af Kjeld Damgaard

“Luna” fotograferet i 1999 – set fra Mørdrupvejen. I forbindelse med en facaderenovering i 2005 forsvandt desværre navnet på facaden – og det nåede aldrig at komme op igen før huset blev revet ned i 2020.


Arbejdsmand Svend Jensen købte i 1940 en 788 kvadratmeter stor grund af Bybjerggaards jorder på hjørnet af Mørdrupvejen og indkørslen til Kohavegaard.

Allerede i 1945 købte fængselsbetjent Marius Petersen den ubebyggede grund for 1.500 kr. Da Marius Petersen måtte bygge huset i sin fritid, blev det ofte om aftenen og endda somme tider om natten, at arbejdet blev udført. Derfor kom huset til at hedde ”Luna” – med henvisning til, at det var månen, der i mange tilfælde havde oplyst arbejdspladsen!

Han afhændede atter huset i 1953 til Poul Richardt, der kom fra Køge-egnen. Han var oprindelig landmand, men kom til Helsingør Værft som arbejdsmand og senere til entreprenør Berner Petersen som jord- og betonarbejder. Poul Richardt var gift med Karen – og tilsammen havde de fem børn (Bo, Anker, Eva, Leif og Gitte), hvoraf flere stadig bor i nærområdet.

Det var i øvrigt datteren sygeplejerske Eva Mørch og hendes mand, radiotekniker Peter Mørch, der i 1985 overtog huset. De solgte det atter i 2007 til triumviratet Sisse Bitten Schlatzer, Ole Olander og Aya Makaja Bentsen, der atter i 2012 solgte til Susanne Luckmann og Thomas W. Dalgaard.

Efter lange forhandlinger lykkedes det i 2019 Luckmann og Dalgaard at sælge ejendommen til den nye nabo,

Villa ”Luna” fotograferet fra luften i 1959 – før omlægningen af Mørdrupvejen.

firmaet Trelleborg, der året før havde erhvervet Kohavegaard mhp at nedrive denne og bygge en ny fabrik til afløsning for den eksisterende i Helsingør. Og i 2020 blev ejendommen nedrevet.

 

Kamma og Marius Petersen – havde sønnerne Ulf og Jørgen.

Det var denne velholdte villa, der i 2020 måtte lade livet til fordel for et industribyggeri, der indtil videre er udsat på ubestemt tid. (Foto juli 2019).

 

Rev. 11.03.2021