af Kjeld Damgaard

Saunte Bygade 38 – også kaldet “Bredesens Hus” – fotograferet i foråret 2015 fra gaden.

Ejendommen er opført i 1916 som landarbejderbolig for Sauntegaard. Arkitekt var Gustav B. Hagen, som også tegnede nabohusene samt flere bygninger på Sauntegaard.
Igennem 1940’erne og første halvdel af 50’erne boede her underforvalter Carl Bredesen med sin familie. Derfor blev huset af lokale beboere også kaldt “Bredesens Hus”. I begyndelsen af 1970’erne boede traktorfører Aage A. Jørgensen i huset. Senere lejede maskinarbejder Flemming Holm sig ind. I begyndelsen af 80 hed lejeren Charlotte Breiting.
Men i 1983 solgtes huset ud af Sauntegaards eje. Ejendommen overtoges af daværende overstyrkand Henrik Larsen. Henrik Larsen er født i Horserød i 1950 og blev uddannet som murer hos Jens Fritzen i Hornbæk. Efter militærtjenesten skiftede han kurs og tog uddannelse som styrmand i Rederiet Mærsk. I 1993 blev Henrik Larsen udnævnt til kaptajn, og fik dermed ansvaret for store olietankere, der sejlede verden rundt. Henrik Larsen og og hustruen Ulla f. Schwanenflügel (f. 1949) solgte huset i 2011 til Cecilia Mølberg og Niels Henrik S. Petersen.

 


Rev. 20.03.2021