af Kjeld Damgaard

Sandagerhus fotograferet fra syd omkring 1910. De hjulspor i sandet man ser på billedet er faktisk den vej, der senere fik navnet Sandagerhusvej.

I 1896-97 opførtes et pensionat tæt op ved skoven ved den vej, der førte fra Sandagergaard til Strandvejen gennem Hornbæk Plantage. Den senere Sandagerhusvej.
 
Denne ejendom blev drevet af søstrene Ida og Meta Back (ikke Bock som angivet i forskellige beretninger om stedet) – og fik selvfølgelig navn efter den gård hvorfra jorden var udstykket, nemlig Sandagergaard.
Hotelpensionen, der brændte i december 1951, var en stor bygning opført i finurlig træarkitektur med de for tidens badehoteller så yndede træverandaer – selvom det ikke direkte var et badehotel – der var jo trods alt en pæn gåtur gennem plantagen til stranden.
Lidt længere mod vest (på nuværende Uranusvej 16) lå et andet pensionat, kaldet Plantagely. Dette blev drevet sammen med Sandagerhus i en årrække.  
Begge pensionater fik stort besøg af tidens fremmeste kunstnere, erhvervsfolk m.v. Men hvorfor her og ikke nærmere ved Hornbæk? Forklaringen var, at her var fred, her var skov og landlige omgivelser. Det var ikke stranden man gik efter alene i de år, hvor man alligevel ikke kunne bade fra stranden – p.g.a. anstændigheden…
Da Ida Back afgig ved døden i 1928 overtog Meta Back hendes halvpart og drev stedet videre, men kun til 1930, da også hun døde. I perioden 1930-37 ejedes stedet af grosserer Christian Langkilde-Jensen, og fra 1937 til 1948 af Elsebeth Friederichsen. I hendes ejertid havde pensionatet åbent fra 15.april til 1. oktober. Der reklameredes med hyggelige værelser med centralvarme og rindende vand. Desuden

Allerede fra starten blev der selvfølgelig anlagt en tennisbane ved Sandagerhus – det var absolut et “must” for et sommerpensionat.

med servering ved små borde, samt anerkendt køkken. I 1948 overtog et triumvirat, Carl Gustav Axel Førster, Erna Førster og C. Christensen Sandagerhus. De indsatte Erik Førster som direktør og daglig leder af stedet. Desuden var Niels Johan Rosberg ansat som gartner og Svend Hjalmar Andersen som kok.

Sandagerhus i de første mange år udelukkende et sommerpensionat, men blev med Førster som direktør nærmest drevet som et hotel – og havde 52 værelser med plads til ca 75 overnattende gæster ad gangen. I en brochure fra slutningen af 1940’erne reklameres bl.a. med hotel-pensionens bekvemmeligheder: “Der er Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand paa alle Værelse“. Videre hedder det: “Nogle faa Dage i Fred og Ro eller en længere tiltrængt Ferie, Sandagerhus vil med sin pragtfulde Beliggenhed, Hygge og gode Forplejning give alt, hvad De kan ønske Dem“. Priserne fremgår også af brochuren: mellem 35,00 og 44,00 kr for et dobbeltværelse, inklusive morgenmad, frokost og middag samt kaffe og the efter måltiderne.
I december 1951 udbrød der imidlertid brand i ejendommen. Heldigvis opstod ilden udenfor sæsonen, så bortset fra direktør Erik Førster, var der ingen til stede den pågældende morgen ved 4-tiden. Førster vågnede på det tidspunkt ved at det buldrede voldsomt i hvad han troede var i varmeanlægget. Da døren indtil hans værelse kort efter sprængtes af ild og røg, måtte han hurtigst muligt springe ud af et vindue. Hele hotelpensionen var allerede da omspændt af flammer og selvom både Tikøb og Fredensborg brandvæsener tilkaldtes, var det allerede for sent at gøre noget. Intet af indboet blev i øvrigt reddet. Indboet bestod for stor dels vedkommende af antikviteter. Brandskaden vurderedes til ca 500.000 kr i datidens penge. Brandårsagen vurderedes til at være en fejl i de elektriske installationer.
Efter branden henlå ruinen en tid, og en genopbygning blev aldrig en realitet. I stedet blev grunden solgt til C. P. Lauritzen, der ryddede arealet og udstykkede det i fem parceller.

Flere udvidelser senere kom Sandagerhus til at således ud omkring 1948.

Indkørslen til Sandagerhus, som den så ud omkring 1916.

Alverdens herligheder forgår på et tidspunkt – siger et gammelt valgsprog. Og således også med Sandagerhus, der nedbrændte i december 1951. Billedet her er fra sommeren 1952, da resterne stadig henlå som en ruin.

Tre billeder fra en brochure fra 1948. Heraf får man et lille indtryk af hvad der blev flammernes bytte i 1951.


Rev. 19.03.2021