Lokalhistorie for tikøb kommune

De fem gårde i Jonstrup landsby lå trygt samlet omkring gadekæret indtil 1789. Trygt – fordi man på den tid havde dyrkningsfællesskab, hvilket i praksis betød, at man skulle være enige om, hvorledes jorderne skulle dyrkes. Det betød, at byens gårdmænd faktisk havde en betydelig indflydelse på beslutningerne om stort og småt, som blev afgjort på stævnet – en plads midt i landsbyen. Og trygt fordi landsbyboerne boede tæt, var afhængige af hinanden og kunne hjælpe hinanden.

Men den store jordreform, hvor hver enkelt gård fik tildelt et samlet areal, som gårdmanden herefter skulle dyrke alene, betød en stor omvæltning i hverdagen for landsbyens beboere. Den frygt man tidligere havde haft om at skulle bo alene udenfor landsbyen, var blevet overvundet – og den kommission, der havde fået til opgave at foretage den store reform i Jonstrup, ser ud til at have haft et forholdsvis let job.

Resultatet af kommissionens møde den 4. september 1789 med Jonstrups fem gårdmænd blev i alt fald, at der blev opnået enighed om, at to af de fem gårde i byen skulle flytte ud af landsbyen – en mod syd og en mod nord. Desværre er der ikke bevaret et kort over Jonstrup fra før udflytningen. Vi ved fra udskiftningsforretningen, at der har eksisteret et sådant kort, og det kunne have vist os den nøjagtige placering af gårde og huse i landsbyen i 1700-tallet. Imidlertid er det muligt med nogenlunde sikkerhed at kunne fastslå gårdenes oprindelige placering. Det sker med udgangspunkt i de såkaldte gårdnumre, som var gældende, indtil den nuværende matrikulering blev en realitet i begyndelsen af 1800-tallet.

I selve landsbyen lå gård nr. 3 antagelig mellem Brøndegaard og Søbækgaard – d.v.s. vest for det gadekær eller vanding, der lå midt i landsbyen lige ud for Sandbakke-gaard. Gård nr. 3 var i 1789 fæstet af John eller Jens Pedersen, der havde overtaget fæstet sandsynligvis efter faderen i 1777. Der er tilsyneladende lidt forvirring omkring hvad hans fornavn er. I udskiftningsforretningen står John – i fæsteregisteret Jens – her efter kaldet Jens.

Efter kommissionens første møde i september mødtes gårdmændene endnu engang med landvæsenskommissærerne i oktober 1789 for at afgøre de sidste ting og bl.a. finde ud af hvem af de to udflyttergårde, der skulle flytte ud til den sydlige udlod og hvem til den nordlige udlod. Og det blev simpelthen afgjort ved regulær lodtrækning. Og Jens Pedersen trak loddet for den nordlige udlod kaldtes ”Degne Ageren”. Vi ved ikke hvor hurtigt efter selve flytningen af gården blev igangsat, men det har sikkert været det følgende forår – d.v.s. 1790. Her blev de gamle bygninger i byen så en efter en revet ned – og de bygningsmaterialer, der kunne, blev selvsagt genbrugt i den nyopførte gård ude på den nordlige mark – helt oppe mellem Saane og Tikøb.

Der blev også bevilget en del penge til jordforbedring, stendiger, grøfter, stenkister, træfældning m.v. Og ikke mindst konstaterede kommissionen, at Jens Pedersen var så fattig, at han ikke kunne betale de restancer, som han skyldte i skatter. Der blev derfor bevilget ham eftergivelse af skatterne, således at han i forbindelse med udflytningen ”bedre kunde faa fornøden Fremgang”.

I forbindelse med salget af ejendommen fra fæsteejendom til selvejergård i 1794, blev det også bestemt, at gården skulle have et navn. Det gjaldt for stort set alle danske gårde, at de ved den lejlighed fik et navn, som der senere kom en bestemmelse om, at man ikke måtte ændre. Sagen var nemlig, at man som gårdejer ikke måtte ændre navnet på sin ejendom, uden først at have indhentet tilladelse fra Danske Kancelli. Det blev slået fast i en såkaldt »kongelig plakat« fra 1821, hvori det samtidig blev bekendtgjort, at en evt. ny navnebevilling skulle tinglæses og noteres i panteprotokollen. Derudover skulle amtstuen underrettes samt Generalkvartermesterstaben – sidstnævnte af hensyn til indkvarteringen af soldater både i dagligdagen og under manøvrer. Det var vigtigt, at militæret kunne finde rundt, og at stednavnene ikke bare blev ændret på må og få.

Gårdens navn blev Sandrudgaard, hvilket ikke umiddelbart kan forklares med lokale stednavne eller lignende. Betydningen er dog rimelig klar: rydningen på sandet (sandjorden), idet efterleddet -rud er det oprindelige substantiv ”ruth”, d.v.s. rydning på moderne dansk. I de fleste tilfælde er ordet på nordøstsjællandsk dog blevet svækket til -rød, formen -rud er sjælden på disse kanter.

Gården blev handlet en del gange i begyndelsen af 1800-tallet. I 1834 solgte den hidtidige ejer Charles Stonor junior, der boede på Nygaard i Tikøb, gården til to københavnere, nemlig ”juvelerer og guldarbejderne Wilmers og Leidersdorff”, som der står i tingbogen. Der var tale om guldsmedene Frantz Wilmers og Ulrick Leidersdorff.

Alt tyder på, at de havde produktion af guldsmedearbejder på Sandrudgaard, medens de boede der. I 1838 solgte Leidersdorff sin halvdel, medens Wilmers fortsatte som ejer indtil 1840. Leidersdorff flyttede først til Endrup, senere til Asminderød. Hans søn, Aksel, grundlagde i øvrigt senere ”Hotel Leidersdorff” i Hillerød.

Om selve gården haves i øvrigt en beskrivelse fra 1840, hvor bygningerne blev brandforsikrede for en samlet sum af 1.040 rigsdaler. En arbejdsmand tjente dengang omkring 100 rigsdaler om året. En god stud kostede omkring 50 rigsdaler. Og da Wilmers solgte i 1840 var købesummen 1.950 rigsdaler. Desuden betingede Wilmers sig, at han kunne blive boende på livstid i to stuer i stuehusets østre ende.

Taksationen fra august 1840 beskriver stuehuset som liggende mod syd. Det var 13 fag langt og 8½ alen dybt (= ca 10,5 x 5,5 meter), bygget af fyrrebindingsværk på et stenfundament med klinede vægge og med stråtag. Huset var indrettet til 4 stuer med bræddegulve, engelske vinduer og fyldingsdøre. Desuden var der 1 kammer, køkken med skorsten og bageovn – overalt med bræddelofter. Udlængen i vest var 14 fag lang og 8 alen dyb, bygget af wellerwande (= lerstampede vægge) med stråtag og var indrettet til stald, karlekammer, skærelo samt lo og lade. Udlængen i øst var 12 fag lang og 8 alen dyb og bygget af samme bygningsmaterialer som vestlængen. Østlængen var indrettet til stald og lade. Gården var m.a.o. dengang kun på tre længer.

Wilmers boede dog ikke længe på gården – i 1845 var han med sikkerhed flyttet eller død. Den nye ejer hed Anders Pedersen og han ejede gården helt frem til 1883, da hans enke, Maren Nielsdatter solgte gården til sønnen Jens Peter Andersen. I 1895 købte parcellist i Lille Esbønderup, Ole Søren Andersen gården på en auktion over dødsboet efter Maren og Jens Peter Andersen.

Ole Søren Andersen var født i 1862 på gården Kroglund i Reerstrup og blev gift i 1891 med Jensine Jørgine Jørgensen, der var født på gården Prøvesten ved Helsingør. Ole Søren Andersen var uddannet på landbrugsskole og havde gået på Hjørlunde Højskole. I 1891-95 drev han et parcelliststed i Lille Esbønderup og flyttede derpå til Sandrudgaard, som den stadig hed officielt.

Imidlertid må det være den folkelige betegnelse, der på et tidspunkt omkring 1900 har fået ejeren til at ændre navnet til Guldsmedegaarden, som ejendommen af lokalbefolkningen var blevet kaldt siden 1830’erne. Imidlertid ses der ingen tinglysninger og ingen kgl. bevillinger, der gav tilladelse til at ændre navnet. Ikke desto mindre benyttes navnet Guldsmedegaard på skødene fra 1914 og fremefter, samt på et kort fra 1933, hvilket er bemærkelsesværdigt netop fordi det nye navn tilsyneladende aldrig blev godkendt. I 1991 blev loven om navneændring på gårde afskaffet, så siden da har navnet Guldsmedegaarden været lovligt!

Ole Søren Andersen fik bl.a. en datter, Ellen, som har skrevet sine barndomserindringer. Disse bringes andet sted i dette nummer af Egebækken.

Ny ejer fra 1914 blev K.O.H. Andersen fra Randers. Fra 1917 var ejeren Lars Evald Larsen, der kom fra Truelstrup, men han døde, og enken, Anna Larsen måtte derfor i 1919 sælge til oberstløjtnant V.O.J. Philipsen og direktør Alf. Philipsen. Oberstløjtnant Oscar Philipsen (f. 1872) blev sekondløjtnant i 1894 og deltog i 1895-96 i den første danske ekspedition til Centralasien. I 1898 var han på rejse i Abyssinien (= Etiopien) og Nubien og havde i 1915 opsyn med russiske krigsfangelejre i Østrig og Ungarn samt var i 1916 leder af Røde Kors i Rusland.

Fra 1922 ejedes Guldsmedegaarden af fabrikant Carl Holm, der i 1932 solgte til forpagter Peter Mogensen, der drev gården frem til 1952, da sagfører Hans Hørdum købte ejendommen. Hans Hørdum drev advokatvirksomhed i Fredensborg.

I perioden fra 1962 ejedes Guldsmedegaarden af direktør Ingvar Leser-Pedersen, der var gift med Lisbeth Edsberg. Ingvar Leser-Pedersen drev oprindelig skibsprovianteringsvirksomhed i Willemoesgade i København. Under den tyske besættelse blev Leser-Pedersen i juni 1944 anholdt af tyskerne anklaget for at have opbevaret bl.a. engelske pundsedler. Forretningen var nemlig kontaktsted for modstandsbevægelsen. Efter krigen afløste Ingvar Leser-Pedersen sin svigerfader, Jacob Edsberg, på posten som direktør i Nordisk Frøkontor i Havnegade i København.

I 1996 solgte arvingen Niels Christian Pedersen gården til Ole Byriel, der i 1998 solgte til Jesper Friis Tofte, der i øvrigt i 2002 lod opføre en ny stor ridehal på ejendommen. Han solgte til de nuværende ejere Susan Ulbæk og Bent Allan Christiansen i 2011.