Jens Holger Mikkelsen var kaptajn på skibet ”Linda” tilhørende rederiet J. Lauritzen, den 9. april 1940. Skibet sejlede da i neutral spansk havn i Las Palmas. Et kompliceret spil gjorde, at kaptajn Mikkelsen måtte forblive i havnen i Las Palmas frem til 1944. Og i øvrigt først kom hjem igen til sin bopæl på Nørrevej i Snekkersten efter 6 års fravær!

af Kjeld Damgaard

Den 9. april 1940 blev der trukket en usynlig linje i Nordsøen fra Bergen til den tysk/hollandske grænse: De danske skibe, der befandt sig vest for linjen – hvilket var omkring 2/3 af den samlede danske handelsflåde målt i tonnage – blev nu såkaldte ”udeskibe”. Dem øst for linjen var såkaldte ”hjemmeskibe”.
For de 246 udeskibe begyndte nu en flerårig periode, hvor hverken skib eller besætning så hjemlandet. Nogle for bestandigt.
Inden udgangen af april 1940 var 127 skibe underlagt engelsk kontrol og i realiteten overtaget af den engelske stat. Skibene fortsatte i mange tilfælde med at sejle med danske besætninger, men nu under det engelske koffardiflag (rød dug med Union Jack øverst til venstre). Flere danske skibe ønskede at sejle under dansk flag, men blev nægtet det p.g.a. tvivl om den danske stats holdning til den tyske besættelse.

“Linda Dan”

Rundt i verden befandt sig imidlertid mange andre skibe, som for en stor dels vedkommende søgte mod neutral havn. Et af disse var skibet ”Linda” fra rederiet J. Lauritzen. Kaptajnen hed Mikkelsen.

Kaptajn Mikkelsen
Jens Holger Mikkelsen var født i 1898 ses i 1916 som fisker – iøvrigt sammen med sin fader – i landsbyen Taulov ved Fredericia. Allerede året efter var han udvandret til USA, hvor han blev amerikansk soldat i 1. verdenskrig. Efter krigen er han tilbage i Danmark og er indskrevet på Fanø Navigationsskole. I 1920 ses han boende i København med erhvervsbetegnelsen ”Skipper”.
I april 1925 blev han gift med Dagny f. Halnæs. Hun var født i København i 1905 som datter af en sømand. Parret flytter derefter til USA, hvor de har adresse i Brooklyn.

 

 

Kaptajn Jens Holger Mikkelsen.

Hus i Snekkersten
I 1938 er parret tilbage i Danmark og beslutter sig åbenbart for et mere permanent opholdssted. De køber nemlig en villa i Snekkersten på Nørrevej nr 18 (i dag med adressen Nørrevej 63).
Huset var næsten nyt – opført i 1936 af murermester Ejnar Basse til frøken Thora Hasselberg. Hun afhændede imidlertid allerede villaen efter to år, og ægteparret Mikkelsen kunne flytte ind.

Rederiet J. Lauritzen
Rederiet blev stiftet i 1884 af Ditlev Lauritzen, der benyttede faderens navn til det nye rederi. Virksomheden ekspanderede, men blev i en kort periode efter 1. verdenskrig lukket. Ditlev Lauritzen genetablerede dog hurtigt rederiet, og i 1933 begyndte rederiet med fast rutefart mellem Europa og Nord- og Sydamerika. Nu var det sønnerne Ivar og Knud, som ledede rederiet. I 1937 overtog rederiet Aalborg Maskin- og Skibsbyggeri.
Ved begyndelsen af 2. verdenskrig havde virksomhedens skibe en ordre om at søge i neutral havn eller allieret havn, hvis Danmark skulle blive besat.
Den 9. april lå kaptajn Mikkelsens skib ”Linda” fra rederiet ”J. Lauritzen” ud for Las Palmas under hjemrejse til Danmark. Med forholdsordren om at søge neutral havn var det naturligt at søge neutral havn i Las Palmas, da Spanien jo var udenfor krigen. I havnen lå yderligere to andre danske skibe nemlig M/S Thyra S og M/S Slesvig.
De tre kaptajner var i følge de bevarede beretninger allerede fra starten under pres for at sejle ud og melde sig til allieret tjeneste, men de spanske myndigheder modsatte sig afsejling. Senere kneb det med at skaffe besætning. Hertil kom et kompliceret diplomatisk spil om, hvad der skulle ske med ”Linda” og de to andre skibe. Selvom kaptajn Mikkelsen flere gange gav udtryk for, at han gerne ville sejle til USA og tilslutte sig de allierede.
Men månederne og årene gik uden afklaring. Tilfældigheder og misforståelser forhindrede afgang. Først med det danske brud med tyskerne i august 1943 syntes der at komme gang i sagen. Efter yderligere nogle måneder lykkedes det endelig alle parter at blive enige om, at skibene kunne afsejle og tilslutte sig den engelske handelsflåde.
Endelig afsejling
Alligevel kom skibene først afsted den 18. marts 1944. Mikkelsen fastholdt dog ønsket om at komme under amerikansk kommando i stedet – hvilket lykkedes ham. Men så opstod der stridigheder mellem Mikkelsen og J. Lauritzens kontor i New York. Striden endte med, at Mikkelsen blev degraderet til 1. styrmand, men allerede i oktober 1944 blev han atter kaptajn på skibet.
”Linda” kom nu til at sejle under grønlandsk flag, d.v.s. et Dannebrog med ”Den kgl. grønlandske Handel”s bomærke. Skibet besejlede herefter ruten mellem USA, Canada og Grønland indtil efteråret 1945 og forsynede på denne måde Grønland med nødvendige varer.

Notits fra Politiken den 29. november 1945.

Hjemkomst efter 6 år
Først den 29. november 1945 løb båden ind i en dansk havn – efter 6 års fravær! Stedet var Aalborg Havn, hvor skib og besætning fik en festlig modtagelse af værftets orkester samt repræsentanter for rederiet. Også slægtninge til besætningen var mødt op – og mon ikke også Dagny var mødt op efter ikke at have set sin mand i 6 år?
I de følgende år sejlede han atter på New York adskillige gange, men nu som kaptajn på skibene ”Laila Dan” og ”Leena Dan”.

 

Villaen fofograferet fra havesiden i juli 2024.

 

Rev. 15.05.2025