Det var ikke kun et børnehjem, der blev drevet på Strandvejen i Tibberup. Hver sommer oprettedes også en feriekoloni, som blev drevet sammen med børnehjemmet. 70-100 børn fordelt på tre hold havde 3-4 ugers ophold her – langt væk fra de fattige, fugtige og mørke baggårde i København.
Af Kjeld Damgaard
Samme år – i 1913 – som Børnehjemmet ”Fredensdal” blev oprettet indledte Centralmissionen, som jo var en del af Metodistkirken, arbejdet med at oprette en feriekoloni på ejendommens grund. Og til det formål opførtes en træbarak, der lå der, hvor Ny Strandvej i dag skærer sig igennem området.
Formålet blev forklaret ganske tydeligt af initiativtageren, pastor Anton Bast fra Centralmissionen. Han skrev bl.a. om dette i 1914:
Pastor Basts appel
”Tænk paa de fattige smaa fra de mørke Gade i den store Larmende By.
Vi staar foran Sommerens Dørtærskel, den danske Sommer aabner sine varme Favn for smaa og store, unge og gamle – og den deler ud med rig Haand og i Flæng Glæde, Sundhed og Sang. Og Gladest er vel de Børn, hvis Forældre er saa velstillede, saa de har Raad til at flytte fra den store By ud paa et Landsted, hvor man i Ro kan nyde Sommerens skønne Tid. I hvert Fald burde saadanne Børn være de gladeste og de mest taknemmelige.
Jeg haaber, at de er det. Men hver Gang Sommeren udbreder sit Blomstertæppe i Vænget og smykker vores Skove med deres fagreste Dragt, og særlig naar jeg ser glade Børn tumle sig i al denne Herlighed, fyldes mit Hjerte med Sorg ved Tanken om de mange stakkels Proletar-Børn, der har deres usle Hjem i Baggaarden eller paa Kvisten i en af Storbyens elendige Fattiggader. – Aa, hvor disse smaa Brødre og Søstre længes – l-æ-n-g-e-s efter at komme ud, ud i Sol, ud til Sommer for at faa Blodet fornyet, Kinderne farvede af ægte,
dansk ”Solbrændt”.
”Hr. Pastor”, sagde en saadan lille fattig Unge til mig en Dag i Fjor, ”vil De være saa god at skaffe mig et Landsted?”. Et Landsted? Ja, et Sted paa Landet, hvor hun kunde være i Sommerferien. –
Ja, selvfølgelig fik hun et Landsted – og hun kom tilbage, sund og straalende glad!
Centralmissionen har nemlig det dejligste Landsted paa en herlig Egn, hvor kun fornemme Folk har Raad til at ligge paa Landet: I Espergærde, ved det dejlige Øresund, hvor vi har vor udmærkede Feriekoloni, hvor ca 70 Børn i Fjor havde et lykkeligt Ferieophold. 70 Børn fra de allerfattigste Hjem. 70 Børn, som ingen andre havde sørget for.
Herefter skrev Anton Bast en indtrængende bøn om at alle, der havde råd, ville bidrage til, at en sådan feriekoloni også kunne blive en realitet i 1914. Det beløb, der skulle bruges var 1.500 kr, hvilket i vore dages penge vel er omtrent 90.000 kr. Det kan afsløres, at beløbet blev indsamlet – og der kom en feriekoloni også i 1914.
Men allerede fra sommeren 1913 haves en beretning fra en besøgende fra København. Gæsten havde tydeligvis tilknytning til Metodistkirken, men det er ikke lykkedes at finde frem til vedkommendes identitet.
En Dag paa Centralmissionens Feriekoloni i 1913
Efterfølgende beretning er skrevet af V.F.H., og fortæller en – måske – lidt farvet oplevelse. Men det er tankevækkende hvor stor forskel, der var mellem fattige og rige i Danmark for kun godt 100 år siden. Der var dengang virkelig fattige familier, som ikke havde
mulighed for at give deres børn en oplevelse. Så når der i den følgende beretning skinner en god portion indignation igennem, så er den berettiget.
Op til Espergærde gaar Jernbanen gennem henrivende Egne med Udsigt ud over Skove og Sletter, Sø og Strand. Lige op til Baneterrænet ligger Have ved Have med Æble- og Pæretræer, Hyld og Tjørn og Buksbom og fagre Blomster i alle Spektrets Farver. En tyve Minutters Gang fra Espergærde Station finder vi uden stor Vanskelighed Centralmissionens sidstfødte Aflægger: Børnehjemmet ”Fredensdal”.
Villa ”Fredensdal”, der blev erhvervet og monteret for ”Foraarsblomsten”s Penge, ligger omtrent lige op ad Strandvejen. Rundt om de 7.000 Kvadratalen Jord, som hører Ejendommen til, er plantet et levende Hegn af Pil og Poppel, Hassel og Gran. Indenfor dette Omraade finder vi saa Haven med ca. 70 Frugttræer, to indhegnede Jordstykker, beregnet til Køkkenurter, Gaarden og hvad dertil hører og endelig – i det yderste Hjørne – en lille aflang græsplantet Mark.
Her er det, vor Feriekoloni har opslaaet sit Paulun.
I en Træbarakke, 16 Alen langt og 6 Alen bredt, er indrettet Soverum for 16 Drenge. Pigerne, af hvilke der er ligesaa mange, sover i selve Børnehjemmet. Naar Gongon’en Kl halvsy om Morgenen kalder til Paaklædning, begynder et kvidrende Børenliv, der ikke faar Ende, før der Kl. 8 Aften er kalde til Ro igen.
Sådan gik dagen i feriekolonien
Lad os forsøge at beskrive en saadan Dag paa Feriekolonien.
Der kaldes – som sagt – paa Børnene ved halvsyv Tiden. Efter endt Toilette begynder Morgenmaaltidet, der indledes med kort Andagt; og jeg skulde ønske den gunstige Læser en Gang kunde være med og se den Appetit, Københavnerbørn kan lægge for Dagen, naar de i Ferien slipper ud i Mark og Skov. Det lyder utroligt, men er dog sandt, at en af Drengene regelmæssigt de første Morgener kunde præstere det Kunststykke at spise 3 – tre – Tallerkener svingende fulde af Havregrød, og endda – hvad der jo viste, at Appetiten
var ægte – kunde være lige godt oplagt til hvert af de andre Maaltider.
Naar Morgengerningen er endt og Kl. er blevet ti, spises der Frokost: Mælk og Smørrebrød, og naar det er overstaaet begynder Børnene at slaa sig sammen i Smaakliker til de forskellige Lege: ”Enkemand, ”Bro Brille”, ”Marie gik i Enge” afløser hinanden Slag i Slag, andre plukke Blomster, binde Kranse, foretager smaa Udflugter med en af de Voksne eller ligger og bader sig i Solen, atter andre skriver Breve og Prospektkort hjem til Fader og Moder eller Søskende. Paa denne Maade bliver Klokken 12 og atter lyder Gongon’en, medens Børnene, store og smaa mellem hinanden stormer hjem til de to Retter varm Middagsmad, der staar og venter paa dem.
Naar saa Maaltidet og en lille Lur er overstaaet, bydes der igen Mælk og Smørrebrød og ved Tretiden vandrer Flokken, ledet af et Par Lærere eller Lærerinder ned til Stranden ved Humlebæk, hvor en Lodsejer velvilligst har tilbudt Feriekolonien fri Badestrand, saa bades og tumles der af Hjertens Lyst en Time eller to og naar Appetiten paa denne Maade er vakt og Lysten til Aftensmaaltidet begynder at indfinde sig, spadserer man hjem i Flok og Følge, spiser for sidste Gang denne Dag, leger lidt igen og kaldes Kl. 8 tilsengs. Kl. halvni er der Ro over hele Linien.
Religiøse overvejelser
Se saadan gaar Tiden for disse glade Feriebørn. De har ikke kunnet faa Plads ”paa Landet”, saa har vi startet denne Feriekoloni. Folk plejer altid at være hjælpsomme, hvor Resultaterne kan tale, og her taler røde Kinder og Barnelykke. Lad Arveligheden være nok saa bestemmende – saadan har en Forfatter engang sagt – lad Blodet være nok saa afgørende, Livet og Udviklingen, Omstændighederne og Eksemplet har dog ogsaa meget at sige. Her kommer Børn under god Paavirkning, og her kommer de i ren Luft, blomstrer og bliver
sunde. Disse Drenge og Piger gaar jo for det meste omkring i Fattigkvarterernes Gader og ser megen Elendighed, men er det end saadan, at vi som samme ovennævnte Forfatter ogsaa engang har udtalt, ofte maa tilstaa vor Magtesløshed, naar Synden er blevet gammel, og kan vi kun, naar Ynkværdighederne har graa Haar, trøste os med, at Dage ikke er Evigheder, saa er dette, at arbejde med Børn, et Arbejde, der ganske vist ofte kan være møjsommeligt nok, men ved siden af dette ogsaa særdeles haabefuldt. Derfor vil vi paaskønne de Venner, som saa beredvilligt betjener Feriekolonien i Espergærde, thi dette: ”hver Dag at vise god Vilje, hver Dag at kæmpe med de smaa Ting, hver Dag i Stilhed at bringe Ofre, dertil fordres maaske mere end en Gang at være en Helt” – man opskriver Heltens Historie, de stille Eksistenser har deres Løn tilgode hos Gud.
Det er Aften. Jeg er gaaet op paa ”Møllebakken”, en lille Bakke lige ved ”Fredensdal”. Derovre ligger Helsingborg med tindrende Lys og blinkende Fyr. Øresunds Bølger gaar i grønt og blaat med Maaneskin ud over den vide Flade. En fugtig Havvind svøber sig om en, kølig og velgørende. Dernede til venstre ligger Feriebarakken, den ligner en Bondes Trælade, men det, der er gemt indenfor disse Bræddevægge, er meget kostbarere end Rug og Hvede – de er smaa Menneskesjæle, de sover de Retfærdiges Søvn. Derinde tilhøjre ligger den store By: København, snart skal Børnene derind igen. Gid de maa tage med sig en Skat af gode Minder fra Feriekolonien ”Fredensdal”.
Lokalbefolkningens velvilje
I ovenstående beretning omtales, at børnene går til Humlebæk for at bade. Det er næppe en tur hele vejen til det egentlige Humlebæk, som jo først begynder ved Babylonestranden. Der er formentlig tale om en grundejer langs den nuværende Gammel Strandvej, som dengang hørte til Humlebæk postdistrikt – og som
derfor af udefrakommende personer opfattedes som Humlebæk, skønt det jo reelt er Tibberup.
En lidt senere beretning fra sommeren 1914 skrevet af den anonyme ”D.” fortæller bl.a. om indsamlingen, der sikrede økonomien til feriekolonien:
Er det ikke dejligt for dem, som har været med til at berede disse fattige Børn saadan en god Tid derude i Solskin og helbredende Luft, for saadan gaar hver Dag for dem. Og skal vi andre ikke være enige om, at takke: først den, der tænkte paa at sende Brevkortene med den røde Adresse ud, og saa de mange, der sendte dem tilbagemed 50 Kr. eller 10 Kr. eller 1 Kr. – Tak til den, der sendte helt ovre fra Dakota; Tak til de venlige Villabeboer, der ydermere fornøjer Børnene ved at traktere dem med Jordbær og Chocolade og Wienerbrød – og Tak til dem, der saa venligst har overladt Kalonien Skov og Strand; men først og sidst Tak til de Damer, der ofrer deres Ferie for at være til Tjeneste for Børnene. For ingen tror vel, at det er Ferie at tage sig af 30 Børn om Dagen og om Aftenen se deres Tøj efter med Vask og Stopning, for at de kan være nogenlunde præsentable, naar de gaar ud med dem – thi husk, det er de allerfattigste Børn, vi har derude. – Tak!
Det fremgår således af ovenstående beretninger, at lokalbefolkningen i Tibberup/Espergærde tog meget pænt imod børnene. En stillede sin private strand til rådighed, andre gav jordbær, chokolade eller wienerbrød.
I 1914 var i alt 84 drenge og piger på koloni ved ”Fredensdal”. Der blev tillige dette år anlagt en legeplads på arealet. Den 9. august afholdtes sommermøde på legepladsen. Der var taler af Centralmissionens ledende folk, sang under ledelse af fru Anna Larsen Bjørne og. Metodisternes Strengeorkester fra Helsingør underholdt. Man benyttede naturligvis også lejligheden til at holde kollekt til fordel for Børnehjemmet.
Anton Basts appel om hjælp
”De smaa Børn med de blege Kinder” – sådan lød overskriften i den artikel Anton Bast skrev – fulgt af en appel om at bidrage til at de allerfattigste børn kunne komme på feriekoloni også i 1915. Bast skrev bl.a.:
Om jeg kunde tage Dem, kære Læser, med paa en Vandring gennem Fattiggaderne – ind i Baggaardene – op ad Trapperne – ind i anden Baggaard – derinde i det elendige Kvarter: Adelgade, Borgergade, Prinsensgade, Dronningens Tværgade, Vognmagergade, Aabenraa, en Del af Pilestræde – og flere andre Steder – om vi gik den Tur sammen, saa vilde mangt og meget fange Deres Opmærksomhed, vække Deres Rædsel og Afsky og atter og atter Spørgsmaalet: Hvorfor er det dog saaledes? Hvorfor Skrider Myndighederne, der sørger for vort Landvæsen, giver vore Husdyr gode Kaar at leve under, kalder Sikringsstyrken ind for eventuelt at værne vor Neutralitet, giver os en ny og mere demokratisk Grundlov, giver Kvinderne valgret o.s.v. – hvorfor ofre dem, der har Ansvar for Fædrelandet og Fædrelandets Børn ikke noget her i disse Elendighedens og Lastens, Nødens og Jammerens Regioner? – Ja, – saadan vilde De spørge maaske i Harme. Men det, der vilde gribe Dem mest, vilde være de mange stakkels smaa Børn, som blege, underernærede og forsømte tumler omkring i Gaardene, paa Trapperne, paa Gaderne – snavsede og pjaltede, henviste til at leve og vokse op med det elendigste Eksempel for Øje – medens saavel moralske som fysiske Sygdomsspirer frodigt vokser op sammen i den lille, forkomne og forhutlede Krop.
Feriebørnenes hverdag og mad
I 1916 blev der lagt faste rammer for feriekoloniens børn. Børnene skulle vækkes kl 6 om morgenen, hvorefter der var andagt. Denne varede et kvarter, så blev der serveret havregrød til morgenmad til alle. Kl 9 var der frokost, som skulle bestå af 2 stk rugbrød og 1 kop mælk.
Middagsmaden, som jo var kl. 12, varierede dag for dag. På dette tidspunkt var børnene i 14 dages hold og deres spiseplan var som følger:
Lørdag: Sødsuppe og frikadeller
Søndag: Hestebøf og rababergrød
Mandag: Sagovælling og klipfisk
Tirsdag: Ærter og flæsk
Onsdag: Kold kærnemælk og plukfisk
Torsdag: Risengrød og Sylte m stuv. kartofler
Fredag: Vandgrød og fisk
Lørdag: Øllebrød og pandekager
Søndag: Kærnemælkssuppe og stegt lever
Mandag: Rababersuppe og medisterpølse
Tirsdag: Hvid Sagosuppe og Boller i sauce
Onsdag: Boghvedegrød og spegesild
Torsdag: Bankebygsuppe og stegt flæsk
Fredag: Bygvælling og Fisk
Klokken halv tre om eftermiddagen blev der serveret kaffe med 2 stk. sigtebrød og klokken 6 aftensmad. Aftensmaden bestod af rugbrød med margarine og pålægget var spegepølse, leverpostej, sukker og rabarberkompot. Desuden sigtebrød uden pålæg. Klokken 8 om aftenen var der atter andagt og derpå var det sengetid. Børnene måtte efter kl. 21 ikke længere tale sammen.
I Centralmissionens blad, ”Fyrtaarnet”, understregedes det, at menuen var anbefalet af en læge, og at der var rigelig mad til børnene, som for de flestes vedkommende var underernærede. Den tilsynsførende læge var i øvrigt dr. Claudius Larsen fra Helsingør.
En sommerfest i 1916
Et besøg i sommeren 1916 til den årlige sommerfest blev skildret af den anonyme skribent ”f”. Vedkommende skrev bl.a.:
Jeg tog derned til Sommerfesten; hvor saa det festligt ud med Træbarakken, de tre Telte, dem pyntede Talerstol, de mange Bænke, men frem for alt de mange smilende brune Barneansigter; det maa jo være et helt Eventyr for saaden en lille Dreng eller Pige fra en af de københavnske mørke, stinkende Baggaarde, for det er jo særlig fra de Steder, Centralmissionens Feriekoloni henter deres Gæster. Pastor Bast og Hr. Hoffenblad talte hjerteligt til smaa og store; mange, deriblandt jeg, var inde og bese Hjemmet og alt Sløjdarbejde, som de faste Børn paa Hjemmet har lavet de lange Vinteraftener under Bestyreren, Hr. Lorentzens Vejledning; der var smukke og helt originale Ting imellem.
I Søndags tror jeg dog næsten, en lille 10-Aars Dreng, som kunde spille Violin, tog Têten; han stod paa en Bænk, og de andre Børn stod beundrende om ham og sang op mod Himlen, naar han spillede Fædrelandssange. De, som er saa venlige at ofre deres Ferie for de Børn og paa det Sted, ønskede, han skulde blive der under alle 3 Hold Børn: det er altid opdragende, at Børn synger gode Sange, saa bliver de lette at have med at gøre.
”Fredensdal” moderniseres
Året efter – i 1917 – havde Anton Bast de samme opfordringer til at støtte feriekolonien i Espergærde. Han skriver bl.a. at af salget af Forårsblomsten – en lille papirsblomst til at sætte i knaphullet – var der anvendt 8.000 kr til at gøre denne institution så god som mulig. Der var blevet bygget en ny spisesal samt to nye sovesale. Desuden var der blevet indlagt WC samt indrettet et badeværelse. Men at der fortsat manglede penge til ekvipering, rejse og ophold for de op imod 150 børn, som man gerne vil sende af sted, gjorde at der forsat var brug for donationer.
Til madlavning havde man indtil da brugt gas – der var jo gasforsyning fra Helsingør Gasværk, men Centralmissionen syntes det var dyrt og i øvrigt også usikkert om forsyningen fortsatte, da forsyningerne af kul p.g.a. verdenskrigen jp var usikre. Derfor anskaffede man et stort brændekomfur. På legepladsen blev der desuden opsat lange borde og bænke, som børnene kunne spise ved i godt vejrlig.
Da efterspørgslen på at få en plads var stigende – og det var Centralmissionens opfattelse at pladserne skulle gå til de børn, der trængte allermest, så indførtes nu et system, hvor der skulle ansøges skriftligt. Hver ansøger blev så vurderet – og der hvor der var virkelig trang, gav man pladsen til barnet.
Nye tider
I 1918 var efterspørgslen blevet så stor, at der måtte ændringer til. Feriekolonien blev derfor flyttet til en anden ejendom. Man havde nemlig købt en ejendom ”Godthaab” i Unnerup ved Helsinge. Her var meget bedre plads til en hel del flere børn. Dermed var det slut med feriekolonier på Strandvejen i Tibberup.
Rev. 18.02.2021