En slagterforretning i Ny Tibberup i 1880’erne

Anna Kristine Christensen skrev i 1953 sine erindringer om sin barndom og ungdom på Strandvejen i Ny Tibberup. Beretningen starter i 1880’erne og strækker sig omtrent 30 år frem. Artiklen er redigeret og kommenteret af Kjeld Damgaard. Anna Kristine Christensens sprogbrug er stort set gengivet uden ændringer, men derimod er der rettet til de nye retskrivningsregler. I teksten er indsat notehenvisninger, der henviser til noterne i nedenfor artiklen, idet flere af Anna Kristine Christensens fortællinger, kræver yderligere kommentarer og forklaringer.

I 1936 så ejendommen således ud. Hovedejendommen ses til højre – og det gamle slagteri ses med fladt tag til venstre.



Navnet på den, der efter bedste evne, forsøger på at skildre mit barndomshjem og egn er Anna Kristine Christensen f. 19.03.1879. Mine forældre var Maren Kirstine Pedersen født på “Dalgaard” i Karlebo Mark den 19.03.1851 og slagtermester Niels Christensen 1 født i Niverød den 25.04.1845. De købte i foråret 1877 ejendommen “Kristiansminde” 2 nord for Humlebæk, og flyttede dertil den 23. maj på deres bryllupsaften. De oparbejdede ved flid og dygtighed en efter landlige forhold stor og velrenommeret forretning, med prima varer og en ualmindelig net behandling. Min far virkede ved sin forretning til sit 73. år, hvor den gik over til hans søn 3.

Hjemmet på Strandvejen i Tibberup
Huset var bygget med to ens lejligheder i stueetagen og loft, som senere blev til to kamre over os og et stort værelse over den anden lejlighed, som senere blev lejet ud til landliggere.

En lille beretning om det store loftsværelse, hvor der blev danset til min dåb. Det var skik, at gudmor med barnet på armen og ført af fadderen skulle træde en sagte vals, og det gjorde de med det resultat, at fadderen, for at værne barnet, ramlede imod en dragkiste, og forstuvede tommelfingeren.

– I mors køkken var der murstensgulv, som senere blev erstattet med ferniseret bræddegulv og fra køkkenet var nedgang til kælderen. Over komfuret var der en lem til at åbne, når soden skulle fjernes. Skorstenssynet – 3 mand høj – havde sommetider fået for mange snapse, og en gæv bondemand gik hen og hævede lemmen, så soden fossede ned over ham. Så blev der storvask!

Vi havde opholdsstue indenfor køkkenet – med sofa, klapbord, stole og et hjørneskab, samt et vægur. Indenfor stuen et smalt sovekammer med dobbeltseng til forældrene og en bred jernseng til min søster – 3½ år yngre – og mig. Når orkanen stod på fra Sundet, kunne min mor ikke med tørv og brænde få varmet stuen tilstrækkeligt op. Hun fyrede da i kammeret. Jo – folk kunne nøjes med lidt plads den gang – hellere gnide albuer end at fryse.

Her ud for pilen ligger ejendommen ”Kristiansminde”, Gl. Strandvej 131 B – kortet er fra 1899 og viser den spredte bebyggelse på den tid, samt ikke mindst hvor tæt på Humlebæk bebyggelsen lå. Bemærk tillige Strandvejens daværende forløb – Ny Strandvej blev på denne strækning først bygget i 1934.

Vi vaskede os i køkkenet ved vasken og tandbørste kendtes ikke. WC var et hjertehus i gården. Så var der stadsstuen, som den hed. Den blev kun brugt når vi havde fremmede. Væggen imellem den stue og kammeret blev senere revet ned, og soveværelser indrettet i loftsrummet. Gulvene i stuerne var oprindeligt skuregulve, men jeg kan kun huske dem som ferniserede. I Køkkenet var der under vasken en spand til spildevandet. Afløb fik vi først da jeg var ca. 12 år.  Kogegas fik vi, da vi fik gasværk på Kysten. Belysningen var petroleumslamper indtil 1913, da kom elektriciteten.

Julen i min barndom
Juletræ havde vi så snart vi havde forstand derpå, og det var gjort fast til mors garnvinde. I hjerter og kurve var nødder, figner, rosiner og svesker. Æbler var hængt på træet sammen med noget sukkergodt. Marcipan kendtes ikke på landet. Vores nærmeste nabo var bondegården “Tibberupgaard” 4. Børnene dér, som ikke havde juletræ, blev budt hos os juledagsaften. Lysene blev tændt, vi sang en salme, men så kunne min far, som var en livsglad mand, ikke holde til mere højtidelighed. Han stemte violinen, spillede og sang: “Her kommer de danske soldater” – og vi børn vandrede efter ham omkring træet med strålende øjne. Senere spillede han Lumby-danse. Senere – når vi mødtes – mindedes vi altid disse juleaftener. Min far spillede rent og rytmisk – og fortsatte til sin høje alderdom. Han blev 81½ år og mor blev 82 år – raske til det sidste.

Nyt tøj
Vi havde i mange år en sypige, Marie, fra Niverød – hun var i min fars familie. Hun kom hvert forår og efterår med sin håndmaskine og hun syede til os alle – nyt og gammelt imellem hinanden. Det var en hel oplevelse for os to piger – lillebror kom først 9 år efter min søster. I efterårs- og vinteraftenerne blev afholdt mørkning, og vi – den unge sypige og slagterlærlingen Jens, der havde unge friske stemmer og min søster og jeg – sang fædrelandssange og skillingsviser, som f.eks. “Hjalmar og Hulda”, “Geyser og Tingvallas Forlis” o.m.fl. – Ja, det var vor radio, vi nød selv at være med.

Klokken seks spiste vi alle til aften, så syede Marie, mor strikkede eller spandt, far og Jens læste Helsingør Dagblad. Klokken otte serverede mor kaffe og spillede de voksne whist en times tid – og så var det ellers i køjen kl. 9½. Den faste middagstid var kl. 12, men om sommeren, som var den travle tid, havde vi middag, efterhånden som kødvognene kom hjem – den sidste ved 9-tiden. Selvfølgelig fik vi meget kød at spise og min mor var en dygtig husmor, som forstod i sin egen husholdning at anvende det, der ikke kunne bruges til salg.

Dyrene blev hentet på Kvistgaard Station


Vi havde dengang hverken ishus eller kølerum, kun et stort flueskab, og et godt højloftet slagtehus. Alt blev slagtet hjemme og i sommertiden blev der ugentligt slagtet en ko, cirka 10 sødmælkskalve, som blev hentet med vogne fra Kvistgaard Station. Kystbanen var ikke anlagt den gang og derfor skete det også, at 25-30 unge lam blev drevet hjem fra Kvistgaard Station. Kalvene kom i hus og fik som foder, fortyndet, lunken mælk samt hø. Lammene kom i græsfold og dyrene blev så slagtede i ugens løb. Jeg måtte tidligt hjælpe til, da pølsefabrikation m.v. hang på mor. Nu har de jo faglærte pølsemagersvende til det og ingen hjemmeslagtning.

I privatskole i Espergærde
Så begyndte skoletiden for mit vedkommende. Vi børn her fra egnen skulle have gået til Snekkersten eller Nyrup Kommuneskoler, men en ung seminarist 5 havde oprettet en fællesskole i Espergærde og de forældre, som kunne overkomme at betale den svimlende sum af 2 kr. for 1 barn og 3 kr. for 2 børn pr. måned, sendte dem i skole dér, så der var fuldt hus.

Hans mor havde de små i sin stue og lærte dem at skrive på tavle, læse ABC og lidt religion og senere kom vi på lærerværelset til læsning, regning, geografi, danmarkshistorie, religion og skriftlæsning. Den sidste lærte vi først at tyde, når vi fik den lært udenad, men de andre fag lærte vi godt – de sad fast for livet. Vi piger havde ikke gymnastik, men drengene havde 2 halve timer om ugen, hvor de stod og spjættede med arme og ben, men det havde intet med legemsøvelser at gøre. Vor skolemester måtte flytte flere gange, for landliggeriet var begyndt og så kneb det med at få helårsbeboelse – især med skolebørn.

Beklædning
Vi var godt varmt klædt på, for vi havde strenge vintre, og det var en regel at Sundet var islagt til slutningen af marts måned. Vi havde uldtrøje inderst, chemise af ……, uldent undertøj, hvergangskjole, hjemmestrikkede strømper, franske træsko, hvor min far flettede en halmsål til for at varme, tyk kåbe, hue eller kyse og strikkede luffer.

Om sommeren gik vi med sko og vaskekjoler, og hele året rundt, forklæde på i skolen, for at skåne kjolen. Vi havde i mine barndom og første ungdom meget varme somre og vi kunne sidde i molskjoler i marehalmen ved søen og passiare og synge til kl. 10 – 10½  aften – og uden at fryse.

Trafikken

Ejendommen set fra Øresundssiden i maj 2007.

Færdslen på Strandvejen prægedes dengang af hestekøretøjer og fodgængere. Hørte man et brag på vejen, var det et par løbske heste. Dem, der ikke selv havde heste, måtte gå til Helsingør og var særdeles heldige, hvis de kunne komme til at køre med en bonde, der skulle hente bærme til sine køer.

Det første færdselsfremskridt var velocipeden eller væltepeteren, som vi kaldte den. Den havde et lille hjul og et meget stort hjul, som rytteren entrede for at komme i sadlen. Byens børn var forløbere, og vi styrtede alle mand ud på vejen for at se miraklet. Senere kom de lave cykler, og jeg fik min første cykel da jeg var cirka 20 år, men jeg måtte kæmpe længe for at få den, for min far holdt på, at det var uanstændigt for en pige at køre på cykel – en ganske almindelig anskuelse dengang. Min første cykel var med oppumpede ringe, men med gule træfælge og ikke frihjul, men den mangel klarede vi på den måde, at hvor der ingen sideveje var, satte vi fødderne op på gaflen, og så kørte vi frihjul ned ad bakkerne. Cyklen har fulgt mig hele livet igennem og endnu gør jeg mine indkøb hele året på cykel i al slags vejr. Kun i sne og glat føre må jeg gå.

Fritidsfornøjelser
Til mine forældres fornøjelser i min barndom hørte, at den konservative forening hver vinter holdt en sammenkomst i Skotterup Hotel med humoristisk oplæsning af skuespillerne Sofus og Victor Neumann m.fl. Bagefter var der fællesspisning og bal til kl. 5 morgen. En teatertur havde de også om vinteren – én gang var det Landsoldaten, vistnok på Casino i Amaliegade. Til Den nordiske Industriudstilling i Industribygningen i 1888 i København havde mine forældre min søster og mig med. Vi var hhv. 6½ og 9 år. Det jeg kan huske fra den tur var, at vi blev dødtrætte, men som et oplivende moment blev vi som reklame – ved kongelig hofleverandør Brdr. Cloëttas stand – trakteret med hver et bæger chokolade, og det var ikke hverdagskost den gang.

Vi fik god kost, men var meget lidt forvænt med slikkeri. Undertiden fik vi en æggeblomme hver med sukker til at røre – og for at drøje på delikatessen, skrabede vi en gulerod og snittede i – uden at ane, at vi dermed var inde på det rette vitaminbehov. Legetøj havde vi ikke meget af. Et bræt lagt over et par store sten, en æske med sand, en ske og kasserede poser – én var købmandens kone, madam Würtz 6, og de andre madammer købte ind. Den jævne borgerkone var dengang madam – fruetitlen kom først senere.

Slagtehuset
Ved hovedhuset lå udhuset, adskilt fra hinanden af indkørslen og forbundet med en stor port og to låger, så gården var lukket. I udhuset var et rummeligt slagtehus og så højt at en slagtet ko kunne hænge op i taljeværket og slagtes færdige. Næste morgen var den afkølet og kunne parteres. Slagtede kalve og lam hængte på siderne i kroge på et jernstativ. Der var i mange år ikke trykvand i slagtehuset – vandet til udskylning blev hentet i spande fra pumpen – først af far senere af Jens – i gården, så det var en stor lettelse for folkene, da der blev lagt vand ind. Lys var der heller ikke før der kom elektricitet, så når der blev slagtet om aftenen, måtte en af os holde lys eller køkkenlampe for svenden som slagtede. Fra slagtehuset førte en muret rende hvor udskylningen løb til møddingen og forsvandt i en tønde. Der var godt med fluer dengang, og for at skærme de nyslagtede kroppe, havde vi store rene poser af åbent stof eller rene kasserede gardiner, som blev hængt over dem. Det var besværligt, men lønnede sig, for efter fluer kommer maddiker. Så mange af de parterede stykker, som der var plads til, blev anbragt i det store flueskab. Jeg har skildret dette så udførligt, for hjemmeslagtningens tid kommer sikkert aldrig tilbage.

Denne del af ejendommen er i dag en selvstændig ejendom, men var oprindelig her, hvor slagterforretningen havde til huse. Foto januar 2006.

Den øvrige ejendom
Derefter kom vognporten med plads til to køretøjer, indenfor svendekammer – uden kakkelovn. Om sommeren savnede den ikke, og den unge mand vi havde om vinteren, havde ophold i familien, og de har altid senere hævdet, at de havde det som var det deres hjem. Dagen efter min fars 80 års festdag, kom fem af hans tidligere lærlinge for at ønske ham tillykke, medbringende en fyldt cigarkasse i hamret tin og med inskription. Jeg tror næsten at det var større glæde for ham end selve festdagen – det kom så uforberedt. De tidligere lærlinge var da alle blevet mestre.

Så kom stalden til tre heste, kostald, svinehus + skur til brændsel m.m. Porte og døre blev brugt til at spigre lammeskind på. De  blev trukket ud, slået fast med søm og med hudfladen udad, så sol og vind kunne tørre dem – og så lagt i bunker. Huder og kalveskind blev bredt ud, strøet med salt, rullet sammen og anbragt i en kule gravet i jorden men med murede bund og sider. Et solidt låg var over, så det ikke kunne regne ned. Om efteråret kom garvermesteren fra Helsingør og købte det hele, og det var en stor og indbringende dag, så der blev noget til tegnebogen og bankbogen.

Datidens unge måtte spare til deres alderdom, for vi havde en ynkelig forsorg dengang. Anstalten havde intet med pleje og hygge for de gamle at gøre, og de sad hellere og småfrøs i deres fattige stue  ende komme dér. Det var også en festdag for os to piger, for garveren var min uheldige fadder fra dåben, og han havde en æske med appelsiner, chokolade og marcipan med til os, og han var sådan en rar og gemytlig mand.

Hovedhuset står omtrent i sin oprindelige form – kun lod min fader, da tegltaget ikke duede mere, lægge skiffertag på, og samtidig blev to store frontispicer bygget ud i tagetagen. Da hjemmeslagtningen ophørte, lod min bror udhuset bygge om til to små helårslejligheder.

Min barndomsegn
Espergærde var dengang en gammel fiskerby med havn og de lave stråtækte huse lå spredt på begge sider af Strandvejen, Hvad jeg navnlig husker, var en faldefærdig hytte, som lå på hjørnet af Strandvejen og den nuværende Stokholmsvej og beboede af et ægtepar – Poul Larsen og hans kone Børte 7. Børn havde de ikke, og så længe de kunne, tog hun med ham på søen og hjalp ham med garnene. Da jeg begyndte i skolen var de gamle, udslidte folk – og fattige. Men den daværende ejer at Tibberup Mølle 8, havde en godhjertet og hjælpsom kone og i hendes køkken hentede Børte hver dag middagsmad til sig og manden. Da hun ikke orkede det mere, blev pigen sendt ned med mad til de gamle, så de slap for at komme på det, der var deres rædsel: Fattiggaarden i Tikøb. Møllerfolkene var mine forældres venner og hjælpsomheden var stor dengang. Den husmor, der havde en stor madgryde, var ikke bange for at give et fattigt menneske et måltid mad, lidt slagtemad og mælk. Vi skolebørn gik af og til og snakkede med de gamle, der holdt af børn.

Jane Brødkone og de andre handlende
I Espergærde var der bagere, som sendte vogn ud. Så vidt jeg husker, var der ingen købmand – det var der i Skotterup og Humlebæk. Mælkevognene kørte og handlede og også en ølvogn fra Helsingør. Vi købte en otting om ugen, tappede det på flasker, så fik vi godt afgæret øl. Postbudet kom gående fra Helsingør 9. Var der megen sne, kom han i kane. Der var også en anden, som gik fra Helsingør, og selv måtte være hest. Det var Jane Brødkone. Hun boede i Niverød og trillede sin kassevogn med stang torsdag eftermiddag til Helsingør – 2 mil. Her fik hun mad hos bagermesteren, nattede over, og næste morgen tidligt pakkede hun sin vogn, og handlede langs Strandvejen hjemefter.  Vi børn soldede hos Jane for 2 øre og fik en store kringle med brunt sukker på. Hun var blevet ung enke med et par børn, og føden skulle jo tjenes. Men det var en hård bestilling i al slags vejr og føre om vinteren. Hun fik middagsmad hos min mor og en kaffetår hist og her, satte humøret op. Kom hun og var drivvåd om fødderne, fik hun tørre og varme strømper på.

Strandridderen og fiskerne
På det parti i Espergærde, som fra Strandvejen højder sig, lå i min barndom bondegårde med tilliggende jorder, men efterhånden solgte de jorden fra til huse og villabebyggelse, som navnlig tog fart da Kystbanen ved århundredeskiftet blev anlagt. De gamle gårde blev nedrevet 10, og nu er det et tæt bebygget villakvarter helt op på den anden side af stationen. I stedet for politi og toldbetjent, havde vi en myndighedsperson med guldtresset kasket, som kaldtes strandridderen. Det var en mand på en af gårdene, som i de mørke efterårs- og vinteraftener red langs stranden for om muligt at overraske smuglere. Lykkedes det for ham at nappe dem, fik han foruden sin faste løn, sin bestemte part af smuglergodsets værdi. Han var bevæbnet med skydevåben og havde sine karle med, hvis han på forhånd havde lugtet lunten. Kysten mellem lejerne, med sine strande og slugter, egnede sig udmærket til smugling.

Fiskernes kår var ringe og farefulde, de havde kun ro- og sejlbåde, men enkelt fisker med en større båd, kunne have en god indtægt som kadrejer. Han lastede sin båd med ferskt kød, købmandsvarer og hvad nu søfolk kunne have brug for, stod til søs og prajede en eller anden sejler. Så byttede og handlede han med skipperen og skjult i båden havde han sprit i en eller anden form. Jeg var kun barn dengang, men jeg tror at det var en ulovlig håndtering udenom tolderne.

Landliggerne
I Espergærde havde flere kunstnerfamilier fra Det kgl. Teater sommerhuse. Balletmester Hans Bech 11 havde et stråtækket hus ved Tibberup Mølle, Poul Reumerts forældre boede i hans drenge- og ungdomsår på Mary-Hill i Espergærde. Familien Valbom og mange flere samledes om sommeren hos admiral Gad og frue (Emma Gad) i deres villa 12 ved sundet nedenfor Tibberupgaard. En sommer havde vi to piger mange glæder hos vores nabofamilie. Det var forhenværende toldkontrollør Knutzen med hustru og ugift datter. De holdt af børn, og vi kom til frokost, chokolade eller jordbær. Vi var også med dem på køretur i wienervogn til Hornbæk eller Fredensborg – en hel langfart dengang. Den sidste af dem døde, da jeg var cirka 20 år, og efter testamentarisk bestemmelse blev Toldetatens Rekreationshjem oprettet i deres villa 13, men kun gældende for de fire sommermåneder.

Boligen til den gamle slagterforretning – fotograferet i april 2011 – set fra sydvest.

Humlebæk by og havn
Humlebæk Fiskerleje er i dag så ganske uforandret fra min barndom. De lave, stråtækte, men velholdte huse, ligger på den indre side af Strandvejen med fri udsigt over Sundet og havnen med bådebyggeriet. Den første udvidelse af byen var da strandpartiet fra havnen hen til Sletten blev bebygget med større  og mindre villaer til sommerbeboelse. Den sidste bebyggelse tog fart omkring stationen da staten for cirka 10 år siden købte Krogerup Gods og udstykkede jorden – der er snart en hel stationsby. Samtidig blev fiskerne ejere af deres huse. Humlebæks storhedstid var i Christian IX’s sidste regeringsår, da kongen og dronningen i efterårstiden holdt hof på Fredensborg og samlede familien – deres børn og børnebørn fra Europas hoffer – hos sig. Da så vi ofte de kongelige kareter med firspand på Strandvejen.

Men toppunktet af oplevelse var den dag, da den russiske zar ankrede op på Humlebæk Red med “Polarstjernen”. Da var byen flagsmykket, kirkens løber rullet ud ved landgangen, de kongelige kareter med firspand kørte frem, og kejserfamilien gik i land fra dampchaluppen. Havnen var sort af mennesker, ikke alene egnens folk, men også landliggere. Festligheden dryppede også på mit hjem, for hele min mors familie fra Karlebo kom kørende i to tætpakkede vogne til kaffe, for at se kejseren gå i land. Efter kaffen vandrede de på havnen, og kvinderne var så nydelige i deres lange, sorte kjoler med guldnakke og de røde bånd. Strandvejen var dengang skærvelagt og støvet, så når de kom hjem fra den bedrift, var der et rysten skørter inden de gik i stuerne. Middagen var steg og æblekage, lagkage eller tærte. Desserter kendtes ikke. Drikkevarerne var øl, snaps og kirsebærvin.

Kystfarten
Indtil Kystbanen blev anlagt, foregik om sommeren person- og godstrafikken med DFDS’s både til kystens byer. Det var den lange hjuldamper “Øresund” og 3 mindre skruebåde: “Gefion”, “Gylfe” og “Hveen”. Bådene lagde til ved broer indtil Vedbæk, men fra Rungsted, Humlebæk og Snekkersten gik både ud med passagerer og gods samt postsæk, som kom ombord, og passagerer, gods og post gik tilbage med bådene i land. I godt vejr var det en herlig rejse, men i søgang var det en våd og ubehagelig omgang, og det hændte i storm, at færgebådene ikke gik ud. Så måtte passagererne tage med til Helsingør, og tage vogn tilbage. Søndag aften var der mange mennesker på havnen i Humlebæk for at se den sidste båd sejle til København. 


NOTER OG KOMMENTARER:


1. Slagtermester Niels Christensens navn er et eksempel på den forvirring, der somme tider var dengang vedrørende hvad der var folks rette navn. Niels Christian Christensen var født i 1845, da det endnu ikke var fastslået med sikkerhed, at man skulle fastholde det slægtsnavn, som ens fader bar. Han kaldes derfor i tingbogen for Niels Christian Larsen – antagelig efter faderens fornavn, Lars.

2. Huset har i dag adressen Strandvejen 231 B, matr. nr. 2 c, Tibberup. Navnet “Kristiansminde” kendes ikke fra andre kilder, men må vel antages at stamme fra den foregående ejer, hvis navn var Christian Sivertsen.  Hans enke, Ane Marie Sivertsen f. Nielsen, ejede huset i en periode og har vel givet huset dette navn, der således ikke må forveksles med gården “Christiansminde” – nuværende Strandvejen nr. 197.

3. Slagtermester Niels Christensens søn hed Lars Peter Christensen og overtog forretningen i 1918. På det tidspunkt var hjemmeslagtningen ophørt.

4. Bondegården Tibberupgaard – eksisterer ikke mere, men lå hvor den nuværende store villa “Tibberupgaard” nu ligger, d.v.s. Strandvejen 436 B. Familien på Tibberupgaard hed i 1880’erne Wilhelmsen og børnene var hhv. Valdemar (f.1870), Laurits (f.1874), Birte (f.1876), Else (f.1878) og Marie (f.1881).

5. Den omtalte skolemester i Espergærde var Ludvig Schomann (f. 1863), som dog ikke var seminarist, men ueksamineret privatskolelærer. Hans moder hed Emma Schomann f. Lous (f. 1828). Schomann drev skole flere forskellige steder i Espergærde, men også i Mørdrup og i Tibberup i nærheden af Tibberup Mølle. Skolen eksisterede i perioden 1882 til 1897.

6. Madam Würtz var købmandskone i Humlebæk. Hendes mand H.C. Würtz drev igennem mange år købmandsforretning på Gl. Strandvej nr. 5 – tæt ved Havnevejen.

7. Stavemåde “Børte” afspejler den lokale udtale af pigenavnet Birte. På nordsjællandsk bliver “i” ofte til “ø”.

8. Ejeren af Tibberup Mølle var i 1880’erne møller Niels Christiansen og hans hustru Johanne f. Olsen.

9. Anna Christensen husker antagelig her forkert. Allerede fra 1882 hørte Tibberup-området postmæssigt under Kvistgaard Posthus – og i alle fald fra 1888 udgik postbudene fra Kvistgaard. Det fortsatte indtil 1901, da det meste af Tibberup i stedet kom under Humlebæk Posthus. 50 år senere ændredes dette igen, således at Tibberup nu kom under Espergærde Postdistrikt, men endnu er der 26 husstande, som hører under Humlebæk, skønt de ligger i Helsingør Kommune. en af disse ejendomme er netop Anna Christensens barndomshjem på Gl. Strandvej 231 B.

10. De to gårde i Espergærde blev ikke nedrevet, men nedbrændte i 1902.

11. Hans Becks hus var “Højbækhus”, nuværende adresse Søbækvej 11- egentlig en Mørdrup-ejendom.

12. Emma og Urban Gads villa har nuværende adresse Gl. Strandvej 229 B.

13. Toldkontrollør Johan M. Knutzens hustru Thalia, døde i 1900, hvorefter villaen på Gl. Strandvej 233 overgik til “Den danske Toldetats Forening”.

Rev. 03.04.2021