Lokalhistorie for tikøb kommune

af Kjeld Damgaard

I gennem mere end 100 år var Marianelund Kro et yndet udflugtssted – først for befolkningen i Helsingør, senere også for andre i Nordsjælland og ikke mindst københavnere. Der var en egen stemning her ved Gurre – på en kro, der lå helt anderledes end de fleste andre kroer. Marianelund var placeret helt ude tæt ved skoven og langt fra alfarvej og andre bebyggelser.

Munkelund

Marianelund Kro, fotograferet i 1916. Denne bygning var opført omkring 1830. Vejen til højre i billedet er nuværende Marianelundsvej, der fortsætter gennem skoven mod Kvistgaard.

Umiddelbart skulle man tro, at det var en smart kromand, der i sin tid havde fundet på denne placering – men sagen er, at stedet opstod som et almindeligt beboelseshus i 1789. Det var den afskedigede skovrider Christian Wilhelm Munckeberg, der lod den ældste del af huset bygge til sig selv og sin nye hustru. Munckeberg havde været meget streng og uretfærdig overfor de lokale bønder og skovfolk, og efterhånden var klagerne over ham blevet så mange, at kongen afskedigede ham. Han boede da på Gurrehus, som var skovriderbolig igennem en stor del af 1700-tallet. Den 3. maj 1789 blev han gift med Sara Granberg og på det tidspunkt havde Munckeberg allerede sikret sig retten til at købe ca. 10 tdr. land af forstvæsenets areal “mellem Gurre Wang og Westen Skovs Indhegning”. Allerede samme år stod der et nyt hus på grunden – et hus på 18 fag med 1. sal i 3 fag – og som Munckeberg opkaldte efter sig selv: Munkelund.

Det efter tidens forhold anseelige hus solgt Munckeberg imidlertid allerede året efter – måske af helbredsmæssige årsager – i al fald døde han i 1791. Ny ejer af Munkelund var naboen, vangemand Jens Nielsen – men han solgte allerede igen i 1795.

På den tid var det kun en meget lille del af befolkningen, der havde råd til at bygge eller købe et sommerhus. Men ligesom de rige københavnske købmænd i den florissante periode – d.v.s. sidste halvdel af 1700-tallet – havde fået råd til at flytte ud af København i sommermånederne og slå sig ned i Københavns nordlige omegn, så begyndte de rigeste af de helsingoranske købmænd at flytte på landet i sommermånederne. Man skal huske, at Helsingør dengang var kongerigets næststørste by og at handlen i Helsingør var ganske betydelig især p.g.a. af Øresundstolden.

Marianelund Kro er opkaldt efter Marianne Belfour, f. Dodt.

Der var med andre ord grundlag for at flytte ud til sådanne områder, som dengang betragtedes som naturskønne og ideelle. Det var nemlig endnu ikke kommet på mode at man skulle bo ved strand og hav – nej, dengang var det skov og sø, man søgte.

Nyt navn
Og det var netop en købmandsfamilie fra Helsingør, som blev den nye ejer. Marianne Belfour f. Dodt var gift med den engelske købmand John Daniel Belfour, og det var hende, der skrev skødet under på sit nye lyststed. Og i al beskedenhed omdøbte hun stedet – og opkaldte det efter sig selv: Marianelund. Huset var nu blevet udvidet til 23 fag i længden og 10 alen dybt (d.v.s. ca 36  x 17 meter). Det murede hus var indrettet til beboelse med bræddegulve og gipsede lofter – eller som man sagde “indrettet til en familie udenfor bondestanden”. Herudover var der fem andre mindre bygninger indrettet til bl.a. karlekamre, borgestue, bryggers, heste- og kostald, lo og lade samt nogle ekstra værelser.

I 1805 solgte Marianne Belfour ejendommen til ejeren af Krogerup, kammerherre von der Maase. På den tid var hovedbygningen yderligere blevet udvidet og var nu omkring 47 meter lang. Hvad Krogerups ejer har anvendt ejendommen til fremgår ikke tydeligt af kilderne, men han beholdt Marianelund helt frem til 1824.

Fra beboelse til kro
I 1826 blev ejendommen igen sat til salg. Af salgsannoncen i avisen fremgår det, at der da hørte 29 tdr. land til ejendommen, at den var indrettet til beboelse for en familie udenfor bondestanden og at der til stedet hørte en meget smuk og temmelig stor have forsynet med mange frugttræer. Køber af Marianelund blev et Tikøb-konsortium, bestående af den daværende kromand Niels Jensen, gårdmand Peder Larsen samt Jacob Hartvig. Det var sidstnævnte, der fik sin daglige gang på Marianelund og allerede året efter købte han de to andre ud. Derpå satte han en annonce i avisen:

Årstallet over Marianelunds hovedindgang – ”1528” – er fup. Ejendommen er bygget i 1789 og blev først kro i 1826.

“Da jeg Undertegnede har tilkjøbt mig Marianelund ved Gurre 1 Miil fra Helsingøer, og har erholdet kongelig Bevilling til sammesteds at drive Gjæstgiverie og Tracteurhold, anbefaler jeg mig herved, saavel til Venner og Velyndere, som til enhver af det ærede Publikum, som paa dette i en saa skjøn Egn beliggende Sted ville forunde mig deres Søgning, med hellig Forsikring om, at god Beværtning og billig Betaling, samt alt hvad der kan fremme mine Gæsters Tarv, stedse skal være Formaalet for mine Bestræbelser.”

I mange år stod der over døren til kroen et årstal: Anno 1528. Dette tal er taget lige ud af den blå luft. Der var ingen kro på det sted i 1500-tallet – ja, der var ikke engang et hus på dette sted. Hvordan en smart kromand har fundet netop på dette årstal, må stå hen i det uvisse.

Den første kromand
Men med Jacob Hartvigs kongelige bevilling i 1826 var Marianelunds æra som kro indledt – og det lykkedes i løbet af få år at få et godt ry blandt Helsingørs befolkning. Om sommeren blev det hurtigt en tradition at tage på skovtur til Marianelund – og om vinteren at arrangere kaneture til stedet. Hartvig beholdt kroen til 1841 hvorefter familien Bjørnsen overtog kroen. Sophus Bjørnsen var skovrider og boede på Marianelund og bortforpagtede derfor kroen til forskellige personer i de følgende 30 år. Marianelund Kro blev i øvrigt et centrum for det nye folkestyre i Tikøb Kommune, da sogneforstanderskabet (= sognerådet) blev etableret i januar 1842. Her holdtes de første møder i det spæde lokale demokrati – og her blev de første demokratiske valg afholdt. Marianelund blev valgt fordi kroen lå centralt i den meget store Tikøb Sognekommune – og blev hjemsted for de fleste af lokalstyrets møder i de følgende 20 år.

Endnu i 1916 var Marianelund Kro en blanding mellem et lille landbrug og en krodrift. Her ses kroens ko på gårdspladsen.

Skovrider Bjørnsen
Jacob Hartvig var gift med Marie Veile og havde tilsammen ikke mindre end 9 hjemmeboende børn. Af an salgsannonce fra 1830, hvor Hartvig forsøgte at sælge ejendommen, ses at den da var nyopført i to etager. Vi kan altså konkludere, at den bygning, der lå frem til branden i 1939 var bygget omkring 1830. I 1841 solgte familien Hartvig imidlertid kroen og ny ejer blev den lokale skovrider Sophus Magnus Bjørnsen, der havde embedsbolig på skovridergården Valdemarslund. Bjørnsen var gift med Johanne Wright og var oprindelig uddannet som forstmand i Kiel i 1812. Fra 1829 havde han imidlertid embedet som skovrider over 2. kronborgske distrikt. Her virkede han som skovrider frem til sin død i 1857 – og formåede i den tid at øve indflydelse på mangt og meget i lokalområdet. Bl.a. var han medlem af det første sogneforstanderskab (= sogneråd), der begyndte sit virke den 1. januar 1842. Bjørnsen var også historisk interesseret og begyndte i 1835 – for egen regning – at udgrave og frilægge Gurre Slotsruin som indtil da blot havde været en stor jordhøj. Til minde om denne første udgravning, er der umiddelbart syd for ruinen rejst en mindesten for Bjørnsen.

Gurre Slot blev med andre ord netop “genopdaget” i disse år, og flere kendte personligheder begyndte at besøge stedet. Det har sikkert også fremmet interesse for at besøge den nærliggende Marianelund Kro. Bjørnsen blev dog ikke selv kromand – det overlod han til bestyrere eller forpagtere.

Marianelund Kros lokaler var indtil branden i 1937 fyldt med motiver, som skulle illustrere Gurre-egnens historie. Her ses et glimt af en af stuerne i den gamle kro med malerier malet direkte på væggene.

Drachmanns tid
I årene fra 1841 og de næste 30 år indsatte Bjørnsen – og senere hans søn – således en række forpagtere af kroen. Men først i 1871 startede en ny æra, da familien Stahlhut overtog forpagtningen af kroen. Familien Stahlhut drev kroen i over 35 år, og i denne periode besøgte forfatteren Holger Drachmann kroen adskillige gange. Der findes en beretning fra foråret 1877, hvor lærer ved Havreholm Skole, Christian Hansen har berettet om en episode, hvor Drachmann således besøgte Marianelund Kro. Selskabet, der bestod af  lærer Chr. Hansen, skovrider Krogh, gårdejer Høyer fra Gurre samt forpagter Haar på Gurrehus, havde været til middag hos sidstnævnte. Om der var damer med, fremgår ikke af beretningen:

Ud paa Aftenen rejser Drachmann sig og indbyder hele Selskabet til en Tur til den nærliggende Gæstgivergaard “Marianelund”. Forslaget vandt Bifald. Snart efter vare vi i “Marianelund”, men der var lukket og slukket. Gæstgiveren, Stahlhut, blev dog snart banket op af Fjærene, og vi fik saa en Bolle Punsch. Det blev foreslaaet at danse en Sextur, og med vore Røster istemmede vi: “En Sextur en kun et lille Ord”. Midt under Dansen standser Drachmann foran den store Kakkelovn, giver den et Spark, saa den styrter omkuld med et voldsomt Rabalder. Værten kommer farende ind og er meget vred, men Drachmann gaar hen til et Bord, hvorpaa der var opstillet en Mængde Glas, vælter det omkuld, og siger saa til ham: “Vil De nu, min gode Mand, give mig en Regning paa det hele”. Skovrideren fik nu stillet Gæstgiveren tilfreds og da han havde faaet sin Regning betalt, gik vi derfra.

Efter sigende skal Holger Drachmann i denne periode også have boet i perioder på kroen. Bl.a. skal han her have skrevet “Den hellige Ild”, hvis handling netop foregår i skovene omkring Gurre.

Tilknytningen til Gurre havde allerede givet nogle af kroens stuer navne som Tovestuen og Volmerstuen – og nu kom der også en Drachmann-stue. I det hele taget var kroen blevet indrettet med mange malerier direkte på væggene, med hyggelige hjørner og vindueskarme med blomster samt med finurlige citater og ordsprog også malet rundt langs paneler og lofter. De gæster, der besøgte kroen, var meget begejstrede for de hyggelige rum på kroen, og stedet blev anvendt til utallige formål: Fester, baller, auktioner, rigsdagsvalg, fastelavnsarrangementer, skovauktioner o.s.v.

Interiørbillede fra 1916

En mådelig forretning
At være kromand eller gæstgiver har ikke altid været en let branche – og noget kunne tyde på, at “forretningen Marianelund Kro” i denne periode ikke altid var en strålende forretning. Nogen stor indtjening ser der ikke ud til at have været. I al fald var skatteligningen nådig ved gæstgiver Stahlhut, f.eks. skulle han i 1894 kun betale 16 kr i skat. Det var selvfølgelig mere end en arbejdsmand, der dengang betalte 4-6 kr i årlig skat. Og også mere end en faglært murer eller tømrer, der typisk betalte 8 kr om året. Men i forhold til andre gæstgivere, der betalte 4-6 gange mere end Stahlhut, så må vi konstatere, at Marianelund Kro nok ikke var den mest givtige forretning.

Johann August Stahlhuts periode som gæstgiver blev ganske lang. I 1911 ses han endnu som gæstgiver, men nu assisteret af sin søn, Wilhelm Stahlhut. Johann Stahlhut døde dog samme år, og det ser ud til at kroen er blevet ført videre af de to sønner Wilhelm og Rieno. I december 1918 fik en ny ejer af kroen bevilling til at drive kroen videre. Det var Marius Jensen, der egentlig var skipper og fisker. Ved sidstnævnte erhverv tjente han så mange penge, at han i 1918 kunne købe Marianelund Kro. Han beholdt den kun i to år. Senere købte han Sølystgaard i Saane, hvor han eksperimenterede med frugtavl og anlagde en stor frugtplantage på 3.000 træer. Senere flyttede han til Aalsgaarde, hvor han atter slog sig på fiskeriet.

Den nye ejer var en fabrikant Mathias Petersen fra Hellerup, men denne solgte efter få år til kroejer Hans Christian Andersen Hvam, hvis hustru Paula Andersen Hvam drev kroen i 30’erne frem til 1937. Kroen havde på det tidspunkt 10 værelser til udlejning og kroen benyttedes i disse år flittigt af de lokale foreninger som udflugtsmål. En række kunstmalere holdt også til på kroen, og brugte opholdet til at forevige motiver fra omegnen.

Branden
Natten til den 29. januar 1937 forsvandt det hele i ét stort flammehav. Af ukendte årsager opstod der ild i hestestalden, der var sammenbygget med hovedbygningen. Da bygningen lå i vindsiden og det blæste kraftigt denne nat, bredte ilden sig hurtigt – endda så hurtigt, at flere af beboerne måtte flygte uden at kunne nå at tage tøj på. Det lykkedes heller ikke at redde nogle af dyrene, der alle indebrændte. Kroens overtjener, Koppel, løb da ilden var opdaget op i kroens overetage, hvor fru Andersen Hvam sov. Også hun måtte forlade huset i nattøj og bare tæer og søge tilflugt hos en nabo. På kroen boede også en kok ved navn Petersen. Det lykkedes ham at trænge igennem de røgfyldte lokaler til kroens telefon, men netop som han fik fat i Kvistgaard Central, begyndte loftet at skride sammen og han fik derfor kun sagt “ildebrand” i telefonen inden han måtte forlade lokalet.

Dagen efter branden den 29. januar 1937 fotograferedes “døgnbrænderen” – kroens kakkelovn, der aldrig slukkedes. Som det ses, er hele bygningen rundt om ovnen nedbrændt.

Heldigvis kunne man jo dengang på de manuelt betjente centraler se hvorfra der blev ringet, og centralbestyreren alarmerede derfor Tikøb Brandvæsen, der hurtigt kom til stede. Imidlertid måtte brandvæsenet ved deres ankomst konstatere at det allerede på dette tidspunkt  var for sent at redde noget af det kostbare og historiske indbo. Da det tilmed var hård frost, gav det store problemer med at sprøjten frøs. Resultatet var, at hele kroen nedbrændte totalt – intet blev reddet.

Ny ejer
Den daværende ejer, fru Andersen Hvam, ønskede ikke at fortsætte krodriften efter denne hændelse. Hun solgte derfor brandtomten til restauratør Aage Falck Rasmussen, der også ejede Rudersdal Kro. Han straks lod den nye kro opføre. Den blev bygget i samme stil som den gamle krobygning, men nu indrettet med datidens moderne komfort og med 20 værelser. Drachmann-perioden blev forsøgt genoplivet ved, at der blev indrettet åbne ildsteder, brugt gammelt egetræ o.s.v. Formelt var det Aage Falck Rasmussens hustru, Karen, der i de følgende år drev kroen. Det gjorde hun frem til 1946, da Niels Løntoft blev ny ejer. I perioden 1954-60 hed ejeren Eduard Ludewig. I en kort periode var det derefter den helsingoranske turistbilvognmand Hans Eriksen, der var kroejer.

Den sidste ejer af Marianelund Kro var Bent Tougaard, som overtog stedet i 1961. I hans ejerperiode hed det om kroen, at den var kendt langt ud over landets grænser for sin charme og for sit fremragende køkken. Også stedets placering i forbindelse med jagtsæsonen blev fremhævet. Kroens beliggenhed blev imidlertid med ét slag et problem, da energikrisen satte ind. Pludselig var det ikke længere rentabelt at drive kro så langt fra alfarvej, og resultatet blev, at Tougaard solgte kroen i 1977 til Hvidovre Kommune, der lod ejendommen indrette til kursuscenter. Sønnen, Hans Tougaard, der dog kun sporadisk var involveret i driften af Marianelund Kro, overtog i stedet Restaurant Le Port i Espergærde og drev denne frem til en kendt og agtet fiskerestaurant.

Marianelund var således kro i 151 år – og som det fremgår af ovenstående er årstallet 1528, der i mange år har prydet facaden, alene resultatet af en kromands livlige fantasi.

Dette luftfoto af Marianelund Kro er taget i starten af 1970’erne – altså et af de sidste år, hvor kroen var i drift.

Den genopbyggede Marianelund Kro – som den kom til at se ud efter 1939. Hovedbygningen blev placeret samme sted som den gamle – arkitekturen var omtrent den samme, men bygningen var nu opført i en noget højere profil end tidligere.