Af Kjeld Damgaard
Den 13. september 1915 blev den kun 18-årige Karl Aage Andreas Andersen anholdt og anklaget for tyveri fra sin husbond i Jonstrup. Karl Andersen var født i Esbønderup Sogn i 1897 og derfor endnu kun 17 år da han i den 2. november 1914 kom ”i Forbundt” (d.v.s. kom i lære) hos karetmager og tømrermester Ole Peter Olsen i Jonstrup i nærheden af Tikøb. Allerede fra juletid samme år begyndte Karl imidlertid at tage penge fra et uaflåset bogskab og fra en uaflåset skrivebordsskuffe – begge dele var nemlig placeret i den stue, hvor der spistes – og Karl havde således uhindret adgang til begge møbler. Engang i april 1915 opdagede mester, at der blev stjålet fra ham, men da Karl lovede at høre op med at stjæle samt tilbagebetale de ca. 100 kr., der var stjålet, undlod mester at anmelde ham eller gøre yderligere i sagen. Karl fik derfor ingen løn for sommerhalvåret – den skulle ellers have udgjort 50,- kr. Karl undlod da også at stjæle de næste par måneder, men i september opdagede Ole Peter Olsen, at der atter blev stjålet små beløb fra ham. Men selvom det stjålne aldrig oversteg 10 kr., så skete det så tit, at da han opgjorde beløbet, viste det sig at udgøre 566 kr. og 87 øre. Med tillæg af de oprindelige 100,- kr. fra den tidligere episode og med fratræk af den optjente del af sommerlønnen, så udgjorde mesters krav nu 630 kr. og 33 øre. Dette beløb skal sammenlignes med, at en ufaglært arbejder på den tid maximalt tjente 50 øre i timen. En lærling tjente naturligvis betydelig mindre, så det skyldige beløb var m.a.o. større end hans årsløn.
Karl havde anvendt de mange penge på forskellige indkøb og på fortæring på kroer m.v. Således havde han været på Tikøb Kro aftenen før sin anholdelse. I den forbindelse blev han tillige anklaget for at have tilegnet sig en cykellygte, men af mangel på bevis for dette tyveri (Karl var således ikke i besiddelse af lygten), så blev denne anklage frafaldet.
Den 6. oktober 1915 faldt så dommen. Karl, der havde erkendt tyveriet og beløbets størrelse, havde ikke tidligere været straffet, men udover at blive dømt til at betale de 630,33 kr. til Ole Peter Olsen i Jonstrup, skulle han tillige betale sagsomkostningerne. De udgjorde 20 kr. til anklageren, overretssagfører Raaschou og 15 kr. til hans forsvarer, sagfører Skjold Madsen. Men derudover blev Karl idømt 60 dages fængsel ”på sædvanlig fangekost”!
Ejendommens ejere har i de senere år været:
1987-2000 Anne Pedersen
2000-2002 Bo G. Heller og Thomas Heller
2002- Pernille og Thomas Heller
Rev. 02.03.2021