Wilhelm Moldenhawers valgsprog var: “Kun den kan vinde sejr, som angriber fjendens lejr.” Det var et motto som den privat ansatte embedsmad i høj grad levede op til.

Af Kjeld Damgaard


Wilhelm August Daniel Moldenhawer (1831-1917)
(Hellebæk-Aalsgaard egnshistoriske arkiv)

”Der hersker irske tilstande i Hellebæk”, skrev Helsingør Avis den 30. august 1882. Med denne beskrivelse forsøgte avisen at sammenligne situationen i Hellebæk med de borgerkrigslignende tilstande, som på den tid herskede i Irland.

Helt så slemt var det jo nok ikke, men slemt nok var det. Denne artikels overskrift er således et citat af denne artikels hovedperson og giver i få ord et ganske godt billede af manden. Stedet var som nævnt Hellebæk, persongalleriet var stort og stridens æble – ja, det var ikke bare én sag, men en hel række af sager, som tog sin begyndelse i 1857 og først sluttede 60 år efter, nemlig i 1917.

Hovedpersonen
Sagens hovedperson er uden tvivl én person, uden hvis medvirken alle uoverenstemmelserne sandsynligvis slet ikke var blevet til noget. Manden hed Wilhelm August Daniel Moldenhawer. Han blev født i 1831, som søn af inspektør på Det Kgl Biblioteks læsesal, Carl Edvard Moldenhawer, samt hustru Marie Elisabeth Brockhausen. Hans farfar, der var tysk af  fødsel, regnes for skaberen af det moderne Kgl. Bibliotek – et bibliotek, som han udvidede til det tredobbelte i sin tid som overbibliotekar.

Wilhelm Moldenhawer blev student i 1848 og cand. polit. i 1852. Han ansattes derpå i Finansministeriet, men var allerede da stærkt interesse i teorierne om jordrente. I 1853 indgav han til finansminister Sponneck et forslag til indførelse af en grundværdistigningsskat. Hans ideer byggede på den tanke, at den fremtidige jordrente skulle overgå til staten. Hans idé var således noget anderledes end de tanker, som englænderen Henry George en del år senere lancerede, og som indebar, at jordrenten skulle  tilfælde folket. Som bekendt var det imidlertid Henry George tanker, som dannede idégrundlaget for Retsforbundet i Danmark.

Han forsøgte i 1855 at blive professor i statsvidenskab ved Københavns Universitet. Forinden den mundtlige prøve trak han imidlertid sin kandidatur, men hans skriftlige  opgave  udkom og blev under titlen ”En historisk og critisk Fremstilling af de forskellige Theorier om Jordrente”, et indlæg netop i debatten om jordrente.

Poeten Moldenhawer
Allerede i sin studietid, skrev Wilhelm imidlertid også helt andre ting. I 1850 udkom således en digtsamling med titlen ”Fem Digte”, og året efter et drama med titlen ”Kong Saul”.  Han optrådte som lejlighedsdigter og fremførte ved enhver lejlighed rimede taler. Hans digte var ofte præget af tidens højtidelighed, en tro på Gud, samt i nogle tilfælde af en vis form for humor. To gange senere, senest i 1906 udgav han nye digtsamlinger, et faktum der kan lyde paradoksalt, når man i øvrigt får kendskab til hele hans liv og virke for Det Schimmelmannske Fideikommis.

For det er netop i egenskab af administrator for Det Schimmelmannske Fideikommis i Hellebæk, at han vil blive husket – et job han overtog i 1857 og beholdt til sin død i 1917.

Hans nidkærhed, stædighed og magtsyge kombineret med 100 % loyalitet overfor sin arbejdsgiver samt en stor arbejdsindsats, gik op i en højere enhed, som allerede fra starten – men med tiden i højere og højere grad,  fik ham på kollisionskurs med et stort antal personer i Hellebæk, i Tikøb Sogneraad samt mange andre steder.

Det Schimmelmannske Fideikommis
Et fideikommis er et fond, hvoraf kun renterne kan nydes. Selve kapitalen kan derimod ikke røres, og skal gå videre til næste generation i familien. Hellebækgaards ejere, familien Schimmelmann, havde således på denne måde søgt at bevare ejendommen i Hellebæk på familiens hænder. Imidlertid var der ikke i familien tradition for, at man boede fast på ejendommen, så den daglige drift af alle ejendommene og arealerne blev overladt til en administrator.

I 1857 skulle der findes en afløser til den hidtidige administrator. Måske på grund af sin interesse for socioøkonomiske forhold – eller som følge af sin ansættelse i finansministeriet – blev Wilhelm Moldenhawer anbefalet til jobbet af selveste finansminister Sponneck.

Enevældig konge
Moldenhawer administrerede med en usædvanlig energi. Hans temperament var nærmest kolerisk, men i andre situationer optrådte han venligt og kunne eksempelvis høfligt spørge til en persons helbred.  I de første mange år var han nærmest enevældig konge i Hellebæk og omegn, og var byens ubestridte førstemand. Ikke meget skete i de dage uden at Moldenhawer var blevet spurgt først.

Men i 1870 forsvandt en del af grundlaget for Moldenhawers autoritet. En stor part af Fideikommissets arealer blev frasolgte efter at Geværfabrikken samme år var blevet endeligt nedlagt. Det var imidlertid første efter yderligere tre år, at det rigtigt begyndte at gå galt – set med Moldenhawers øjne.

Da overtoges de frasolgte arealer og bygninger af ”Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik”. Hellebæk var nu blevet delt i en østre del, der tilhørte Klædefabrikken og en vestre del, der tilhørte Fideikommisset. Denne ”deling” skulle senere blive kimen til utallige stridigheder med Moldenhawer på den ene side og ledelsen af Klædefabrikken på den anden side.

Kulmine i Hellebæk?
Ved Klædefabrikkens første generalforsamling i 1874 foreslog Moldenhawer at Klædefabrikken og Fideikommisset i fællesskab skulle grave efter kul i Hellebæk. Klædefabrikkens bestyrelse kunne imidlertid ikke anbefale og forslaget blev ikke vedtaget, da der jo var stærk tvivl om der overhovedet var kul under Hellebæk.

Dette afslag tog Moldenhower unådigt op og da senere G.F. Hamann i 1880 var blevet udnævnt til direktør for fabrikken, forværredes forholdet yderligere.

Nye familier – nye modstandere…

”Administratorboligen”, Bøssemagergade 60 i Hellebæk, var bolig for Det schimmelmannske Fideikommis fra 1832 til 1918. Fra 1919 til 1963 boede grevinde Elsa von Baudissin i ejendommen, hvorfor huset også kaldes ”Grevindens Hus”.


I løbet af 1870’erne og 80’erne begyndte der for alvor at komme flere landliggere til Hellebækegnen. Det var i første række kunstnere og veluddannede folk, der sammen med enkelte andre velstående havde mulighed for at bo på landet. Blandt disse var familien Collin, der som bekendt var nært tilknyttet H.C. Andersen. Zoologen Jonas Collin var den ene, professoren Thomas Collin den anden. Desuden lå også på landet murermester Køhler, professor og dr.phil. Christian Molbech, Dr.Phil V. Bergsøe samt cand.phil. og komponist P.E. Lange-Müller.

I 1881-82 havde en sag længe været genstand for intens drøftelse blandt beboerne i Hellebæk og Aalsgaarde samt blandt sommerbeboerne. Sagen var, at en læge, N. Chr. Lund, havde nedsat sig som praktiserende læge. Han havde derfor lejet en bolig hos en af det Schimmelmannske Fideikommis’ fæstere, H. P. Andersen. Moldenhawer havde øjensynligt ikke på forhånd været informeret om dette lejemål, som han da også straks erklærede ugyldig. Da dette imidlertid ikke formåede dr. Lund til at forlade Aalsgaarde, fik han fæsteren til øjeblikkelig at afstå sit fæste, hvorefter Lund fik valget mellem enten at blive sat ud, at opgive sin lægepraksis eller at betale 2.400 kr årligt “til den læge, som til enhver tid af ejeren af Kronborg Geværfabrik måtte være beskikket.”

Dr. Lund mente, at dette måtte være pengeafpresning, og nægtede fortsat at flytte. Fæsteren fik herefter sit fæste tilbage, men med den tilføjelse, at der ikke måtte drives lægepraksis på ejendommen. Samtidig forbød Moldenhawer, at Lund måtte befærde alle ikke-offentlige stier og veje samt skovene i Hellebæk-området. Lund ignorerede dog dette forbud, men tog i februar 1882 skridt til at kontakte grev Schimmelmann personligt. Greven støttede dog sin administrator, og ændrede ikke på Moldenhawers dispositioner i sagen.

Sagen tilspidsede i løbet af foråret, hvor Fideikommissets to skovfogeder fjernede ham med magt fra en skovsti. Denne sag endte i retten, hvor Lund – efter 4 retsmøder og amtets indblanding – fik lov til at færdes ad stierne.

De tidligere nævnte sommerbeboere havde alle stået bag et indlæg i ”Dagbladet” den 9. august 1882, hvori de oprullede denne affære, og bl.a. gjorde opmærksom på det ”barnagtige forhold”, at Moldenhawer ved en skovauktion havde ladet opstille det forbehold, at brændet ikke måtte sælges til dr. Lund. Indlægget afsluttedes med følgende salut:

”Skulde det virkelig lykkes den nuværende Administrator paa denne Maade, at fortrænge Stedets yngre og afholdte Læge, saa at Beboerne meget mod deres Vilje maa nøjes med den ældre og forlængst pensionerede Læge ved Kronborg Geværfabrik, saa er det et sørgeligt Bevis paa de bestaaende Fæsteforholds Skrøbelighed og Mangelfuldhed, en blodig Uret, som Klagerne gjennem denne Henvendelse have søgt at afværge”.

Moldenhawer blev naturligvis temmelig sur over disse anklager, og slutter højst overraskende sit avisindlæg af med at fastslå, at ”paa Polemik i Aviserne indlader jeg mig ikke, da der af disse aldrig skiftes lige Vind og Sol mellem Parterne”.

Dette løfte må Moldenhawer nu hurtigt have glemt, for i de følgende år ses Moldenhawers navn under læserindlæg oftere og oftere og i alle fald langt hyppigere end nogen anden.

Dr. Lund blev herefter chikaneret på det groveste. I alle fald lykkedes det Moldenhawer at true en stakkels pogeskolelærerinde til at udmelde dr. Lunds børn, da hun ellers ville blive opsagt i det hus hvor hun holdt skole og som tilfældigvis ejedes af Det Schimmelmannske Fideikommis.

Thomas Collin erklærede offentligt, at den skikkelige fæster H.P. Andersen ”er så forpint og forkuet  af Hr. Moldenhawer, at han hverken veed ud eller ind”.  I øvrigt er dette forhold til fæsterne bemærkelsesværdigt, idet Moldenhawer i senere biografier er omtalt som en mand, der som administrator lod sine ideer om jordrente udføre i praksis – altså underforstået: Var god mod fæsterne.

Forbud mod færdsel
I aviserne fortsatte debatten, og denne polemik endte således med, at Moldenhawer forbød ovennævnte herrer at betræde Fideikommissets ejendom, herunder veje, stier, marker og skove. Det fik den ellers på den tid så besindige Helsingør Avis til at skrive følgende kommentar:

”De Beboere, der ikke foretrække strax at forlade Hellebæk – som jo rimeligvis fremtidigt aldrig vil blive gjæstet af Landliggere – ere saaledes fremtidigt indskrænkede til udelukkende at færdes på Hovedlandevejen og maa nøjes med at kaste længselsfulde Blikke til det tabte Paradis.”

Avisens bekymring over Hellebæks fremtidige muligheder for at tiltrække landliggere var lige pessimistiske nok – tiden skulle vise, at selv ikke en Wilhelm Moldenhawer kunne jage landliggerne væk.

Utallige interesser
En gennemgang af alle de sager Moldenhawer blandede sig i, er ikke denne artikels hensigt. Det ville iøvrigt også næsten være umuligt. Alene Tikøb Sogneraad havde på snart sagt alle sine dagsordener mindst én sag, som stammede fra Moldenhawer. Af og til skinner det da også igennem, at sognerådsmedlemmerne blev trætte af de evindelige sager fra Fideikommissets administrator.

En enkelt sag fra 1896 illustrerer ganske godt en sådan reaktion. Moldenhawer havde til Frederiksborg Amt fremsendt et forslag om at Tikøb Kommune skulle deles på samme måde som Tikøb Sogn var blevet delt. Endvidere havde Moldenhawer klaget til amtet over, at Tikøb Sogneraads medlemmer for størstepartens vedkommende blev valgt i søndreparten og at nordreparten derved blev forurettet – samt at søndrepartens medlemmer manglede interesse for hvad der skete i nordreparten.

Tikøb Sogneraad udtalte i den anledning, at der var 10 medlemmer valgt i søndreparten og 9 i nordreparten, men at det ikke var mærkeligt, da der boede flest mennesker i søndreparten. Endvidere udtalte nordrepartens medlemmer, at de ikke kunne skønne, at administrator Moldenhawer kunne optræde på nordrepartens vegne, da han ikke engang var vælger i sognet. 13

Så fik han den!  For sandt var det jo, at skønt Moldenhawer næsten dagligt huserede i Hellebæk og omegn, og skønt han havde embedsbolig ved den nuværende Bøssemagergade, så havde han aldrig taget fast bopæl i Hellebæk. Hans hjemkommune var fortsat København.

Sognerådets behandling gav iøvrigt anledning til, at proprietær F. Tutein ønskede tilført protokollen, ”at han, som hørende til Sønderparten, om ikke paa anden Maade, saa stadig fik sin Interesse  for Nordreparten holdt vedlige ved Administrator Moldenhawers skrivelser”.

St.Jan og Sønderjylland
Ikke mindst i 1902 var Moldenhawer rigtig oplagt. En af de mange sager han det år gave sin mening til kende om, var det da foreslåede salg af De Dansk Vestindiske Øer. Debatten gik på om man skulle sælge øerne til USA, som havde vist interesse i dem. Moldenhawer var “salgsven”, men ikke som alle de andre – næh, han foreslog at St. Croix og St. Thomas skulle sælges til USA, medens den mindste ø, St Jan, kunne gå til Tyskland – mod at Danmark fik Sønderjylland tilbage!

Træthed i amtsrådet
Samme år havde Moldenhawer også for ”117. gang” skrevet til sogneråd og amtsråd om veje og stier – og ikke mindst om disses tilgængelighed for offentligheden. Bl.a. nærede han en dyb irritation over at Gl. Hellebækvej fra Helsingør til Hellebæk var blevet nedlagt som offentlig vej i 1881. I 1902 var det dog den såkaldte ”Strandsti” fra Hellebæk til Højstrup, der var på dagsordenen, sammen med bl.a. en kirkesti til Holmene. Moldenhawer havde utallige gange skrevet til både den ene og den anden om disse sager, og ved Frederiksborg Amtsraads møde den 31 maj 1902 blev det da også formanden for meget. Han udtalte således ”at Amtsraadet snart kunde Hr. Moldenhawers Klager udenad” !

Moldenhawer synes umiddelbart at være bleven lidt brøstholden over en sådan ”officiel” bemærkning, men kom dog til den konklusion, at det var da udmærket, at amtsraadet kunne klagerne udenad, ”thi derefter tør det jo haabes, at deres Afhjælpning ikke vil blive udsat af Glemsomhed”!

Moldenhawer og den moderne opfindelse
Moldenhawer hadede cykler og cyklister. Alt hvad der kunne forveksles med en cykel blev genstand for en sand hetz fra hans side. I 1902 førte han således en retssag, bl.a. fordi et barn havde været ved at ramme ham med – hvad dommeren mente var en legevogn men som Moldenhawer udnævnte til at være en trehjulet cykel – på Strandstien, hvorpå der var opslag: ”Stien er kun for Gaaende”. Moldenhawer havde derpå forbudt denne færdsel og det fik hans stædige opponent assistent V. Hamann, Hellebæk Klædefabrik, til at bekendtgøre, at ”den enestaaende, grevelige Schimmelmannske Funktionær, Etatsraad Moldenhawer” nu mente, at børn i barnevogne skulle stå ud af barnevognen og trække forbi etatsråden!

Bl.a. dette indlæg i debatten fik Moldenhawer til at bemærke, at han nu gav afkald på yderligere diskussion med ”Assistent Hamann”, idet han erkendte dennes overlegenhed i at fremsætte personlige uartigheder og insinuationer.

Moldenhawer som politibetjent
Ovennævnte sag angik i øvrigt spørgsmålet om hvorvidt hr. Moldenhawer ved denne og andre lejligheder havde optrådt med politimyndighed – uden at have en sådan.

Wilhelm Moldenhawer havde faktisk haft politimyndighed i Hellebæk. Den var blevet tillagt ham ved hans tiltræden i 1857, men frataget ham i 1887. Ikke desto mindre optrådte han efter manges mening stadig med en sådan myndighed, og ”overfaldt” især cyklister, som hans vej tilfældigt faldt forbi.  Sagen endte iøvrigt med at Frederiksborg Amt frafaldt at rejse sigtelse for tilegnelse af politimyndighed. Et udfald, der straks fik Moldenhawer til ”juble” i pressen. 19 Det bekom ikke en af sagens parter, grosserer Vilhelm Foss særlig godt, hvorfor han stemplede Moldenhawers udtalelser som løgn…

Som det vil ses, var det skruen uden ende. Lige så snart den ene sag var afsluttet enten i retten, i den offentlige administration eller i pressen, der ofte måtte meddele, at nu bragte man altså ikke flere indlæg i denne eller hin debat, så blomstrede en ny debat eller sag op.

Sammenstødet med fru Foss
Men Moldenhawers apati mod cyklister ebbede ikke ud sådan lige fra den ene dag til den anden. I 1905 måtte han således vedtage en bøde på 4 Kr. for at have veget til den forkerte side på Strandvejen og derved forårsaget et sammenstød. Moldenhawer var vel at mærke gående, iøvrigt sammen med sin hustru,  og den han stødte sammen med var – ganske rigtigt – på cykel. Cyklisten var grosserer Vilhelm Foss’ hustru.

Moldenhawer var naturligvis ganske uenig i sagens udfald og hævdede stædigt sin uskyld. Næh, sagen var, at fru Foss havde spærret vejen for ham på rabatten langs Nordre Strandvej mellem Hellebæk og Julebæk, hvorved han havde stødt mod fru Foss’ cykelhjul! Moldenhawer klagede i øvrigt over at bøden var for lav – det betød nemlig at han ikke kunne anke sagen !

På spørgsmålet om, hvorfor Moldenhawer dog ikke gik på den spadseresti, som løb parallelt med Nordre Strandvej, svarede Moldenhawer, at det var for farligt, fordi her havde birket jo i 1903 givet tilladelse til, at børn kunne færdes med trehjulede cykler, og da disse ikke skulle være forsynede med ringeklokker og børnene i øvrigt var uøvede cykelryttere, så var man dér i høj grad udsat for påkørsel, navnlig når børnene kom bagfra !

Politik
Politisk set var Moldenhawer højremand. Med sin konservative tænkemåde blev han – særligt efter systemskiftet i 1901 – en krads polemiker. Han førte privat korrespondance med kongen, og i en alder af 82 meldte han sig som Højres kandidat i Helsingør-kredsen, idet han var fuldt og fast besluttet på at han med lethed skulle kunne vælte det socialdemokratiske folketingsmedlem, Christian Rasmussen. Det skete som bekendt ikke.

”Bort at flygte, det var slet”
Da han fyldte 80 skrev han et digt om hvorledes det var at komme fra kævlerierne i København til Hellebæk, hvor han så tilbage og udbrød:

Ak, da følte jeg tilfulde:
Bort at flygte, det var slet;
at jeg heller blevet skulde
kæmpende for Lov og Ret.
At kun den kan vinde Sejr,
som angriber Fjendens Lejr.
Thi som Skyggen Synden følger
Flygtningen paa rappe Fod,
og i Egoismens Bølger
drukner hver, som ei har Mod
til at kæmpe Livets Strid
med sig selv og med sin Tid.

Og kæmpede – det gjorde han. I 60 år havde han varetaget Det Schimmelmannske Fideikommis interesser i Hellebæk, da han døde den 16. maj 1917 i sit hjem på Østerbrogade i København.

Rev. 26.02.2021