af Christian Hansen, 1934 (kommenteret af Kjeld Damgaard)

Gårdejer Christian Hansen (1858-1938) fra “Ørnholm” på Rørtang Overdrev, har i adskillige artikler beskrevet Gurre-egnen. Nogle gange har han digtet lidt rigeligt, men nedenstående sjove hverdagsberetning, der skildrer Gurre-egnen i 1860’erne, står til troende. Artiklen er skrevet i 1934 og Christian Hansens oprindelige stavemåde af genstande og begreber er bevaret. Da der imidlertid optræder mange gamle udtryk og begreber, er disse kommenteret i indsatte noter.

Gurre Landsby og omegn indtegnet på et kort fra 1857.

 

I 1860’erne så egnen omkring Gurre helt anderledes ud ende den gør i vore dage, særlig med hensyn til haverne, som dengang kun bestod af ædgamle træer af gravenstener, nonnetitter 1), og nogle hårde såkaldte jernæbler. Disse stod frit for alle vinde, da der ikke fandtes hegn om haverne, men de var hårdføre, da grundstammen bestod af krabaul 2), hvorpå de var podede med voks, undertiden kun med ler og kogødning. De var mere holdbare end nutidens, man havde æbler i lågkisten 3) på loftet til langt ud på foråret.

Haverne på Gurre-egnen
Ved sydsiden af stuehuset var en indhegnet plads, som kaldtes bihaven. Her stod en række bistader og omkring disse dyrkedes nogle havesager, særlig sukkerærter, timian, purløg til æggekage, rødløg, gulerødder ogs uppeurter samt grømkål. Bag huset voksede løvstikker, en grøn plante som brugtes til syge kreaturer, samt katteblade op ad bageovnen. De brugtes mod sår, efter at spindelvæven var taget af, når blødningen var standset.

Jordbær fandtes dengang kun i haven på skovridergårdene Valdemarslund og Landlyst  4) samt i haven ved Gurre Skole. Det var kun små bær, med de var søde og kostede 3 mark pundet i Helsingør. I den store have ved Louisenlyst 5) dyrkedes kun humle på høje stænger. Ved husene var en strimmel jord, som blev gravet, her fandtes askebladede kartofler 6) og kålrabi. Botfelske roer 7) og rødbeder, de kunne ikke trives i marken, da denne var gødningsfattig, sur of uld af kvæk 8) og ukrudt.

I mange haver var der en buksbomhæk, da denne brugtes til kranse, undertiden mos med efeublade, de var holdbare. Levende blomster brugtes ikke, da de hurtigt visnede. På hver huslod stod et par får og hørstykke, da man selv lavede linned og klæder, det var noget som var holdbart. Det var ikke ualmindeligt, at mandens frakke og vest af vadmel og konens kjole af hvergarn, var stadstøj i 50 år, og havde været brugt som kirketøj næsten hver søn- og helligdag, samt ved alle udflugter og fester, såvel sommer som vinter, det vedblev at være på moden.

På lodden var der også et stykke med boghvede, hvoraf de selv lavede gryn til boghvedegrød, den var fuld af sorte skaller, men var alligevel en herreret, da smørhullet flød med honning, og risengrød kun brugtes juleaften samt ved begravelser.

Den sorte og den hvide gartner
I 1860’erne var der kun to gartnere i Gurre, men ingen af dem havde selv gartneri, den ene passede nogle haver i Helsingør og den anden kørte til København med frugt og havesager fra omegnens store gårde. Manden var mulat og kaldtes den sorte gartner, medens han, der passede haverne, blev kaldt den hvide gartner. Men de var begge agtede folk, som på grund af deres erhverv kom sammen med købstadsfolk og blev derved mere oplyste og dannede i forhold til den øvrige befolkning i Gurre.

Der fandtes nok en en del håndværkere, men de var til dels kluntmagere 9), som ikke havde været i lære, men kun havde fået lidt undervisning af faderen eller en nabo. Det var sokm regel kluntet, særligt fodtøjet, træskoene var kun lige en klods med blikkrampe om, de stak ikke næserne til vejrs, som de senere brugte jyske træsko.

Fodtøj og klæder
Læderfodtøj kendtes ikke blandt skolebørnene, det var først til konfirmationen, at de fik et par fedtlæders-sko, og drengene et par store transtøvler, der var så rigelige, at der ikke behøvedes nogen andre før soldatertjenesten eller ved giftermål. Ved en sådan lejlighed blev de blankede, man brugte dertil at skrabe det sorte af kaffekedlen og blande det med puddersukker og brændevin. “Berrys Blanding” kunne fås i Helsingør, men det var længe før det blev almindeligt på landet. Klæderne, som for en stor del var syet af moderen, til skoletøj, blev senere som voksen syet af omrejsende skræddere, som gik fra sted til sted med pressejern og skræddersaks. Det blev for det meste også rigeligt stort.

Snedkerne regnedes for de fineste af håndværkerne, da de lavede alle møbler, selv til herregårdene. Som regel fik pigerne en kommode og drengene en kiste, når de skulle rejse fra hjemmet, den sidste havde da malet årstal og forbogstaver til deres navn på forsiden. Når nogen var døde, kom snedkeren og målte liget, for at se, hvor lang kisten skulle være, den skulle passe nøjagtig, da den, såvel som den døde, stod til skue i flere dage. Det hele blev stående i huset lige til begravelsen, og var der ikke plads i stuerne, stod de ude i loen eller i porten.

Den kloge smed i Nyrup
Den klogeste af alle håndværkerne var dog smeden, som dengang lavede alt, som i vore dage skal købes i isenkræmmerbutikken, alt bygningsbeslag, værktøj til landbruget, ja selv lommeknive og kunstige låse. Han var tillige dyrlæge. Før dyrlæge Kaufmann nedsatte sig i Helsingør var gamle Mogensen i Nyrup 10) dyrlæge for hele egnen omkring Gurre.

Murere og husmænd
Murere var her flere af, men de havde ikke meget arbejde, da næsten ingen byggede dengang, de havde kun lidt reparationer på de større gårde om sommeren, om vinteren stod de mest og tærskede med plejle hos bønderne.

Husmændene, som mest var fæstere på livstid og derfor ikke ejede huset, klinede blot lidt ler i hullerne og kalkede facaden mod vejen, bagsiden af huset, såvelsom udlænger, stald og lade blev aldrig kalket. Kakkelovne og komfur var der aldrig noget arbejde med, Bilæggerovnen og det åbne ildsted var sat op, da huset blev bygget og stod som regel til det atter blev nedrevet, Skorstenen, som var af ler og kampesten, var åben, de havde derfor låg over gryderne, som stod på en trefod eller hængte i en jernkæde, da ellers regn og sod dryssede ned i gryden.

Vandforsyningen
Værktøjet, som brugtes i hjemmet, var næsten alt af træ, selv plov og harver, skovle, grebe, halmtyve af tvejet 11) gren, og lokosten var bundet af halm, bryde- og skættetøj 12), samt bagerredskaberne var hjemmelavet og af træ, ligesom vognakslerne og spande. Brønde fandtes kun få steder, de havde et hul, sat med kampesten i kanten af en dam, herfra sivede vandet ind i brønden, og man lå på knæ på kanten og trak vandet op med spanden. Når det var dybere, brugtes en stang med en krog eller gammel hestesko på enden. Flere steder, som i Gurre Skole og Skovfogedstederne havde de en brøndvippe, det var lettere, da den tunge klods selv trak vandet op.

Disse gamle mosgroede kampestensbrønde var som regel fulde af vandrotter, tudser og firben, men de gamle sagde, at de holdt vandet rent og friede det for skadelige insekter og giftstoffer, men endda de havde dette gode vand og en mængde råd mod alle slags sygdomme, drak masser af salvie og malurtsbrændevin mod forkølelse, blev de fleste dog ikke ret gamle før de blev muldens frænde og gik al støvets vej.

NOTER:

1) “Nonnetitter” er navnet på en slags flaskeæbletræ. Det sjove navn nonnetitter kommer egentlig af det tyske ord “nonnentitt”, som betyder nonnebryst, hvor endelen “tit” egentlig betyder brystvorte.

2) “Krabaul” er en lidt uigennemskuelig stavemåde for ordet “Krap-avl”. Dette ord er ret sjældent, men hentyder til planter af krap-familien, især “Rubia tinctorum”, hvis rod og rodstok anvendtes i farvefabrikation og som gav en rød farve. Ifølge Christian Hansen er en sort af Rubia tilsyneladende blevet benyttet til at pode på.

3) “Lågkisten” – et dialekt-udtryk for en klædekiste med låg.

4) “Landlyst” lå ved Gurrevejen sydside – lige overfor det nuværende “Landlyst”, som blev opført i 1891 til afløsning for den gamle ejendom. Det gamle Landlyst havde været i brug som skovriderbolig siden 1851, men før da bestået af to husmandssteder kaldet hhv. “Halvvejs” og “Helvejs”.

5) “Louisenlyst” var den gård, som nu kaldes Ørsholtgaard. Gårdens daværende navn fik den i 1818, idet gården før dakaldtes Sophielyst. Oprindelig kaldtes gården dog for “Ratterup”. Det nuværende navn “Ørsholt” fik gården i 1874, da ejeren fik tilladelse til at benytte det gamle navn, som egentlig havde været brugt om en anden – nu nedlagt – gård i området.

6) “Askebladede kartofler” er en speciel sort kartofler, hvis blade har form som askeblade.

7) “Botfelske roer” er Chr. Hansens stavemåde for de såkaldte Bortfelder-roer, også kaldet Bortfeldske Roer. Det var en særlig lang, gul roesort, som bl.a. kunne bruges eller anvendes som tilbehør til en kødret.

8) “Kvæk” er Chr. Hansens dialektiske satvemåde for “kvik” – d.v.s. en græsart (Agropyrum repens), hvis formeringshastighed er ganske stor, og hvis vidtforgrenede rodnet er vanskelige at udrydde.

9) “Kluntmagere” er formodentlig et dialektord for en person, der er ubehændig eller kejtet med sit arbejde.

10) “Gamle Mogensen i Nyrup” var smeden i Nyrup, Peter Mogensen (f. 1806). Han var vidt berømt som “dyrlæge” og endnu i 1880’erne havde i sit skab mange medikamenter både til udvortes og indvortes brug. Han kaldtes “gamle Mogensen”, idet hans søn, Villiam Mogensen, også virkede som smed i Nyrup.

11) “Halmtyve af tvejet gren”. En halmtyv er en fork. “Tvejet” staves også “tveget”, og betegner en kløftet og afhugget gren, der anvendtes som redskab, ofte et forklignende redskab.

12) “Bryde- og skættetøj” . “Skættetøj” er en sammenfattende betegnelse for hhv. en skættefod og en skættehånd. En skættefod var en lodret stående blok med et vandret indsnit til anbringelse af det bundt hør, der skulle behandles med skættehånden. Det var et knivformet bræt med håndtag, hvormed hørbundtet på skættefoden blev slået under skætningen. Formodentlig skal “brydetøj” i denne forbindelse forstås som det redskab, hvormed man skar hørbundterne i mindre stykker før skætningen.