gad fulgte med tiden uden fordomme, men havde stadig rødderne i den gamle tid.
Dette gjorde det muligt for hende at skrive dramatiske skønlitterære bøger og teaterstykker, som havde et strøg af ironi og sarkasme, en snert til højre og venstre – dog aldrig uden rigtig at såre.
Hendes første lystspil fra 1886 hed ”Et Aftenbesøg” – der er en dagligstuekomedie, baseret på intriger og ordspil. I andre stykker satiriserer hun over det daværende borgerskabs sammenblanding af intime anliggende og pengesager. Hun har også den for datiden moderne holdning, at kærlighed bør være årsagen til en ægteskab – det skal ikke blot være et fornuftsægteskab.
Delvis gengivelse af et oliemaleri af Emma Gad fra 1882. Hun har på det tidspunkt ikke indledt sin litterære karriere.
Yndede temaer
Et andet yndet tema i hendes litterære virksomhed var ægteskabelige forviklinger, som f.eks. i samme stykke. Hun lod dog næsten altid parterne forsones i slutningen af fortællingen.
I alt blev det til 20 stykker, hvoraf ”Et Sølvbryllup” fra 1890 var den største succes. Nævnes kan også ”Den mystiske Arv” fra 1906 og ”Barnets Ret” fra 1911.
Emma Gads opposition til de gamle dyder kom dog også tydeligt til udtryk i enkelte tilfælde. Bl.a. i stykket ”Et Forspil” fra 1894, hvor kvinden i ægteskabet, der domineres af en mand med besiddertrang, ender med at få skilsmisse. I samme stykke lader Emma Gad tillige to svigerinder være solidariske med den kvindelige hovedperson – i kontrast til den dengang stadigt herskende konvention om at holde ud og ikke ”løbe af pladsen”.
Borgerskabets hykleri
Borgerskabets hykleri og snobberi i forbindelse med tidens udbredte velgørenhed er temaet for i alt tre stykker, hvoraf ”Gadens Børn” fra 1903 også er en skarp satire over tidens dobbeltmoral. Den handler om en ung mand og en ung kvinde fra ”de lavere klasser”, der begge stræber mod kunstnerisk udfoldelse i form af hhv. malerkunst og sangkunst. Imidlertid stiger kun han til tops, medens kvinden synker nedad – uden at nogen løfter en finger for at hjælpe hende. Emma Gad har har i dette stykke ikke blot et godt øje til hykleriet hos ”de fine”, men også i andre stykker et godt øje til ”bohemen”, som forsøger at slå plat på situationen. Desuden langer hun ud efter forloren radikalisme mange gange i sine stykker.
Ugifte mødre og ”uægte” børn
Endnu vigtigere var dog hendes fokus på den ugifte mors og det såkaldt ”uægte barn”s stilling i samfundet. Dette emne fik hende i enkelte tilfælde helt væk fra satiren – til fordel for et ægte engagement. Emma Gad var dog ikke selv en ubetinget emanciperet kvinde – hun har også passager i sit forfatterskab, hvor hun leverer ondskabsfulde portrætter af kvindesagskvinder.
Omvendt stiftede hun i 1898 foreningen ”Hegnet” som var den første fagforening for kvinder udenfor arbejderklassen, idet det var møntet på handels- og kontorassistenter. Også via jobbet som formand for Dansk Kunstflidsforening gjorde hun en indsats for at give bedre anseelse til kvindehåndværk.
Firebindsværket ”Vort Hjem” fra 1903 blev senere samlet i en tobindudgave, som er gengivet her.
Dobbelttydigheden
Men i det hele taget er det tydeligt, at hun forsøger at dele små ”spark” ud til flere sider. Denne dobbelttydighed kom også til udtryk i hendes antologi ”Vort Hjem”, som hun sammen med Sofie Holten redigerede og udgav i 1903. Bogen indeholdt svar på alle forhold vedrørende hjemmet – dog indeholdt bogen ingen kogebogsopskrifter. Bogen blev således skrevet af både radikale skribenter samtidig med, at hun selv og andre skribenter prædikede borgerlige dyder.
Men bogens popularitet var stor. Det var da også tidens bedste kapaciteter der skrev i bogen. Det var bl.a. jurister, læger, dyrlæger, historikere, arkitekter, pædagoger, kunstnere m.fl. Bogen gav svar på stort set alt mellem himmel og jord, og veg ikke tilbage for at behandle konfliktfyldte emner som skilsmisse, separation, særeje og lignende.
Hendes gode råd til en kommende generation – indspillet på grammofonplade i 1913 (se ramme) – viser imidlertid også, at hun trods alt ser med stor sympati på kvindernes frigørelse.
”Man skal aldrig”
Emma Gads ubetinget mest berømte værk er dog ”Takt og Tone” fra 1918. Det var dog ikke hendes første bud på et værk om netop det emne. Allerede i 1886 udgav hun bogen ”Man skal aldrig”, som var en oversigt over de mest almindelige fejl og misgreb i omgang og sprog.
Den bog er ganske speciel. Bogen er ganske tynd, men til gengæld indeholder den alene forbud! En betydelig del omfattede bordskik og opførsel i det offentlige liv.
Eksempler på bogens forbud:
Man skal aldrig tage plads før damerne eller sætte sig før vært eller værtinde har givet signal dertil.
Man skal aldrig stikke servietten i knaphullet a la smæk under hagen, man skal brede den ud over sine knæ.
Man skal aldrig være ubændig i brug af kniv og gaffel. Man skal lade skaftet af begge rolig hvilke i håndfladen og bringe maden i munden med den indadbøjede side af gaflen.
Man skal aldrig tale, medens man lægger på sin tallerken.
Man skal aldrig løfte sit glas i vejret, som om man ville stille det omvendt på sin næse. Man skal føre glasset lodret op til læberne og så hæve det langsomt opefter.
Man skal aldrig slå benene over kors. Næsten alle mænd gør det, men alligevel skal man ikke gøre det.
I denne ejendom i Dronningens Tværgade boede familien Gad i vintermånederne. Ejendommen er siden nedrevet.
Villa Strandhuset – midt i billedet Urban Gad og til højre for ham Emma Gad.
Billedet må være fra omkring 1. verdenskrigs start.
Man skal aldrig sidde og dingle med fødderne.
Man skal aldrg lege med kvaster, knapper eller hvad der ellers findes i ens nærhed.
Man skal aldrig komme med intetsigende og meningsløse udtryk og talemåder, såsom ”Ih du store”, ”Ok ja, såmænd”, ”Nej, tænk” eller ”Sikken verden”.
Man skal aldrig sløjfe medlyde og f.eks. sige ”osse”, ”væ’s’a’ti”, eller ”hva’ba’r”.
Eksemplerne er som nævnt fra 1886, men her 137 år senere gælder de såmænd stadig i udstrakt grad.
Takt og Tone
Men i 1918 færdiggjorde Emma Gad en ny og langt større udgave af en bog om hvordan man opfører sig. Hun troede selv, at den kunne gøre lidt nytte i samtiden, men at den om ikke andet kunne blive et kulturhistorisk kuriosum.
Men blev en gigantisk succes. Alene det første år kom den i ikke færre en 13 oplag og i de følgende 10 år i yderligere 5 oplag. Siden da i endnu flere oplag og sidste oplag kom i 100-året for dens tilblivelse – i 2018.
Hvad er det, der gør bogen så speciel? I virkeligheden nok fordi den allerede fra dens udgivelse balancerede mellem at være en parodi på den gamle kultur – og så
Emma Gad omkring 1913
på den anden side meget humoristisk faktisk samlede de råd op, som man dengang – og til en vis grad stadig – kan have nytte af. Kort sagt: En bog der viderebringer den kulturelle arv.
Emma Gads mesterværk var denne bog fra 1918 – ”Takt og Tone”. På trods af bogens mere end 100 år er der eviggyldige sandheder og gode råd i bogen, f.eks. dette: ”Lad Dem ikke beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Funktion under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun alt for ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbryde, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.”
God humor
Det er imidlertid nok kun få bøger, der som denne er blevet læst med så meget skepsis – specielt i en periode fra 1970’erne og fremad. Her var mottoet for nogle: ”Emma gad – vi gider ikke”. Det var naturligvis i en tid, hvor der fra mange sider skulle gøres op med gamle sæder og skikke. Men karakteristisk for mange af kritikerne var, at de aldrig havde læst bogen – eller kun fået serveret små uddrag.
Hvis vi prøver at se på hvad Emma Gad rent faktisk skriver, er det da rigtigt, at der er ting, der forældet, men langt hen ad vejen er der ganske gode råd og sandheder i teksterne. Og ikke mindst god humor.
Og Emma Gad var da også selv klar over at bogen med tiden ville blive anderledes modtaget. I forordet skriver hun således bl.a.:
”Eet er sikkert. Den Læser som vil fornøje sig mest over disse Forskrifter, er Den, der om et Par hundrede Aar finder denne Bog paa en støvet Hylde i et Bibliotek. Han vil med Fryd kaste sig over den og studere alle disse Skikke, der vil forekomme ham ligesaa snurrige som de, der til vor Moro beherskede Menneskene i længst tilbagelagte Aarhundreder. Og dog – hans Tid, vil være ligesaa fuld af nye Former for Menneskers Naragtighed. Kun een Hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.”
Eksempler fra bogen
Og et par eksempler på Emma Gads beskrivelser og iagttagelsesevne i hverdag og fest:
Om konfirmationen skriver hun bl.a.: ”Konfirmanden kører, ledsaget af de arme Forældre i Karet eller Bil til Kirken, den unge Pige hvidklædt, Drengen sortklædt; Skaren placeres efter Kønnet vis à vis nedad Midtergangen, der bliver de under den lange Ceromoni siddende til højt op paa Dagen, stirrende paa hverandre med Forældrene bag sig. Moderen holder altid Stand, hvorimod Faderen er slem til med smaa Mellemrum at absentere sig for at nyde en Forfriskning paa den nærmeste Kafé, hvad dog formentlig ikke vil blive regnet ham til Last ved det endelige Livsopgør”
Om visitkort
”Etikketten for vistkorts Anvendelse er en indviklet Videnskab, som vist kun Diplomater trænger til Bunds i. Men nogle Hovedregler er der jo. Herrer afgiver i en Familie to Kort, den ene til Husets Herre, det andet til Fruen. En gift Dame kan aflevere sin Mands Kort ved Døren sammen med sit eget, selv om han ikke er med – hvad han jo nødig er.”
Familiens sorte æsel var en kær del af familien. Den kørte herren og fruen i skoven eller den bragte gæster fra stationen i Humlebæk til landstedet. Det blev senere afløst af en islænderhest.
Om badning
”Lad Deres Badedragt være saa let, som Velanstændigheden tillader; sundhedsmæssigt set er slet ingen den bedste. En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder. Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad.”
Om kvinders navn
“Hvis den skik bredte sig, at en Kvinde beholder sit eget Navn Livet igennem ligesom Manden, hvad enten gift eller ugift, vilde den Vanskelighed bortfalde, at hun ved en Skilsmisse staar der med for Fremtiden en fremmed Mands Navn. Det hører til en de uløste Gaader, at Mændene, der dog hidtil har været Mestre for Lovene, ikke forlængst har forordnet at en fraskilt Hustru straks ved Separationen atter skal antage sit oprindelige Navn.”
Kort efter bogen ”Takt og Tone” udkom i 1918 var der også nogle, der syntes at det var en bog, der godt kunne ironiseres over. Her er det Storm P., der har givet udtryk for sine indtryk fra bogen.
Om børn og skilsmisse
“Skilte Forældre kappes som oftest i en slags Komkurrence om at vinde deres Hjerter til Børnene gennem Forkælelse og Dyrkelse, der giver sig Udslag i Gaver og Adspredelser. Hver Gang den Fader eller Moder, der har maattet give Afkald paa sin Børn, imødeser et Besøg af dem, bliver der som Regel planlagt at Besøg i Teatre og andre Forlystelser, forenet med Traktement med Livretter og Sklikkerier, for at Børnene med Glæde skal se hen til de kommende Besøg.
Dette er selvfølgelig ikke godt for et Barn.”
Om at ligge på landet om sommeren
“Man bør med stor Bestemthed afholde sine Børn fra at rapse Naboens Pærer og Blommer, naar Frugttiden kommer. Det skal indrømmes, at det er en vanskelig pædagogisk Opgave at holde Drenge fra Naboens Pæretræer, men Ens Stræben maa afgjort gaa ud derpaa.
Man bør undgaa den Fristelse det er, at kaste Affald saasom Konservesdaaser, ituslaaede Flasker, afpillede Lammehoveder, halve Mursten o.l. over Plankeværket eller Hækken ind i Naboens Have. For det første er det umoralsk, for det andet kommer det temmelig sikkert tilbage igen.”
Emma og Urban Gad med islænderhesten som afløste æslet. (1913)
Det Gadske hjem
Det var ægteskabet med Urban Gad, der bestemte hvor ægteparret skulle bo. Derfor havde de bopæl i en treårig periode i Korsør og i Nyboder. Senere boede parret på Christianshavn, men i 1894 flyttede de til Dronningens Tværgade nr 40. Det var i byens fashionable kvarter – men flere og flere sociale problemer prægede gaden. Derfor blev huset sammen med Adelgade og Borgergade senere saneret væk. I naboejendommen holdt Havnearbejdernes Fagforening til. Det gav unægteligt et problem da foreningens bestyrelse begyndte at øve sig på valdhorn med henblik på demonstrationer og fester.
Lejligheden indholdt 10 værelser foruden pigeværelse, baderum, køkken og spisekammer. Hjemmet var et såkaldt klunkehjem – med store tunge møbler, mørke farver, plys og dingeldangel.
Men sådan så hjemmene ud i årene før århundredeskiftet – og det var for mange kun en vinterbolig – og således også for familien Gad, der bestod af Emma og Urban og de to sønner Henry og Peter. Urban var dog ofte p.g.a. sit hverv i marinen, fraværende. Og storebroderen Henry fulgte i sin faders fodspor – og kom tidligt fra hjemmet. Derimod var sønnen Peter Urban Gad tæt tilknytning til hjemmet.
”Villa Strandhuset”
Men at bo hele året i byen, var nærmest at stemple sig selv som uformuende eller på anden måde sær. Bylivet døede nærmest ud i sommermånederne og aviserne skrev spalte op og spalte ned om, at nu havde den og den taget på ophold på landet. Hvornår Gad første gang tog ophold i Nordsjælland vides dog ikke. De har i de første mange år ikke ejet boligen på Gammel Strandvej – den må de have lejet af grosserer Isak Siesby, som ejede villa ”Strandhuset” fra 1912. I skødet fra 1912, står tydeligt at villaen ikke er udlejet på skødetidspunktet, men da det er i januar, giver det ikke sikkerhed for at villaen ikke var udlejet i sommermånederne.
Familien kaldte i øvrigt stedet for Humlebæk, hvilket skyldtes, at området siden 1901 hørte til Humlebæk Postdistrikt, men stedet lå i Tikøb Kommune og i Tibberup landsbys område.
Takt og Tone
Emma Gad havde i huset et arbejdsværelse med udsigt over Sundet og her var hun glad for at være. Og vi kan godt tro, at en del af arbejdet med at skrive netop ”Takt og Tone” fandt sted netop her. I øvrigt var huset opdelt i stuer med forskellige temaer, bl.a. et østerlandsk værelse.
Her i Tibberup var der ægte landlig idyl. Men det var dog ikke længere væk, end at man stod i stadig forbindelse med de mennesker, som man også i København var i forbindelse med. Det var folk som forfatteren og kritikeren Georg Brandes, forlagsdirektøren Peter Nansen, forfatteren Gustav Wied, forfatterinden Amalie Skram, maleren Fritz Thaulow, chefredaktøren Henrik Cavling, forfatteren og kritikeren Herman Bang, skuespillerinden Asta Nielsen samt forlagsboghandler Jacob Hegel og hustru Julie Hegel.
Foto af officersmandskabet på fregatten ”Sjælland”, hvor Urban Gad som ung løjtnant gjorde tjeneste. Det er dog ikke lykkedes at identificere ham på billedet. Den officer, der skødesløst læner sig op ad kanonen var skibets kaptajn, v. Dockum. (Foto: Nationalmuseet)
Urban Gad
Emma Gads mand, Nikolaus Urban Gad, kaldet Urban (1841-1920) var søn af en herredsfoged og han kom efter skoletiden ind og tjene ved marinen. Som 21-årig blev han løjtnant og deltog i 2. slesvigske krig om bord på fregatten Sjælland i den såkaldte Østersøeksadre, der skulle sikre, at den tyske flåde forblev indespærret i havnene under hele krigen. En opgave, der lykkedes 100%.
Fra 1865 til 1868 fik han tilladelse til at gå i fransk tjeneste. I 1868 udnævntes han til premierløjtnant. I 1874 deltog han på fregatten Jylland på ”Kongerejsen” til Færøerne og Island.
I perioden 1877-80 var han sammen med hustruen udstationeret til Korsør, hvor han fik tjenesten som fører af postdampskibet mellem Korsør og Kiel.
I 1880 blev han udnævnt til kaptajn og året efter kaptajn på fregatten Jylland. Han havde herefter adskillige forskellige kommandoer over adskillige af flådens skibe på skift.
I 1892 blev han kommandør og i 1901 fik han titel af kontreadmiral og blev samtidig chef for 1. udskrivningskreds. I perioden 1897-1901 var han jagtkaptajn på kongeskibet.
Urban Gad var desuden formand for ”Dansk Ferskvands-Kultur” og fik flere hædersbevisninger i både Danmark og udlandet.
Han døde i 1920 – kun en uge efter at han tog sin afsked.
Slagterens læredreng måtte løbe
Der knytter sig den pudsige historie til opholdet i Tibberup i sommeren 1914, at familien Gad ikke havde telefon i landliggervillaen. Da 1. verdenskrig brød ud den 1. august 1914 ville forsvarsministeriet naturligvis gerne orientere om og diskutere situationen med en af landets admiraler. Men ringe kunne man ikke – indtil en fik den lyse idé at finde en i nærheden, der havde telefon. Den nærmeste man kunne finde var slagtermester Christensen på Gammel Strandvej 131. Christensen drev på den tid slagterforretning i ejendommen og hertil blev der nu telefoneret til Espergærde nr 37 fra ministeriet. Om Christensen ville være så god at sende bud til kontreadmiral Gad om at krigen var brudt ud?
På den måde gik det til, at admiralen fik besked om krigens udbrud af slagtermesterens læredreng.
Emma og Urban Gads ældste søn, Henry Chr. Gad var søofficer og deltog kun sporadisk i sammenkomsterne i sommervillaen i Tibberup.
Slægten Gad
Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad var søn af by- og herredsfoged i Sæby, Henry Christian Gad og hustru Vilhemine f. Bruun. Henry Chr. Gads bror, Henrik Theodor Gad havde en datter, Mette Sophie Gad, som altså var kusine til Urban Gad. Mette Sophie Gad blev i 1873 viet i Paris til Eugène Paul Gaugain (1848-1903), som var en meget berømt fransk kunstmaler.
Emma og Urban Gad havde to sønner. Den ældste hed Henry Christian Gad (1873-1957) og tog tidligt beslutning om at gå faderens vej, så han fik en karriere ved flåden. Det betød, at han allerede flyttede fra hjemmet 17 år gammel for at blive kadet. I 1894 blev han sekondløjtnant og steg i de følgende år i graderne, og endte i 1930 som kommandør inden han i 1935 tog sin afsked. I løbet af sin karreiere havde han haft kommandoen over adskillige af flådens skibe og i 1919 som chef på krydseren Heimdal hjemførte han sønderjyske krigsfanger fra hhv. England og Frankrig. I 1928 var han chef på orlogsskibet Niels Juel på den såkaldte ”kongerejse” til Finland.
Asta Nielsen og Peter Urban Gad fotograferet sammen omkring 1913. Stedet er ukendt, men kunne godt være i huset i Tibberup.
Sønnen Peter Urban Bruun Gad
Lillebroderen hed egentlig Peter, men blev aldrig kaldt andet end Urban, hvilket medført forveksling med faderen af samme navn.
Imidlertid var deres valg af livsbane markant forskellige. Faderens militære karriere tiltalte ikke sønnen, der havde arvet moderens talent for det kunstneriske og interessen for teater m.v.
Urban Gad uddannede sig således som kunstmaler hos sin onkel i Paris, Fritz Thaulow, men endte med i 1909 at blive sceneinstruktør ved Dagmarteatret, senere ved Det ny Teater. I 1910 blev han filminstruktørassistent på filmen ”En Rekrut fra 64” og allerede samme år instruktør sin første film ”Afgrunden”, som han selv havde skrevet manuskriptet til. I denne film spillede Asta Nielsen hovedrollen – og det blev indledningen til en strålende og markant karriere. Den mandlige hovedrolle blev spillet af Poul Reument, som derved også fik sin filmdebut. Filmen blev en europasucces og satte Danmark på det internationale filmlandkort, idet filmen havde et dristigt erotisk melodramatisk tema. Faktisk så dristig, at scener af filmen blev skåret ud bl.a. i Sverige. Her blev den berømte dansescene således censureret bort.
Urban Gad gifter sig
I de følgende år blev Urban Gad Asta Nielsens foretrukne filminstruktør, og i 1912 bliver parret gift under en rejse i Tyskland. Og netop Tyskland bliver deres næste opholdssted. I Berlin producerede de herefter 33 film med Asta Nielsen i hovedrollen og med Urban Gad som forfatter og instruktør. Den mest kendte af disse film var ”Engelein” fra 1914. Men allerede året efter ophørte dette samarbejde og parret blev endelig skilt i 1918.
Den verdensberømte skuespiller Asta Nielsen fotograferet i begyndelsen af 1920’erne efter bruddet med Peter Urban Gad.
Filminstruktør i Tyskland
Efter dette brud fortsatte Urban Gad med at producere film med andre af tidens store stumfilmsstjerner, bl.a. filmen ”Christian Wahnschaffe” fra 1921 med de tyske skuespillere Conrad Veidt og Werner Krauss og den norske skuespillerinde Lillebil Ibsen. I perioden indspillede han yderligere 22 film.
I 1922 vendte han hjem til Danmark efter at være blevet gift med den tyskfødte skuespillerinde Ester Margrethe Hagen (egentlig Westerhagen). I Danmark indspillede Urban Gad et par film for Palladium, den sidste var Fy og Bi-filmen ”Lykkehjulet” i 1926. Denne film var ikke den store succes – hans stil var for pæn og kedelig, mente kritikerne.
Biografteaterdirektør
Inden da havde han fået biografbevilling til Grand Teater i København og efter 1926 helligede han sig dette arbejde. Og det var med succes. Biografen blev byens førende, hvor mange af tidens bedste danske og udenlandske film fik premiere.
Urban Gad overtog allerede i 1919 huset i Tibberup – men anvendte kun huset i sommerperioden. Om vinteren boede parret i Dronningens Tværgade, senere i Upsalagade.
Urban Gad drev Grand Teater indtil sin død i 1947, hvorefter hustruen Ester Gad fortsatte som biografdirektør.
Ester Gad overtog også huset på Gammel Strandvej efter mandens død – og boede her frem til 1969. Hun bosatte sig derpå i Hellebo Park i Helsingør, hvor hun døde i 1974.
Asta Nielsen
Som allerede nævnt førte filmen de to unge, Urban og Asta sammen, men ægteskabet holdt i virkeligheden kun ganske få år. Men i den tid, hvor parret endnu var sammen, var Asta – kendt som ”die Asta” – en hyppig gæst i hjemmet hos svigerforældrene.
Asta Nielsen havde en helt anden baggrund end familien Gad. Hun var således ud af en fattig arbejderfemilie, som boede i en kvistlejlighed i Fredericiagadei København. Hun havde læst til skuespiller hos Peter Jerndorff, som Emma Gad samarbejdede med i forbindelse med hendes bog ”Vort Hjem”. Så der var forbindelser på kryds og tværs på trods af de forskellige baggrunde.
Den lille gig, som familien Gad ofte brugte, er her gengivet kørende på Gammel Strandvej ud for villaen. Kvinderne til højre, er familiens tjenestepiger. Billedet er fra 1913.
Asta Nielsen boede efter bruddet med Urban Gad i Tyskland, hvor hun fortsatte sin filmkarriere. Hun fik en kontrakt med den tyske filmproducer Paul Davidson og fik det helt astronomiske beløb af 80.000 dollars om året. Asta Nielsen var dermed den bedst betalte filmskuespiller i verden.
Kursen var dengang omkring 350, hvilket betyder, at det svarede til omkring 280.000 danske kroner. Til sammenligning tjente en ufaglært arbejdsmand dengang 2.-3.000 kr om året.
I årene 1919-23 var hun gift 2. gang, denne gang med den svenske løjtnant Ferdinand Wingårdh. I perioden 1923-36 boede hun sammen med den russiske skuespiller Gregorij Chmara. I 1970 giftede hun sig tredje gang, denne gang med kunsthandler Anders C. Theede. I 1901 fik hun datter, Jesta, men oplyste aldrig hvem faderen var. Jesta blev opdraget hos mormoren – og havde ikke noget tæt forhold til sin mor.
Asta Nielsen i 1972 og blev begravet på Vestre Kirkegård.
Huset rives ned
I 1969 overtog direktør Finn Gercke Larsen villaen på Gammel Strandvej efter Esther Gad. Allerede i 1972 fik han udarbejdet et forslag til udstykning af grunden til i alt 4 parceller. I forslaget indgik, at den gamle villa skulle rives ned, når de nye stod færdige. Det skete dog først i 1975.
Så i dag er der intet tilbage af selve villaen. Kun ved den gamle indkørsel ses to piller med navnet Gad – det eneste levn fra den glorværdige periode.
Lodfoto fra 1975, der viser, at der nu er blevet bygget fire nye villaer på grunden, men at det gamle hus stadig står (se pilen). Huset blev dog nedrevet kort efter.
Villa ”Strandhuset” er her fotograferet fra luften i 1949 – kort efter Peter Urban Gads død. Huset ejedes da af enken Ester Gad, der beholdt villaen frem til 1969. I 1975 blev huset nedrevet.
Emma Gads råd i 1913 til en kommende generation – indtalt på grammofonplade
Ved denne mærkelige opfindelses hjælp kan altså nu det ene slægtled tale personligt til det næste. Lad mig da sige: At de, der kommer efter os, vistnok har grund til at være denne generation taknemmelige for det arbejde, den har gjort. I de spand af tid, jeg har levet, har jeg set en så mægtig udvikling til det bedre, at man næsten ikke kan tro, det var forundt tidligere slægtled at være vidne til noget lignende.
Det er, som om menneskenes ansvarsfølelse først ret er vågnet i løbet af de sidste 50 år og har fundet vej ud til alle livets forhold: til folkeundervisning og sygehjælp, retspleje og beskyttelse af de gamle og svage.
Men i intet forhold er i det tidsrum retfærdigheden sket fyldest i højere forstand og i klogere fremtid end ved at give kvinderne rettighed og pligt til selverhverv og deltagelse i det offentlige liv. Man har indset, at kun den stat, der giver sine borgerinder såvel som sine borgere ret til helt at udnytte evner og kræfter til gavn for helheden, kun den vil kunne nå til den fuldeste blomstring.
Som løn for dette store fælles samfundsarbejde så man en mægtig fremgang opstå i handel og vandel, en fremgang, der støttedes af tidens store opfindelser. Der, hvor i min barndom tranlygterne søvnigt belyste sparsomt befærdede gader, stråler nu det elektriske lys over livlig storstadsfærdsel og travlt handelsliv.
Men i én henseende, måske den væsentligste, er det gået tilbage. Den dyd, der hed nøjsomhed, er, mens jeg har levet, så godt som forsvunden fra verden og dermed den stillesiddendes glæde. Ved den hastige udvikling er erhvervene blevet flere, fortjenesten større, muligheder mere ubegrænsede. Men derved er også livsappetitten blevet ubegrænset. Enhver vil have mere. Alle har kun blikket henvendt på dem, der er nået endnu videre i luksus og livsnydelse.
Skal jeg bringe den kommende slægt et ønske, så er det, at den foruden en fortsættelse af nutidens rige udvikling må få lidt mere ro i sjælen, lidt mere forståelse af, at nydelse og livsglæde ikke er ensbetydende, og at den samme lykkefølelse beror fuldt så meget på det indre som på de ydre.
Ejere af villaen på Gammel Strandvej 221:
-1888 Sophie Vilhelmsen*)
1888-1907 gross. Vilhelm Møller
1907-1912 Gross. P. Siim
1912-1916 gross. I. Siesby
1916-1919 admiral Urban Gad
1919-1948 forfatter P. Urban Gad
1948-1969 Margaretha Ester Gad
1969-1975 Finn Gercke Larsen
*) Sophie Vilhelmsen, var enke efter ejeren af Tibberupgaard, L. P: Vilhelmsen – og hun solgte ejendommen som byggegrund.
Rev. 12.01.2025