af Kjeld Damgaard

I 1959 blev ejendommen fotograferet fra luften. På dette tidspunkt var arealet nord for ejendommen allerede udstykket, mens ejendommens have mod syd endnu er urørt. Til højre i billedet ses Strandvejen nr. 110 A ”Fredbo”. Dette hus (opført i 1910-11) blev nedrevet i 1976 og erstattet med et helt nyt hus. Bagved – op mod banelinjen ses Strandvejen 108 – opført i 1912-13.

 

På Strandvejen nr. 112 A ligger en markant ejendom. Umiddelbart skulle man tro, at den lå i Snekkersten – men det gør den rent faktisk ikke. En kort strækning på nogle få ejendomme tilhører nemlig i stedet det gamle Helsingør Overdrev, som på dette sted skar sig ind imellem to af Tikøb Kommunes (oprindeligt også Sogn) to ejerlav, nemlig Snekkersten mod syd og Kronborg Teglværk mod nord.
Husets nuværende udseende er ikke ejendommens oprindelige udseende. I realiteten ved vi ikke hvorledes ejendommen nøjagtigt så ud da den var ny.

Årsagen er, at den oprindelige ejendom er bygget i 1790’erne – og vi har altså her at gøre med en forholdsvis gammel bebyggelse. I mange år den eneste bebyggelse mellem netop Snekkersten fiskerleje og teglværket.

Byggeriet af den oprindelige ejendom var egentlig foranlediget af datidens protektonistiske politik, som Danmark førte i de år. For at beskytte landets egne produkter pålagdes mange udenlandske varer en værdiafgift på 20%.

Under Struensee lettedes toldbestemmelserne på en række punkter – til gengæld fik handlen lettere vilkår. Imidlertid var dette ikke en udvikling, der ønskedes fortsat efter Struensees fald i januar 1772. Derfor besluttedes det  at oprette et toldkontrollørkorps på Øresundskysten mellem Køge og Helsingør. Der blev oprettet 8 strandrider- og 2 strandkontrollørembeder.

De skrappe ind- og udførselseskrav der var på varer mellem Danmark og Sverige medførte naturligvis, at der blev smuglet varer tværs over det forholdsvis smalle farvand.

Imidlertid fungerede dette korps ikke efter hensigten. Den primære årsag var, at embedsmændene var alt for dårligt aflønnede, så de enten så igennem fingrene med smugleriet, tog imod bestikkelse eller direkte selv deltog i det.

På dette kort, der et tegnet i 1854-57, men revideret i 1860’erne er Strandkontrollørboligen indtegnet på den smalle stribe land, som Helsingør Købstad havde mellem Snekkersten i syd og Kronborg Teglværk i nord. Begge de sidstnævnte lokaliteter hørte til Tikøb Sogn. Grænserne mellem de to kommuner er indtegnet med prikker.


I 1783 blev det derfor besluttet at ændre ordningen således at denne uorden kunne bringes til ophør. I stedet for 10 ansatte til en lav løn, nøjedes man med 4 ansatte til en væsentlig højere løn. Ordningen kom således til at bestå af en toldinspektør, der aflønnedes med 500 rdl om året og af tre toldbetjente eller strandkontrollører, der hver fik 200 rdl. om året.

I 1791 skulle ordningen så føres ud i livet her på den nordlige del af Øresundskysten. Den ansatte strandkontrollør ved navn Høyer, skulle have en bolig og en udkigspost på den del af strækningen, der lå nærmest Helsingør.

Magistraten i Helsingør havde derfor – omend modvilligt – stillet et areal til rådighed for Toldvæsenet. Men dette areal kom til at ligge så langt væk fra bykernen som muligt. Om det skyldtes uvilje mod Toldvæsenets indsats mod smugleriet – som mange helsingoranere direkte eller indirekte nød godt af – vides dog ikke.

Helt i den alleryderste udkant af Helsingør Købstads overdrev blev arealet stillet til rådighed. Stedet var mellem Snekkersten fiskerleje og Kronborg Teglværk, der skiltes af en smal bræmme af jord, som tilhørte købstaden.

Arealet var 63 alen langt og 48 alen bredt, og i årlig afgift til Helsingør måtte Toldvæsenet betale 1 rigsdaler og 58 skilling. Pladsen skulle indhegnes og atter tilbageleveres Helsingør By, såfremt toldopsynsstedet blev opgivet.

På arealet blev der bygget to bygninger, der begge lå parallelt ved stranden. Det østligste hus var bolig og udkigspost for strandkontrolløren. Det bagerste har sandsynligvis været udhus m.v.

Lokalt blev ejendommen også kendt som ”Toldstedet” – en betegnelse, der endnu kendes af ældre lokale beboere. Igennem de mange år ejendommen fungerede som toldsted boede her mange forskellige opsynsmænd og toldere i huset. Den mest kendte – og en af de længst siddende i embedet, var William Diderich Klein (f. 1817), der  ved sit giftermål i 1847 allerede var udnævnt til Strandtoldkontrollør i Snekkersten. Han blev i øvrigt gift med Emma Wismer (f. 1814) fra Helsingør – en søster til den kendte helsingoranske fotograf Christian Wismer.

Dette lidt utydelige billede fra omkring 1910, giver et lille indtryk af hvorledes huset tog sig ud medens toldvæsenet stadig ejede ejendommen.


Klein huskes bl.a. for sin forargelse i 1861, da den daværende nabo og ejer af Kronborg Teglgaard, Schiern, begyndte at tage betaling for det vand, som søfolkene hentede i bækken, der løb ud i Øresund ved Kronborg Teglgaard. William Klein skrev da et hvast læserbrev i Helsingør Avis hvori han påpegede, at Schierns handlinger ikke er i overensstemmelse med ”humanitetens fordringer” og at man endelig ikke må tro at beboerne ved Snekkersten allesammen opfører sig som hr. Schiern.

Naturligvis var hr. Schiern ikke enig heri og bad i et nyt læserbrev hr. Klein og kompagni om at ”holde deres næser ved dem selv” og ikke blande sig i hans affærer og ejendomsrettigheder.

William Klein beholdt sit embede helt frem til omkring 1890, hvor han afløstes af nye toldembedsmænd.

Fra oprettelsen af toldembedsboligen i 1791 og frem til 1897 betragtedes Helsingør Kommune således som ejer af matr. nr. 45 a, som parcellen dengang hed. Brugeren, toldvæsenet, blev først ejer af stedet i 1897 – men først efter at der var udstedt en ejendomsdom. Der var m.a.o. tvivl om hvem der egentlig ejede grund og hus.

I årene efter 1897 blev grunden delvist udparcelleret og i 1911 solgte Toldvæsenet endelig ejendommen, efter at den sidste tolder havde forladt stedet.

Den nye ejer, grosserer Otto E. Andersen, lod efter nogle år huset helt ombygge. Det oprindelige hus blev moderniseret og der blev opført et slags mansardtag på bygningen. Yderligere til- og ombygninger i hhv. 1918 og 1925 gav huset omtrent det udseende som billedet på foregående side viser.

Otto E. Andersen, der i starten kun benyttede det gamle toldsted som sommerbolig, ejede indtil sin død i 1939 også Paulinelyst i Snekkersten.

Fra 1939 til 1943 ejedes huset af enkefru Sigrid Børgesen, derpå af fru Grethe Wright frem til 1959.

I 1959 købte den kendte hotelkonge Oscar Pedersen ejendommen. Og her boede familien så de næste 15 år. Huset blev i denne periode udvidet to gange. hhv. i i 1960 og i 1964.

Oscar Pedersen var født i Aalborg i 1921 og blev oprindeligt tjeneruddannet. Senere blev han inspektør på Restaurant Carlton i København, inden han i 1943 overtog Snekkersten Kro. Efter kroens brand og genopbygningen af Hotel Kystens Perle overtog Oscar Pedersen også en række andre hoteller og restauranter i både Københavns- og Helsingør-området. Lokalt drev Oscar Pedersen således både Hotel Marienlyst, Hotel Hamlet og Skotterup Kro. Oscar Pedersen var desuden generalkonsul i Danmark for Paraguay.

Oscar Pedersen var første gang gift med Tove f. Tønnesen. Efter hendes død, blev han gift med den schweizisk fødte sangerinde Lys Assia.

I 1974 solgte familien Pedersen/Assia Strandkontrollørboligen, og den nye ejer, sygeplejerske Karen Andersen indrettede ejendommen til plejehjem. Hun havde tidligere drevet et plejehjem, der lå, hvor Helsingør Rensningsanlæg nu ligger.

Senere ejere har ladet ejendommen yderligere udstykke. I 1990 blev en stor del af den sydfor beliggende have udstykket til den nuværende ejendom Strandvejen 112 B. Og i 1997 udstykkedes det oprindelige vaske- og udhus til en selvstændig bolig med adressen Strandvejen 110 C.

Haven med Lys Assia og Oscar Pedersen i sommeren 1969.

Interiørbillede fra “Strandkontrollørboligen”, 1969.

I 1969 blev Oscar Pedersen og Lys Assia fotograferet i haven til den store villa. Sammen med parrest ses Oscar Pedersens datter fra første ægteskab med Tove f. Tønnesen, Anne.

Om Smugleri over Sundet i årene omkring 1800
Om det omfattende smugleri over Sundet i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skriver Laurits Pedersen bl.a.:
Størsteparten af smugleriet foregik fra Helsingør til Skaanes kyst. Objekterne var engelsk klæde, franske silketøjer, guld- og sølvvarer, lærreder, kulørt eller hvid tøj af alle slags, samt ikke mindst brændevin, der indsmugledes til Skaane i meget store mængder. Også vin af god kvalitet var en kendt smuglervare. Smuglerne opererede især i mørke aftener og nætter med hårdt vejr – så var det lettest at undgå toldpatruljerne. Smugleriet var sat i system og organiseret med hjælpere og hælere. Selve arbejdet udførtes af fiskere og kadrejere, der i både med 8-12 mands besætninger kunne ro de lange, smalle smuglerbåde, der kaldtes ”Sniver”.
Indsmuglingen til Danmark foregik primært fra skibene på reden. Det var mest spirituosa og tobak – og der var fortrinsvis kadrejerne, der med deres små både i nattens mulm og mørke kunne få lempet varerne ud af skibenes kanonporte eller lignende. Blev nogen grebet på fersk gerning, kom han ombord på vagtskibet, og fik tamp – men et enkelt tab blev hurtigt opvejet af et par heldige ekspeditioner.
I kaperkrigsårene 1807-14 fik smugleriet et nyt perspektiv, idet det blev svært for myndighederne at skelne mellem hvem der var smuglere og hvem der var kapere.