af Kjeld Damgaard

Ledvogterhus nr 24 ved Mørdrup fotograferet omkring 1915, med en stribe børn foran. Børnenes forældre var Kristine og Martin Jensen og børnene er fra venstre Dagmar Jensen f. 25.3.1904, Børge Jensen f. 8.1.1913, Svend Jensen f. 15.10.1913, Ester Jensen f. 18.7.1914,Karla Jensen f. 29.9.1905 og Else (?) Jensen f. 12.8.1910.
(Foto i Helge Mørdrup Jensens samling)

I forbindelse med Nordbanens etablering i 1864 blev der også opført ledvogterhuse (banevogterhuse) ved alle større overkørsler – og således også ved Mørdrup. Huset ved Mørdrup var endda et dobbelthus – altså med to lejligheder. Gennem årene har her boet to ledvogterfamilier. Ofte var det i praksis ledvogterens hustru, der passede leddet – et job, der krævede, at man aldr 

ig sov over sig, altid huskede at sænke bommene til tiden og aldrig kunne tage langt væk fra baneoverskæringen! Til gengæld kunne manden tillige få et udkomme som banearbejder.

Banevogteren og hans hustru var ikke blandt de bedst lønnede, men der var alligevel en god interesse for at få disse job. Baggrunden var naturligvis, at man dermed var sikret en fast indtægt og et arbejde i resten af sin arbejdstid – hvis man da passede sit job og ikke svindlede eller andet. Desuden var der mulighed for at avancere til et job som baneformand eller få foden indenfor som fragtmand for DSB.

Familierne i ledvogterhuset i Mørdrup har gennem tiderne været mange. I 1880 boede her to banevogterfamilier, dels den 33-årige Hans Andresen og hans hustru 31-årige Inger Andresen – dels den 64-årige Peter Andersen og hans hustru 58-årige Hellen Andersen. Desuden boede her tilsammen 3 børn og et barnebarn. Til andre tider var børneflokken betydeligt større. I 1916 boede her eksempelvis banearbejder Martin Jensen, hans hustru Kristine Jensen og deres 8 børn – vel at mærke i den ene ende af huset. I den anden ende boede murerarbejdsmand ved Statsbanerne Christian Jensen, hans hustru Johanne samt deres 4 børn. Hvor stor deres indkomster var kan ikke ses, men det fremgår at hver familie skulle betale hhv. 14 og 15 kr i skat i skatteåret 1916-17. Til sammenligning betalte ejeren af Ærtebjerggaard i Mørdrup det år 34 kr i skat.

Ledvogterhuset ved Mørdrup Trinbræt, foto 1959.

Det gamle ledvogterhus på Mørdrupvej 141 findes imidlertid ikke mere. Den sidste beboer i huset var portør Jan Enevoldsen, der fraflyttede ejendommen i 1978. Omkring 1980 blev huset revet ned og grunden ryddet.

Beboere i “Ledvogterhuset” ifølge folketællinger, vejvisere mv:

1930:   banearb. Hans Jensen

1945:  ledvogter Peter Laur. Hansen
arbmd. H P Eigil Nielsen

1950: ledvogter Carl Th Petersen
ledvogter Gustav T Nielsen

1961: traktorfører Knud L Jensen
banenæstformand P M Jensen

1970: portør Bent S Damm
banearb Henning Hansen

 

Ledvogterhuset fotograferet i 1979.

Rev. 11.03.2021