Bendt Syvnersen var en mand, der holdt ud længe som gårdejer. Først i 1831 solgte han gården til sønnen Mathias Bendtsen. Herefter gik gården i arv til sønnen Peter Nielsen og videre til dennes søn Niels Petersen (1845-1904). Det var Niels Petersen, der i 1880’erne besluttede at flytte gården til en ny placering i landsbyen. Indtil da havde den ligget syd for gaden, d.v.s. omtrent mellem nuværende adresser: Saunte Bygade 18 og 20. Årsagen skal sikkert ses i sammenhæng med at gårdens hovedparcel lå nord for landsbyen, og gården kom derfor til at ligge bedre i forhold til denne.
Niels Petersen var gift med Jette Sofie f. Jensen (1851-1928), der stammede fra Hornbæk. De fik ialt 5 børn, hvoraf den ældste Edvard var udset til at skulle overtage gården. Efter faderens død havde han da også – for moderen – bestyret gården. Edvard Petersen (1877-1908) døde imidlertid kun 30 år gammel og broderen, Julius (1879-1955),
der oprindeligt var uddannet ved landbruget, men som fra 1906 havde drevet købmandshandel i Saunte, måtte nu træde til. I 1908 købte Julius Petersen Myrelandsgaard og året efter afhændedes “Engholmhus” og købmandsforretningen. Købmandsforretningen og gården blev drevet sammen med hustruen Jensine f. Christiansen (1880-1928), der var født på “Pilely” i Borsholm. Efter hendes død blev Julius Petersen gift med Hansigne f. Hansen (1893-1971). Fra 1936-til 1946 forpagtede Edvard Petersen Hornbækgaard.
Nuværende ejere er Ernst Emil Eriksen (kaldet Miller) og Birgitte Holm Olsen. Sidstnævnte er datter af smedemester Karl Olsen og hustru Kirsten.
Rev. 20.03.2021