På dette uddrag af et kort fra 1857 ses den centrale del af Gurre dengang. Man skal huske at den nuværende Gurre Korsvej oprindelig lå helt uden for byen. Den gamle korsvej var derimod ved vejen, der førte fra den gamle kirke (Sct. Jakobs Kapel) og så nordpå til Ørsholt. Her – nord for Gurrevej – lige lidt øst for korsvejen ses en lille ejendom, som sandsynligvis var den ejendom, som engang var Gurre Kro. Huset blev nedrevet i slutningen af 1870’erne.

af Kjeld Damgaard

Gurre Kros start og bevilling
Kroerne i Gurre og Nyrup ser ud til at have haft et vist skæbnefællesskab – i al fald i en periode i 16- og 1700-tallet. Årsagen til dette, er det faktum, at bevillingerne til de to kroer blev givet til skovriderne i området. I 1600-tallet boede skovriderne i Nyrup – først fra 1713 boede skovriderne i eller ved Gurre. Men i al fald ved vi, at “Christian Skovrider” havde bevilling til krodrift – antagelig både i Gurre og Nyrup fra 1690’erne og 20 år frem. Efter ham var det skovrider Viet Lintner og hans enke, der havde bevillingen og fra 1720 skovrider Mads Pedersen. Intet tyder dog på, at disse skovridere selv drev krovirksomheden. De bortforpagtede denne til en krovært, som så i det daglige forestod udskænkning m.v.
Men også i Gurre er det ganske vanskeligt at fastslå kroens reelle oprindelse. “Gurreegnens skildrer”, gårdejer Christian Hansen, Ørnholm, hævder jo med sindsro i sine skildringer, at den eksisterede på slottets tid, d.v.s. i 1500-tallet og i århundrederne forud. Han hævder endda, at den første kro opstod ved staldene til Gurre Slot på Valdemars tid. Altså er vi tilbage i 1300-tallet og stedet skulle altså være omkring det nuværende Gurrehus, hvor staldene i sin tid lå. Dette stemmer jo meget godt med at krobevillingen senere tilhørte skovrideren på Gurrehus, Mads Pedersen. Men noget sandhedsvidne er Christian Hansen som bekendt ikke – måske har han vidst/hørt at skovriderne engang var kroejere – og så har han digtet en historie, der passer sammen med det. Eller også har Christian Hansen gengivet en historie, som har været genfortalt i århundreder i Gurre og omegn.

“Til alle, der måtte behøve eller begære”
I Gurre havde bevillingshaveren i 1720 tilladelse til både ølbryggeri og brændevinsbrænderi, hvilket betød at den årlige afgift var 7 rigsdaler – tre mere end alle andre kroer på egnen. Denne bevilling blev fornyet i 1731 og endnu i 1757 må Gurre Kro betale de 3 rigsdaler mere end de øvrige i omegnen. Men inden da havde der i 1735 tilsyneladende været en kontrovers mellem skovrider Mads Pedersen og købstaden Helsingør. Årsagen var antagelig, at Mads Pedersen havde tilladelse til at afsætte sine produkter i Helsingør – og nu ville Byen have afgifter af dette salg. Mads Pedersen protesterede kraftigt og henviste til, at der aldrig i de år han haft bevilling, eller hos nogen af forgængerne havde været betalt så meget som en skilling i afgift af denne handel. Umiddelbart kan vi ikke se hvordan sagen endte, men Mads Pedersen havde på papiret en god sag – for det stod der nemlig heller ikke noget om i hans bevilling.
I bevillingen stod i øvrigt præciseret, at det var tilladt for Mads Pedersen “at lade sælge, tappe og udskienke Mad, Øl,  Viin, Mjød, Brendeviin og Toback for alle og een hver, som det maatte behøve eller begiere”.

Christian Hansen og hans troværdighed
Hvor lå så denne kro? Ja, igen må vi ty til Christian Hansen i et forsøg på at få det afklaret. I en såkaldt “virkelighedsskildring” fra 1911, omtaler Christian Hansen en selvoplevet episode fra 1868. På det tidspunkt må kroen i Gurre ganske vist være blevet lukket mange år forinden, men bygningen lå der stadig og Christian Hansen har i sin beretning en detaljeret beskrivelse af bygningerne på stedet. Han beskriver således hvordan kroen oprindelig havde bestået af flere bygninger, men at den allerede i 1440’erne skulle være blevet lukket som følge af for megen uro. Denne sidste oplysning er tvivlsom – der kan selvfølgelig godt have været en hændelse på den tid, men kroen har eksisteret flere hundrede år senere. I samme beskrivelse hævder Chr. Hansen, at der i bygningen – da den blev revet ned i slutningen af 1870’erne – var en bjælke med årstallet 1352.
Christian Hansen er i denne sammenhæng også ganske vanskelig at blive klog på. Han har uden tvivl set den bygning, der i sin tid var kro i Gurre. Han påstår endda at have lavet en tegning af kroen inden den blev nedrevet – dog har det ikke været muligt at opspore denne tegning. Han beskriver også hvorledes huset i hans ungdom var indrettet og at det blev anvendt som lejebolig under gården Louisenlyst. Han nævner også at beboerne igennem mange år var væver Ludvig Danielsen og hans søster Louise, der begge var ugifte.

Gurre Kros placering
Disse spredte bemærkninger fra Christian Hansens side fører til en antagelse af, at kroen må have ligget i Gurre bys oprindelige centrum. Væver Danielsen og hans søster boede ganske rigtigt i et lille hus, som siden er forsvundet. Og det hus må have ligget lige nord for bygaden, omtrent hvor indkørslen til ejendommen Gurrevej 384 er i dag. Her lå ganske vist også den for længst forsvundne gamle Gurre-gård “Kildegaard” – der nedlagdes i 1830’erne, men kroens bygning kan meget vel have ligget næsten samme sted – den gang lå landsbyernes ejendomme ofte meget tæt.
Den gamle krobygnings nedrivning i 1870’erne stemmer meget godt overens med, at netop på den tid blev flere ældre småhuse nedrevet i Gurre. Det skete som en følge af de stadige gårdsammenlægninger, der prægede Gurre i 1800-tallet og som betyder, at der i dag ingen gårde er tilbage i selve landsbyen. Alle gårdene blev nemlig købt op af hhv. Ørsholt og Gurrehus.
Den sidste gang vi i kilderne hører om Gurre Kro er i en liste over krobevillinger fra 1758. Her nævnes Gurre kro, men siden ses den ikke i hverken folketællinger eller andre kilder. Præcis hvornår kroen blev nedlagt er usikkert, men da der ikke nævnes nogen kromand hverken i folketællingerne 1771 eller 1787, må vi tro, at den allerede da er nedlagt – i al fald officielt.