Arbejdsvægring på Kvistgaard Teglværk
af Kjeld Damgaard
Der eksisterer ikke et større foto af Kvistgaard Teglværk, men på dette kort fra 1898 ses tydeligt, hvorledes værket lå placeret i forhold til Kvistgaard Station og gården Kvistgaard (Hovedgaard). Nederst til venstre ses de områder, hvor der blev gravet ler. Vejen forbi teglværket er den nuværende Munkegaardsvej.
Kvistgaard Teglværk blev ved århundredeskiftet – ligesom mange andre af egnens teglværker – drevet ved hjælp af mange udenlandske arbejdere. Svenske arbejdere var der en del af, men især polske arbejdere havde job i teglværkssæsonen.
Ejer af Teglværket var sagfører Valdemar Jenssen, der efter alle datidens avisreferater m.v. tillige ejede Kvistgaard Hovedgaard. Imidlertid ses Valdemar Jenssen ikke som ejer af gården i datidens tingbøger, så måske Jenssen alene har boet til leje dér. Som bestyrer af teglværket havde han imidlertid i 1906 ansat den tysk-fødte Friederich (kaldet Fritz) Klenke (f. 1873), der året senere overtog både gård og teglværk
”Quistgaard Teglværk”, som det oprindelig hed, lå tæt på jernbanen og havde eget sidespor direkte ind på fabriksområdet. Teglværket var oprettet midt i 1870’erne af den daværende ejer af Kvistgaard Hovedgaard, nemlig proprietær E. L. Lichtenberg.
I januar 1907 havde Valdemar Jenssen således fæstet 50 polske arbejdere m.h.p. at disse skulle arbejde på teglværket i Kvistgaard. Arbejderne ankom i april 1907, men efter kort tid forlod ikke færre end 41 af disse samtidigt arbejdspladsen. Valdemar Jenssen mente, at disse arbejdere dermed havde gjort sig skyldige i bedrageri og bad politiet om at undersøge forholdet. Baggrunden var, at Jenssen havde lagt omkring 1.000 kr. ud for de polske arbejderes rejse og forplejning – og når disse nu blot havde forladt deres plads, stod han jo tilbage med et stort tab, foruden at han ikke havde folk til at arbejde. Det var normalt således, at de polske arbejdere i løbet af de første 6 uger af deres ansættelse, skulle afdrage de beløb, der var lagt ud for deres rejse m.v.
Valdemar Jenssen (1856-1930) blev exam.jur. i 1880 og i 1883 sagfører i Rudkøbing. Fra 1896-1902 boede han på Hestkøbgaard i Birkerød og 1902-07 på Kvistgaard Hovedgaard. På det tidspunkt var han gift med Johanne Rasmussen. I 1910 tog Jenssen navneforandring til Valdemar Jenssen Trave. I 1920 tog han fast ophold i Genua, hvor han døde i 1930.
Det viste sig imidlertid, at Jenssen ikke kunne præsentere en underskrevet kontrakt mellem ham og de polske arbejdere. Årsagen var ifølge Jenssen, at han i sin tid havde sendt en kontrakt ned til den russiske del af Polen og derfor havde regnet med, at polakkerne havde underskrevet denne kontrakt, når de kom til Danmark. Det havde de imidlertid ikke, og da han 9 dage efter deres ankomst, opfordrede dem til at skrive under, så nægtede de. Den russiske vicekonsul fra Helsingør blev tilkaldt, men arbejderne nægtede fortsat. De krævede 25 øre i timen i stedet for de 25 pfennig, som kontrakten lovede dem. En dansk øre var dengang lidt mere værd end en tysk pfennig, så 25 øre var lig med 30 pfennig. Den russiske vicekonsul havde overfor polakkernes anfører gjort det klart, at de skulle skrive kontrakten under, før der kunne udbetales dem løn. I denne forbindelse havde arbejderne alle nedlagt arbejdet og var fulgt med op på teglværkskontoret. Forhandlingerne mellem parterne stod da på 3-4 timer, men uden at parterne kom hinanden nærmere. Den følgende dag mødte arbejderne imidlertid heller ikke på arbejde, og så var sagen helt låst fast.
Valdemar Jenssen var desuden af den opfattelse, at der forelå en slags komplot, idet han var i besiddelse af et telegram, der var fremkommet til en af de polske anførere – en mand ved navn Tomas Zuranski. I telegrammet opfordredes arbejderne til at forlade Kvistgaard m.h.p. at rejse til Neu Brandenburg i Tyskland i stedet.
Bestyrer Friederich Klenke havde personligt været i Wilhelmsbrücke i Polen for der at afhente de antagne arbejdere. På en jernbanestation i Posen havde han ladet både tysk- og polsktalende jernbanefunktionærer oplæse kontrakten på begge sprog, – og alle de fremmødte arbejdere havde accepteret kontraktens indhold. Under rejsen havde han lånt forskellige arbejdere nogle beløb, og efter deres ankomst havde han betalt mad for i alt ca. 400 kr., som han selvfølgelig også gerne ville have retur.
En af de arbejdere, Anton Promny, som ikke havde forladt Kvistgaard forklarede, at han allerede i januar i Polen havde set kontrakten, og han bekræftede, at der fra starten havde været aftalt aflønning i pfennig og ikke i øre. En anden arbejder, Stanislaw Waldeck, der havde fået læst kontrakten op hos en købmand i Wilhelmsbrücke, var imidlertid af den klare opfattelse, at der havde været tale om danske penge og ikke tyske. Når de polske arbejdere havde fået oplæst kontrakten, skyldtes det, at stort set ingen af disse kunne læse.
Det lykkedes ret hurtigt for politiet at få opsporet de 41 polske arbejdere, der opholdt sig på Ladegaarden i København. På baggrund af dette, besluttedes det at forhøre lederne af polakkerne på Ladegaarden – en fattiggård, der lå lige udenfor det egentlige København. Man forhørte her fire polakker, der alle kunne tysk: Nicolaus Kuzka, Tomas Zuranski, Frans Kaminski og Martin Kubio. Alle nægtede på det bestemteste at returnere til Kvistgaard, idet de tillige hævdede, at de var blevet lovet, at fødevarerne i Danmark var billigere end i Polen, hvilket havde vist sig at være urigtigt. De nægtede på denne baggrund tillige at tilbagebetale Valdemar Jenssen for hans udlæg og nægtede overhovedet at forhandle med Jenssen om at genoptage arbejdet. Omvendt havde de dog ikke penge til at vende hjem til Polen eller til Tyskland, så i første omgang forpligtede alle 41 polakker sig til at blive i København til den følgende dag. Da ville Valdemar Jenssen nemlig ankomme og muligvis fremkomme med et forslag til forlig.
Avisen Social-Demokraten viste denne tegning af et af de værelser de polske arbejdere boede i.
Tegning af “Polakskuret”, som det blev vist og omtalt i avisen Social Demokraten i april 1907.
Under forhøret dagen efter forklarede Tomas Zuranski, at de i Polen havde fået oplæst, at mændene skulle have 25 øre i timen, kvinderne 15 øre og drengene 18 øre – vel at mærke danske penge. De havde dengang sagt, at det var for lidt, men da havde Anton Promny fortalt, at kød i Danmark var billigt, kun 25 øre for 1 pund kød af gennemsnitskvalitet. Promny havde tillige fortalt, at hvis de arbejdede godt, ville de ikke blive fratrukket noget i lønnen vedr. rejsen. Kun hvis de ikke arbejdede godt, ville de blive trukket 6 mark over 6 uger. I Stettin havde en mand forsøgt at læse kontrakten for dem, men da han begyndte at tale om, at de ville blive trukket for rejsen i deres første lønninger, så havde Promny fået manden lempet ud, så de fik ikke mere at vide. Først da de kom til Kvistgaard, og den russiske konsul havde oplæst hele kontrakten for dem, var det gået op for dem, hvad den indeholdt. Da de imidlertid ikke kunne få penge udbetalt af Valdemar Jenssen, der først ville betale når kontrakten var underskrevet og de jo derfor ikke kunne købe mad, forlod de deres arbejde.
Hver arbejder blev nu spurgt om de ville gå i arbejde for Jenssen igen, men alle nægtede, idet de alle hævdede allerede at have 9 dages løn til gode. I det hele taget var alle kun gået fra Jenssen, fordi han nægtede at betale deres løn. Desuden var der en uoverensstemmelse vedrørende betalingen for maden. Da ingen af polakkerne var i stand til at lave mad, så havde de anmodet bestyrer Klenke om at lade maden indkøbe og tilberede. Samtlige understregede endvidere, at de jo faktisk var kommet til Danmark for at arbejde og tjene penge, så de havde absolut ingen planer om at strejke eller lignende.
Tomas Zuranski nægtede i øvrigt også ethvert kendskab til det telegram, som Jenssen tidligere havde fremlagt i undersøgelsen. Zuranski havde ikke set telegrammet og havde derfor heller ikke haft planer om at tage til hverken Neu Brandenburg eller Hohenzaltza, således som Jenssen hævdede.
Denne karikaturtegning af sagfører Jenssen blev vist i avisen Social Demokraten i april 1907.
På denne baggrund tilbød Valdemar Jenssen at frafalde ethvert erstatningskrav eller lignende mod arbejderne, hvis de blot ville gå i arbejde og underskrive kontrakten. Han ville også være imødekommende på andre punkter, hvis det kunne få arbejderne til at gå i arbejde og blive der sommeren over. Men samtlige arbejdere nægtede fortsat at arbejde for Jenssen, som de følte havde snydt dem i første omgang. Klenke ønskede naturligvis stadig sine 400 kr for maden tilbagebetalt, men også det nægtede arbejderne, idet de henviste til, at de jo ikke havde fået løn, som de kunne betale med. Desuden nægtede de nu at tage arbejde andetsteds i Danmark – de ønskede at komme tilbage til Polen eller til Tyskland.
En uges tid efter, var der atter forhør på Ladegaarden ved København. Denne gang forsøgte dommeren at få afklaret, om der fra polakkernes side var forsøgt at rette henvendelse til Tyskland m.h.p. at få alle polakkerne fra Kvistgaard overført dertil. Polakkerne mente enstemmigt, at de især var blevet narret af Promny, der ikke havde fortalt dem kontraktens reelle indhold.
Herefter blev der sendt et undersøgelseshold til Hohenzaltza, hvor de ville undersøge om der var indgået aftaler mellem tyskerne dér og de polske arbejdere fra Kvistgaard. Men da disse kom retur for at aflægge rapport, var hele affæren overstået. Ledelsen af Ladegaarden havde nemlig ladet de fleste arbejdere rejse til anvist arbejde på Fyn, men dér var de ikke dukket op, og man regnede derfor nu med, at de stort set alle var rejst tilbage til Stettin.
Dermed sluttede sagen. Valdemar Jenssen fik således hverken erstatning eller udført teglværksarbejde af polske arbejdere i sommeren 1907. Og Friederich Klenke fik heller ikke sine penge retur. For begge parter havde affæren dog et videre perspektiv. Valdemar Jenssen måtte samme år forlade Kvistgaard Hovedgaard og Kvistgaard Teglværk og året efter overtog Friederich Klenke begge dele.
Rev. 05.04.2021