Hvorfor blev børn sendt på børnehjem – og hvordan gik det dem både under opholdet og senere i livet?

af Kjeld Damgaard

Anna Leonie Sørensen (1876-1912) var mor til de tre brødre, der var de første på Børnehjemmet Fredensdal.
(Foto fra MyHeritage)

Historien om børnehjemmet på Gammel Strandvej i Tibberup begynder i virkeligheden med, at den tyskfødte Herman August Strobel (f. 1865) indvandrer til Danmark fra Chemnitz i Tyskland. I Danmark kom han til at kende Anna Leonie Sørensen (f. 1876), der var datter af skomager Peter Sørensen og hustru Ane f. Lundsgaard. Leonie Sørensen boede i 1898 i Grønnegade i København og fødte i december samme år en dreng, der fik navnet Leo Herman Hans Sørensen. I 1903 – da hun var flyttet til Holmbladsgade 58 – yderligere en dreng som blev kaldt Hermann Sørensen. Det har ikke været muligt at finde frem til faderens identitet, men det forhold, at begge børn hedder Herman tyder på, at faderen sandsynligvis var Herman Strobel.
I 1904 får hun yderligere et barn, der får navnet Ingeborg Sørensen. Og i årene derefter: Otto i 1907, Willy i 1908 og Kaj i 1911. De sidste fire børn fik alle efternavnet Strobel – og faderen står opført som ”udlagt barnefader” i kirkebogen. Leonie Sørensen var med andre ugift, hvilket på den tid var usædvanligt når man tilsyneladende havde et fast forhold til en mand.
Den 3. oktober 1912 døde Leonie imidlertid – og tilbage stod en børneflok på mellem 1 og 14 år. Leonie havde ladet sine børn døbe i den danske folkekirke, så hvordan præsten ved Metodistkirken kendte til familien, vides ikke. Men ifølge en senere artikel i Metodistkirkens blad ”Fyrtaarnet”, så var børnenes tunge skæbne årsagen til, at tanken om et børnehjem opstod. I begyndelsen havde de tre drenge, Otto, Willy og Kaj fået plads i Metodistkirkens børnehave. Det ser ud til at faderen, Herman Strobel ikke havde andre muligheder. Uden hustru eller husholderske var han naturligvis afhængig af, at nogle kunne passe de små i dagtimerne, medens han var på arbejde.

De tre brødre kommer til ”Fredensdal”
Men i foråret 1913 blev forholdene forandrede for de tre drenge. De blev som nogle af de første sendt til de nyindrettede børnehjem på Strandvejen ved Espergærde. Stedet havde fået det idylliske navn ”Fredensdal”, og her skulle børnene så havde deres nye hjem. Da faderen tilsyneladende ikke stiftede ny familie eller fik ny hustru, var der fortsat ikke mulighed for ham at tage børnene hjem til Holmbladsgade.
I Danmark arbejdede Herman Strobel som pølsemager. Han ses arbejde som sådan i årene 1916-25 bl.a. S. Johanssons Pølsefabrik og hos Steffensens pølsemageri.

Folkene bag Metodistkirken havde mange sociale tiltag i en tid, hvor der ikke var mange offentlige tilbud eller muligheder. I Stokhusgade 2 i København oprettedes således en børnehave – og her gik de tre brødre Strobel i den første periode efter moderens død. På billedet fra 1912 ses de tre brødre som nr 2, 3 og 4 fra højre: Hhv. Kaj, Willy og Otto. I 1913 overflyttedes de til ”Fredensdal”.

Hvad der efter moderens død skete med den ældste af drengene, Leo Sørensen, vides ikke. I 1916 ses de to øvrige børn, Herman og Ingeborg boende hos faderen – nu med efternavnet Strobel. De tre små drenge blev på børnehjemmet ved Espergærde i alt fald til 1916 med, men sandsynligvis endnu længere. Otto ses i 1925 boende hos faderen i hans lejlighed i Holmbladsgade, så meget tyder på at de har opretholdt forbindelsen med faderen og ikke har haft problemer med at vende hjem da de blev store nok.
Det ene af sønnerne, Otto kom i lære som gartner, men arbejdede i årene 1930-1933 som fyrbøder på det danske passagerskib ”Frederik VIII”, som sejlede på New York. Sidenhen kom han til Øresundsbådene, hvor han var aktiv indenfor Sømændendes Forbund. Han døde i 1996.
Den anden broder, Willy arbejdede også som gartner, men arbejdede derpå i en del år som teglværksarbejder i Ballerup. Han uddannede sig imidlertid som fotograf og havde eget atelier i Ballerup. Hans hårde arbejdsliv gjorde imidlertid, at han døde allerede som 41-årig.
Den mindste broder hed egentlig Harald Kaj Strobel, men blev kaldt Kaj. Han arbejdede i mange år som kranfører – i en periode på Færøerne. Han blev gift med Ruth Anny Larsen og sammen fik de seks børn. Imidlertid kunne moderen p.g.a. sygdom ikke passe børnene og tilmed døde Kaj allerede i 1960. Det førte til at tre af børnene kom på børnehjem. Alle har imidlertid klaret sig godt og er kommet godt videre i livet.

Manglende arkivalier
Der er desværre ikke bevaret protokoller eller lignende fra de mange private børnehjem, der har eksisteret rundt om i området. Det er til stor frustration for mange af de børn eller efterkommere heraf, der har haft ophold på en sådan institution.
Imidlertid kan man være heldig at finde små brudstykker af historien. Et sådant brudstykke er folketællingen fra november 1916. Her er alle børnene på børnehjemmet ”Fredensdal” listet op med navn og fødselsdag:

Otto Strobel f. 26.05.1907
Willy Strobel f. 26.12.1908
Kaj Strobel f. 1911

Charles Nielsen f. 26.03.1907
Richard Robenhagen f. 10.10.1911
Lilly Olsen f. 03.04.1905
Margrethe Olsen f. 16.06.1908
Hjalmar Ingvorsen f. 11.11.1903
Kurt Levin f. 22.04.1905
Sigrid Levin f. 10.07.1906
Otto Levin f. 16.03.1908
Valter Jørgensen f. 17.07.1903
Johannes Jensen f. 12.11.1903
Carl Andersen f. 05.03.1906
Poula Olsen f. 03.09.1904

Ovenstående foto viser børnene og personalet på børnehjemmet ”Fredensdal” i 1914. Hvorfor der kun er 14 børn med vides ikke – normal var der omkring 20 børn på hjemmet. Af børnene har det været muligt med sikkerhed at identificere følgende: 2 Willy Strobel, 3 Kaj Strobel, 12 Otto Strobel. Med nogen usikkerhed menes følgende at kunne identificeres: 11 Otto Levin, 13 Kurt Levin, 14 Sigrid Levin. Der er desuden fire voksne på billedet. Nr 4 og 7 er uden tvivl bestyrerparret, som i 1914 var Karen og Hjalmar Lorentzen.

Etly Olsen f. 05.06.1909
Olla Olsen f. 30.06.1910
Svend Olsen f. 28.08.1911
Alexander Rasmussen f. 1908
Otto Rasmussen f. 1909

 

Foruden disse 20 børn, er naturligvis også bestyreren og hans hjælpere opført. Det drejer sig om børnehjemsbestyrer Hjalmar Lorentzen og hans hustru Karen samt deres to medhjælpere, Sofie Frahm og Valborg Klarr.
På baggrund af disse oplysninger har det været muligt at følge nogle af disse børn i deres videre liv. Som man vil se, er der flere søskende imellem de anbragte børn.

De tre søskende Levin
Disse tre søskende havde mistet deres moder omkring 1914. Hun døde ikke, men forlod familien og levede for sig selv i Hedebygade sammen med de to yngste børn – og arbejdede i øvrigt på bryggeriet Carlsberg. Hun stammede fra Skanderborg-kanten og havde før giftermålet med Adolph Levin ernæret sig som stuepige bl.a. i Vejle. Parret fik imidlertid en stribe børn: Kurt i 1905, Sigrid i 1906, Otto i 1908, Jørga i 1911 og Rita i 1913.
Faderen, Adolph Levin stod nu tilbage med tre børn i alderen 6-9 år. Adolph Levin var uddannet som snedker og det burde have været nok til at brødføde familien, men uden en husmoder var det næsten umuligt – derfor er beslutningen om at sende børnene på børnehjem sikkert taget. Hvor længe de har haft ophold på

Billedet blev bragt i det illustrerede ugeblad, ”Fyrtaarnet”, som Centralmissionen stod bag. Det viser børn og personale på børnehjemmet ”Fredensdal” i sommeren 1916. Bestyreren Hjalmar Lorentzen ses bagest yderst til højre. Hustruen Karen længst til venstre. De to øvrige voksne hed hhv. Valborg Klarr (f. 1888) og Sofie Frahm (f. 1892), men hvem der er hvem vides ikke. De tre brødre Strobel er også med på billedet. (Metodisthistorisk landsarkiv)

børnehjemmet kan imidlertid ikke afklares.
I perioden fra 1912-1916 havde Adolph Levin 11 forskellige adresser, så hans liv har i denne periode været noget omtumlet. I november 1916 flyttede han imidlertid ind i en lejlighed på 2. sal i Sølvgade 24.
På denne adresse genfindes de tre søskende således i 1921 med bopæl hos faderen og hans nye hustru, Anna Christine Larsen. De blev gift i 1916, boede som nævnt i Sølvgade, senere i Hessensgade, Børnene fik også uddannelser: Kurt blev mekaniker – blev senere gift med en pige ved navn Skyfri (Ottosen?). Sigrid blev gift med en malersvend Simon Hansen. Han arbejdede i et atelier og var også kunstner. Sigrid var i mange år ansat som rengøringshjælp i KTAS. Otto blev først uddannet isenkræmmer, senere salgsinspektør hos Citroën. Under besættelsen, da der ikke længere kunne sælges biler, begyndte han at fremstille pakninger, og drev siden sin egen fabriksvirksomhed med stor succes.
Familiens navn stammede et par generationer tilbage fra en jødisk familie, men de var alle medlemmer af den danske folkekirke. Efter den tyske besættelse skiftede familiens medlemmer navn til Kenvig for at undgå ubehageligheder med værnemagten.

Richard Robenhagen
Richard var datter af den ugifte 35-årige tjenestepige, Julie Robenhagen. Hun opgav senere at faderen var Christian von Eyben, der står opført som håndværker i København. Det var det andet barn som Julie fik med samme partner – og det er vel forklaringen på, at barnet blev sendt på børnehjem – der var tilsyneladende ikke et ”rigtigt” hjem for barnet.
Men i 1925 ses han faktisk boende hos sin mor, der nu står opført som husbestyrerinde for trykkeriejer og litograf Christian von Eyben! I 1930 er han stadig boende samme sted, men nu alene med moderen. Han er nu elektrikerlærling. I 1940 bor han stadig sammen med moderen – nu flyttet fra Adelgade til Nørrebrogade, men nu som uddannet elektriker. Den 5. november 1940 ses han dog at have ophold i Tyskland.

Hjalmar Ingvorsen
– var søn af en maskinarbejder, der var gift og boede på Tagensvej i København. Parret havde i alt, men i 1916 var det kun den ældste, Hjalmar, der var anbragt på børnehjemmet. Grunden til dette kan ikke påvises, men da han muligvis fra 1918-20 og i alt fald igen fra 1923-25 ses indsat i Nyborg Statsfængsel, kan man måske udlede, at han allerede som barn havde været svær at styre – deraf anbringelsen på børnehjem? Han slår sig dog senere ned i København og blev ansat som arbejdsmand ved Dansk Farve- og Lakfabrik. Han blev også gift og fik to børn.

Johannes Jensen
Johannes var søn af den ugifte vaske- og rengøringskone, Karen Marie Nielsen. Foruden Johannes var der en lillebror, Edmund, som var født i 1909. Forklaringen på anbringelsen er sikkert at moderen havde svært ved at få hverdag og økonomi til at hænge sammen. I 1925 ses Johannes i arbejde som vinduespolerer. Samme år blev han gift med Viola og han fik arbejde som glarmester.

”Syge mødres børn”
Som det ses af ovenstående eksempler, så er børnene primært anbragt på børnehjemmet af familiemæssige årsager. Man skal jo erindre, at det var en tid uden socialt sikkerhedsnet – så der var ikke megen hjælp at hente, hvis ægtefællen døde eller ikke ville kendes ved barnet.
Der er næppe tvivl om at de fleste af børnene var anbragt i desperation eller af nød – f.eks. syge mødres børn, som det blev angivet ved oprettelsen af børnehjemmet. Hvordan bestyrerparret og de ansatte behandlede børnene kan vi imidlertid ikke se. Vi ved at mange børnehjem ikke var nogen lykke for de anbragte børn. Utallige er historierne fra andre børnhejm om vanrøgt, vold og mishandling. En søn af Willy Strobel fortæller, at faderen fortalte, at der på ”Fredensdal” blev givet bank for selv de mindste forseelser og at opholdet ikke var en dans på roser. En datter af Otto Levin fortæller, at Otto var meget ked af at være på børnehjemmet, og at han forsøgte at flygte, men blev ”indfanget” kort tid efter.
Ser man på hvordan de fleste af ovenstående klarede sig efterfølgende ses imidlertid, at de faktisk fik almindelige liv med uddannelse, job, fast bopæl, ægtefælle og børn. Og efterkommerne af de seks børn, som det har været muligt at opspore, bedyrer alle, at der ikke hos nogle af de tidligere børnehjemsbørn, har været tegn på livsvarige traumer fra opholdet.
Så måske man kan tillade sig at tro, at forholdene på ”Fredensdal” var ganske gode – selvom der var enkelte utilfredse børn. Man kan jo også godt tro, at nogle børnene blot har reageret over at blive fjernet fra hjemmet.
Efterkommere af hhv. brødrene Strobel og de tre søskende Levin har ingen erindring om, at familien har været medlem af Metodistkirken. Så det har næppe været en betingelse for at få hjælp til opholdet, at man var medlem af Metodistkirken eller en anden lignende organisation.